Der var engang for ikke så forfærdeligt længe siden, at det var ganske vanskeligt at lære om verden, når man var ung og havde brug for det. Det er det måske nok stadig, men dengang kunne man end ikke lære om det, der er almindelig viden i dag.
Forestil dig en byskole i slutningen af firserne. Placeret i den noget socialt udfordrede del af Horsens. Her skal du møde en stille og genert dreng. Lad os kalde ham Peter.
Peter havde altid følt sig anderledes, men det var først i 9. klasse, at brikkerne begyndte at falde på plads. Hver dag, mens han gik gennem de rungende gange på skolen, kunne hans tanker vandre og dvæle ved klassekammerater på en måde, som hans venner ikke syntes at gøre. Han opdagede, at han nogle gange stirrede for længe, og nu og da følte en summen i brystet, når visse drenge gik forbi. Der var især én dreng, der fangede hans opmærksomhed mere end de andre: Thomas.
Thomas gik i 10. klasse. Tilflytter fra en anden skole et par år tidligere. For Peter lignede han én, der havde det hele. Han var selvsikker, udadvendt, og hans latter kunne høres gennem skolens gange, når han trak andre til sig med sin udstråling. Thomas havde disse dybe hasselnøddefarvede øjne, der syntes at ændre farve afhængigt af hans humør, og hver gang Peter fangede et glimt af dem, følte han et stik i hjertet.
For Peter var disse følelser nye og forvirrende. Om natten, mens han lå i sin seng og stirrede op på de lidt barnlige stjerner på hans loft, grublede han over oplevelserne og spekulerede på, hvad disse følelser betød. Var det normalt at føle det sådan? Gennemgik han blot en fase? Eller var han… bøsse? Han kendte ikke meget til det, men havde hørt ordet nok til at vide, hvad det betød.
Peter vidste godt, at drenge kunne lide piger og omvendt. Men han indså, at han måske, bare måske, ikke passede ind i den form. Tanken var både lidt opløftende og skræmmende. Mest skræmmende.
Bekymring overmandede i hvert fald hurtigt den opløftede del af følelserne. Hvad hvis nogen fandt ud af det? Hvad ville hans forældre sige? De var kærlige, men han havde hørt dem komme med nogle bemærkninger under en familietur til København, som fik ham til at undre sig. Og hans venner? De lavede ofte jokes og brugte skældsord uden at tænke over det. Ville de acceptere ham, hvis de vidste det? Frygten for afvisning føltes som en vægt på hans bryst, som gjorde det svært at trække vejret til tider.
Peter holdt sine følelser hemmelige. Han begyndte at udforske, som han havde for vane at gøre. På skolebiblioteket. På byens bibliotek. Ingen steder var der dog meget andet hjælp at hente end meget tørre bøger, der ingen svar gav.
Selvom bibliotekernes verden måske nok gav Peter et sikkert rum med sine tanker, så var den virkelige verden en ganske anden historie. Hver dag i skolen dækkede han over sig selv, optrådte normalt og skjulte sine stjålne blikke mod Thomas. Han kunne endda le med på sine venners grove vittigheder, alt imens han holdt sin hemmelighed dybt begravet.
En dag, da han forlod sin sidste time, mødtes Peters øjne uforvarende med Thomas’ på trappen. Et simpelt, flygtigt øjeblik, men det fik hans hjerte til at banke hurtigt. Bemærkede Thomas, hvor længe han holdt blikket? Så han nervøsiteten i Peters øjne? Spørgsmål hvirvlede rundt i Peters hoved, mens han skyndte sig hjem. Han håbede, at måske følte Thomas det samme. Bare måske.
Men for nu kunne Peter kun drømme og håbe. Han holdt sin hemmelighed låst inde, usikker på hvornår eller om han nogensinde ville finde modet til at dele den med verden.
Skolen var, som det nok er tilfældet med de fleste skoler, en smeltedigel af historier og sladder; en rygtefabrik. Hver uge, syntes det, ville en ny historie sprede sig som løbeild, hvis gløder blev pustet op i dæmpede samtaler, kodede beskeder og hemmelige udvekslinger. Det var et sted, hvor ry kunne blive skabt eller ødelagt i løbet af en enkelt frokostpause.
