Kapitel 2
Den monotone lyd fra motoren, og den behagelige varme i bilen, gjorde mig efterhånden døsig, og selv om jeg egentlig ikke havde lyst til at sove, faldt jeg alligevel hen i en stille søvn. Jeg vågnede først, da vi kørte på nogle meget ujævne veje. Jeg missede med øjnene og skulle først lige komme i tanke om, hvor jeg var. Jeg havde ingen anelse om, hvor længe eller hvor langt vi havde kørt. Jeg kiggede på mit ur, som endnu ikke engang var tyve minutter i tre, og jeg opgav straks at forstå hvor lang tid, der mon så egentlig var gået.
”Godmorgen, sovetryne,” sagde Sir Thomas, da han bemærkede, at jeg bevægede mig.
”Jeg faldt da vist i søvn,” sagde jeg. Jeg sendte ham et forsigtigt men desorienteret smil.
”Medmindre du trækker vejret så højlydt normalt, så ja,” sagde Sir Thomas og uglede mit hår en smule. Jeg bemærkede, at han ikke længere havde sine sorte handsker på.
Vi kørte langsomt på nogle dårlige veje. Jeg rullede vinduet ned og stak hovedet lidt udenfor. Jeg var sikker på, at jeg kunne lugte, at vi var tæt på havet, men jeg kunne intet se andet end sort nat udenfor og så lige den smule af vejen foran, som bilens lygter oplyste.
”Vi er snart i nærheden af Argenus’ hule,” sagde Sir Thomas og krængede bilen rundt i et skarpt sving. Nu gik det kraftigt nedad, og jeg følte næsten at jeg var på rutsjebanetur.
Sir Thomas bragte bilen til standsning.
”Så kommer vi ikke længere i denne her,” sagde han og var allerede på vej ud af bilen.
Jeg måtte søge lidt efter det indvendige håndtag og hoppede så også ud af bilen. Jeg landende med et tydeligt SLOSKJ, da jeg havde glemt, at jeg stadig havde mine gummistøvler på. Faktisk var det min storebrors støvler, så de var et par numre for store. Jeg besluttede mig med det samme for at tage dem af, og jeg trak også mine strømper af, da mor ville blive tosset, hvis jeg ødelagde et par strømper ved at rende rundt i dem uden sko. Igen. Jeg smed begge dele ind i bunden af bilen og smækkede døren i.
Sir Thomas spejdede rundt i området, mens han tog sine handsker på. Da han så ud til at være klar, smækkede også han døren i. Han begyndte at gå, og jeg fulgte efter så hurtigt, som jeg kunne gå.
Min lugtesans havde ikke snydt mig. Vi var ude ved havet nu. Jeg kunne høre brusen fra bølger ikke så langt væk, og kort efter kunne jeg mærke sand under mine fødder mellem den meget lave bevoksning, som vi gik i. Det gik opad lige nu, men inden længe opdagede jeg, at vi var på vej ud mod skrænterne ned til havet. Lyden fra bølgerne blev tydelig nu, og kort efter kunne jeg stå og se ud over det svagt oplyste hav med en sandstrand neden for mig. Sir Thomas begyndte at gå forsigtigt ned ad den sandede skrænt. Her var jeg dog noget mere terrængående og var ikke sen til at kaste mig ud i en rullende bevægelse og nogle kolbøtter hele vejen ned til foden af skrænten. Jeg var således på fødderne igen nede på stranden, inden Sir Thomas var nået derned, og jeg børstede det værste sand ud af mit hår. Jeg løb skiftevis lidt foran og lidt bag ved Sir Thomas, mens han, uden at mæle et ord, gik med raske skridt langs stranden.
Pludselig stoppede han, drejede rundt og styrede direkte mod vandkanten, hvor bølgerne dovent døde ud i det fine sand.
”Jamen…” begyndte jeg, men for sent. Sir Thomas trådte ud i vandet og fortsatte med raske skridt uden bekymring om, at han ville blive gennemblødt. Jeg blev stående et øjeblik og så hans silhuet over vandet blive mindre. Uden at tænke længere over det bestemte jeg mig for, at det var klogere at følge efter end at blive efterladt på en øde strand. Jeg sprang, så meget jeg kunne, nærmest som om jeg prøvede at blive ovenover vandet, men naturligvis uden held. I løbet af et øjeblik var jeg gennemblødt fra top til tå. Vandet var ikke specielt varmt, men heller ikke isnende koldt. Jeg havde næsten indhentet Sir Thomas, da han pludselig uden en lyd sank i havet.
