Forord
Da jeg var omkring 17, mødte jeg ham, der skulle blive min allerbedste ven i livet. Vi mødtes første gang i Bygholm Park en gråvejrseftermiddag, hvor vi nærmest havde parken for os selv. Han sad på græsset, omgivet af ænder ved en af søerne, da jeg kom gående alene på stien. Jeg var ikke god til at opsøge nye venner dengang, men der var noget ualmindeligt dragende ved ham, som han bare sad der helt stille og eftertænksomt og kiggede ud over vandet. Han så ud til at være omtrent på min egen alder. Helt usædvanligt for mig satte jeg mig ved siden af ham. Jeg sagde ingenting. Det gjorde han heller ikke. Han så ikke engang på mig. Den eneste lyd kom fra et par ænder, der flyttede sig, men dog var dovne nok til at sætte sig igen lige ved siden af mig.
Ingen af os sagde noget det første stykke tid. Vi sad blot og så ud over vandet i stille fællesskab, som om vi havde gjort det mange gange før. Efter et stykke tid drejede han hovedet mod mig.
”Hi, I’m Nicholas.”
Det kom bag på mig, at han talte engelsk, men det var der naturligvis en god grund til. Han var fra Wales og åbenbart flyttet hertil for kort tid siden, kunne jeg senere forstå. Jeg fik også præsenteret mig på mit dengang jammerlige engelske. Vores sproglige udfordringer skulle dog hurtigt vise sig at være helt uden betydning for vores friskbagte venskab.
”Want to hear something amazing,” spurgte han.
Det ville jeg naturligvis gerne, hvorefter han begyndte at fortælle mig om sine oplevelser. Og dem havde han haft mange af. Faktisk kunne han fortælle om dem hver eneste gang, vi mødtes. Om ham og hans mystiske ven Sir Thomas og deres fælles bedrifter fra han var omkring 11.
Jeg regnede selvfølgelig først med, at det var opdigtede fortællinger, men det blev de ikke ringere af. Han var en strålende fortæller, som jeg tilbragte timevis sammen med dag ud og dag ind. Han sagde, at han boede i Torsted, men jeg var aldrig hjemme hos ham. Vi blev hurtigt tæt på uadskillelige og var sammen fra min skoledag var slut og indtil det blev mørkt. Vi var altid enten i parken eller hjemme hos mig, når jeg var alene hjemme. Så sad han på trappestenen og ventede, når jeg kom gående ned ad Voldgade. Af en eller anden grund havde han altid fri før mig. Han blev min allerbedste ven, som jeg kom til at elske rigtigt meget.
Desværre endte det allerede dagen efter min 18-års fødselsdag, hvor han ikke kunne være med. Da jeg kom hjem fra skole, sad han ikke og ventede på mig. I stedet stod der blot en sammenfoldet, sort paraply i hjørnet af trappestenen.
Jeg har ikke set ham siden. Engang imellem ser jeg vores hemmelige tegn. Skrevet i duggen på bilruden eller tegnet med kridt på fliserne nedenfor min trappe, men Nicholas selv har jeg intet set til siden. Det eneste jeg ellers har tilbage af ham, er hans fortællinger, som jeg husker, som var det i går, jeg hørte dem. Ja, og følelsen i hjertet, som vores venskab gav. Vores venskab var kort, men ændrede alting for mig. Nu bliver jeg nødt til at nedfælde Nicholas’ fortællinger, da jeg frygter, at de med tiden vil smuldre i min hukommelse og at min erindring om ham visner bort. Det har vi en tilbøjelighed til i min familie.
Her er den første af Nicholas’ fortællinger om sig selv, Sir Thomas og deres første fælles eventyr en sommernat for mange, mange år siden.
Kærligst,
Jan
PS: Hvis du er derude et sted, Nicholas, så skal du vide, at jeg savner dig rigtigt meget!
