Jeg har aldrig rigtigt gjort i at skrive julekort. Det tager simpelthen for lang tid og man får jo sindssygt ondt i hånden omkring kort nummer 70. Derfor begyndte jeg på et tidspunkt at skrive julehilsener på mail, blogs og på Facebook. Det blev vel nærmest til en tradition, at jeg tilbragte en af de sidste aftener op til juleaften med at lave et lille skriv. Der er kun lige sprunget et par år over, hvor livet som familiefar ikke efterlod for meget tid til kreative skriverier lige inden jul.
Her på siden er de samlet alle sammen, da jeg ikke lige synes, at de skal have et opslag hver især.
2017 – En julehilsen
I en skuffe i stuen har jeg en stak papirer. Det er der, de kvitteringer lander, som måske skal bruges til at reklamere over indkøb, hvis noget går i stykker. Selvom jeg godt ved, at det får jeg sjældent gjort alligevel, hvis det skulle blive nødvendigt. Det er også i den stak, de postkort havner, som man heldigvis stadig får nogle af, når venner ikke nøjes med feriehilsener på Facebook. I stakken kommer også nogle af de dokumenter, som af en eller anden grund ikke kommer i e-boks, men som egentlig burde. Men uanset hvor de kom, hvem kigger så egentlig på de 28 siders forsikringsbetingelser og opgørelsen fra pensionskassen mere end 1 gang?
Gennem året vokser stakken. Nogle gange bliver den blandet lidt rundt, fordi jeg lige skal finde den papirregning, jeg ikke fik betalt med det samme. Eller finde adressen på den fest, som der kom en god, gammeldags indbydelse til. Når året er slut, og stakken er i fare for at nå kanten af skuffen, bliver den båret ned i kælderen. Her har jeg en kasse – én kasse – som årets papirer lander i. Der ligger mange års papirer, og da kassen har en endelig størrelse, må noget nu og da lade livet, hvis der skal være plads til mere. Det sker som regel, når kassen fra tid til anden findes frem for at finde et gammelt papir. Eller når drengens pas er blevet væk. Så bliver det hele vendt på hovedet, blandet sammen, og sorteret lidt i skidt og kanel. Over årene er den blevet til årtiers fragmenter af et liv. Et assorteret liv, hvor fragmenterne for størstedelens vedkommende er så kedelige, at de forhåbentligt ikke udgør essensen af nogens liv.
Der er noget ganske særligt over at tage afsked med folk inden jul. Dét der korte øjeblik, hvor vi kan ønske hinanden en glædelig højtid sammen med familien, og hvor man kan sige tak for det år, der er gået. Det korte øjeblik, hvor blikke og håndtryk kan mødes og vi i få sekunder kan tænke på årets sejre, alt det der gik godt og alt det vi kunne have gjort bedre. De gange vi måske skulle have sagt noget, men undlod. Og de få gange, hvor vi skulle have tænkt mere på hinanden eller på helheden, og som vi lover at gøre bedre næste år. Festlige stunder, der måske allerede er sløret af rusen, alvorlige samtaler når livet slår sving, sjove oplevelser, hvor kun øjeblikket var i centrum, kilden i hjertet, når kærligheden kiggede ind og de intime, mørke timer, hvor vi skulle tage os af hinanden. Essensen af et helt år kogt sammen til et blik og et kram. Alt sammen uden at sige andet end “godt nytår”. Jeg elsker det, fordi det er sidste chance for at gense sit år. Vores fælles år. Lige om lidt, mens der er skihop i Østrig, begynder hjernen at bære ting ned i kælderkassen. Her må der også smides ud, så der er rum. Ting må stoppes ind i tiloversblevne sprækker, der bliver pæret lidt rundt, når noget skal genkaldes eller være materiale for næste års drømme. Ganske langsomt, så vi ikke opdager det, bliver tidslinien krøllet sammen. Måske godt det samme, så vi ikke bliver forskrækkede over, at det virkelig er SÅ lang tid siden, vi sidst så hinanden. Så vi ikke konstant bliver mindet om, hvor stærkt livet går og går i panik over alt det, der også skal nå at være plads til i kassen. Men heldigvis har hjernens kælderkasse et langt vigtigere formål end den fysiske kasse i kælderen. Det drypper nemlig fra den, når stadigt flere minder bliver presset sammen. Du tror måske det er sommerfugle i maven. Det er det ikke. Det er saften fra et helt liv, der lander lige direkte i hjertet.
Så det er her vi er. Sidste chance for at sige tak, mens vi stadig kan huske, hvad der egentlig var hvilket år. Hvis jeg kunne, kom jeg gerne rundt til jer alle, for I har jo alle haft en andel i vores rejse på 365 dage. Så mange dage er der desværre ikke indtil jul, og derfor må jeg nøjes med at give jer et håndtryk i hovedet. Tusind tak for et mageløst år, der lige nu huskes som bedre, sjovere og langt mere fantastisk end alle de foregående tilsammen. Jeg vil glæde mig over hver en dråbe af saften.
Og dermed ønsker jeg jer alle en rigtigt glædelig jul og et godt nytår sammen med alle dem I elsker mest.
2016 – Et juleeventyr!
Han ville være blevet 2016 år i overmorgen ham Jesus. Vi ved ikke med sikkerhed, om han har levet. Dengang fandtes stort set kun Ralf Pittelkow, så det er ikke til at vide, hvad der var fakta og hvad der var fiktion. Men levede han, hvad jeg tror, så brugte han et liv på at prøve at belære menneskeheden om næstekærlighed.
Hvad hans skrivelystne disciple ikke vidste var, at der skulle gå mere end 1800 år efter Jesu død, inden Charles Dickens fik skåret sandheden ud i pap, så menneskene måske kunne forstå det. Så de kunne forstå, at de sentimentale dage omkring juleaften ikke blot er tradition og meningsløs klamren til hvad der altid har været. Nej, at det derimod er Fortidens Ånd der fortæller, hvor juletræet skal stå, hvilken skål der skal serveres risengrød i og hvor hver enkelt keramikjulemand skal stå på hylderne. For vé den, der rykker på nisselandskabet, der altid har stået på lige præcis dén hylde.