Mit hjerte stoppede igen, ligesom jeg.
”Sir Thomas,” hviskede jeg og kiggede forvirret ned i vandet, der nåede mig til armhulerne. ”Sir Thomas,” sagde jeg igen. Denne gang lidt højere. Hans hoved brød op gennem vandoverfladen to meter foran mig.
”Kom nu,” sagde han, nærmest som om han skyndte på mig på en helt almindelig spadseretur.
”Men…,” fremstammede jeg, men for sent. Han forsvandt ned under vandet igen.
”Nej, det er simpelthen for meget,” mumlede jeg og tog vaklende tre skridt mere henover den silkebløde havbund. Og vupti. Pludselig stod jeg i en hule med dæmpet lys og vandet drivende ned af mig.
Jeg kiggede på Sir Thomas med åben mund. Kiggede ned på mine fødder for at forvisse mig om, at jeg virkelig stod på fast grund, og kiggede på Sir Thomas igen. Han blinkede bare med det ene øje og så et øjeblik ud som om, han morede sig over at drive gæk med en lille dreng.
Jeg bøjede hovedet tilbage og så op mod det, jeg håbede ville være et loft. Jeg kunne ingenting se. Kun et underligt mørke og så noget der så ud som stjernelys, der flimrede ned gennem mørket. Jeg rystede lidt på hovedet.
”Argenus,” råbte Sir Thomas. Ja, faktisk råbte han ikke kun. Han brølede det, så det føltes som om 10 lokomotiver lige var kørt gennem den lille hule. Jeg fór sammen og hoppede helt over i det ene hjørne, hvor jeg krøb lidt sammen.
Navnet gav genlyd nogle gange i hulen, der åbenbart ikke var så lille endda. Måske stod vi kun i entreen. Jeg rejste mig op igen og bemærkede, at væggen smuldrede, da jeg støttede mig til den. Jeg så ned på min hånd, og selvom lyset var svagt, var der ingen tvivl om, at det var sand. Hulen var af sand. Jeg rakte hånden ud og rørte ved væggen igen. Ganske rigtigt. Den var præcis som de huller, jeg havde prøvet at grave på en sandstrand. Bare kæmpestor.
Der var ikke kommet svar på Sir Thomas’ brølen.
”Måske ligger han og sover,” sagde jeg forsigtigt. ”Måske skal vi bare komme tilbage, når det er blevet lyst.” Jeg kiggede op på det mørke ingenting ovenover mig.
”Argenus sover aldrig,” sagde Sir Thomas og begyndte at gå dybere ind i hulen. Det gik lidt nedad. Der blev højere og højere til loftet. Jeg lagde mærke til, at der ingen lamper var i hulen, men der var hele tiden lyst nok til, at vi kunne se, hvor vi gik. Det virkede som om hulens vægge selv lyste ganske svagt.
Hulen var stor. Meget stor. Lige nu gik vi i en slags gang, der nærmest mindede om en lang tunnel. Så blev den til en stor grotte. Så til en gang igen, som delte sig og delte sig én gang til. Og hele tiden så det ud som om, at Sir Thomas vidste, hvilken retning vi skulle i. Eller det håbede jeg i hvert fald, for jeg havde ikke længere den fjerneste anelse om, hvordan vi skulle komme tilbage.
Snart kom vi frem mod en hule, hvor der var mere lys end i de gange, vi havde gået rundt i. Da vi nåede helt ind i hulen, tog dens størrelse næsten vejret fra mig. Jeg tror, at den var ligeså stor som den skole, jeg gik i. Der sad fakler langs hele hulens væg og flere rækker ovenover dem. Hele vejen op til hulens mørke loft højt, højt oppe, hvor det stadig så ud som om, at der flimrede stjerner ovenover. I den modsatte ende af hulen stod noget der lignede en kæmpestor tronstol, og der sad en eller anden sammensunket skikkelse i den.
”Argenus,” brølede Sir Thomas igen. Denne gang tydeligt henvendt til den modsatte ende af hulen.
Da ekkoet døde ud, talte skikkelsen i den modsatte ende.
”Jeg er måske gammel, Melkorka, men jeg er ikke døv.” Skikkelsen rejste sig op. Jeg gik lidt tættere på, og kunne se hvor stor Argenus var. Han var mindst fire gange så høj som mig.
