Kapitel 5: Når livet banker – midt i ansigtet

Ni år! Nej, det er ikke min mentale alder, selvom det kunne være fristende at tro. Den er i hvert fald mindst det dobbelte. Det er derimod tiden der skulle gå mellem fjerde og femte kapitel i min saga om livet som eneboer omkring de tredive. Det føles egentlig ikke som særligt lang tid, men i mellemtiden har vi både fået et superligahold i byen, mistet det igen, haft to statsministre mere, vinket til dronningen tre steder og skiftet underbukser mindst fire gange. Altså bare sådan lige for at sætte det tidsmæssigt i perspektiv.

Det hele startede jo egentlig bare med, at jeg rundede de tredive og fortalte om op- og nedturene i livet i og omkring et hjemmebyggeri, hvor skægget fik lov at stå sammen med græsplænen. På det tidspunkt havde jeg en forventning om, at min status ville være uforandret gennem et årti, så sagaen kunne udspille sig henover hele den periode, der formentlig ville gå, indtil jeg havde fået de sidste fodlister sat på og den første rynke var dukket op. Fodlisterne er der ikke helt styr på endnu, men det var nok ventet. Rynker? Mnjah – det er vist mest bekymringsfolder, men der går nok ikke længe, inden ansigtet ligner bobleplast, der er blevet poppet. Det til trods for, at der er kommet 23 kilo mere under vesten, så man egentlig skulle tro, at huden kunne blive holdt stram. Hvad de øvrige forudsigelser angår, trænger spåkuglen tydeligvis til et serviceeftersyn.

Jeg havde faktisk for adskillige år siden skrevet begyndelsen af dette kapitel. Det handlede om de lokale frisører, langhårede eneboere, halalklipninger og irritationen over kvindelige herrefrisører der ikke forstår, at man faktisk ikke har lyst til at snakke, men bare skal have klippet krøllerne væk fra ørerne. Sådan lige akkurat inden man begynder at blive tiltalt på jiddisch. Og gerne godt i bund, så der ikke skal spildes tid på sådanne forfængeligheder for ofte. Dette er dog i mellemtiden blevet komplet irrelevant. Altså ikke at få trimmet lokkerne – slet ikke i en alder hvor hårgrænsen flytter ud på ørerne og ud af næseborene – men mere på grund af størrelsesforholdet mellem krøllernes virkelighed og min egen.

En tirsdag morgen skete der nemlig noget, der ændrede ganske mange ting. Det var ikke en håndværker der kom – det er trods alt ikke et eventyr det her. Det var en tirsdag i en af de koldeste vintre – naturligvis akkurat den vinter, hvor jeg havde valgt at afmontere alle radiatorer i huset, så der kunne blive fuldspartlet ordentligt. Varmen måtte ganske enkelt fås ved fysisk arbejde foran en gasovn. Telefonen ringede, som den jo så ofte gør, og det var da heller ikke så usædvanligt, at det var én af mine bekendte ved rådhuset. Det var dog heller ikke denne gang for at få gode råd til hvordan kommunen skulle drives, og i så fald var det nok også blevet en meget lang dag der foran gassen. Nej, det var derimod den sødeste, ukendte damestemme med et spørgsmål, der på en enkelt formiddag skulle vise sig at vende op og ned på alting.

De der kender mig ved, at jeg er svær at overrumple. Jeg har trods alt været gårdvagt mere end én gang, og kan godt holde den bistre mine, mens jeg banker den ene med den anden og sneboldene fyger om ørerne. Jeg har dog, i parentes bemærket, aldrig lært, som min gamle tysklærer og gårdvagt kunne, nemlig at skælde indvandrerdrengene ud på tysk med en sådan rumklang, at han kortvarigt fik et lille firkantet overskæg. Det ville sådan set kunne være praktisk nok nu og da, men tyskkundskaberne må dog vente til jeg bliver gammel nok til at gå på aftenskole. Nå, men… Det var altså tæt på overrumpelse denne gang.