Han havde selvfølgelig et lidt større og vigtigere budskab, den gode Dickens, end blot julepyntningen, der går i arv fra det fædrene hjem. Han troede på det gode i mennesket og at det kunne findes, uanset om man var Ebenezer Scrooge eller den lille pige med svovlstikkerne. Og det kan vi måske stadig glemme, mens vi har travlt med alle de akkumulerede juletraditioner, der skal nåes på hvad der synes som stadig kortere tid.
I år er arbejdsgiverjul, hvilket jeg naturligvis kun kan bifalde. Et væsentligt minus er dog, at det også går stærkt ud over arbejdsgiverens Jul. For juledagene – når de ikke starter direkte med juleaftensdag – er en kærkommen lejlighed til at sætte sig ned og måske et øjeblik lytte til Julens Ånder. Men lyt ikke lige meget til dem alle.
Fortidens Ånd vil fortælle dig, hvad du bør – ikke fordi det er det rigtige at gøre, men fordi det altid har været sådan. Nutidens Ånd vil fortælle dig, hvad du gør – ikke fordi det er det rigtige at gøre, men fordi det er nemt og smertefrit. Langt mere interessant er dog Fremtidens Ånd, som ikke blot vil fortælle dig hvad du bliver, hvis du gør som du gør, men også hvad du kan!
Det er Fortidens Ånd, der tvinger en lille tåre frem, når den er mindst belejlig, men føles godt. Det er Nutidens Ånd, der hælder vin op i glasset, når det føles som det letteste at gøre. Det er til gengæld Fremtidens Ånd, der kan lære dig, at hjerterne ikke behøver at hænge det samme sted, og at man godt kan sætte kurs efter en ny ledestjerne.
De plaprer løs, og når man har sendt dem hjem, alle disse ånder, så kan man endelig sidde i eftertænksom fred og glæde sig over, hvad man har fået, hvad man stadig har, og hvad man har tænkt sig at passe på for evig tid: En fantastisk kreds af gode venner og familie, endnu flere gode øjeblikke og en ydmyg forhåbning om, at der er mange flere øjeblikke, hvor de kom fra. Dét er Fremtidens Ånd.
Tusind tak for i år, og mine bedste ønsker om en rigtigt glædelig Jul og et godt Nytår til venner og familier.
2015 – EN JULEHILSEN
Det kan være svært om morgenen, når det er mørkt, koldt og regnen løber over ruderne og man skal sætte sig op til en ny, aktiv dag. Det kan være lige så svært om aftenen, hvor det er lige så mørkt, når man kigger ned i køledisken, og skal finde ingredienserne til aftensmaden. Endnu sværere kan det være når man sætter sig til skrivebordet og vil skabe, hvad enten det er et juleklip, en e-mail eller – en julehilsen.
For hvor er det den bliver af, inspirationen? Er den bange for mørke eller kølediske? Kan den ikke trænge igennem for vanter og huer, bliver den væk i bunkerne på skrivebordet, eller er den ganske enkelt bare en skrækkeligt utro ledsager?
Sandheden er, at den blot er sin egen herre. Som en kat kan den ikke råbes an, kommanderes med eller sættes i snor. Sætter man sig derimod stille ned, så kommer den helt af sig selv, hvis man lader den.
Den kan vise sig i skoven, midt i en film eller lige før vi rejser til drømmeland. Den kan springe ud af de særeste gemmer, fra julekassen, fra en grankogle på et sølvfad og sukkerstokken på træet. Nogle tror de skal åbne en flaske for at finde den. Faktisk skal der ikke trækkes propper op, men sættes propper i. Propper i de unødige forstyrrelser, støjen fra et liv online og støjen fra en gøremålsliste der minder os om alt det, der faktisk betyder langt mindre end vi tror.
Uanset om man tror, at verden er bygget af Gud, tilfældigheder eller noget ind imellem, så er jeg ganske sikker på, at den mindste byggesten er inspiration. Den kan ikke gemmes på glas, er aldrig set under mikroskop og unddrager sig enhver form for måling med selv de fineste instrumenter, vi har skabt. Men alligevel – næste gang din yndlingsmusik rammer den rigtige tone og det kilder bag næsen, så en enkelt tåre triller frem, lige præcis dér vil du se, at selv det vi ikke kan sætte på formel kan være ganske virkeligt. For det er lige dér, at inspirationen rammer, flygtigt som musikken, men kraftfuldt nok til at ændre kilden i næsen til sug i maven. Og det er i samme øjeblik, at nye værker viser sig på vores nethinder, tegner sig i dråberne på ruden eller i de umage former i lerklumpen foran os. Det er ikke forbeholdt de store mestre, eller alene tiltænkt en niende symfoni. Det er ganske enkelt dét, vi er skabt af – og dét, vi er skabt for. Ikke for at mistro, ikke for at håne og ødelægge, men for at inspireres til at skabe nyt. Og for at inspirere andre ligedan.
Kan vi ikke enes om, hvem vi hylder i julen, så lad os i det mindste enes om at hylde stilheden. Stilheden, hvor inspirationens spinkle stemme for en stund får lov at råde og guide os på nye uventede veje. Fredens usynlige hånd der vil lede, når vi lader den, uanset om værktøjet i vores hænder er blyant eller mejsel, eller om vi former dej eller sten.
Jeg kan slet ikke begribe, hvor mange gange mennesker omkring mig har givet anledning til inspiration i det år der er gået. Givetvis betydeligt flere end jeg fortjener. Forhåbentligt har jeg en enkelt gang eller to tilsvarende givet anledning til inspiration. Helt sikkert er det dog, at jeg har ladet mig trække med af inspirationens blæsevejr mange gange. Nogle gange til en brat mavelanding – med næsen først – men andre gange, de fleste gange, til en fælles flyvetur, hvor vi har kunnet se ned på alt det, det hele drejer sig om. Og det er fra sådan en landing, at livet giver mening og dagen bliver lys. Også i vintermørket.
Med disse ord vil jeg sige tak for endnu et fantastisk år, og ønsker en glædelig, fredsommelig Jul og et godt Nytår til alle derude.
Kærlig hilsen
Jan
2014 – dette år var julehilsenen i 2 dele. Først denne sendt en uges tid før den egentlige julehilsen:
De fleste kender nok det her med, at de fester man ikke har planlagt, ender med at blive de bedste. At dage, hvor man blot lader ting ske, bliver de mest uforglemmelige. Sådanne dage er fortrinlige at slutte af med blot at sidde i stilheden. Stilheden mens kaffen bliver kold, frosten klikker i vinduerne, byen er gået i seng og alt er mørkt.