”Hvem er din unge følgesvend,” spurgte Argenus, og pegede på mig med en pegefinger, der virkede som om den var på størrelse med min arm. ”Er det Melkorka den femte?”
”Min følgesvend er din mindste bekymring, Argenus,” sagde Sir Thomas, der åbenbart ikke havde tid til småsnak.
”Hvad kan jeg da gøre for dig,” brummede Argenus.
”Du ved udmærket godt, at jeg er kommet efter Ponches daggert,” vrissede Sir Thomas.
Argenus trådte ned fra den forhøjning, hvor hans tronstol stod.
Jeg trådte lidt væk fra Sir Thomas og Argenus. Faktisk var jeg lidt bange for, om de skulle komme op at slås. Argenus var trods alt kæmpestor.
”Jeg har ikke Ponches daggert,” sagde Argenus uden at man kunne høre på hans stemme, om han lød overrasket eller ej.
Jeg var kommet om på siden af forhøjningen, hvor hans stol stod. Jeg blev lidt nysgerrig og kravlede op på forhøjningen. Stolens ben var cirka ligeså store som jeg. De lignede guld. Jeg lagde hånden på dem. De var helt kolde. Jeg kunne næsten ikke tro, at det skulle være guld.
”Ponches daggert er væk, og hvem andre end dig kan fjerne den,” brølede Sir Thomas.
”Mange andre end jeg vil gerne bruge dens styrke,” sagde Argenus uden at lyde spor ophidset. ”Jeg derimod, er blevet alt for gammel til den slags pjank.”
Bag Argenus’ tronstol stod en kiste. Jeg blev selvfølgelig nysgerrig. Selvom jeg ikke burde, begyndte mine fingre helt af sig selv at røre ved kistens låg. Inden jeg vidste af det, var jeg i gang med lige så forsigtigt at åbne låget. Hængslerne knirkede lidt, og jeg standsede straks, mens det løb ned ad ryggen på mig. Jeg håbede, at Argenus ikke havde hørt noget.
”Jeg tror dig ikke, Argenus,” skældte Sir Thomas.
”Jamen, hvad andet kan jeg sige for at overbevise dig,” sagde Argenus rolig.
Da jeg var sikker på, at de intet havde hørt, fortsatte jeg forsigtigt med at åbne kisten. Jeg udbrød et gisp, da jeg fik låget åbnet helt og så ned i kistens indre. Jeg satte mig ned på knæ af begejstring. Jeg stak nærmest hovedet helt ned i kisten. Den var fuld af ædelsten. Det kildede så meget i min mave, at jeg næsten begyndte at grine. Og det var ikke bare ædelsten. Det var ædelsten på størrelse med tennisbolde. I mange forskellige farver og faconer. Mine drengefingre kunne ikke lade være. Jeg begyndte at løfte dem op én efter én, og jeg blev mere og mere ivrig for hver sten, jeg havde fat i. De var vildt flotte. Der var måske 20 sten i kisten. Måske flere. Jeg havde glemt alt om Sir Thomas og Argenus i dette øjeblik.
”Kun du og jeg og Tokenil kender til daggerten,” sagde Sir Thomas. ”Og vi ved begge, at Tokenil har andet at tænke på.”
”Hvorfor skulle jeg ville hente Ponches daggert,” spurgte Argenus selvsikkert. ”Hvorfor skulle jeg slippe Pintorerne ud?”
”Jeg ved nok om din slægt, Argenus, til at vide, at I aldrig kan få nok.” Sir Thomas lød vred.
”Du er velkommen til at se dig om i mit hjem, Melkorka,” sagde Argenus og slog ud med armene.
”Din unge følgesvend er vist allerede i gang,” fortsatte han og grinede, mens han så ned på mig, da jeg kom ned fra forhøjningen under hans stol.
Jeg tror, at jeg blev helt bleg.
”Jeg kan ikke undersøge hele din grotte,” svarede Sir Thomas. ”Det ved du også godt. Jeg kommer tilbage. Stol trygt på det.”
Han gav tegn til mig om at følge med, og vi gik tilbage samme vej, som vi var kommet. Inden længe stod vi i den ende af hulen, hvor vi var kommet ned fra loftet. Jeg kiggede igen op på det underlige mørke højt oppe ovenover os.