Sådan en ganske almindelig tirsdag, hvor man havde taget en fridag for at arbejde på huset fra før solen stod op, var jeg fra den ene time til den næste blevet far. Plejefar forstås, så der kom ingen stork i denne omgang. Storke fås vist heller ikke i de størrelser, der kræves til en dreng på 9 år, og det er også så koldt at blive fløjet afsted på den måde om vinteren. Travlt blev der til gengæld i det lille hus, hvor alle planer måtte forkastes på en formiddag. Ned i kælderen kom de sammen med stuklister, ornamenter, kat og andre overflødigheder, mens et hus i hast skulle gøres klar til, at der faktisk skulle bo andre end en eneboer. Førstesalen var revet ned inklusive det rum, hvor der skulle være badeværelse, så de næste par uger krævede en arbejdsindsats, der ikke er set siden Noah fik en mindre entreprise. Heldigvis uden dyrene og lige så heldigvis med stor hjælp fra hastetilkaldte venner og familiemedlemmer. Alligevel i så stor hast, at jeg flere gange faldt i søvn på afdækningsplastik, som eneboere nu engang kan og så snært på, at malingen stadigvæk var ved at tørre på børneværelset, den dag der skulle flyttes ind i det.

Efter nogle uger med spoleknappen i bund, blev tilværelsen med ét forandret. Altså ikke gennem pludseligt opnået klarsyn efter et besøg af Jehovas Vidner – de kommer nemlig ikke mere, når man først én gang har åbnet døren nøgen. Nej, mere i retning af fredfyldt. Ja, nu er jeg jo ikke ligefrem uvant med børn, og ved da også godt at “børn” og “fred” ikke går helt hånd i hånd, men sådan i lidt mere sjælelig forstand.

Der findes en del film om unge mænd, der pludselig bliver alenefædre. Selvom mit hjem ikke ligner en newyorker-lejlighed, og jeg muligvis heller ikke har den store lighed med hverken Adam Sandler eller Ben Stiller, så er der dog en del sandhed at finde i disse film.

Én af dem er omverdenens overbærenhed. Ikke mindst kvinders – mødres – overbærenhed. Her skulle man jo egentlig tro det modsatte, men så længe man er yngre end selvsamme mødre, så er der rimeligt lang line i den sele. Overbærenhed som man finder første gang man forsøger sig med at klippe knægten, og efter et par dage må sande, at den slags tydeligvis kræver andre håndled. Eller når man igen kommer for sent, fordi man faldt i søvn i en sækkestol med godnatlæsningsbogen på maven og må købe madpakken med fra bagerens sandwichhylde bare for, at det ikke bliver pinligt for sent. Og når tøjet stumper hurtigere, end man kan nå at klippe sit dankort over, når man igen må have andres hjælp, fordi man sidder fast på E45 fem minutter i skolefritidsordningens lukketid, og når man ikke kunne finde to éns sokker en hektisk morgen.

Men det er med overbærenheden, som det var med olien i min gamle Polo. Ja, faktisk også Sierraen, Mazdaen og Taunusen før den. Den får det hele til at glide godt, men ganske langsomt løber den ud, og pludselig en dag sidder man fast. Så sidder man der helt alene og finder sig selv i besiddelse af både termometer, tættekam, synål og plaster med Disneyfigurer og en tøjvaskefrekvens, der ligger noget ud over, hvad man er vant til. Eller – helt alene er man jo ikke længere. Man er bare blevet til den halvgamle idiot, som selvsamme mødre ville have sparket ud, hvis de i et svagt øjeblik havde åbnet døren.

Så her står jeg altså med en essayserie, hvor hverken præmissen eller titlen længere passer. Det må siges, at være et perfekt match til resten af mit liv. I en tid hvor det myldrer frem med erindringer skrevet af unge sportsfolk og næsten lige så unge politikere, har jeg haft den holdning, at jeg ikke læser erindringer af personer, der stadig kan sove igennem uden at skulle op og tisse. Den grænse var jeg lige ved at falde for selv, men også på det punkt kan ni år bringe mere substans ind i billedet.