Det er her, med øjnene lukkede, at man kan høre sit liv og kan følge hele den vej, der førte frem mod netop denne lænestol. Stil et lys i mørket for hver beslutning, der blev truffet. Små lys for små beslutninger. Store lys for store beslutninger. Drej hvor dit liv gjorde. Med lys efter lys langs en sti, der snor sig gennem mørket, vil man langsomt tegne sin helt egen stjernehimmel. Ikke bare en håndfuld men tusindvis af stjerner, der markerer de steder, hvor livet ændrede sig. Tænk hvor trist en stjernehimmel det ville være, hvis man kun var gået lige ud.
Når jeg ser på min egen stjernehimmel, er der tre stjerner, der overstråler alle de andre. De repræsenterer alle sammen en dag – for 7, 16 og 20 år siden – hvor telefonen ringede, og en hidtil ukendt person gav mig et valg. De tre næststørste stjerner er også telefonopkald, dog fra personer jeg kendte, for 9, 14 og 17 år siden. Også disse gav mig tre valg, som jeg ikke kendte samme dags morgen.
Seks valg, der ikke alene blev til de største stjerner, men som også banede vejen for de fleste af de andre.
Det er nemt at tro, at vi har kontrol over vores liv. Men kontrol er en illusion. Vi har måske nok kontrol over vores beslutninger men ikke over, om valget er der. Ikke det fjerneste. Illusionen er der, for at vi ikke bliver grebet af panik i mørket med alle lysene bag os. Det er ikke meningen, at livet skal være en illusion. Det skal derimod være præcis som de dage, hvor man blot lader ting ske: Uforglemmeligt.
Og hvad var egentlig min pointe? Jo: Ta’ så din skide telefon. Livet venter i den anden ende!
2014 – JULEHILSEN
Kvinder! Måske nok en usædvanlig indledning til en julehilsen, men udtryk for, at denne hilsen er en hyldest til dem, der holder det hele sammen. For de er jo et fast holdepunkt i det liv, som julen er en kærkommen lejlighed til at overveje. Vi må erkende, om vi vil det eller ej, at uden dem ville livet være som en lyskæde uden lys.
For hver jul der kommer, bliver det til stadighed sværere at holde rede på årene. De synes alle sammen mere indholdsrige end de foregående. Om det skyldes, at jeg rent faktisk tager klogere beslutninger som alder og visdom skrider frem, eller om det blot skyldes, at jeg ikke længere kan holde rede på, hvad jeg allerede har oplevet og skrevet, og hvilke anekdoter, der allerede er blevet fortalt for tit, begynder det at blive vanskeligt at vurdere.
Vi har alle sammen tre fixpunkter i vores kalenderår. Tre dage, tre begivenheder, som binder årene sammen på tværs af livet. De fleste af os kan heldigvis kigge tilbage på dem med gode minder, også selvom sneen virkede dybere, pakkerne større og raketternes faldskærme bedre. Tre dage, som vi kan erindre på tværs af årtier, fra vores hjerne blev tændt, til batteriet engang render tør.
Tre fixpunkter, som ikke alene gør det muligt at holde tal på årene, men som også gør det muligt at navigere i erindringerne. Huske på hvem vi var og hvor vi var på vej hen. Dengang hvor hele verden kunne være nede i den papkasse, der for en stund var et rumskib. Dengang hvor verden kunne bygges op omkring en modeljernbane og dengang, hvor verden lå åben med en helt ny cykel. År for år, mens brandmand, astronaut og verdenshersker blev til mere jævne ting.
Det væsentlige er dog ikke fixpunkterne, men hænderne der guider os imellem dem, hænderne der sikrede, at vi kom trygt igennem dem fra sted til sted. Hvis vi kigger op, står der en kvinde. Ikke altid den samme naturligvis og ikke altid sød. Nogle gange bestemt, andre gange vred. Men hun er der. Uden hende til at holde os i hånden, ville vi mænd tumle gennem livet. Ikke som et blad for vinden, heller ikke som en sten på vej ned ad et bjerg. Nej, snarere som en sten på vej gennem universet, afsted for fuld fart mod et mål, vi ikke engang selv begriber. Uden hænder til at lede os, ville vi være vanvid, skrigende på vej gennem kosmisk mørke med den uundgåelige skæbne, at udrydde både os selv og hinanden undervejs. Det har vi undgået, fordi nogle var så forudseende at lave vores modstykke. Én vi kan gøre vores bedste for at ville imponere.
Jeg havde, i året der gik, den glæde, at afholde min fjerde runde fødselsdag – det ene af mine tre fixpunkter og ét der med sikkerhed aldrig vil blive glemt. Det er almindeligt kendt, at vi mænd hyppigt får en midtvejskrise sådan cirka her omkring. Den er udeblevet. Altså hvis vi ser bort fra det faktum, at jeg statistisk set er halvvejs gennem mit liv og kun har nået ti procent af det jeg ville. At jeg aldrig fik lært at spille klaver og ikke fik holdt guitarakkorderne vedlige. Og hvis vi også ser bort fra, at jeg faktisk aldrig blev det, jeg gerne ville have været og fortsat mangler at besøge langt størstedelen af verden. Og hvis vi samtidigt for en stund glemmer, at slottet også mangler lige så meget som glamourjournalisterne udenfor og at bilen faktisk teknisk set slet ikke er min. Ja så, midtvejskrise? Vissevasse!
Det er med midtvejskrisen bagude, at femte tur kan gå i gang. Herremøllen i Les Lanciers, hvor det går rundt og rundt. Hvor verden snurrer i rasende fart, væggene går i ét, ansigter flyder sammen, mens vi febrilsk forsøger at orientere os. Svedige håndflader, g-kræfter der sætter ind, erindringer om nogle bumser og en akavet morgensamling, næ hov det er jo forbi, armkrog der slipper og vi tumler afsted gennem rummet, snubler næsten, misser med øjnene indtil vi husker trinnene og på mirakuløs vis guides til vores plads. Vi kigger op. Der er hun jo.
Det er lige dér, som svimmelheden fortager sig og vi har fundet fodfæste, at vi begriber det hele. Forstår, at vi skal sætte pris på de evner vi har, og ikke længes efter andres. At livet ikke handler om alt det vi aldrig fik og alt det, vi ikke nåede, men at det handler om det vi gav, og som ingen nogensinde kan betale os tilbage. Ikke det vi gjorde for at imponere, men det vi gjorde, fordi vi faktisk er væsener med et hjerte. Det handler om dem, som ledte os til vores plads og huskede os på det. Og så bukker vi.