Med sin venstre arm tog Sir Thomas et fast greb om mig under armene og løftede mig fra jorden. Jeg lagde hovedet tilbage og så, at han løftede sin højre arm. Det sugede lidt i min mave, og på et splitsekund stod vi igen i vandet. Sir Thomas havde stadig fat i mig, og begyndte at gå hurtigt gennem vandet ind mod kysten. Han slap mig først, da vi var næsten helt inde på land. Vandet nåede mig til anklerne.
Sir Thomas fortsatte ufortrødent. Jeg var sikker på, at vi skulle tilbage til bilen. Nu kunne jeg godt mærke, at det efterhånden havde været en lang dag. Det begyndte at gøre ondt i benene, og jeg havde lidt sværere ved at følge med Sir Thomas. Jeg gjorde dog mit bedste, uden at beklage mig. Det varede heller ikke længe, inden vi sad i bilen igen.
Jeg sagde ingenting. Jeg vidste faktisk slet ikke, hvad jeg skulle sige. Selvom jeg havde ting nok, jeg ville spørge om, var jeg enten for træt eller for overrasket til at spørge om dem. Jeg kiggede blot ud ad vinduet, mens Sir Thomas styrede bilen afsted.
Det varede længe, inden Sir Thomas brød tavsheden.
”Han taler sandt.” Sir Thomas lød lidt skuffet. ”Han er måske nok en slem herre, men jeg kender ham godt nok til at vide, hvornår han lyver. Og det er ikke nu.” Sir Thomas sukkede.
”Der er kun én udover Argenus, der kender daggertens hemmelighed.”
”Hvem er det,” spurgte jeg.
“Tokenil,” svarede Sir Thomas. “Tokenil.”
Der gik lidt tid inden han fortsatte.
”Tokenil er Argenus’ fætter. Han bor i den sydligste del af landet.”
Jeg begyndte straks at spekulere på, om vi skulle ud i vandet igen. Et øjeblik efter var jeg igen faldet i søvn til bilens brummen, og den vuggende bevægelse af Sir Thomas’ kørsel på de bakkede veje.
Jeg følte mig meget friskere da jeg vågnede igen. Igen havde jeg ingen anelse om, hvor længe jeg havde sovet, men det føltes som om det måtte have været flere timer. Jeg gned mine øjne, og strakte mig lidt. Jeg var sulten. Inden jeg havde tænkt tanken til ende, holdt Sir Thomas en stor tallerken hen foran ansigtet på mig.
”Jeg regnede med, at du ville være sulten, unge mand. Så jeg har lige smurt disse for et øjeblik siden.”
På tallerkenen stod en hel stak franskbrødsskiver med ost.
”Tak,” sagde jeg lidt overrasket over Sir Thomas forudseenhed.
Mens jeg var i gang med at sluge maden, rakte Sir Thomas mig også et stort glas mælk. Mens jeg drak, hvad der føltes som en hel liter mælk, kiggede jeg rundt i bilen for at se, om han havde et mindre køkken gemt et sted. Det så det nu ikke ud til.
Vinduesviskerne var i gang. Det regnede udenfor. Sir Thomas sagde ingenting, men koncentrerede sig om at holde øjnene på vejen udenfor. Eller… Jeg rettede mig op og strakte halsen for at kunne se ned foran bilen. Det så faktisk slet ikke ud til, at vi kørte på en vej. Bilen rystede også en del.
”Hvor…,” begyndte jeg, men Sir Thomas svarede inden jeg fik gjort sætningen færdig.
”Der er ingen veje, hvor Tokenil bor,” sagde han kryptisk. ”Ingen har haft lyst til at køre dertil.”
Det virkede som om regnen tog til i styrke udenfor, og snart kunne jeg ikke se andet end udflydende lysglimt gennem ruden. Jeg tav og begyndte at blive bekymret for, om jeg havde rodet mig ud i noget, jeg ikke længere kunne overskue. Faktisk var det længe siden, at jeg ikke kunne overskue det. Men nu begyndte jeg også at blive en smule bange. Det føltes som længe siden, at jeg havde siddet ved søen med min fiskestang sammen med Jamie.
Et lyn oplyste bilen, som var det højlys dag og lidt til. Jeg for sammen og holdt vejret indtil braget kom. Det fulgte lige bagefter. Bilen rystede og det føltes som om, vi ville blive blæst omkuld. Endnu et lyn fulgte og et lige så højt brag.
Bekymret så jeg over på Sir Thomas. Det flakkende lys gennem de regnvåde ruder kastede skygger over hans ansigt. Det fik ham til at se urolig ud. Uden at tænke over det, stillede jeg tallerkenen fra mig i bunden af bilen og greb fat om sædet med begge mine hænder. Det næste lyn ramte bilen.