Hele livet har jeg gået og ventet på, at det rigtige liv skulle starte. Eller egentlig ikke ventet. Snarere nydt tiden, hvor man kunne nå alle de ting, der gerne skulle være gjort inden. Herunder at blive voksen. Det hele har virket som forberedelser til den dag, hvor det hele er faldet på plads, og et harmonisk, overskudsagtigt liv uden hastværk og forglemmelser kunne tage sin begyndelse. Sådan et liv hvor morgenerne starter med lidt let motion og morgenmad med friske frugter, hvor arbejdet klares til inspirerende musik ved et whiteboard, og dagene rundes af henslængt med en bog på futonen i havestuen, lidt vin i glasset og måske endda god tid til at skrive sine erindringer og andre røverhistorier på skrivemaskine ind imellem alle udlandsrejserne. Det ville komme, når bare jeg var blevet færdig med alt det indledende. Alle de mange detaljer, der glippede i opvarmningen, kunne tages med et ubekymret skuldertræk og en beroligende viden om, at så havde man i det mindste gjort sig den erfaring til når livet rigtigt starter. Indtil da var der ingen grund til at tage noget, heller ikke sig selv, alt for alvorligt eller nogen grund til at forvente, at andre gjorde det.

Hotelværelser er dejligt beroligende. Ja, det er de jo egentlig ikke, hvis de blot er et nødvendigt onde, men når de er udtryk for at adskille dage, hvor ens eneste bekymring er, at finde den næste restaurant man skal spise på, så er de. Det er sådanne dage, man får god tid til at stoppe op og overveje livet. Det var da også netop på et hotelværelse, jeg vågnede op en tidlig morgen, endnu før det var blevet lyst – og kort før det var slut med at være i trediverne. Jeg husker ikke længere drømmen, jeg vågnede fra, men det var sikkert som sædvanligt noget med at løbe rundt inde i meget store labyrintbygninger, der var ved at blive sat i stand.

Noget tungt trykkede på mit bryst. Fordelen ved at få færdigpakken i børn, sådan som jeg gjorde er, at der ikke kommer små børn og hopper på én tidligt om morgenen. Så det kunne jo ligesom ikke være det. Morgenlyset var svagt gennem gardinerne, men da jeg så det skælmske smil, var jeg ikke længere i tvivl.

Lige dér på mit bryst sad livet og grinede. Hvis du endnu aldrig har set livet, så er det et væsen med ti hænder. ”Nej, hvor dejligt,” tænker du nok – ”så er der masser af kærtegn og massage.” Men nej, sådan er det ikke. Livet bruger mest sine hænder til at dele lussinger ud. Denne morgen blev ikke anderledes.

Da den værste ringen for ørerne var væk, pegede livet ud i det fjerne. Gennem tågen, der åbenbart er sådan noget der kommer, når man kigger tilbage i tiden – især efter lussinger – kunne jeg se mig selv vandre. Vandre for enden af en smuk, gul sti, der strakte sig så langt ud i det fjerne som øjnene rakte. Men det var hverken fliser eller blomster, der formede vejen. Det var stakken af post-it notes med alt det, der skulle have været gjort. Alt det der lige skulle noteres, så det kunne blive ordnet snart. Bare inden jeg blev voksen og klar til at tage ansvar.

Livet var ved siden af mig. ”Kom,” sagde livet, der for en gangs skyld brugte sine hænder til andet end at slå, og så gik vi en tur tilbage ad stien. Vi passerede overraskende mange fester i fortiden, og nu og da samlede livet en post-it note op for lige at høre om det, der var skrevet med krusseduller, var blevet ordnet i mellemtiden. Det var det for det meste ikke. Sokkeskuffer kræver overvejelse at ordne. Sådan en kælder rydder jo ikke sig selv. Jeg kan godt finde de bilag i en kasse. Det tager tid at gøre det ordentligt. Men livet lod sig ikke nøjes med undskyldninger, og et par af noterne kom da også lige i lommen. Jeg bemærkede, at vi passerede madpakkesmøring, fastelavnstøndeslagning, det første login til forældreintra og en noget yngre udgave af mig selv, der sad i et meget rustikt værelse i et faldefærdigt hus og skrev det første kapitel af denne historie. Som i øvrigt heller ikke var blevet færdig, men stod noteret på en post-it-note et sted.

Det viste sig at blive en lang gåtur. Den endte først, da vi stod overfor en ung mand i færd med at dyrke sit første skæg for at se lidt mere voksen ud – med meget lidt held. Livet bukkede sig ned og fejede gule sedler væk fra stien. Jeg forstod pointen med den røde streg, der kom til syne. Der var heldigvis ikke sat trumf på ved at skrive ”Voksen” oven over.