Lad mig med disse ord ønske en glædelig jul og et godt nytår til alle derude. Ikke kun til kvinderne der ledte på vej, dem der tror, at de gjorde, dem der ved, at de gjorde og dem der ingen anelse havde om, at de gjorde. Nej, også til alle I andre, der som altid har haft langt større indflydelse på hvert minut, end I aner. Tusind tak for endnu et uforglemmeligt år. Må I nyde årets sidste dage sammen med dem I holder af.
Kærlig hilsen
Jan
2013 – EN JULEHILSEN
Kalenderen er nået til de sidste 8 dage af året. Det er altid nogle lidt særlige dage årets sidste, hvor verden uden for kortvarigt synes at være gået i stå, og vi futter rundt inden døre omgivet af stearinlys, nissemænd og gavepapir og mindes så mange julehøjtider, som vi nu kan huske tilbage. Dage, hvor man kan gå og spekulere over året der gik. Ikke fordi der måske egentlig er mere grund til at spekulere præcis i disse dage end en hvilken som helst anden dag i året – og så alligevel. For når vi trækker det sidste kalenderblad af om nogle dage, så er det jo det ubestridelige bevis på, at tiden går. Og det gør den virkelig – hurtigere og hurtigere for hvert år der går. Det er i hvert fald den nemme forklaring på, at hvert eneste år virker endnu mere begivenhedsrigt end det foregående. Den sande forklaring er nok desværre en ganske anden – nemlig den, at også undertegnede bare er en stak kalenderblade der svinder i antal og langsomt bliver lidt gul og krøllet i kanten, og måske knap kan følge med i samme tempo mere. Derfor er det svært ikke at gøre status på året og overveje, om man nu også nåede alt det man gerne ville have nået, mens tid var. Svaret er altid et rungende nej. Jeg nåede end ikke halvdelen, men til gengæld blev der nået dobbelt så meget, som jeg slet ikke havde planlagt og tænkt på forinden. Sådan er livet – som én stor julekalender, hvor man hver dag forventningsfuldt kan storme ned ad trappen for at åbne den næste låge og udforske, hvad der sker inde bagved. Jeg har fået chokoladeudgaven, hvilket vil forklare, hvorfor der bliver mere og mere Jan for hvert år der går, men det er nu en detalje. For der er grund til at være begejstret for hver eneste dags store oplevelser og mysterier der skal løses – selv de dage, hvor chokoladen bare er erstattet af et klistermærke i stedet for saftig chokoladeskildpadde. Der er desværre også dem, der har valgt julekalenderen med citrusfrugter og puha, og som hver morgen må åbne lågen med langt mindre begejstring for dagen der venter. Dem er der grund til at have ondt af. Ikke over at de har syrlig smag i munden, men over at de tror, at det ikke kan være anderledes. For sandheden er jo, at der er chokolade nok til alle. Man skal blot åbne lågen, skubbe citrusfrugt og Jesusbarn lidt til side og træde ind i en verden så storslået smuk, at end ikke årtusinders kunstnere og poeter har formået at indfange blot en lille flig. Det er dér – i en ny scene hver morgen – at man skal iføre sig sin bedste Indiana Jones hat, stoppe piben og ride afsted i solopgangen. Til et nyt eventyr, nye udfordringer og nye skilleveje, og før du ved af det, står du foran din helt egen chokoladefabrik.
Jeg er selvsagt ikke rigtigt typen der laver nytårsforsætter. Det virker lidt tåbeligt at udnævne én enkelt dag i året til at være der, hvor man lærer af sine fejl og udstikker en ny kurs. Det skal man jo gøre hver dag, så hver eneste dag bliver lidt bedre end den foregående. Ikke dermed sagt, at man ikke må lægge planer – naturligvis bør man det, så man rider nogenlunde i den retning, man tror er den rigtige. Der er også rigtigt mange ting der vil ændre sig i 2014 for mit vedkommende – og mindst lige så mange ting, der vil forblive de samme. Det spændende er, at jeg ved ikke præcist hvilke der bliver hvad, før jeg har åbnet 365 låger mere.
Livet er naturligvis andet end at guffe chokolade og løbe med åbne arme ud i morgensolen. Én af fordelene ved at blive ældre er jo, at man indser, at de gamle havde ret, når de sagde, at man bliver klogere med alderen. Så måske er det i virkeligheden ikke altid det rigtige at storme hovedkulds afsted, springe henover krybbe og halm og hamre stalddøren op til det ukendte, inden man forsvinder ud i horisonten. Måske skal man nogle gange bare åbne lågen, sætte sig ned med benene dinglende ud over kanten og drikke en kop kaffe. Klappe gederne, så at sige, få en snak med de tre vise mænd, finde ud af at Josef kan drikke nogle håndværkerbajere og at hende Maria faktisk er lidt fræk, også selvom hun lige har født. Man kan have så travlt med at løbe efter en stjerne, der også er der til næste år, at man helt glemmer dem man løber forbi.
Det bringer mig grufuldt tæt på et nytårsforsæt – det tætteste jeg endnu har været i mit liv. 2014 skal tilegnes alle dem jeg nogle gange løber forbi. Der skal være fest og hyggeligt samvær hele året – og jeg lader min låge stå åben for alle dem der vil med indenfor. Det kan godt være, at min græsplæne ser værre ud end mit morgenhår, og at jeg ikke har støvsuget det sidste kat væk fra hjørnerne inden du kommer, men jeg sidder ned, har kaffen klar og glæder mig til at se dig. Og jeg deler gerne ud af dagens chokolade!
Med dette vil jeg ønske en rigtigt glædelig Jul og et fantastisk og lykkebringende Nytår til alle jer derude, som jeg har set alt for lidt til i det forgangne år.
Og husk nu: 24 er bare et tal. Lågen er kun dobbelt så stor, for at du kan komme igennem den efter at have spist så meget.