Peters bedste ven, eller rettere bedste veninde, Mette, var altid på forkant med nyhederne. Det var som om hun havde en sjette sans, eller en direkte linje, til enhver nyhed, der cirkulerede på skolen. De mødtes ofte på deres eget hemmelige sted: Den lille have bag skolen, hvor de små ikke måtte komme. Her kunne Mette underholde ham med de seneste dramaer og intriger.
Denne uge var fokus rettet mod Diana, én pige fra 10., der var blevet taget i at snige sig ud med en lærer. Ugen før handlede det om Jimmys fest, hvor halvdelen af deltagerne endte i en tilstand, der i hvert fald ikke ville være velset til en skolefest. Dog, på trods af det skiftende persongalleri og begivenheder, var ét emne altid fraværende: Var nogen sammen med én af samme køn.
En solrig eftermiddag, mens de sad på bænken langs muren i haven, samlede Peter modet til at tage emnet op.
“Mette,” begyndte han tøvende, “har du nogensinde hørt nogen… du ved, rygter om nogen, der er bøsse her?”
Mette løftede et øjenbryn, tydeligt overrasket over Peters pludselige interesse i den type sladder.
“Hvorfor spørger du?”
Peters hjerte bankede hurtigt.
“Bare nysgerrig,” mumlede han, mens han legede lidt med græsset med sine fødder.
Mette tænkte sig om, og hendes ansigt så eftertænksomt ud.
“Altså,” begyndte hun langsomt, “der er hvisken her og der. Men du ved, hvordan det er. Det er ikke altid det sikreste sted at være anderledes. De fleste holder det for sig selv, hvis de føler sådan. Men, der var et rygte om Johan, men det gik vist i sig selv igen.”
“Nogen andre?” pressede Peter på, samtidigt med at han forsøgte at lyde ligeglad.
Hun tænkte et øjeblik mere.
“Der var også noget hvisken om Thomas fra 10. engang,” sagde hun og så nysgerrigt på Peter, mens hun sagde navnet. “Men det var for længe siden, og jeg tror, det var bare fordi han var meget tæt på en anden fyr fra hans gamle skole.”
Peters hjerte sprang et slag over. Thomas? Kunne det være sandt? Han forsøgte at holde sit ansigt neutralt.
“Åh,” sagde han og forsøgte igen at lyde ligeglad.
Mette stirrede på ham og et drillende smil bredte sig på hendes læber.
“Hvorfor denne pludselige interesse? Har du et crush?”
Peters ansigt blev rødt som en rødbede.
“Nej! Bare… du ved, nysgerrig.”
Han rejste sig hurtigt, og lavede en undskyldning om, at han havde travlt. Han så på sit ur.
“Jeg skal hjem. Lektier og sådan.”
Mette grinede med et glimt i øjet.
“Okay, Hr. Nysgerrig. Vi ses i morgen!”
Mens Peter gik hjem, dukkede Thomas’ ansigt op i hans tanker. Han undrede sig over de rygter. Var de mon sande? Men for nu forblev de netop det: hvisken i vinden. Dog havde et glimt af håb tændt sig. Måske var der mere ved Thomas, end det øjet så.
Thomas var ikke den eneste dreng i familien. Han havde også en lillebror, Robin, som gik i Peters klasse.
De var så forskellige som nat og dag. Mens Thomas var karismatisk og tilsyneladende elsket af nærmest alle, var Robin mere reserveret med en stædighed, der ofte kom til udtryk som drilleri og spot. Især over for dem, han betragtede som svagere.
Peter havde været på Robins radar siden en særligt ydmygende idrætstime i 7. klasse. Da han forsøgte at sparke til en fodbold, snublede Peter over sine egne fødder og landede med ansigtet direkte i den mudrede plæne. Klassen var brudt ud i latter, og fra den dag gik Robin ikke glip af en eneste chance for at minde Peter om de atletiske mangler.
“Flot spark, Peter!” råbte Robin hver gang Peter blot nærmede sig en bold. I idrætstimerne sang Robin ofte en lille melodi om Peters klodsethed. Deres klassekammerater grinede, og Peter følte en brændende blanding af skam og vrede, men han holdt altid hovedet nede i håbet om at undgå at tiltrække mere opmærksomhed.
Det, der forvirrede Peter, var, hvordan to brødre kunne være så forskellige. Hvorfor var Thomas så sød og sjov, mens Robin syntes at nyde at plage andre? Når han så dem sammen, bemærkede Peter, at Thomas ofte var afvisende eller irriteret over sin lillebrors opførsel. Dog var familie familie, og båndet mellem brødrene var ubestrideligt.