Master Nicholas & Femfinger-daggerten
Kapitel 1
Klokken var blevet hen ad to, da jeg hev snøren ind for sidste gang denne nat. Jeg var egentlig taget ud for at fiske sammen med Jamie, og vi skulle have været her til den tidlige morgen, men fordi vi var blevet lidt uvenner over, hvor vi skulle fiske, og måske også fordi Jamie var træt, så var han taget hjem for flere timer siden. Nu havde jeg fået nok af at sidde herude alene, og det var også begyndt at blive lidt småkoldt. Jeg kunne såmænd også bare have taget mine lange bukser på, men både at skulle finde bukser frem i tasken og trække gummistøvler af gad jeg ikke helt. Så kunne jeg ligeså godt tage hjem og sove i min seng. Jeg havde alligevel ikke fanget noget.
Jeg fik pakket min fiskestang sammen og puttede smågrejet i rygsækken. Da jeg havde været henne ved at træ for at tisse, begav jeg mig afsted langs skovstien helt nede ved søens bred med petroleumslampen i den ene hånd og min spand i den anden.
Natten var klar og måneløs. Tusinder af stjerner funklede klart over den dybsorte sø, der klukkede en smule mod bredden, når enkelte bittesmå bølger rullede ind mod jorden.
Jeg havde omkring tre kilometers vandring gennem skoven, inden jeg ville være hjemme. Mine forældres hus lå lige uden for skoven, og skoven og søen var nærmest min baghave som dreng. Jeg kendte hver en krog af den. Eller det troede jeg i hvert fald, at jeg gjorde. Min tur gennem skoven foregik med raske skridt, og jeg kom hurtigt til at gå med meget jævn hastighed, da den tydelige lyd af mine gummistøvler var det eneste, der hørtes i mørket.
Jeg havde ikke gået meget mere end et kvarters tid, da jeg så en skygge mellem træerne. Terrænet steg lidt til højre for mig, og det var mellem træerne, at jeg havde skimtet noget bevæge sig. Ikke særligt tydeligt, bare en fornemmelse af at stjernerne på himlen bagved blev dækket på en systematisk måde, når noget bevægede sig forbi. Jeg standsede afventende og lyttede. Jeg drejede mig langsomt rundt for at få et overblik over hele skovområdet til højre for stien. Jeg løftede petroleumslampen lidt højere op for, at dens lys kunne nå længere, men det rakte ikke til særligt mange meter i den tætte skov.
Som dreng var jeg ret frygtløs. I hvert fald når det drejede sig om ting som mørke og farefulde sager som at udføre akrobatiske ting højt oppe i trækronerne. Det sidste til min mors store bekymring, der altid råbte formaninger til mig, når hun havde fået øje på mig på den yderste kvist af et træ.
Jeg gik lidt ned i knæ og stillede spanden og rygsækken fra mig på jorden. Jeg tog et skridt ind i skovbunden, og det tykke lag af smågrene og blade knasede højlydt under mig. Jeg tog et skridt mere og så et til, og inden jeg tænkte nærmere over det, var jeg på vej op ad den lidt skrånende skov. Der var længere end jeg lige regnede med. Og højere. Jeg gik vel firehundrede meter, inden jeg nåede toppen af det skrånende terræn, og jeg havde endnu ikke set flere bevægelser, da jeg tog de sidste skridt op til toppen. Der var ingen skov direkte på den anden side, hvor terrænet faldt igen. Jeg så direkte ud i den mørke himmel, da jeg kom op på toppen. Synet af den sorte nat med de mange stjerner var imponerende. Byen lå i den modsatte retning, så der var intet forstyrrende lys i landskabet i den retning, jeg så. Jeg trak vejret dybt oven på min lille vandring og skulle lige til at vende mig om og gå tilbage, da jeg kiggede ned ad bakken på den anden side. Den modsatte side af bakken var beklædt med buskads helt ned til et lille vandhul i bunden, inden der igen kom skov.