Livet flød ud i tågen. Jeg ved ikke helt om den vinkede eller blot viftede med ti styk langemand, men pludselig var jeg helt alene, hvor voksenlivet skulle have startet. Selvom det var fristende bare at vende tilbage til sengen, fortsatte jeg vandringen til fortiden. Inden længe stod jeg på et drengeværelse. Mit værelse med et skrivebord dækket med noter, brevbakker med noter og notesbøger med noter. Det eneste sted uden noter var min gamle Olympia skrivemaskine, men produktionen fra den var så til gengæld det, der fyldte skufferne. Væggene var sat til med reoler med ringbind – naturligvis i samme farve og mærke, så skiltene på bagsiden sad symmetrisk. Jeg lod fingrene glide over ryggene på ringbindene og genkendte flere som nogle, der stadig står i min kælder. Nå ja, på en stol så jeg faktisk også lige en t-shirt, som jeg stadig har hængende. Når jeg nu alligevel var her, gik jeg en tur rundt i mit barndomshjem, som jeg helst husker det. Jeg kom forbi min fars kontor – mit gamle værelse – der var proppet til med bøger, ringbind, noter, stabler af papirer og min fars artikler, sange og kolonnebøger. Jeg fortsatte ned i stuen, hvor reolerne fortsatte og sandsynligvis kun undgik at brase gennem gulvet, fordi det blev holdt oppe af reolerne i kælderen. De senere år blev der heldigvis tyndet lidt ud i papirmængderne i stuerne, men kun ved at udskifte papirer med kattefigurer, mens papirerne blev stablet endnu højere på første sal.

Det blev tydeligt, at jeg var ud af en familie der læser, arkiverer og organiserer. Pulterkræmmere falder mig ind som et muligt ord. Bortset fra at kræmmere skiller sig af med ting igen, så pulternisser er nok et bedre ord. Arkivariusser, der sidder i nattens mulm og mørke og sætter livet på papir og i ringbind.

Jeg var ikke hjemme, men det tog mig ikke lang tid at finde mig selv. På biblioteket naturligvis – iført iøjnefaldende store briller, for korte bukser og hjemmestrikkede sokker – foroverbøjet på læsesalen optaget af en bunke bøger med en notesbog ved siden af. Jeg behøvede ikke at se efter, hvad der blev læst. Ud fra årstallet kunne jeg regne ud, at det måtte være det år jeg var nået til 13 – Psykologi. Der sad jeg med ryggen til på en umagelig pind af en stol uden at ane, at 13.1-13.7 skulle blive en væsentlig del af min fremtid. Skulle man klappe den idiotiske dreng et par på hovedet og bede ham om at skrubbe ud af biblioteket straks? ”Kom ud og gør noget spektakulært med dit liv, din klovn!” Men nej, både han og jeg havde jo set ”Tilbage til fremtiden” og vidste derfor godt, at det ville betyde universets undergang, hvis vi mødtes. De kommende årtiers gang var uundgåelig. Skæbnen beseglet. Reoler, bøger, ringbind og noter i uendelig søgen efter sandheden i andres nedfældede visdom om alle os. Jeg er sikker på, at jeg så Freud fnise i hjørnet af læsesalen, da jeg forlod biblioteket for at vende tilbage til den gule sti.

Det føg med post-it-notes, mens jeg gik tilbage, men de var alle sammen væk, da jeg vågnede. For det var naturligvis blot en drøm. Livet har ikke ti hænder – kun tænder og kløer. Lidt ligesom den kat der plejer at ligge på mit bryst, når jeg vågner. Noten jeg skrev, var til gengæld virkelighed: ”Nu!”

I sidste afsnit lovede jeg, at jeg ville vende tilbage med tips om hårmode, fortælle detaljer om lystløgnere og måske krydre det hele med anekdoter fra en dagligdag i opbrud. De to af dem har jeg overholdt, men må lade resten vente til en anden god gang. Jeg vil i stedet slutte denne saga mange kapitler før tid – og mange år efter – med budskabet om, at selv notoriske eneboere kan ende med at tage sig selv og livet alvorligt. At vi kan opdage, at livet ikke er alt det, vi læser, planlægger og nedfælder på papir. Det er derimod alt det, der sker imens – for og med de mennesker, der ikke nødvendigvis venter, indtil man er færdig med at spidse alle blyanterne på den helt rigtige måde.