En dag, under en særligt træls runde med drillerier fra Robin, skete det usandsynlige, at Thomas kom forbi imens. Peter gjorde sig klar, forventende næsten at Thomas ville deltage i drilleriet eller, værre endnu, forblive tavs. I stedet greb Thomas uventet ind.
“Robin, stop det. Bliv voksen.”
Robin rullede med øjnene.
“Slap af. Vi har det bare sjovt.”
“Det er ikke sjovt for alle,” svarede Thomas og kiggede på Peter, der nærmest var chokeret over det uventede forsvar.
Robin mumlede noget for sig selv og gik sin vej. Det efterlod Peter med et taknemmeligt smil til Thomas, der smilede kort tilbage, inden han gik videre. Den lille gestus forstærkede kun hans beundring for ham, mens hans antipati over for Robin blot blev dybere.
I sit værelses ensomhed dagdrømte Peter ofte om at blive venner med Thomas. Eller mere. Men hver gang han forsøgte at nærme sig ham, kastede Robins skygge sig tungt ind over dem, hvilket mindede ham om deres konstante rivalisering og hans egne usikkerheder. Frygten for at blive latterliggjort foran Thomas var lammende.
Dage blev til uger og Peter besluttede sig for at holde sikker afstand til begge brødre. Beundre Thomas på afstand og undgå Robin, når det var muligt. Men skæbnen havde andre planer, og snart ville deres veje krydses på måder, Peter aldrig kunne have forestillet sig.
Efteråret bragte køligere vejr, et mylder af farvede blade, og en frisk række film, der skulle vises i biografen. Palæ-teateret, som biografen hed, var det nærmeste, man kom en attraktion i byen. Et besøg dér var selvfølgelig indbefattet af en særlig begivenhed. I dag ville man nok kalde det ”vintage”. Den støvede charme, duften af popcorn og de bløde røde sæder. Den var baggrunden for mange aftener, hvor man fik lov at være sent ude, for mange første dates og sikkert også for lige så mange akavede situationer.
En eftermiddag sad Peter og Mette og bladrede gennem et magasin i frokostpausen, da en annonce for en kommende actionfilm fangede Peters opmærksomhed. Filmen var egentlig ikke noget særligt i sig selv. Det var mere… måske var den noget for Thomas.
En idé begyndte at tage form i hans hoved. Hvad nu hvis han kunne bruge filmen som en måde at tilbringe tid med Thomas? Den anonymitet, et mørkt biografrum tilbyder, kunne give dem begge et sikkert sted væk fra nysgerrige øjne og dømmende blikke.
“Mette,” begyndte Peter tøvende, “hvad nu hvis jeg inviterede nogen i biografen? Anonymt, altså. Hvis jeg lagde en billet til dem, helt uden besked eller noget. Bare for at se, om de ville komme.”
Mette, der altid var opmærksom og sagtens kunne lægge to og to sammen, kiggede på Peter, mens hun kneb øjnene en smule sammen.
“Dette handler om Thomas, gør det ikke?”
Peter blev rød i hovedet, men benægtede det ikke. “Måske. Jeg ved bare… jeg ved ikke, hvordan jeg ellers skal nærme mig ham. Og hvis han ikke dukker op, vil han aldrig vide, det var mig.”
Mette tænkte og tyggede lidt på sin underlæbe imens.
“Det er risikabelt, Peter. Men… det kunne måske virke. Hvis han dukker op, kan det være et tegn. Hvis ikke, er du ikke dårligere stillet.”
Mette gjorde ham modig, og Peter besluttede at sætte sin plan i værk. Han købte to billetter til filmens premiereaften og planlagde omhyggeligt logistikken. Han ville placere den ene billet i Thomas’ penalhus. Den anden billet ville han beholde, så de kunne sidde ved siden af hinanden.
Dagen før filmen udførte Peter den mest dristige del af planen. I frikvarteret løb han, så meget han kunne uden at vække opmærksomhed, til Thomas’ klasseværelse. Her ville han snige sig ind og lægge billetten i hans penalhus. Hvad han ikke havde overvejet var, at ikke alle gik ud af klasseværelset i frikvarteret. Han måtte gentage turen til Thomas’ klasse tre gange, åbne døren nok til at kunne kigge ind, inden han kunne se, at klasseværelset var helt tomt.