Alting blev stille. Sir Thomas råbte noget til mig. Jeg så hans mund bevæge sig, men jeg hørte ingenting. Regnen var pludseligt holdt op med at buldre mod bilens tag. Det regnede stadig lige kraftigt, men vinduesviskerne var også blevet lydløse. Det var helt stille. Og jeg kunne ikke røre mig. Jeg holdt vejret. Det føltes som minutter. Timer. Alligevel nåede vinduesviskerne ikke at dreje forbi mine øjne en eneste gang.
Så kom braget.
Jeg troede, at mit hoved ville eksplodere. Bilen knagede som en undervandsbåd, der er ved at give efter for trykket, og jeg var næsten sikker på, at jeg kunne se bilens tag bevæge sig. Bildøren fløj op i min side. Selvom jeg var skrækslagen, var jeg snarrådig nok til at gribe ud efter håndtaget og trække døren i igen. Jeg var lykkelig for, at jeg havde taget sele på og lovede mig selv, at jeg aldrig nogensinde ville glemme det. Jeg havde ikke kræfter til at smække døren, mens vinden ruskede i den, men jeg holdt den så tæt ind til bilen, som jeg kunne, indtil Sir Thomas havde standset bilen. Jeg hev efter vejret og holdt krampagtigt fat i håndtaget, da han lænede sig over mig og smækkede døren i. Jeg lænede mig tilbage i sædet og kunne slet ingenting sige.
”Hold da op, sikke et uvejr,” sagde Sir Thomas, som var det en helt almindelig byge, vi lige havde mødt. Jeg drejede hovedet og så på ham. Måske egentlig lidt fornærmet over, at jeg lige havde sat livet på spil, og at han så blot kaldte det for et uvejr.
Sir Thomas gassede op for at sætte i gang igen, men bilen kvitterede blot med et par host, hvorefter den gik i stå med en rallende lyd. Han drejede tændingsnøglen. Der skete ingenting. Han prøvede igen. Samme resultat.
Han mumlede gnavent for sig selv og prøvede en sidste gang at starte bilen. Stadig gjorde bilen intet.
Jeg ville til at spørge om han havde tjekket, hvor meget benzin der var på, men akkurat som jeg trak vejret for at sige noget, holdt Sir Thomas advarende en udstrakt pegefinger op foran min næse.
”Lige nu vil små drenge gøre rigtigt klogt i at tie stille.”
Jeg sagde ikke en lyd, men lænede mig tilbage så dybt i sædet, som jeg kunne og stirrede ud ad forruden.
Han steg ud af bilen. Jeg kunne høre, at han skramlede omme i bagagerummet, og kort efter trak han døren op i min side.
”Kom så. Nu må vi fortsætte til fods.” Han holdt en paraply i sin ene hånd og gjorde utålmodigt tegn til mig om at komme ud af bilen.
Det var regnvåde blade og blødt muld, jeg trådte ud i. Det føltes mærkeligt under mine bare fødder og kildede faktisk lidt. Sir Thomas smækkede døren i bag mig og begyndte at gå af sted med lange skridt. Jeg fulgte efter så hurtigt, jeg kunne, og prøvede at holde mig på siden af ham under paraplyen. Han var dog så meget højere end mig, at paraplyen ikke gjorde den store nytte i mine luftlag, og regnen slog mod mit ansigt i store dråber.
”Hvor skal vi hen, sagde jeg stakåndet, mens jeg halvvejs løb ved siden af ham.
”Tokenil bor herinde i skoven,” sagde Sir Thomas.
Jeg kunne intet se foran mig og slet ikke en skov. Der var kun mørke og regn hele vejen rundt. Jeg håbede, at Sir Thomas kendte vejen, og at han ville standse mig, hvis jeg var ved at løbe ind i et træ.
”Eller… det er herinde hans indgang er.”
Jeg var ved at være træt af svar, der gav flere spørgsmål end de besvarede, men jeg havde ikke kræfter til både at følge med og stille spørgsmål, så jeg tav og regnede med, at jeg ville få svaret inden længe. Det fik jeg.
Jeg skiftevis løb, småsnublede og famlede foran mig, mens jeg kæmpede for at følge med Sir Thomas, der med lange skridt sikkert forcerede skoven. Jeg forsøgte at holde mig lige bag ham, så jeg ikke kom til at løbe ind i et træ, men det var tæt på umuligt at se ham i det fuldstændige mørke, og regnens trommen mod bladene i trætoppene gjorde det vanskeligt at høre hans skridt.