Jeg holdt op med at trække vejret, og kunne tydeligt mærke hjertet slå inde i brystet. Et øjeblik var det næsten den eneste lyd, der var i skoven, og jeg er sikker på, at det kunne høres på flere meters afstand.
Jeg kendte udmærket vandhullet neden for bakken. Det var nærmest brakvand, altid helt grønt af alger, plumret og mudret og slet ikke et sted, hvor jeg ville overveje at sætte mig til at fiske, da forhåbningen om at finde levende væsener deri ville være ganske lille.
Men lige nu lyste vandhullet. Jeg blinkede nogle gange med øjnene for at forvisse mig selv om, at jeg ikke så syner. Men det var ganske rigtigt. Vandet lyste. Ikke særligt kraftigt, men alligevel ligesom et stort neonskilt inde i byen. En svag og gribende grøn farve. Og lyset pulserede en lille smule, så det virkede som om, det døde vand var levende.
Min fornuft og min nysgerrighed kom i vildt oprør. Den ene del af min hjerne begyndte at ringe med en stor brandalarm, der fortalte, at dette var ganske unaturligt, og at jeg skulle tage benene på nakken og komme hjem under dynen så hurtigt som muligt. Den anden del af min hjerne var allerede ved at kommandere mine ben ned ad bakken til søen for at finde ud af, hvad dette nu var for noget. Jeg valgte at lade nysgerrigheden styre. Oftest var det faktisk min nysgerrighed, der styrede mig. Også i dette øjeblik, selvom mine nakkehår havde rejst sig, og alle sanserne var slået over på alarmtilstand. Langsomt bevægede jeg mig ned ad bakken, der var noget stejlere på denne side. Jeg skulle holde godt øje med lumsk buskads, der pludselig kunne tage fat i fødderne, så man faldt direkte med næsen ned i jorden. Og alligevel kunne jeg næsten ikke få øjnene fra det grønne lys, der nu kom tættere og tættere på.
Endelig stod jeg for foden af bakken, vel omkring ti meter fra kanten af det lysende vand. Jeg gik nærmere, men standsede igen et lille stykke før kanten. En kølig vind smøg sig omkring mit ansigt, men jeg hørte ikke det mindste pust hvisle i træerne og buskene.
”God aften, unge mand.” Stemmen var dyb og tilhørte bestemt en voksen mand.
Jeg har aldrig haft tendens til at tisse i bukserne, men lige præcis i dette øjeblik var jeg glad for, at jeg havde tisset, inden jeg begyndte at gå hjem. Stemmen kom til højre for mig, og jeg drejede mig forskrækket med lygten, men mistede fodfæstet og faldt omkuld på ryggen. Petroleumslampen landede i noget af buskadset ved siden af mig, men forblev heldigvis oprejst.
”Jamen dog,” sagde stemmen og lød fuldstændigt uanfægtet. Jeg hørte en svag knasende lyd fra et sæt fødder, der bevægede sig et enkelt skridt, og jeg så min petroleumslampe blive løftet op.
En skikkelse kom til syne, og indtil videre kunne jeg kun se hans ansigt i det gule lys fra petroleumslampen, hvor konturerne fra ansigtet selv kastede lange skygger.
Jeg gav et lille vræl fra mig, da han stak en lang genstand hen foran mig. Forestillinger om at blive spiddet på et sværd, eller banket ihjel med en gammel mands stok fór igennem mit hoved, indtil jeg opdagede, at det var skaftet fra en paraply, han holdt hen til mig. Jeg tog fat i håndtaget på paraplyen, og han trak mig op på benene igen.
”Hvem har jeg så æren af at møde her midt om natten,” spurgte den ukendte mand roligt, da jeg lidt usikkert var kommet op at stå igen. Hans stemme var ganske beroligende. Selvom det var skræmmende at møde en fremmed mand ude midt i skoven i den sorte nat, virkede han ikke som en, der om lidt ville sætte mig på et grillspyd for at spise mig som natmad. Han rakte petroleumslampen over mod mig igen, og jeg tog imod den.