De kærligste hilsener og ønsker om alt godt,
Jan
2012 – EN JULEHILSEN
En del vil påstå, at det er skrækkeligt upersonligt at sende julehilsener over Facebook. At man slet ikke mener det ligeså meget, ja – måske endda mener det mindre end tidligere. Nogle vil sågar påstå, at det grænser til det prætentiøse, og at det alene er “se mig, se mig” og andre opmærksomhedskomplekser, der gør sig gældende. Men hvad skal vi gøre, os af generationen der knap husker tiden før email og Facebook? Jeg har i år sendt 2-3 breve – altså den slags med lim på bagsiden og dronning foran. Men de har alle været med rude og attention, og det lægger jo unægteligt en dæmper på charmen.
Hvorfor skulle Facebook og emails dog være så slemme steder at sende hilsener til hinanden? Tænk hvor meget nemmere nogle ting ville have været, hvis moderne medier var udbredt tidligere. De 10 bud ville helt bestemt være kommet lettere omkring, hvis Gud havde brugt Twitter i stedet for stentavler. At Moses delte vandene og den unge Jesus lavede vand om til vin, ville til hver en tid have slået både Justin Bieber og Psy af tronen på Youtube. Og hvilken farefuld færd kunne de 3 Vise Mænd ikke have undgået, hvis Skype havde været en smule mere udbredt i den region.
Nej, der er intet upersonligt over moderne medier. Jeg kan måske kun huske dit udseende som et selvportræt taget i bar overkrop foran badeværelsesspejlet. Vores fælles fortid kan måske kun opgøres i de billeder, hvor vi er tagget sammen og ja, jeg kan nok også kun huske din seneste kærestes navn, hvis du har husket at oplyse det i din profil. Faktisk er jeg også nødt til at checke dine albums for at finde ud af, om det var dig der fik børn eller en anden fra den klasse, vi vistnok gik i sammen, men det er jo ikke det vigtigste. Det vigtigste er, at jeg husker dig. Ja – dig! Huskede jeg måske ikke din fødselsdag? Ja, okay, jeg fik et par notifikationer eller tolv fra alverdens apps, men jeg ville have husket det, også selvom jeg havde travlt med at passe mit liv i Farmville og poste links så du tror, at jeg rent faktisk læser kloge ting.
Det er dig jeg tænker på, når jeg om lidt trykker på knappen, og denne hilsen lander i velsagtens hundrede hjem. Julen varer måske nok til Påske, cirka som min julepyntning, men det ville også have taget indtil da, at skrive dette brev i hånden til jer alle sammen. Og unægteligt have taget toppen af mit julehumør. Der skal jo altså også være tid til at bestille gaver online. Så gudsketakoglov for Facebook!
Men der er jo ikke kun samvær i cyberspace – det er jo også blevet til fysisk samvær ude i den virkelige verden i år. Som altid med langt færre end man kunne tænke sig, og nogle gange endda med de forkerte, men så er det jo godt, at vi også kan hænge ud herinde, og i det mindste foregive at have et liv sammen – og hver for sig.
Så tusind tak til jer alle sammen for endnu et fantastisk dejligt og uforglemmeligt år. Selv gamle og kyniske hjerter som mit kan blive helt varme ved tanken om alle de søde mennesker, som skæbnen har bragt een til at kende gennem årene. Det er næsten for galt. Jeg tror, at jeg elsker jer!
Jeg ønsker jer og jeres familier en rigtigt glædelig Jul og et lykkebringende Nytår.
Og husk nu at “Synes godt om” – bare så jeg ved, at du rent faktisk stadig lever 
Kærlig hilsen
Din Jan
2011 (red: det var et ret magert år hvad julehilsen angik, hvilket også gælder for 2010 og 2009, hvor jeg var faldet tilbage til mere personlige hilsener)
Simon og jeg vil gerne ønske familie, venner og bekendte en rigtigt Glædelig Jul. Dette gælder bestemt også for både spejdere og deres familier, gamle klassekammerater (og for Simons vedkommende de nuværende), nye og gamle spejderledere, gudbørn og deres forældre, dem der lufter hund på vores fortov, og dem hvor det måske slet ikke er hunden, kolleger, frivillige hjælpere, naboer, tidligere naboer og de naboer vi ikke kan li’, modeller, luftkaptajnerne der ikke faldt ned, postbuddet selvom han bringer for få glædesbudskaber, SKAT, dem der har lånt mig ting, som jeg har glemt at aflevere, og dem der har gjort det modsatte. Glemmes skal heller ikke de online-venner jeg aldrig har mødt, dem der sender spammails, laver trælse reklamer til radioen og i det hele taget dem, der gør ting, jeg ikke kan forstå. Må I alle have en dejlig juleaften sammen med jeres familier og dem I holder af, og have nogle fredfyldte juledage i familiens skød.
Merry Christmas, Joyeux Noël, Nollaig Shona, Gleðilig Jól, З Різдвом and Feliz Navidad to all of you.
2008 – De små øjeblikke
Når jeg hvert år sender min julehilsen plejer jeg at indlede med at fortælle, hvor forunderligt et år det har været. Langt mere end alle de foregående tilsammen. Tidens tand har naturligvis en finger med i spillet, og gør fortiden udvisket og bleg ved siden af den farvestrålende nutid, der står i skarp erindring. I år vil jeg dog nok mene, at jeg har noget at have min påstand i.
Det siges, at børn kommer med storken. I mit tilfælde er det næsten sandt, om end det må have været en velvoksen stork, der fløj en niårig dreng ind i mit hjem.
Året startede således med, at jeg i hast måtte gøre mit byggeprojekt færdigt. Eller – det bliver det jo aldrig, men så i hvert fald have gjort huset brugbart og behageligt.
Året startede også med mange overvejelser om at være forælder. Ja, det er et mærkeligt ord i ental, men sådan måtte det nu være. Det skulle helst være perfekt – med masser af tid til morgenhygge, fælles projekter i værkstedet, kanoture, dinosaurer over det hele og godnatlæsning hver aften. Sådan rigtigt overskudsagtigt med god tid til at snakke i fritidsordningen, fuldstændigt ustressede indkøb og måske lidt friskbagte boller om aftenen.
Alt dette kunne jeg så sidde og fundere over, når jeg sad i kø på motorvejen. Alt for ofte kom jeg stormende ind i fritidsordningen lige før lukketid, og måtte have gang i sandwich-jernet for at vi også kunne nå vores spejdermøder, forældremøder, lektier og tøjvask, og lød måske knap så overskudsagtig, når jeg (igen) var ved at blive invalideret af et stykke legetøj på gulvet. Der blev dog læst højt hver aften, men jeg var også omtrent ved selv at falde i søvn efter otte sider om Harry Potters bedrifter.