Pludseligt standsede Sir Thomas brat, og han havde nær mistet balancen, da jeg tumlede ind i ham uvidende om, at han havde gjort holdt. Jeg gispede højlydt og skulle lige til at sige nogle eder, da han tyssede på mig.
Jeg bemærkede, at det var blevet helt stille omkring os. Ikke så meget som lyden af en enkelt forsinket dråbe faldt fra trætoppene, ikke en vind rørte sig. Kun mit eget hastige åndedræt. Det var blevet koldt og jeg kunne svagt ane den hvide damp fra min ånde foran mig.
Det var stadig umuligt at se Sir Thomas, men jeg kunne fornemme, at han lyttede i mørket. Jeg sagde ikke en lyd og forsøgte at holde vejret, så godt jeg kunne. Jeg kunne høre, at han drejede sig, og selvom jeg intet kunne se, tog han min hånd og gav den et lille klem.
”Bliv ikke bange,” hviskede han ganske svagt.
Mit hjerte begyndte at slå hurtigere, og jeg turde slet ikke spekulere på, hvad der mon kunne ske, når selv Sir Thomas syntes, at det kunne være skræmmende.
”Sýna andlit þitt, Tokenil,” råbte Sir Thomas ud i mørket. Jeg fandt først langt senere ud af, hvad det betød, men greb instinktivt fat om hans arm med begge mine arme. Hans råb gav ekko mellem træerne i skoven.
Stilheden vendte tilbage, da ekkoet var døet ud, og jeg klamrede mig lidt mindre til Sir Thomas’ arm.
Så skete det! I et øresønderrivende brøl som tusind tordenbrag brød skoven ud i et ubegribeligt flammehav. Flammer så højt jeg kunne se overalt omkring os, selv om mine øjne gjorde ondt efter at have vænnet sig til det fuldstændige mørke. Jeg udstødte et vræl, men hverken det eller den lille prut, jeg også kom til at slå, kunne høres i den voldsomme larm. Da mine øjne snart vænnede sig til det kraftige lys fra flammerne, kunne jeg igen se Sir Thomas, som jeg klamrede mig til. Han så uforfærdet ud og stod blot bomstille i den lille cirkel, der var omkranset af et gigantisk bål til alle sider. Bålet brølede fortsat og slikkede op ad alle træerne, men ingen af dem så dog ud til at blive antændt. Først nu bemærkede jeg også, at der slet ikke var nogen varme at føle, selvom vi blot en meter væk var omkranset af ild.
”Hvad er det,” spurgte jeg nervøst, og min stemme virkede som en hvisken i lyden af det frådende bål.
Sir Thomas svarede ikke, men så stadig lige frem for sig, som kunne han se noget mellem flammerne. Jeg fulgte hans blik, men så intet andet end de gullighvide flammer, der strakte sig højt over os.
Min nysgerrighed overvandt mig, og jeg strakte forsigtigt min hånd frem mod flammerne for at mærke, om jeg kunne føle nogen varme. Jeg var kun en håndsbredde fra flammerne, men mærkede intet. Pludselig greb mange hænder fat i min hånd. Små tynde og blege hænder, der rakte ud af flammerne, famlede omkring min hånd og forsøgte at tage fat i den. Jeg udstødte igen et vræl. De der fik fat, trak i min hånd, som prøvede de at trække mig ind i ilden. Sir Thomas greb min arm og trak den tilbage og ud af grebet på de mange hænder, der ligeså hurtigt som de var dukket op, igen forsvandt ind i flammerne. Mit hjerte galoperede afsted og jeg kunne ikke få et ord over mine læber. Jeg nåede intet at sige, før jeg blev opslugt af spinkle arme og hænder, der ligesom før greb fat i mig, men denne gang i langt større antal. Arme der greb fat om livet på mig, om mit hoved, om mine ben og mine arme, fingre der famlede løs over det hele, greb om mit hår, mine ører og hænder, og i et ryk trak mig ind i ilden. Jeg prøvede at skrige, men fingre holdt over min mund, så ikke en lyd kom ud. Det føltes som om jeg blev båret af tusind hænder gennem flammehavet. På én gang skræmmende og alligevel virkede det ikke, som om de ville mig noget ondt. Jeg så intet andet end flammernes blændende lys, og hænder og arme der strakte sig ud af ingenting og holdt mig fast. Jeg havde ingen fornemmelse af, hvor langt jeg blev båret eller hvor længe. Det føltes som lang tid, men jeg var ikke længere bange. Det virkede som om, at hænderne bare kærtegnede mig, rørte mig på kinderne, strøg mig gennem håret, og nu og da er jeg ret sikker på, at de tog fat i mine hænder bare for at holde i dem.