Det var ikke svært at finde Thomas’ plads. Han kunne nok have genkendt hans skoletaske i mørke. Skriblerierne på penalhuset på bordet efterlod heller ingen tvivl om, at det var Thomas’. Peter lynede det hurtigt op, placerede billetten øverst, og lynede det hurtigt igen, inden han halvløb ud af klasseværelset.
Planen var i gang. Han følte sig som en dristig hemmelig agent.
Den nat kunne Peter ikke sove. Alle scenarier udspillede sig i hans hoved. Hvad nu hvis Thomas ikke kom? Hvad hvis han gjorde, men satte sig et andet sted? Eller værst af alt, Hvad hvis det viste sig, at Thomas slet ikke kunne lide ham.
På trods af bekymringerne forblev der et glimt af håb. Måske ville denne plan bringe ham tættere på Thomas. Måske. Alt, hvad han nu havde brug for, var lidt held. Og lidt mod. En masse mod faktisk.
Dagen for filmens premiere ankom. Den var indhyllet i en blanding af efterårskulde og forventning. Peter havde omhyggeligt valgt sit tøj med det mål at se afslappet og alligevel gennemtænkt ud. Fra tid til anden fangede han sit eget spejlbillede på gåturen og forsøgte at forestille sig, hvordan Thomas måske ville se ham.
Peter ankom tidligt til biografen, sikrede sig sin egen plads og forsøgte at kontrollere den nervøsitet, der flød gennem ham. Han købte en mellemstor popcorn og en sodavand og placerede dem på sædet ved siden af sig som en slags markering. Dette var hans territorie. Tiden syntes at strække sig uendeligt, mens han ventede.
Andre fra skolen begyndte at komme ind i biografen. Peter genkendte nogle ansigter, men hans øjne var nærmest låst fast på indgangen, mens han spejdede efter Thomas’ genkendelige skikkelse. Biografsalens lys blev dæmpet, og den ivrige mumlen i salen blev til en forventningsfuld stilhed. Der var stadig intet tegn på Thomas.
En følelse af skuffelse begyndte at indfinde sig. Måske var hele idéen tåbelig fra begyndelsen. Lige da han var ved at acceptere at skulle se filmen alene, til dobbelt pris, trådte en velkendt silhuet ind i den svagt oplyste biograf. Det var Robin.
Peters hjerte sank. Robin kiggede på billetten i sin hånd, derefter på sædenumrene, indtil hans blik til sidst faldt på sædet ved siden af Peter, hvor snacksene lå som en åben invitation. Med et skævt smil satte Robin sig ned med et overdrevet suk.
“Ser ud som om nogen ville på date med mig,” drillede han og tog en håndfuld popcorn fra bægeret.
Peter følte sit ansigt nærmest brænde af ydmygelse. Han følte sig fanget, ude af stand til at flygte fra situationen eller Robins drillerier. Gennem hele filmen fortsatte Robin med at gøre nar og fnise, kom med bemærkninger for at håne Peter. Han lagde endda armen om ham og lavede tydelige kysselyde, der kunne høres gennem salen i de stille sekvenser af filmen.
Tydeligt besejret besluttede Peter, at han ikke kunne udholde mere. Han rejste sig op midt i filmen, efterlod sine snacks og håbet om en magisk aften.
Aftenluften var kølig og våd mod Peters tårefyldte ansigt, da han forlod biografen. Det hele var sløret gennem de våde øjne, og tankerne gjorde det slet ikke nemmere at navigere. Han blev grundigt i tvivl om hele sin plan. Den var tåbelig. Nu var han vred på sig selv over, at han så tydeligt havde fået afsløret sine følelser, og så endda over for Robin.
Skæbnen ville dog det hele anderledes. Min mormor ville da også have kaldt kaldt ”skæbnen” for en værre lurendrejer. Det var slet ikke slutningen på aftenen, selvom byen lå hen i halvmørke og småregn.
Da Peter trådte ud af biografens brune dobbeltdøre, bemærkede han en velkendt skikkelse, der sad på en bænk over for biografen. Oplyst af det bløde lys fra en gadelampe. Det var Thomas.
Deres blikke mødtes. Så meget de nu kan på ti meters afstand gennem regn på torvet. Peters hjerte hamrede på ny. Denne gang med fornyet håb. Måske var aftenen ikke spildt alligevel. Måske var det kun begyndelsen. Han turde næsten ikke håbe.