Som tiden går, slækker man lidt på kravene. For det er jo blot nogle tåbelige idealer. Det bliver langsomt klart, hvilke ting der egentlig betyder noget. Nu må der gerne krummes lidt på gulvet, og fedtfingrene på fjernsynet lever jeg med. Drengen dør nok heller ikke af, at sokkerne ikke er strøget. Møblerne får måske lidt skrammer, men hvad pokker – Ikea sælger dem vel i grunden også for at de skal blive brugt. For det var jo i bund og grund faktisk ganske enkelt. Det handlede jo blot om at være der og være sig selv – ikke om at gøre verden til et livsstilsmagasin. Det handlede om alle de små øjeblikke.
Jeg plejer at kunne huske mine år fra hinanden på oplevelser fra spejderture og begivenheder i firmaet. Dem har der bestemt også været mange af, men 2008 bliver alligevel husket for helt andre ting. Det bliver husket for, at blive omfavnet i fritidsordningen, for at få ting, som er blevet lavet i skolen, for at øve tabeller, tage på fisketur og gåtur i skoven, og for at spille playstation sammen i sækkestolen. Det bliver husket for skolekammerater, der stormer rundt i haven, for at holde børnefødselsdag og for at se en dreng, der glæder sig til juleaften.
Og det er så her vi er – juleaften. Lige om lidt i hvert fald. Der mangler helt sikkert hverken juletræ, glaskugler eller nisser i dette hus, og inden længe har jeg også pakket de sidste gaver ind. I år kan det nemlig ikke vente til en halv time før julemiddagen. Simon er forlængst lagt i seng, og nu sidder jeg bare her og nyder aftenkaffen. Omgivet af julefred – og lyskæder.
Lad mig så benytte dette fredsommelige øjeblik til at bringe jer alle en hilsen. Til min familie og mine venner, som alle har været yderst hjælpsomme i året der er gået. Til mine kolleger, som har udvist stor forståelse og tålmodighed.
Tusind tak til jer alle. Det overgår langt hvad jeg har fortjent.
Lad mig hermed ønske jer og jeres familier en rigtigt glædelig Jul og et fornøjeligt Nytår. Jeg ser frem til at tilbringe mindst ligeså meget tid sammen med jer i det nye år.
Kærlig hilsen
Jan
2007 – Faldet fra himlen
Jule- og nytårshilsenen dette år var (vistnok) 3. kapitel af min beretning om “Mit liv som eneboer”
2006 – Det herrens år 2006
Kæreste ven,
Vi er alle blevet tildelt en vis mængde tid på denne jord. Hvert eneste år vi tilbringer her, vil for de fleste af os være lærerige og bringe nye erfaringer ind i vores forråd, så vi har mere at trække på i årene der kommer, og mere at give af til dem der skal afløse os, når tiden er inde. Når året går på hæld, som det jo gør inden længe, er det en passende lejlighed til at stoppe op og gøre status over året der gik. Står regnskabet i plus, eller ender det med et lille minus?
Erfaringer kan være dyrt købte. Jeg har bestemt haft år hvor lærepengene har været betydeligt flere end andre år. Fælles for dem alle er dog at de ikke kan byttes. Der gives ikke penge tilbage, der er ingen tilgodebeviser og der er bestemt ingen garanti.
Hvordan har 2006 så været, vil jeg spørge mig selv i juledagene mellem sildene og kransekagerne. Spændende har det helt sikkert været. Det siger jeg om alle år, for det er de alle, på hver deres lumske, uforudsigelige måde. Men har det også været et lærerigt år?. Hertil må svaret bestemt være ja. Mere lærerigt end de fleste.
Jeg lærte at leve minimalistisk. Da jeg flyttede fra min lejlighed i januar, kørte jeg halvdelen af min bolig på lossepladsen. Jeg har ikke savnet noget af det endnu. Mens jeg har bygget om, har jeg kørt halvdelen af det tilbageværende hjem på lossepladsen, efterhånden som det har stået i vejen for stilladser og paller med Rockwool.
Jeg lærte at mure sålbænke. Ikke i fri hånd, men dog så de bliver lige. Jeg lærte at understryge tag og at tyngdekraften også gælder for mørtel. Jeg lærte, at gipsstuk er noget Fanden har skabt formentlig samme dag som han skabte limfarve. Jeg lærte, at gamle huse er skæve fra soklen, men at de så til gengæld også er det helt op til skorstenen. Jeg lærte, at store højder med vand under ikke er noget for mig, og at min balanceevne måske trænger til et serviceeftersyn. Jeg lærte også, at aftenerne sagtens får ben at gå på, også selvom man ikke har noget fjernsyn.
Det blev i den grad et år med nye kundskaber. Det blev også et år med nye prioriteter. Ikke den slags fra TotalKredit, men prioriteter hvad angår fordelingen af de 365 dage der blev os til del i år.
Dem der kender mig ved, at mit liv består af arbejde om dagen, programmering om natten, sparsomme mængder tant, spejderi i weekenden, og tusind projekter stoppet ind i alle huller. Istandsættelsen af et hus, hvor der i den grad er huller der skal stoppes noget ind i, lavede drastisk om på denne prioritering i 2006.
Arbejdet om dagen måtte udvides, som den slags nu må, når behovet opstår. Programmeringen om natten blev omvendt indskrænket, da jeg ikke længere kan nøjes med 3 timers søvn, når der skal slæbes mørtel og spartles vægge. Weekend-spejderiet måtte også beskæres i enderne, men som den eneste fritidsaktivitet fik den lov at overleve, hvad den nu nok altid vil. De tusind projekter blev reduceret til dem der rummer personlig vinding, mens de 998 andre filantropiske beskæftigelser blev pakket i flyttekasser og anbragt i kælderen sammen med resten af mit liv.
Hvad angår mængden af tant (og fjas) indgår 2006 i den beskedne ende af skalaen, godt hjulpet på vej af, at folk ikke kommer rendende i tide og utide, når hjemmet er sundhedsfarligt at opholde sig i. Heldigvis blev 2006 også et år med gensyn af længe savnede familiemedlemmer og venner.