”Nicholas,” sagde jeg ganske spagt. Jeg holdt petroleumslampen så højt op jeg kunne. ”Nicholas Chase,” sagde jeg. Denne gang med lidt mere pondus.
”Unge Chase, hvad laver du så øde et sted, på denne tid af natten.” Manden lød slet ikke bebrejdende eller mistænksom, nærmere lidt bekymret for om jeg var okay.
Jeg studerede ham lidt, så meget som jeg nu kunne i det sparsomme lys. Han var meget høj, mere end to meter. Jeg måtte bøje nakken meget, for at kunne se ham ordentligt. Han var iført en lang sort frakke og havde hvad jeg bedst kunne beskrive som en kappe på ryggen. Og så en hat. I dette øjeblik gav han mig mest forestillinger om en mand taget direkte ud af en Sherlock Holmes fortælling.
”Jeg har været ude at fiske,” sagde jeg, og havde nu næsten fået kontrol over mit stemmeleje igen.
Jeg ved ikke, om han hørte efter hvad jeg sagde, for i samme øjeblik tog han et par lange skridt, så han stod helt nede ved kanten til det grønne lysende vand.
Jeg fulgte efter ham med nogle store spring. Igen både båret af nysgerrighed, men også fordi jeg lige præcis denne nat ikke længere brød mig ret meget om mørket.
”Det var vel dette, der fik dig til at gå herned,” sagde den høje mand, og pegede på vandet med sin paraply.
”Mmm,” svarede jeg og nikkede.
”Det er et imponerende syn, er det ikke,” spurgte han, som om vi snakkede om en helt naturlig ting som en flot regnbue eller et kæmpemæssigt vandfald. Han talte meget sjovt. Det mindede mig mest om, når jeg engang imellem blev tvunget med min mor i teateret for at se Shakespeare eller andre kedelige ting.
Jeg kunne ikke meget andet end give ham ret. Det var faktisk ret imponerende at se på.
”Men… men hvad er det,” spurgte jeg. ”Hvorfor lyser vandet sådan?”
”Det er tegn på, at der er arbejde til mig igen,” sagde manden kryptisk.
”Arbejde,” gentog jeg skeptisk.
Manden kiggede på mig, dernæst på søen, og kiggede så på mig igen.
Jeg bukkede mig ned og rakte hånden ud for at røre ved vandet.
”Nejnejnej,” udbrød manden og løftede mig op igen ved et fast tag i kraven på mig. ”Ikke røre.” Han holdt sin løftede venstre pegefinger hen foran mine øjne. ”Ikke røre.”
”Men hvorfor lyser det sådan,” spurgte jeg igen.
Jeg kunne fornemme, at manden tøvede lidt.
”Den lysende Cinquedea er blevet stjålet,” svarede manden og lød mere alvorlig, hvilket dog ikke bragte mig ret meget nærmere til en forståelse af, hvad der foregik.
”Cinquedea,” gentog jeg og smagte lidt på ordet.
”Hør, master Nicholas,” begyndte manden, og lød lidt mere formanende. Jeg syntes, at det lød skægt, at han kaldte mig “master”. ”Er det ikke på tide, at små drenge ligger i deres senge?”
”Nej,” svarede jeg lidt frækt. ”Jeg er 11½ og skal bare være hjemme i morgen tidlig. Det har jeg lovet min mor.”
”Hmmfr,” gryntede manden og var åbenbart ikke meget for kække svar.
”Hvem er du,” spurgte jeg og følte, at min sædvanlige frygtløshed var vendt tilbage. ”Og hvorfor snakker du så sjovt?”
”Mit navn er Thomas Ketil Stigande Melkorka den fjerde,” sagde manden. ”Men de fleste tiltaler mig blot Sir Thomas for nemheds skyld.”
