Kapitel 3: Faldet fra himlen

Jeg kan huske, da nytårsaften var noget ganske særligt. Faktisk ved jeg ikke præcis hvornår det var. Årene dengang flyder lidt sammen, men det har været da jeg var en elleve-tolv-tretten år. Nytår var et årligt højdepunkt af flere grunde. For det første var der jo al den hjemlige hygge og ikke mindst det store udvalg af slik. Underholdningen på den enlige danske tv-kanal husker jeg også som værende bedre, men det må bestemt være en erindringsforskydning. Så var der jo selve nytårsklokkeslaget, hvor der måtte afbrændes fyrværkeri, hvilket alle børn ser frem til med stor længsel –- skabspyromaner som vi jo er. Jeg husker det slet ikke som de mængder, der afbrændes i dag, hvor raketbatterierne ofte er større end børnene, men spændende og dragende var det jo alligevel. På trods af slik og fyrværkeri var den vigtigste ingrediens i nytåret dog, at der ikke var nogen sengetid. Det var der jo nok, men den lå så meget senere end normalt, at den virkede fraværende. Som den eneste dag i hele kalenderåret måtte vi blive oppe og være udenfor.
””Vi”” er i denne sammenhæng nogle af de andre drenge fra kvarteret og jeg. Jeg husker kun hvem den ene af drengene var. De andre er blevet til udviskede ansigter, men ikke desto mindre var vi nogle værre karle -– i hvert fald denne ene nat om året -– i ly af mørket. Vi kendte hver en krog af kvarteret. Alle hullerne i hækkene, gemmestederne og smutvejene. Det var jo altid praktisk at vide. Faktisk husker jeg de samme år som det tidspunkt, hvor der blev nedgravet fjernvarme i kvarteret. Det betød, at alle vejene var gravet op på kryds og tværs, og hang sammen som én stor, næsten underjordisk labyrint, som gav uanede muligheder for flugt. Alligevel var vi nogle kujoner. Det blev ikke til mange sprængte postkasser. Kunne jeg i dag rejse tilbage og møde mig selv, ville jeg sige: ”Så er det nu, kammerat. Skal den fyres af, så er det mens du stadig kan.”

Nu er det så blevet nytår igen. Det vil sige -– aftenen er overstået. Magien er forduftet. De daglige mængder af slik styrer jeg selv i dag –- ja, det er måske egentlig dem der styrer mig –- og nytårsaften bringer intet nyt på denne front. Sengetiderne er jeg også selv blevet herre over, og jeg er bestemt blevet for magelig til at bevæge mig udenfor i kulden omkring midnat. Hvad fyrværkeriet angår, så er jeg blevet for nærig. Når jeg sidder i lænestolen og nasser på naboen ved at betragte hans romerlys, kan jeg kun tænke på, hvor mange kubikmeter isolering jeg kunne have købt for de samme penge. Jeg under end ikke gadens drenge den glæde de måtte have ved, at snige sig ind til ham eneboeren for at sprænge hans postkasse i stykker. Nej, de blev snydt. Den er pillet ned og står indenfor i sikkerhed.

Tilbage er kun den sidste fridag, inden hverdagen begynder igen. Så kan man da i det mindste sidde og læse i fred. Andre år ville jeg have set nytårskoncert og skihop, som vi gjorde derhjemme, men i en tid uden fjernsyn må jeg fordrive dagens seks lyse timer på anden vis. Så derfor sidder jeg og læser.

Hvis jeg da ikke ustandseligt blev afbrudt af drengene længere oppe ad gaden, som er ved at brænde det sidste krudt af. Igen og igen bliver man løsrevet fra sin bog. Bang! Bang! Uopdragne lømler! Har I da ikke lært den mindste pli derhjemme. Jeg er lige ved at læse noget meget vigtigt af Gustav Wied. Tag hjem og lav jeres lektier, så I måske kan få et arbejde engang. I enfoldige skarnsunger. Og tag så lige at stramme den livrem lidt højere oppe!

Nå, hvor kom jeg fra? Jo, Gustav Wied. Han har mange fremragende beretninger om gnavne, gamle mænd fra en svunden tid. En af de bedre er “Glade Jul, dejlige Jul”” der handler om en stakkels mand, der får sin juleaften ødelagt af bekymringen over “”de halvfjerdsindstyve Kroner, jeg skulde betale den første Januar Klokken tolv præcis”. Og netop denne beretning er jo passende læsning her ved nytårstide, hvor der jo ikke går mere end et par dage, før postkassen bugner af årsopgørelser.

Og her kan man så få vished for, at hvor det i gamle dage var en ganske alvorlig sag at skylde penge bort, så er summerne bestemt ikke blevet mindre med tiden. Gudskelov så kommer der også en opgørelse fra pensionskassen, og det er jo et lille lys blandt de mørke tidender. Sikke en fest. Oh fryd –- hvor kan vi leve i sus og dus, når dagen en dag oprinder.