Som nævnt handler livet også om at overbringe erfaringer og kundskaber til næste generation. Én af de kloge mænd, der forgæves har forsøgt at bringe visdom ind i mit liv, sagde engang til mig, at det handler ikke om at undervise, men om at vise undere. Denne sætning erindrer jeg hver eneste dag. Men har du så vist nogle undere i år, Jan? Det må jeg overlade til andre at vurdere, men i år har succeskriteriet alene været, at jeg ikke ville kede nogen ihjel. Så må alverdens undere vente til 2007.
Ikke siden min konfirmation har jeg været så meget i kirke, som jeg har i år, og selv biskoppen fra Ribe har taget del i min åndelige udvikling. Så hvor jeg før har trukket på kreditten i syndsregisteret, er der nu håb om, at der er opstået en smule friværdi til senere udskejelser. Nogle venner er blevet gift bort, mens andre har sikret sig videreførelsen af familienavnet. Alt dette burde bringe både Skaberens værk, hans håndgangne mænd og det sande juleevangelium tættere på livet.
Jeg må dog med skam indrømme, at det i perioder har ligget temmelig tungt med den personlige helligånd, der blandt andet skulle resultere i undfangelsen af et hus. Der har på den anden side heller ikke været voldsomt mange jomfruer inde i billedet i 2006, og da tømreren ikke engang hedder Josef, kan man godt blive bekymret for, om det har lange udsigter med at etablere sig her i musikkens Betlehem. Da jeg bor omtrent som i en stald og tilnærmelsesvis sover i en krybbe, er der dog stadig håb forude. Jeg læste i dag i JyllandsPosten, at optimister gennemsnitligt lever længere, så det forbedrer jo mine odds kraftigt. Nu mangler jeg i høj grad, at der kommer 3 vise mænd forbi og sørger for de sidste installationer af el, vand og varme.
Guld har det været så som så med i 2006. Med en byggekonto hos Stark får guldet hurtigt ben at gå på, så der faktisk kun er røgelse tilbage på kreditkortet. Myrra skær forstod jeg aldrig helt hvad var i kristendomstimerne, men da det er udgået som gangbar mønt, kan det også være lige meget.
Tilbage er kun en ledestjerne i form af den arbejdslampe der skal sikre, at jeg ikke forstuver flere lemmer i år. Den markerer også lyset for enden af tunnelen, hvor der forhåbentlig står en præsentabel bolig.
Nu sidder man så her i de mørke aftener op til jul og funderer over året der gik. Skjorten er krøllet, morgenhåret står i flor og kuløren er som en marcipangris. Her sidder jeg med uldsokker på, så varmen kan holdes i dette ventilerede hus, hvor overtræk har fået en helt ny betydning. Alt dette er dog ligegyldigt, når blot julehjertet banker det rigtige sted, og pizzaekspressen stadig bringer ud.
Så kære familie, venner, kolleger, bestyrelsesmedlemmer, spejderledere, spejdere, forældre og andre der måtte have ledsaget mig i 2006: Det er med stor ydmyghed over for livets forunderligheder, at jeg vil ønske jer og jeres familier en glædelig Jul og et lykkebringende Nytår. Tak for året der gik, og alle de glæder og finurligheder som vi delte. Lad os håbe, at 2007 bliver lige så uforudsigelig og lige så lærerig.
Kærlig hilsen Jan
2005 – Det har jeg altid ønsket mig
Kære ven,
Så blev det jul igen. Et sikkert tegn på at endnu et år er forbi, at mængden af kropshår er forøget og at pensionsopsparingen snart skal i brug. Og sikke dog et år det var. Det har jeg nu sagt om dem alle, men dette år blev alligevel noget ganske særligt.
For nogle uger siden købte jeg et lille hus. Ikke sådan et spritnyt, overisoleret hus uden indbygget julehygge – nej, et ægte håndværkertilbud, hvor der forhåbentlig ikke er risengrød og rotter på loftet, men til gengæld gennemtræk og garanti for masser af fritidsarbejde.
“Jamen, du er jo ikke håndværker”, siger folk der kender mig. Og nej, det har de da ret i. For to måneder siden kendte jeg ikke forskel på mørtel, cement og beton. Men vi spejdere taler jo så meget om “learning by doing”, og min indgang til alt andet i livet har været at “hvor svært kan det være?” Se – det kan noget af det så godt være, og jeg har da mødt mine udfordringer.
Men hvorfor nu alt dette vrøvl i en julehilsen? Jo, fordi det er gået op for mig, hvor meget jul det rummer at eje sådan en bunke mursten.
Samme dag som jeg havde købt huset, købte jeg et mindre arsenal af haveredskaber. For jeg skulle udnytte det dejlige efterårsvejr til at gå på havearbejde. Det har jeg altid ønsket mig, og julemanden kom åbenbart tidligt.
Forleden dag da der havde været god nattefrost, skyndte jeg mig, som den pligtopfyldende borger jeg nu er, at køre op til huset for at salte fortovet. Og saltet fortov blev der – også naboens. Det har jeg altid ønsket mig at prøve. Og jeg må med bøjet hoved tilstå, at jeg blev stående for at se om det virkede. Det gjorde det.
Således har alle mine dage den seneste tid rummet undere og små ønsker der er gået i opfyldelse, og jeg ved, at der kommer mange, mange flere. Fx at skovle sne, støbe gulv, køre med håndskubberen på plænen og ikke mindst at sidde i en liggestol der er min egen. Julen er forventningens glæde.
Julen består især af overraskelser. Overraskelser når man mindst venter dem. Som for eksempel at man slår eet sted med en mukkert, og noget andet falder ned. Eller at der ikke var mursten der hvor man troede at der var. Sådan et hus er virkelig en evig pakkekalender. Engang imellem savner man helt en blød pakke.