”Okay,” sagde jeg og tænkte, at det måtte have været hårdt at gå i skole med sådan et navn.
”Nå, master Nicholas. Nu må jeg insistere på, at du går tilbage samme vej, som du kom. Dette er ikke et sted for unge herrer lige nu.”
”Kan jeg ikke blive her hos dig,” sagde jeg og har helt sikkert lydt lidt skuffet. Nu var det lige ved at blive spændende, og så sendte han mig bare hjem.
”Nej, jeg får en travl nat,” svarede Sir Thomas afvisende. Han tog fat om mine skuldre, drejede mig rundt og gav mig et blidt puf i ryggen. ”Så, gå nu afsted. Og sov godt.”
Han begyndte selv at gå i den modsatte retning, men jeg standsede igen efter et par skridt.
”Men hvad er denne lysende cinque…ting,” råbte jeg. ”Og hvorfor får den vandet til at lyse.”
Mørket var fuldstændigt stille, og jeg kunne intet se af den mystiske mand mere.
”Hallo,” råbte jeg. ”Sir Thomas.” Jeg spidsede ørerne afventende, men der kom ikke den mindste lyd til svar.
”Øv osse,” mumlede jeg.
Jeg begyndte at gå op ad bakken. Efter en halv snes skridt vendte jeg mig om mod det lysende vand igen.
”I morgen kommer jeg med alle mine venner og graver vandhullet op for at se, hvad det er for noget.” Jeg sagde det ikke særligt højt, for det føltes lidt dumt at stå her og snakke ud i mørket.
Jeg følte igen en svag kold brise mod ansigtet. Jeg vendte mig om for at fortsætte, men gik direkte ind i Sir Thomas’ mave. Jeg var lige ved at sætte mig ned af bar overraskelse, mens Sir Thomas blev stående som en klippe.
”Hør nu, unge mand.” Sir Thomas havde hænderne i siden. ”Trusler kommer man ingen vegne med.”
”Jamen…”
”Så, ikke nogen protester.” Han lagde hænderne på mine skuldre. ”Mine gøremål er ikke for størrelser som dig.”
”Jamen, jeg har en lommekniv, hvis det skulle blive farligt. Og jeg kan løbe stærkt.” Jeg tøvede lidt. ”I hvert fald uden gummistøvlerne.”
Sir Thomas gryntede. Jeg ved ikke helt, om det var fordi han fandt det morsomt.
”Du er en stædig rad, master Nicholas.” Der gik lidt tid, inden han talte igen.
”Godt så,” sagde han pludseligt. ”Følg med mig.”
Han rakte mig hånden, hvor han bar en mørk handske. Jeg tog fat i den, og han begyndte at gå gennem skoven. Hans skridt var lange. Meget lange. Jeg måtte løbe for at følge med og snublede et par gange, men han holdt godt fast, så jeg hurtigt genvandt balancen.
Vi fulgte ikke nogen af stierne, men bevægede os direkte gennem skoven. Nærmest som om han kendte skoven ud og ind og vidste, hvor han kunne komme igennem træer og buskads og styre uden om grøfter og vandløb i bladdækket. Der blev ikke mælet et ord under turen gennem skoven. Jeg havde også nok at gøre med at holde trit med Sir Thomas, så jeg måtte vente med alle mine spørgsmål.
Vi nåede udkanten af skoven i den modsatte ende af, hvor jeg selv boede.
”Så,” udbrød Sir Thomas. ”Lad os så komme afsted.” Vi havde kun få rækker træer tilbage, inden vi var ude i det åbne land.
Jeg så mig omkring og var forberedt på at se en stor, sort hest. Ja, egentlig ville selv et flyvende tæppe ikke have overrasket mig ret meget lige der.
Det skulle vise sig, at jeg ikke tog helt fejl, men at det var hestekræfter i en lidt anden forstand.
Lige uden for skoven skimtede jeg konturerne af en bil.