Thomas’ ansigt, oplyst af gadelampens gyldne skær, lignede en blanding af forvirring og bekymring. Han rejste sig hurtigt og tog nogle skridt hen mod Peter, der tydeligt var i opløsning.
“Peter?” begyndte Thomas med sin bløde stemme. Peter blev henrykt over, at han overhovedet kendte hans navn.
Før Peter kunne svare, brasede biografens døre op, og en strøm af mennesker kom ud. Livlige samtaler genlød i natten. Thomas kom ikke nærmere, mens biografgæsterne myldrede ud omkring Peter.
Før Peter fik overvejet sin næste handling, afbrød en stemme hans tanker.
“Nå, Peter? Gik din date godt?”
Robin var også kommet ud af biografen. Et par af hans venner var stødt til fra salen. Robins blik gled over til Thomas.
“Din lille beundrer her troede, du ville være hans date for aftenen. Sødt, ikke?”
Thomas’ ansigt blev iskoldt.
“Robin, gå hjem.”
Men Robin var ikke færdig.
“Peter, du skulle bare have spurgt mig direkte. Ingen grund til at være så genert.” Robin gav ham et kram for at sætte streg under.
Peter følte en bølge af både vrede og ydmygelse, men han var fast besluttet på ikke at lade Robin få det sidste ord. Ikke denne gang. Han tog en dyb indånding.
“Jeg ønskede at tilbringe aftenen med en sød og moden person. Ikke med et barn, der finder glæde i at gøre andre kede af det.”
Peters svar var så tydeligt og højlydt, at flere biografgæster stoppede op omkring dem.
Robins ansigt blev rødt. Han forventede tydeligvis ikke, at Peter ville forsvare sig selv.
Thomas kom helt hen til dem.
”Jeg sagde, GÅ HJEM!”
Han nærmest råbte og hans ansigt var rasende. Han skubbede til sin lillebror. Ikke bare et venligt puf brødre imellem, men så Robin var ved at falde omkuld. Robin kastede sig dog ikke ud i et slagsmål med sin bror, der var et hoved højere end ham.
Han ville have det sidste ord med et ”Vi ses i morgen!” inden han trodsigt trak sig tilbage sammen med sine venner.
Der var en kort stilhed, mens spændingen lettede. Kort efter var torvet næsten tomt for mennesker.
Thomas sukkede og lod en hånd glide gennem sit regnvåde hår.
“Undskyld. Jeg er ked af det. Jeg vidste ikke, han ville… Jeg burde selv være kommet.”
Peter sank en klump og kiggede på Thomas.
“Hvorfor gjorde du det ikke?”
Thomas tøvede.
“Jeg… Jeg har hørt historier. Folk, der bliver lokket ind i situationer, gjort nar af, endda gjort fortræd. Jeg ville ikke risikere det. Men da jeg gav billetten til Robin, var det for at finde ud af, hvem det var. Men jeg troede aldrig, han rent faktisk ville komme til filmen. Og slet ikke, at det var dig.”
Peter havde forestillet sig deres første møde i en biograf. Alternativt i en baldakin af funklende stjerner og nattens stilhed. Stilhed var der ganske rigtigt, men stjerner var der ingen af, mens regnen drev ned over dem på torvet.
Peters læber vibrerede lidt. Til trods for regnen i ansigtet, kunne Thomas godt skelne tårer fra regn.
Han lagde armene om Peter i et langt kram.
For Peter gik aftenen fra komplet fiasko til noget, der lå tættere på succes.
Det var koldt og vådt. Da Thomas strøg sin hånd gennem Peters hård, så vandet løb ned ad nakken, betød det dog slet ingenting.
”Det var ellers en ret god plan,” sagde Thomas direkte til Peters øre.
Der var en kort pause. Så klukkede de begge to.
Rygterne på skolen påstod, at Peter og Thomas kom sammen. Det gjorde de nok også, men det var i hvert fald uden for skoletid. Der var ingen kyssen på gangene mellem bøsser dengang. Det går måske lidt bedre i dag.
Jeg har også hørt, at de blev ved med at komme sammen et år efter folkeskolen. Peter fortsatte på gymnasiet og Thomas på handelsskolen. Begge steder var situationen marginalt bedre, men så heller ikke mere.
Som så mange ungdomsforelskelser så holdt de ikke længere end det. Heldigvis er Peter og Thomas i dag stadig de bedste venner.
De lærte også alt det om livet, som biblioteket ikke kunne klare.