”Hvem er I,” spurgte jeg. Min stemme lød som var jeg i et meget lille rum, nærmest som om den kun var inde i mit eget hoved. ”Hvem er I,” gentog jeg.
Der kom intet svar, men de febrilske hænder, der søgte hen over min krop, holdt inde. I stedet føltes det, som om jeg blev båret i guldstol af hundrede hænder, forsigtigt vuggende gennem et blændende flammehav uden varme.
”Jeg hedder Nicholas,” sagde jeg i forhåbning om at få et svar.
Først blev jeg i tvivl om, om det var indbildning. Men jeg var ret sikker på, at jeg hørte svage stemmer. Lyse stemmer. Børnestemmer. Jeg koncentrerede mig. Lukkede øjnene, mens jeg prøvede at fokusere på lyden. Det lød som navne. Ikke navne jeg kunne genkende, men jeg blev næsten sikker på, at det var navne. Hundredevis, måske tusindvis af navne. Barnestemmer der fortalte mig, hvad de hed. Jeg begyndte at grine. Måske lidt fordi jeg ikke længere følte mig bange, men mest nok bare fordi, det var fantastisk at være her. At blive holdt om af så mange hænder fra andre, der bare gerne ville kende mig. Jeg var helt sikker på, at de var mine venner.
”Jeg hedder Nicholas,” gentog jeg. ”Nicholas!” Jeg råbte det så højt, jeg kunne og kunne ikke længere skjule min begejstring for at være her. Det føltes fantastisk. Langsomt begyndte jeg at kunne forstå dem. Ikke sådan på den helt almindelige måde, det var nærmest som om jeg kunne føle dem. Som om alle deres tynde hænder rakte helt ind i mit hoved og viste mig, hvad det var, de ville sige til mig.
”Hvor kommer I fra,” spurgte jeg. Jeg strakte mig ud med spredte ben og armene helt ud til siden i mit besynderlige svævende leje, der nærmest føltes helt vægtløst. De viste mig det. Jeg forstod langtfra det hele og så billeder af steder, jeg slet ikke vidste, hvad var. Eller – jeg så dem faktisk ikke. Det var nærmest som om jeg følte stederne. Jeg lukkede øjnene. Sælsomme steder, der var ubegribeligt smukke. Jeg kunne ingenting sige, men lod mig blot drage med af alle de mange fortællinger, de havde. Fortællinger om svundne tider, lilla himmel med flere måner, meterstore fugle, der lod én svæve med over glinsende landskaber med dybblå bjerge i horisonten. Historier om et sted, hvor alle elskede hinanden så højt, at der ikke fandtes andet end dette.
”Hvor er der dejligt der,” mumlede jeg, og de lod til at forstå, hvad jeg sagde. Jeg mærkede hænder alle vegne. Det var som om de rakte ind under mit tøj, som om jeg intet havde på, ja faktisk som om de rakte helt ind i mig og endda forsigtigt kunne stryge mine knogler. Det var dragende og fortryllende på samme tid. Jeg åbnede øjnene igen, smilte mens jeg i det vuggende lys mistede enhver fornemmelse for, hvor jeg var. Og hvem jeg var. Jeg bemærkede kun flygtigt den sorte skygge, der nærmede sig i det buldrende hav af hvidt lys. Det var først, da alle hænderne forsvandt, og jeg kortvarigt faldt gennem luften, at jeg kunne se, at skyggen var blevet til Sir Thomas. Jeg landede i hans udstrakte arme. Min krop sitrede, mens jeg genvandt mine sansers brug og langsomt kom tilbage til virkeligheden.
”Sir Thomas?” Min stemme var kun en hvisken, og mine øjne løb over af tårer.
”Ja, min ven.”
”Det var så smukt,” sagde jeg. ”Det var så fantastisk smukt!”
Han tørrede tårerne væk fra mine kinder og holdt mig ind til sig. Jeg rystede over det hele og holdt om hans hals ude af stand til at sige noget. Det var som om min krop var blevet tømt for al energi. Jeg lukkede øjnene og lagde hovedet på Sir Thomas’ skulder. ”Der var så dejligt hos dem.”