”Wauw,” udbrød jeg og kunne ikke styre min drengede begejstring, da jeg tydeligt genkendte en gammel Austin 10 her i det svage lys. Jeg løb hen til den og kunne ikke holde fingrene fra den flotte lak, hvor alle stjernene blev genspejlet. Jeg kendte en masse til gamle biler, og dette var en af mine yndlinge.
”Ja, den er jo ikke helt ny,” sagde Sir Thomas uanfægtet af min begejstring.
”Wauv,” udbrød jeg igen og kunne næsten ikke vente med at komme ind i den. Jeg fik hurtigt vristet døren op og satte mig ind i det, der mere lignede en gammel engelsk herskabsstue end en bil. Der lugtede frisk af læder og olie.
Sir Thomas startede bilen, og motoren brølede nogle gange. Det var jo ikke ligefrem en lydløs japansk familiebil.
”Hvad har den kostet? Hvor gammel er den? Hvor stærkt kan den køre?” Mine spørgsmål stod næsten i kø.
”Jeg erindrer såmænd ikke længere, hvor meget den kostede, master Nicholas. Men det er efterhånden svært at skaffe reservedele til sådan en krabat.” Sir Thomas fik vendt bilen og begyndte at køre ud ad markvejen. ”Den er jo også blevet ombygget lidt.”
Jeg kunne ikke holde fingrene fra alle panelerne og læderet i bilen. Den var simpelthen min største drøm. Jeg ved ikke helt, hvorfor jeg var mere vild med gamle klassiske biler end med nye sportsvogne.
Sir Thomas koncentrerede sig om at køre. Jeg så på mit ur, hvor viserne fortalte, at den nu var lidt i halv tre. Jeg lænede mig tilbage i sædet og prøvede at regne ud, hvor vi skulle hen.
”Hvad var det med denne cinquedea ting,” spurgte jeg og brød den ensartede lyd fra motoren.
Sir Thomas trak vejret dybt.
”Den lysende Cinquedea. Eller den lysende femfinger-daggert om du vil.”
”Daggert,” gentog jeg. ”Er det ikke en stor dolk?”
”Jo,” svarede Sir Thomas. ”Og femfinger-daggerten er en ekstra stor daggert. Faktisk betyder navnet, at den er ligeså bred som fem fingre foroven, hvor bladet er bredest.” Sir Thomas rømmede sig. ”En gang for længe siden var der en spansk ridder ved navn Baldakus Ponche. Han var en respekteret og frygtet mand, der havde ført an i mange slag. Og han var virkelig frygtindgydende at se på. Næsten to en halv meter høj og altid iført rustning på sin enorme hest. Og så var han stærk som en bjørn. Hans håndtryk knuste næsten min hånd. Hans daggert var ligeså legendarisk som ham. Ikke mange rendte rundt med en daggert af den størrelse. Den var smedet specielt til ham og vejede intet mindre end 25 kilo. Efter sigende lyste den i mørket, når han brugte den. Derfor fik den sit navn.”
”Var det sådan en magisk dolk?”
”Det kan man godt sige,” sagde Sir Thomas og lød lidt irriteret over at blive afbrudt. ”Han var med tiden også blevet en meget religiøs mand. Faktisk brugte han den sidste snes år af sit liv på at bekæmpe ondskab og grusomhed i det meste af Europa. Hans sidste gerning, inden han døde af alderdom, var at jage nogle frygtede skabninger kaldet Pintorerne gennem mange lande hele vejen her til Wales. I et drabeligt slag fik han dem manet i jorden det sted, hvor vandet i aften lyste grønt. Og hans daggert blev siddende i jorden for at sikre, at Pintorerne blev dernede i undergrunden. Sidenhen er det så blevet til en lille sø, men Pintorerne i undergrunden er årsagen til, at der intet liv er i vandet.”
”Men hvorfor lyser vandet så nu,” spurgte jeg.
”Fordi Ponches daggert er blevet fjernet, og Pintorerne rører nu på sig i undergrunden. Lyset stammer fra dem. Inden længe bryder de ud og vil igen hærge og lave ballade.”
”Så vi leder altså efter en stor lysende kniv på 25 kilo, der har ligget i vandet i nogle år,” sagde jeg for ligesom at få et overblik over situationen.
”Ja, master Nicholas,” sagde Sir Thomas. ”487 år for at være helt præcis.”
Jeg rynkede panden en smule.
”Jamen… havde du ikke trykket ham i hånden?”
Sir Thomas ignorerede mit spørgsmål.
”Og jeg tror, at jeg ved, hvem der har været på spil denne gang.”
”Okay, sagde jeg i forventningsfuld spænding.”
”Argenus.”
Jeg hviskede selv navnet igen.
”Argenus,” gentog Sir Thomas. ”Han er ikke en rar herre. Han har holdt til her på egnen i lang tid, og jeg troede, at han holdt sig i skindet på sine gamle dage. Men nu må vi aflægge ham en visit.
”Jeg skal bare helst være hjemme igen klokken otte,” sagde jeg og løftede armen for at se på mit ur. Klokken var lidt i halv tre. Der gik nogle øjeblikke, inden mit hjerte hoppede et slag over. Jeg løftede min arm igen og stirrede på uret. Klokken VAR virkelig lidt i halv tre. Jeg ville sværge på, at den også var lidt i halv tre, da vi lige havde sat os ind i bilen.
Jeg har formentlig lignet et stort spørgsmålstegn i ansigtet, da jeg fornemmede, at Sir Thomas så på mig, og jeg måbede stadig, da jeg så på ham.
Han sendte mig et blink med det ene øje. ”Jeg sagde jo, at den var blevet ombygget lidt.” Han klukkede.
”Master Nicholas, min unge ven. Ikke alting er så enkelt og forudsigeligt, som du er blevet lært. Min slægt har været omrejsende, som jeg, i mere end tre årtusinder siden min oldefar, Melkorka den første.”
”Tre…,” sagde jeg.
”Vores pligter kræver nogle gange, at vi udfører ting hurtigt over store afstande. Andre ting kan vi kun udføre over meget, meget lange perioder, hvor tingene ændrer sig langsomt. Hvis vi skulle være bundet af de samme begrænsninger som andre mennesker, ville vores opgave være umulig.”
”Er du sådan en slags tidsrejsende,” spurgte jeg.
”På en måde ja, men ikke det du tænker på. Jeg rejser uden for tiden og når både at opleve mange flere århundreder end du, min ven, og jeg kan nå rigtigt meget på det, du vil opleve som et øjeblik. Når du rejser med mig, er det hinsides den tid, du kender til. Men jeg kan ikke rejse frem og tilbage i tiden – slet ikke. Så dit ur går faktisk. Det er ikke gået i stå. Men klokken har bare ikke flyttet sig ret meget, siden du kiggede på det sidst. Så tag du det bare ganske roligt – vi kan nå at udrette en hel del, inden klokken er otte hjemme hos dig.” Han klukkede lidt igen.
Jeg lænede mig tilbage i sædet og prøvede forvirret at forstå, hvad Sir Thomas havde fortalt, men selv efter en del grublen følte jeg ikke, at jeg forstod ret meget mere af det.
”Lad være med at spekulere så meget over, hvad jeg netop har fortalt om tiden,” beroligede Sir Thomas, som kunne han læse mine tanker. ”Selv de største videnskabsmænd har ikke forstået tiden fuldt ud, så ingen kan forvente, at du kan. Lige nu må vi hellere koncentrere os om Argenus.”
”Hvor er vi på vej hen,” spurgte jeg, og havde slet ingen anelse om, hvilke veje vi havde kørt på.
”Argenus holder til i en hule længere nordpå ude ved havet,” svarede Sir Thomas.