Ægte jul handler også om at hjælpe andre. Hvis der er noget boligejere er gode til, så er det netop at hjælpe andre. I hvert fald med gode råd. Det er umuligt ikke at få gode råd om hvordan muren skal vandskures, hvordan hullet skal skæres eller hvilket snask der skal smøres på denne eller hine væg. Folk valfarter næsten som pilgrimme til stedet for at give gode råd. Når man så står der med 12 forslag til hvordan den samme opgave løses, så er man henvist til julemandens værksted for hjælp. Så er det vel nok heldigt, at de netop har ekstra længe åbent her i den søde juletid. Der står vi så – primært mænd – i alenlange rækker i byggemarkedet og kigger på byggematerialer og værktøj. Jeg har spekuleret på, om det mon også var således i fordums tid, når manden skulle have en ny kølle, mens den langhårede pyntede hulen op til jul. Stod de så også der og funderede over, om de skulle have en 600 eller 800 watts kølle, den prisbillige eller mærkevaren, og afprøvede hvilken af dem, der lå bedst i hånden? Julemandens hjælpere er faktisk ikke til megen hjælp i de byggemarkeder, og pengene forsvinder hurtigere end i Farum kommune. Men julen er jo også dyr…
I mange år har jeg været vant til, at det var mig der opfyldte ønsker hos kunderne. At det var mig der kunne tage penge for at sige “Ho ho ho, hvad ønsker du dig så, lille ven”. Nu er det pludselig mig der har åben mund, skal sidde på andres skød og tilmed lære nye ord. Således er filtsning, skelske, rapning, rørgips og tvangsblander helt nye ord i mit forråd sammen med hundrede andre. Dem kan jeg så sidde og øve mig på, mens jeg skiftevis blander murfarve og spiser konfekt. Jeg kan også bruge dem når jeg står i byggemarkedet iført murstøv og tommestok, og prøver at få styr på lecanødder og dampspærre uden at blive helt til grin.
Således er huset blevet en stor del af mit liv og min juletid. Jeg beklager dybt overfor dem der må trækkes med det.
Er dette brev blot udtryk for, at jeg har brugt for meget terpentin den seneste tid? Muligvis, men terpentindampe eller ej, så slipper I altså heller ikke i år for en julehilsen her fra.
Året har selvfølgelig også rummet meget andet end dette. Alt for meget til at blive opsummeret i en beskeden julehilsen. Men intet af dette kunne lade sig gøre, hvis ikke det var på grund af alle de mennesker, der fylder livet ud. For livet er jo mere end bare krydsfiner og polyfilla. Det er folk fra nær og fjern. Dem jeg ser hver dag, og dem jeg ser en enkelt gang om året. Det er tanken om dem der skaber den ægte julestemning.
Så til jer alle – familie, venner, studiekammerater, kolleger, spejdere og deres forældre, spejderledere, bestyrelser, postbud og ikke mindst håndværkere – tak for et rigtigt dejligt år. Det var bestemt blevet gråt og trist uden jer.
I og jeres familier ønskes en rigtigt glædelig Jul og et lykkebringende Nytår.
De kærligste julehilsener,
Jan
PS: Kig endeligt forbi – men tag lige arbejdstøjet på, ikk’ !
2004 – Vel er det ej upersonligt
Kære venner og veninder fra nær og fjern, familie, kolleger, spejdere, studiekammerater og andet godtfolk.
Jeg hører ofte den påstand, at det er skrækkeligt upersonligt at sende en julehilsen via email. Kigger jeg her i juledagene i min mappe med sendt post, kan jeg se, at det henover året er blevet til 1680 emails fra min hånd. Kigger jeg i indbakken kan jeg finde et antal der er mere end 5 gange så stort. Vel at mærke efter sletning af 50 gange så mange uønskede reklamemails, hvoraf langt de fleste omhandler Rolex-efterligninger eller redskaber til forstørrelse af enten den ene eller den anden kropsdel.
Min tilværelse uden email ligger før 1993. Jeg skrev dengang næppe mere end 2 gode gammeldags breve om året. Nuvel, de havde måske mere mening og indhold, end mange af de 1680 fra i år, men antallet står dog i skarp kontrast.
Men det er jo faktisk tankevækkende, at vi synes vores indbyrdes relationer bliver ringere og ringere, til trods for svimlende mængder emails, SMSer, Messenger-chatbeskeder, webcam-telefoni og mobiltelefoner døgnet rundt. Jeg har da aldrig kunnet holde mig i kontakt med så mange mennesker hver eneste dag og stadig få tid til at arbejde.
Man kan fundere over, hvor megen anstrengelse og gru menneskeheden kunne have undgået, hvis alt dette var blevet til i selve Skabelsen. Sikke en rejse de 3 vise mænd kunne have sparet, hvis de blot kunne have sendt en email. De 10 bud var sikkert kommet længere ud i verden som SMS end som stentavler. Og store begivenheder som at gå på vandet, skille havet, og især at lave vand om til vin, ville unægtelig have fået noget mere opmærksomhed med et webcam.
Alligevel synes mange, at vore nymodens opfindelser gør det hele så upersonligt. Jeg sender således denne email for at bevise det modsatte. Jeg har bestemt ikke glemt hvor I bor, hvad jeres kæreste hedder og hvor mange børn det nu er I har. Det står jo alt sammen lige her i Outlook. I må bare love at sende en besked, når I skifter kæreste eller får flere børn. Jeg får endda helt automatisk at vide på skærmen, hvornår jeg skal sende en email for at ønske jer tillykke med fødselsdagen. Og selvfølgelig hvornår det er tid for en julehilsen.
Om lidt når jeg trykker på send-knappen, kommer dette brev ud i velsagtens hundrede hjem. Det kan godt være at Julen varer lige til Påske, men at skrive dette brev i hånden til jer alle, ville nok have taget toppen af mit julehumør. Der skal jo også være tid til at bestille gaver online.
Der er dog også blevet tid til fysisk samvær i år. Jeg erindrer i hvert fald mange stunder over en kop kaffe, en kop øl, en kop rødvin eller en kop gammeldansk, hvor den ene kop hurtigt kan tage den næste. Jeg erindrer også stunder med rengøring af festivaltoiletter i endeløse rækker, ømme fødder, klaprefrysen i telt, Svanesøen opført i underbukser i frostvejr, arrangerede blind dates, besøg af De Fantastiske 5+1, bortførelse til surprise-30-års fødselsdag, et syngende postbud der senere blev landskendt, at min usynlige ven Ib blev synlig og mange, mange andre begivenheder, som alle kun giver bare nogenlunde mening for de involverede.
Så tusind tak til jer alle sammen for endnu et dejligt og uforglemmeligt år. Det er fantastisk at vide, at der altid er så mange søde mennesker man kan skrive og ringe sammen med. I og jeres familier ønskes en rigtigt glædelig Jul og et lykkebringende Nytår.
Jeg ved at I er derude!
De kærligste julehilsener,
Jan (alias Fox, Jansemand, Doktoren, Dr. Dazzle, jha@sjovide.dk, 20408669, 62.79.45.46)