Sir Thomas sagde ingenting. Han satte sig ned og blev ved med at holde om mig, vuggede forsigtigt fra side til side og strøg mig gennem håret. Der gik noget tid, inden jeg åbnede øjnene og bemærkede, at vi var tilbage i den mørke skov.
”Det var Tokenil’s børn,” begyndte Sir Thomas. ”De lokker dig til med ubeskrivelig kærlighed, men det eneste de vil, er at fortære din sjæl. De holder dig fanget med deres historier, til de har suget dig tom for alt indeni. Det er nogle nederdrægtige væsener, som man skal passe på ikke at komme i hænderne på. Mange har klaret mødet med dem langt værre end dig. De heldigste med livet som pris. De andre med fornuften.”
Jeg løftede hovedet fra hans skulder, og han kiggede på mig og smilte. ”Men nu er du tilbage i sikkerhed hos mig.”
Jeg smilte forsigtigt tilbage og lagde hovedet ned igen.
”Nu går vi op til bilen igen.” Sir Thomas rejste sig og bar mig gennem skoven. Ingen af os sagde noget et stykke tid, og jeg havde end ikke kræfter til at følge med i, hvor vi gik. Mit hoved lå med lukkede øjne på hans skulder. Det var også for mørkt til at se noget alligevel. Jeg mærkede kun de rolige bølgende bevægelser, mens Sir Thomas gik gennem skoven. Det var heldigvis holdt op med at regne. Først da vi havde gået et stykke tid, vendte jeg hovedet mod ham.
”Hvad med Tokenil,” spurgte jeg.
”Han var der ikke,” svarede Sir Thomas på sin egen mystiske og selvfølgelige måde.
”Men hvad gør vi så,” spurgte jeg og kunne mærke, at jeg var ved at vende tilbage til en mere jordisk virkelighed. Ja, eller hvad man nu lige kunne kalde en nat som denne.
”Jeg tror, det første vi gør, er at få dig hjem, hvor du hører til, min unge ven,” sagde Sir Thomas. Selv i mørket kunne jeg se, at han så ganske alvorlig ud, da han sagde det.
”Men jeg har det fint igen nu,” indvendte jeg.
”Jeg var lige ved at miste dig derinde,” sagde Sir Thomas. ”Det ansvar kan jeg ikke påtage mig. Hvad jeg laver, er ikke for størrelser som dig.”
”Hvis jeg nu lover at passe rigtigt godt på?”
Vi var nået frem til bilen og Sir Thomas satte mig ned. Jeg satte mig slukøret ind på passagersædet igen, men tog ikke selen på. Jeg kiggede på Sir Thomas, da han satte sig ind.
”Husk selen,” sagde han.
Jeg fandt det mest sørgmodige ansigt frem, som jeg kunne lave. Det virkede for det meste på min mor.
Sir Thomas så længe på mig.
”Nej, det går simpelthen ikke.” Han gjorde mine af at ville starte bilen, men jeg blev blot ved med at kigge på ham. Han så på mig igen, og jeg skød underlæben lidt frem og lavede øjnene så store og uskyldige, som det var muligt for mig.
Han så længe på mig med ansigtet i alvorlig mine. Det var blevet til en stirrekonkurrence og den varede et stykke tid. Sir Thomas tabte dog til sidst, smilede til mig og rystede på hovedet.
”Du er en røver, du er!”
Jeg grinede.
”Okay, lad gå så. Men pas på derude. Det er ikke for sjov!”
Jeg smilede over hele hovedet, satte mig tilbage i sædet og tog selen på, som havde jeg ikke lavet andet hele livet end at rejse med tiden ved siden af Sir Thomas.
”Ja, sir!”
Sir Thomas drejede tændingsnøglen, og bilen hostede et par gange. Den var endnu ikke kommet sig helt over lynnedslaget tidligere. Han prøvede et par gange mere med samme nedslående resultat, inden han steg ud af bilen og åbnede motorhjelmen. Det kildede stadigvæk inde i min krop fra mødet med Tokenils børn, og jeg fulgte ikke med i Sir Thomas’ anstrengelser med motoren andet end, når han med nogle øjeblikkes mellemrum mumlede nogle forbandelser. Endelig kom han tilbage og prøvede igen at starte bilen. Denne gang med held.