Når den måned så er gået, og pensionsopsparingen er ødslet bort på mad og husly, så bliver det måske nødvendigt at finde et enkelt skånejob eller to, for at en simpel pensioneret eneboer kan få mad på bordet og salt til sine leverpletter.

Det er svært at forestille sig, hvad man skal ernære sig med til den tid. Hvilket bidrag kan jeg yde i verden, når det halvfjerdsindstyvende år bliver nået. Allerede i dag ser jeg kundskaber visne og sygne hen. Forkastede. Ubrugelig viden. Gammelt ragelse.
For ikke så mange år siden kunne jeg samle en computer med bind for øjnene. I dag ved jeg knap, hvad der skal i. For færre år siden mestrede jeg indtil flere sprog udi programmering. Dem mestrer jeg stadig, men de fleste af dem er blevet efterladt på den støvede informationsmotorvej. Kasserede. De resterende vil sikkert blive det, inden jeg runder de fyrre. Går man en alderdom i møde som en teknologisk oldsag – en anakronisme –- eller er der mon håb?

De unge mennesker spiller Trivial Pursuit. “”Jan”!” råber en spinkel stemme. ””Hvem var statsminister fra 75 til 78”?”. Pause. ””I sidste århundrede altså””. Hvilken frækhed at forvente, at jeg kan fortælle, at det var Anker Jørgensen. Jeg har aldrig været særlig god til spil, der handler om paratviden. Men jeg bliver faktisk bedre og bedre. Måske hænger det blot sammen med, at flere og flere af spørgsmålene handler om min egen tid. Hvor vores forældre kunne tale om svenskerkrigene og oktoberrevolutionen, som var det i går, er det lige pludselig os der er omvandrende eksemplarer af Hvem-Hvad-Hvor. Berlinmurens fald, Ceausescus henrettelse, World Trade Centers kollaps. Store begivenheder i vores liv er foreviget som små papkort, der giver farvede oste på en spilleplade.

Nej, jeg kan nok heller ikke ernære mig som spiller udi paratviden.

Nytåret bringer også et andet årligt ritual. Andre papkort. På køkkenbordet ligger de to aflæsningskort for vand og el. Jeg holder dem i mine rystende hænder, ifører mig pandelampe og gummistøvler, og bevæger mig frygtløst ned i kælderens mørke, hvor jeg vil forsvare papkortene med livet som indsats. Er jeg ikke tilbage inden 2 dage, sender de en kontrollør og et strafgebyr, står der på bagsiden.

I år blev et ganske særligt år. Da jeg åbnede klappen til vandmåleren åbnede himlen sig. Nej, det var ikke et vandrør der sprang denne gang. Det var grangiveligt bassunengle, der truttede. Miljøfanatikere kastede sig i støvet på vejen udenfor. Dér stod tallene. Som vidnesbyrd om en sand helgen – beskytter af planetens ressourcer. I det forgangne år havde jeg kun brugt 25 kubikmeter vand. Det har trods alt sine økonomiske fordele at tage bad i en murerbalje. Det er så lidt, at de sikkert sender en kontrollør alligevel – bare for at være sikre, inden de skal sende penge tilbage.

De penge kan der også blive hårdt brug for, når året starter og julegaveakkorden allerede har lænset kontoen for penge, så saldoen kun lige akkurat går i plus ved årsskiftet. Så følger alle opkrævningerne. Én efter én kommer de. Ja, der er faktisk ikke girokort. Det er bare underretninger om, at de selv har suget pengene direkte ud af bankbogen. Mærkeligt nok går de fleste penge til forsikringer. Året starter simpelthen med at betale sig fra alskens ulykker. Det er moderne aflad. Hvor det før var pavens håndlangere, der solgte syndsforladelse i metermål, er det nu finanskæmper der snylter på vores trang til at leve i tryghed og vished. Selv ind i det næste liv.

Jeg spørger nogle gange mig selv om, hvad jeg skal med en livsforsikring. Hvad i alverden skal alle de penge bruges til? Så meget koster den smule grillkul, der skal bruges, altså ikke, og henne i genbrugsbutikken har de masser af gamle krukker til en femmer stykket. Der er sundhedsforsikring, kritisk sygdom, elskade, tandskade, brilleskade. Der er forsikringer mod borebiller, skimmelsvamp og fugtige lækager, flækkede cisterner og dårlige termoruder. Der er forsikringer mod blæst og skybrud, og forsikringer fra både almindelig brand og påsat brand. For ikke at glemme sygekassen og ulykkesforsikringen, hvor der sågar findes skemaer over, hvor mange kroner der gives per mistet kropsdel.
Når de så har flået bankbogen for en fem-seks cifre, så kan man begynde året med ro i sindet. Sjælen er mere fredelig, når den bor i et legeme, der er pakket ind i vat og bobleplast. Hvordan skulle man da overhovedet kunne komme til skade, når der ikke længere er råd til at bevæge sig udenfor døren? Og livsforsikringen? Nå ja, det er banken der har tegnet den. Jeg er faktisk mere værd død end levende. Jeg klistrer en lille Post-It note på døren. ”Husk at kigge under bilen, inden du sætter dig ind”.

Der følger bestemt mange bekymringer med, når man bliver tredive og køber hus. Det kunne være rart bare for nogle timer at rejse tilbage til dengang, hvor bekymringer ikke eksisterede.

Nytårsdag var altid en solrig dag. Det var koldt og der lå sne. Jeg tør ikke kontrollere fakta hos DMI, for så krakelerer den sidste rest af mit verdensbillede sikkert. Lad os nu bare sige, at det var sådan. Vi iførte os strikkede huer og de halvsure vanter, der endnu ikke var blevet tørre fra natten i forvejen. Dernæst begav vi os ud på en vigtig mission: Jagten på faldskærme!
Kan I huske disse nytårsraketter, som havde et billede af en faldskærm uden på? De skulle efter sigende folde sig ud og dale ganske langsomt ned fra himmelrummet, når deres mystiske indhold var eksploderet i et beskedent farveløst knald. De fås muligvis stadig den dag i dag. Jeg ved det ikke. De er et af den slags produkter, hvor man uundgåeligt tænker: Hvorfor? Hvilken berettigelse har denne egenskab overhovedet? Hvilken forskel gør det, om denne afbrændte blomsterpind falder fra stjernerne med en papirserviet udspændt som faldskærm?
Ikke desto mindre havde de stor betydning i vores drengeverden, og det er måske netop berettigelsen. De stod for noget magisk og sælsomt. Tænk at vi havde sendt noget så højt op på himlen, at det skulle bruge faldskærm, for at komme sikkert ned igen. Noget der havde været oppe, hvor kun flyvemaskiner og rumraketter ellers kommer. At finde dem ville være som at finde et relikvie. De skulle gemmes, for det kunne altid være nyttigt at have en faldskærm til sine legomænd.
Således gik vores nytårsdag. Ubekymret i jagten på faldskærme. Ubekymret om forsikringer, pension og gæld. Ja, faktisk var selv juleferiens slutning noget der befandt sig i en fjern, fjern fremtid langt borte fra vores sind. Hvor kunne det være rart blot engang imellem at genfinde en flig af barndommens enkelhed.

Jeg har lagt Gustav Wied fra mig. Det må være nok kultur for denne måned. Jeg drager et lettelsens suk over, at jeg igen kan hænge en ny kalender med kongefamilien op. Endnu en gang undgik jeg spændetrøjen. Atter et år blev overstået uden at synke i fordærv.

Det er blevet tid for at starte det nye år op. Der er ting der skal gøres!

I mine psykologitimer lærte jeg engang, at personer der er meget organiserede, havde haft traumatiske oplevelser i deres anale fase. Nu vil jeg ikke starte noget længere foredrag om den orale, genitale og anale fase, men min psykologilærer kaldte sådanne personer for ”analfiksere”. Og jeg må nok erkende, når jeg står her og kigger på den småskæggede mand i spejlet, at det er præcis hvad jeg er endt som.

Det er en arbejdsskade – uden tvivl. Mit arbejde har i mere end et årti handlet om databaser, tabeller, skemaer, udregninger, gennemsnit og normalfordelinger. Jeg er blevet gennemorganiseret i sygelig grad. Mit liv står pakket i 70 flyttekasser. Ikke tilfældige, slidte flyttekasser lånt ved venner og familie. Nej, ensartede flyttekasser, der kan stables pænt. I øverste højre hjørne af dem alle sammen står beskrevet hvilken kategori af indbo de indeholder. Ved siden af står halvtreds blå plastikkasser, der hver især indeholder organiserede småting, som jeg bruger til spejdermøderne. Ved siden af igen står store gennemsigtige plastikkasser med mit tøj. Én til sokker, én til bukser, én til hver en type beklædningsgenstand. Jeg kan godt lide overblik over hvor ting er. Det giver følelse af kontrol i en ukontrolleret hverdag.

Og det er således mit liv som eneboer har formet sig. Sat i system. Der mangler kun et ISO-certifikat for at tilværelsen vil være perfekt og komplet forudsigelig.

Min første gerning i det nye år er at klargøre årets ugeskema. Jeg har tendens til at være en anelse distræt. