Husvild

Det var en kølig februaraften. Jeg gik langsomt gennem gaderne med hænderne dybt begravet i jakkelommen og blikket rettet mod jorden. Jeg havde det ikke så godt. Det skete nogle gange – oftere om vinteren. Det var på den tid, det hele kunne føles så meningsløst. Som om jeg ingen steder kom, uanset hvor meget jeg prøvede. Så plejede jeg at gå en tur. Faktisk hver aften. Ligesom nu. I mørke. Mørke var befriende. Det var det eneste sted, jeg kunne være uden stirrende blikke. Her kunne jeg gå ganske langsomt og betragte alting med den tid, de hver især fortjente. Arkitektoniske skygger på huse, pletter på fortovsfliser, inskriptioner på brønddæksler, blade der raslede i kælderskakter, silhuetter bag gardiner, der fortalte historier om liv der udspandt sig bagved og gadelys, der glimtede i ensomme vandpytter langs kantstenen. Det var som om alle sanser blev åbnet, og gav fri adgang til alle de minder, som de engang havde skabt. Lugten af benzin fra en lækkende tank, duften af kaffe der strømmede ud af fra en udsugning og den lidt muldagtige lugt fra jorden, der gav minder om modellervoks i børnehaven. Om vinteren var der færre lugte, men de der var, føltes langt skarpere i næsen.

Jeg gik i vejens skyggeside på sikker afstand af afslørende gadelamper. Længere ude kunne jeg se skæret fra søen, hvor et svagt månelys glimtede gennem tågen. Lyden fra nogle gæs bølgede ind fra et sted langt borte. Jeg fortsatte ad grusvejen mod søen og stoppede først, da jeg nåede bredden. Der var så stille her. Selvom kulden bed, stod jeg længe og kiggede ud over det vand, jeg kun kunne se, fordi enkelte gadelamper fra den modsatte side reflekteredes i den halvt tilfrosne overflade.

Jeg ved ikke, hvor længe jeg stod der, inden jeg vendte om for at begive mig hjemad. Jeg havde ikke taget mange skridt, før jeg bemærkede en skikkelse ud af øjenkrogen. Først tænkte jeg, at det blot var en bums og ville gå videre. Men min nysgerrighed vandt over min trang til at passe mig selv, og jeg standsede. Jeg drejede hovedet og kneb mine nærsynede øjne sammen for at se, hvad det var. Jeg tog et par skridt nærmere. Jeg kunne kun se en gråblå klump og noget, der lignede toppen af en hue. Det var noget, der var svøbt i et tæppe. Jeg satte mig på hug og rørte forsigtigt ved tæppet. Selvom jeg havde ventet det, blev jeg alligevel forskrækket, da det rørte på sig. Jeg følte mig frem til en åbning i tæppet og trak det så meget til side, at jeg kunne se, hvad eller hvem det var. Det var en lille dreng.

”Åh nej,” udbrød jeg – mest for mig selv – og ruskede forsigtigt i drengen. Kortvarigt så han ud til at vågne af sin døs. Jeg talte til ham. Eller – talte er måske så meget sagt. ”Hallo,” sagde jeg.

Han slog øjnene op og gispede. Først da tænkte jeg på, hvor skræmmende det måtte være for sådan en størrelse at blive rusket i af en fremmed mand midt om natten.

”Hej. Jeg gør dig ikke noget,” sagde jeg med det samme lavmælt.

Han kiggede bare på mig med et blik, der så ud til at sejle lidt.

”Hvorfor sidder du her,” spurgte jeg.

Han svarede ikke.

”Du fryser jo ihjel her. Hvor bor du?”

Drengen tav stadig.

Jeg ledte efter hans hænder under tæppet og greb den første jeg fandt. Den var iskold.

”Ej, for fanden,” mumlede jeg. ”Kom. Op at stå,” kommanderede jeg.

Jeg rejste mig halvvejs op, tog fat under hans arme og løftede ham op at stå. Han vaklede lidt, men blev stående oprejst med min hjælp. Jeg satte mig ned på knæ foran ham, men selvom hans øjne var helt åbne nu, virkede han stadig, som om han sov.

”Har du ingen steder at tage hen?”

Der gik et øjeblik, inden drengen langsomt rystede på hovedet.

Jeg anede ikke, hvad jeg skulle gøre. Måske nok hvad jeg ville, men ikke hvad jeg burde. Burde jeg ringe til nogen? Burde jeg lede efter, hvor han boede? Jeg besluttede mig for, at vi startede med at gå hjem i varmen, som jeg ville. Det var det vigtigste først.

”Kom med mig.”

Jeg tog hans hånd og trak forsigtigt i den. Først blev han stående – måske lidt modvilligt – men derefter fulgte han lydløst med uden den ringeste protest. Jeg havde fuldstændigt glemt kulden, da vi begav os hen ad vejen mod mit hus. Jeg spekulerede alt hvad jeg kunne. Hvem var denne lille dreng? Jeg havde aldrig set ham i kvarteret før, men var da også godt klar over, at jeg ikke altid var den mest opmærksomme, når det kom til mennesker og ansigter. Måske nok til at læse dem. Men ikke så godt, når det handlede om at huske dem.

Vi nåede hurtigt hjem. Ikke så hurtigt, som jeg selv ville have kunnet, for jeg tog selvfølgelig hensyn til den lille halvsovende størrelse med kortere ben end mig.

Jeg skubbede ham blidt foran mig ind ad døren, da jeg havde fået låst op. Varmen slog straks imod os. Jeg kunne godt lide varme indendøre, og fyrede altid mindst fem grader mere end de fleste. Jeg tændte loftlyset og en gullig lampe spredte lidt lys i den lille entre. Drengen missede med øjnene og skærmede for lyset med den ene arm. Jeg hængte min jakke på knagen.

”Tag bare jakken af.”

Drengen stod helt ubevægelig og stirrede blot tomt på mig, som om han stadig halvsov. Eller også var han lidt i chok. Jeg vidste det ikke helt. Jeg lynede hans jakke ned og trak den af ham. Heldigvis var han vågen nok til selv at løfte armen og trække sin hue af.

Jeg lod sko være sko og skubbede ham forsigtigt videre ud i køkkenet, og trak en stol ud fra mit lille spisebord. Han sansede selv, at det var meningen, at han skulle sætte sig ned. Han sad stift og ubevægelig, men hans øjne fulgte mig, da jeg gik rundt om bordet og tilbage til ham igen. Jeg satte mig på hug ved siden af ham.

”Er du sulten?” Jeg strøg ham forsigtigt på den ene arm.

Først nu bemærkede jeg, hvor beskidt han var. Under det hvide hår, som var fugtigt og fedtet efter gud ved hvor lang tid i en hue, var hans ansigt stribet af snavs. Han så ud til at være omkring 8.

Han nikkede kort.

Jeg gik hen til køleskabet og tog en beholder ud, som indeholdt resterne af min aftensmad. Jeg hældte det på en tallerken og stillede det i mikrobølgeovnen.

Jeg satte mig på hug ved siden af ham igen.

”Jeg hedder Allan,” sagde jeg. ”Hvad hedder du?”

Han tøvede længe. Kiggede på mig. Kiggede væk. Og kiggede på mig igen for at kontrollere, om jeg stadig kiggede på ham. Til sidst brød han tavsheden.

”David,” sagde han så stille, at det var svært at høre.

Ovnen bippede bag mig og jeg tog tallerkenen ud. Jeg stillede den dampende mad foran drengen, og der gik ikke mange sekunder, før han var i gang med at sluge den.

”Pas nu på, det er varmt,” formanede jeg, som jeg satte mig på stolen overfor ham, men han var ligeglad. Det varede ikke mange minutter, før tallerkenen var tom, som havde han ikke fået noget at spise i dagevis.

Jeg rejste mig og hældte et glas mælk op til ham, som røg ned med samme forbløffende hast.

Det det hele var væk sad han igen ubevægelig og stirrede ud i ingenting, men det så trods alt ud til, at han havde fået en smule varme.

”Hey,” sagde jeg og ventede på, at han ville kigge på mig. Det var forgæves. ”Kan du fortælle mig, hvor du bor?”

Jeg fik intet svar og han kiggede blot ned i den tomme tallerken.

Jeg spekulerede på, hvad jeg skulle stille op. Skulle jeg ringe efter politiet? Det var nok det mest rigtige at gøre. Måske var der nogen, der savnede ham et eller andet sted. Det var der da forhåbentligt. På den anden side – klokken var nu over midnat, og jeg nænnede ikke andet end, at lade ham komme til at sove. Han så ud, som om han kunne besvime, hvilket øjeblik det skulle være.

”Ved du, hvad vi gør nu,” sagde jeg. ”Nu får vi dig hen og sove, og så finder vi ud af det hele i morgen. Okay?”

Jeg fik kun tavshed som svar.

Kortvarigt gik jeg ind på Frederiks værelse, for at se, om alt var okay derinde. Da jeg kom tilbage til køkkenet, var stolen tom. Min første tanke var, at han var rendt sin vej igen. Jeg løb hen til hoveddøren og bemærkede blot flygtigt, at hans jakke og hue stadig var i entreen. Jeg kiggede ud, men kunne ikke se ham udenfor. Jeg lukkede døren og gik ind i stuen. Derinde stod han.

”Nå, der er du.” Jeg gik hen til ham. Han havde fået øje på nogle billeder på mit skrivebord og stod med en af rammerne i hænderne. ”Det er min søn Frederik og min kone,” sagde jeg. ”Eller – tidligere kone.” Jeg lagde hænderne på hans skuldre. ”De bor et andet sted nu.” David stillede billedet tilbage på sin plads.

”Kom.” Jeg skubbede ham forsigtigt foran mig hen til Frederiks værelse og fik ham til at sætte sig på sengen. Jeg satte mig på hug og trak hans sko af. Han lugtede. Virkeligt slemt. Som en mellemting mellem våd hund og sportstaske, der skulle have været tømt i sidste uge. Og så bare ti gange værre. Jeg spekulerede på, om han mon overhovedet havde været i bad i år. Jeg fik ham til at lægge sig ned og trak dynen hen over ham. Han havde ikke ligget mange øjeblikke, før han lagde sig om på siden med ryggen til mig. Jeg kunne hurtigt høre på hans langsomme, rytmiske åndedrag, at han sov tungt.

”Godnat,” hviskede jeg. Jeg tog fat i hans hånd, der lå over dynen. Den var stadig iskold, og jeg fik ondt helt ind i hjertet over, hvem der dog kunne efterlade et barn på denne måde. Jeg blev siddende længe ved sengekanten for at sikre mig, at han sov tungt og trygt. Jeg ved ikke hvor længe, en time, måske to. Endeligt listede jeg forsigtigt ud af værelset, slukkede lyset og lod døren ud til gangen stå, så der ikke var helt mørkt i tilfælde af, at han skulle vågne. Jeg gik ind i stuen og tændte fjernsynet, men skruede ned for lyden, så kun en hvisken slap ud. Jeg havde kun siddet få minutter i lænestolen, inden jeg selv faldt i søvn.

Jeg blev vækket, da dagens første lys slap ind gennem stuevinduet. Et morgenshow flimrede på skærmen, mens jeg kom til mig selv. Jeg rejste mig for at slukke, og kiggede ud i den tågede februar-morgen. Jeg gik ind på Frederiks værelse for at se, om David var vågen. Det var han ikke. Han sov stadig trygt.

Jeg satte kaffe over i køkkenet og satte mig tungt i en af stolene. Jeg kiggede på uret. Den var halv ni og jeg burde allerede være på vej på arbejde. Jeg ringede til kontoret og fik aflyst alle mine aftaler med en løgnehistorie. Den rigtige historie ville trods alt være for bizar. Duften af tiltrængt kaffe nåede mine næsebor og jeg hældte et krusfuld op, og nippede til det. Jeg rejste mig og tog kruset med ind til sengen, hvor David lå, og satte mig i stolen ved siden af.

Han lå ganske ubevægelig og kun det, at han lå på ryggen, viste, at han havde bevæget sig, siden jeg forlod ham i nat. Sporadiske trækninger i hans ansigt fortalte mig, at han drømte. Jeg spekulerede på, hvad der foregik derinde. Hvad havde han mon oplevet af ting? Stakkels dreng.

Jeg ved ikke, om det var lugten af kaffe eller mit nærvær, der endeligt vækkede ham, eller om han blot var færdig med at sove. Han missede med øjnene i morgenlyset og gned dem med fingrene. Hans øjne flakkede et par gange rundt i værelset og over på mig, inden han så ud til at komme i tanke om, hvor han var.

”Hej,” sagde jeg. ”Har du sovet godt?”

Han var Tavsheden selv, men satte sig trods alt op i sengen. Han gned sig i ansigtet og nulrede næsen med den ene håndflade.

”Er du sulten,” spurgte jeg.

Jeg tror ikke, at han nikkede, men han hoppede ud af sengen og gik foran ud i køkkenet, noget mere målrettet end han havde været i går. Jeg begyndte at håbe, at vi måske kunne komme lidt tættere på en opklaring i dag. Kort efter satte han en portion cornflakes til livs med forbløffende fart.

Jeg vandrede frem og tilbage foran køkkenvinduet med mit kaffekrus, mens David satte endnu en tallerkenfuld cornflakes til livs. Udenfor var solen kommet frem, og det lignede en dag, hvor et tidligt forår skulle tage favntag med februar.

Da anden tallerkenfuld var tom, satte jeg mig igen ned overfor ham.

”Hvorfor sad du og sov udenfor i nat,” spurgte jeg meget direkte.

Han kiggede længe ned i tallerkenen, og jeg havde forberedt mig på slet ikke at få et svar. Han overraskede mig.

”Fordi jeg ikke kunne komme ind igen.”

”Derhjemme?”

Han nikkede uden at se på mig.

”Hvor er dine forældre da?”

Der var en lang pause, inden han svarede. Jeg var tålmodig.

”Der er kun min far,” sagde han endelig. ”Og han bliver væk nogle gange.”

Jeg lagde mærke til, at hans øjne blev blanke. For første gang så han rigtigt på mig.

”Men han kommer igen efter nogle dage.”

Det var tæt på, at mit hjerte revnede, da jeg et øjeblik tænkte på, om det var sådan Frederik også så mig efter skilsmissen.

”Vil du vise mig, hvor du bor,” spurgte jeg og prøvede at forblive fattet.

David nikkede.

Det var nok tanken om Frederik, der fik forældreinstinkterne til at vælde op i mig med fornyet styrke. Jeg fik øje på hans tøj, som jeg nu kunne se i dagslys. Han bar noget, der engang havde været en hvid hættetrøje, men som nu var tættere på brun.

”Kom, så går vi ind og finder noget nyt tøj til dig.” Jeg glattede lidt ud på en tot hår, der strittede på hans hoved, som jeg gik forbi ham. Han fulgte med ind på Frederiks værelse, hvor jeg fik ham vristet ud af den sørgelige trøje og den endnu mere beskidte undertrøje, jeg fandt nedenunder.

Nu kunne jeg se, hvad der var skidt og hvad der var dreng, og jeg blev forfærdet over tydelige blå og lilla mærker omkring hans hals.

”Hvordan er det sket,” spurgte jeg, og lod en pegefinger på hans hals fortælle, hvad jeg spurgte til.

Han kiggede blot ned i gulvet og min forfærdelse ændrede sig til indvendigt raseri. Jeg var et øjeblik sikker på, at jeg ville komme til at slå hans far, når jeg mødte ham.

Jeg forblev fattet, så jeg ikke skræmte drengen, og selvom jeg bemærkede andre blå mærker på hans overkrop, mens jeg hjalp ham i en ny t-shirt og bluse, så spurgte jeg ikke mere.

Derefter var vi klar til at komme afsted. Der var usædvanligt lunt udenfor af en februardag at være. Solen havde måske vundet over vinteren, men luften virkede tungere end de foregående dage. Da vi stod på fortovet, stak han sin hånd ind i min. Jeg gav den et lille klem og ganske overraskende var det nu ham, der førte an.

Vi gik nogle gader hen imod det sted, hvor jeg havde fundet ham aftenen forinden. Han viste mig ind gennem en låge i en hæk, der ikke havde været klippet i flere år. Bag hækken gemte sig en lige så forsømt have, hvor ukrudtet stod helt op i brysthøjde. En gang af knækkede fliser førte hen til et lille hus. Jeg kunne ikke helt bedømme, om det var et meget lille hus eller et meget stort kolonihavehus. Forsømt var det i hvert fald.

Solen forsvandt over mig og jeg kiggede instinktivt op mod himlen. Det så pludseligt ud til at trække op til regn, og jeg ærgrede mig allerede over, at vi ikke havde taget hverken regntøj eller paraplyer med.

Da vi stod ved dørtrinnet, tog jeg fat i dørhåndtaget. Døren var låst. Jeg gik hen til vinduet ved siden af døren og kiggede ind. Jeg kunne intet se. Jeg fortsatte rundt om huset. Jeg ved ikke helt, hvad jeg ventede at finde. Hvis der var en ulåst bagdør, ville David nok være den første til at kende til den. På bagsiden af huset var der også et par vinduer. Jeg kiggede også ind ad dem, men kunne stadig intet se derinde. Jeg gik om foran huset igen.

David sad på trappestenen med benene trukket op til sig og hvilede hagen mod knæene. Jeg kiggede på fordøren. Jeg kunne sikkert godt sparke den op, men til hvilken nytte. Jeg kunne ikke få mig selv til at efterlade drengen her, bare fordi jeg havde fået åbnet døren til hans hjem.

”Ved du, hvor din far plejer at gå hen,” spurgte jeg.

David trak på skuldrene.

”Det ved jeg ikke,” sagde han spagt.

Jeg havde håbet på, at drengen kendte et stamværtshus, som faderen befandt sig på, men selvom han gjorde, kunne jeg ikke overlade drengen til en fulderik på et værtshus.

”Har du noget familie i nærheden. En bror, en søster, en bedstemor?”

David rystede på hovedet og kiggede fortsat ned i jorden.

”Jeg har kun far.”

Et ganske uventet tordenbrag fik mig til at fare sammen. Et øjeblik efter gik der hul på skyerne og regnen begyndte at sile ned. Vinteren var tilsyneladende med ét afløst af forår.

”Kom herind,” sagde jeg og stillede mig tæt op ad fordøren, så den lille smule udhæng der var over døren, gav en lille smule læ for regnen. David rejste sig op og stillede sig på samme måde ved siden af mig. Han tog fat i min hånd og jeg mærkede med det samme, at han igen var iskold.

”Årh, du fryser, lille ven.” Jeg tog mit halstørklæde af og lagde det om halsen på ham.

Mit hjerte gik næsten i stå, da han gav et højt vræl fra sig og fór ud i den silende regn.

”Hvad er der,” spurgte jeg forskrækket, og havde nærmest fået gåsehud over hele kroppen.

David stod sammensunket på flisegangen fuldstændigt ligbleg og med regnen silende ned ad sig. Jeg kunne se, at han hev efter vejret. Halstørklædet lå på de regnvåde fliser imellem os.

”Åh lille ven,” udbrød jeg og skyndte mig hen til ham til trods for regnen. Jeg løftede ham op og han holdt hårdt om mig og skjulte sit ansigt mod min skulder. Han klemte til, så det næsten gjorde ondt i min nakke. Regnen sejlede ned ad os begge, men lige nu betød det ingenting.

Der gik nogle øjeblikke. Så løftede han hovedet.

”Vil du ikke nok finde min far,” sagde han halvt grædende og halvt snøftende.

Jeg vendte mig om stadig med ham i armene. Regnen så ikke ud til at ville holde op foreløbig. Jeg betragtede den låste fordør og spekulerede på, hvor ondt jeg mon ville få, hvis jeg sparkede den op. Til sidst kunne jeg ikke holde det ud mere. Jeg ville se, hvad der var derinde. Der måtte da være et eller andet, der kunne fortælle mig noget om, hvor hans far var henne. Jeg satte mig ned på hug og lod ham forsigtigt glide ud af mit tag om ham.

”Bliv her,” sagde jeg og rejste mig op igen. Jeg vurderede døren endnu en gang, inden jeg forsøgte mig med et spark lige under håndtaget. Døren fløj op med et brag, og blev fulgt af endnu et øresønderrivende tordenbrag. Vinden ruskede i husets spinkle tag og regnen slog ind på gulvet.

Jeg vendte mig om og så på David. Han stod lige bag mig og så på mig med dybe, triste øjne. Regnen gjorde det umuligt for mig at se, om han stadig græd. Jeg vendte mig om igen og gik indenfor i mørket. Jeg famlede ned over væggen indenfor døren i håb om at finde en kontakt. Der var ingen. Jeg stak hånden ned i min lomme og fandt min lighter frem. Jeg tændte den og dens beskedne flamme gav mig lys nok til, at jeg kunne se, at jeg var i en lille entre uden vinduer. Der var en dør lige foran mig. Jeg åbnede den og trådte ind i et lille, halvmørkt rum. Der hang tunge gardiner foran det enlige vindue og der kom kun meget sparsomt lys ind. Jeg gik over mod vinduet og fik lukket op for lyset der, trods gråvejret udenfor, gjorde det muligt at se noget i det støvede rum. Der lugtede muggent og jordslået herinde.

Jeg var lige ved at skrige, da jeg vendte mig om, men nåede at fange det, så jeg ikke forskrækkede drengen udenfor.

I sofaen lige ved siden af mig lå en mand – eller det, der engang havde været en mand. Jeg ved ikke, hvor lang tid der skal gå, inden man svinder så meget ind, men han havde uden tvivl været død i ugevis. Jeg var bange for at komme til at kaste op, og turde ikke studere fundet nærmere. Nu tænkte jeg bare på at komme ud og få ringet til dem, jeg burde have ringet til allerede i går. Jeg blev helt mat i knæene ved tanken om, hvad jeg skulle fortælle den lille dreng, når jeg kom ud igen.

Jeg vaklede baglæns, fortumlet over både mit fund, de seneste timers begivenheder og rummets halvmørke. Jeg stødte ind i noget med ryggen. En loftslampe givetvis, der hang ned i rummet. Jeg vendte mig om for at undgå den.

Det var kun en brøkdel af et sekund, men det føltes som evigheder. Tiden der gik fra mine øjne fik fokuseret i mørket og til at jeg forstod, hvad jeg så. Det askegrå ansigt med det genkendelige sørgmodige blik, der dog var indsunket af ugers indtørring. David stirrede på én gang tomt ud i luften og direkte på mig, hængende fra et reb i det lavloftede rum.

Denne gang skreg jeg. Alt hvad jeg havde i mig, så mit hoved føltes, som om det skulle eksplodere. Jeg halvt snublede og halvt løb ud af huset. Jeg tumlede ud af døren og nåede kun lige at skimte mit halstørklæde, der lå i regnen på fliserne, inden jeg bøjede mig forover for at kaste op.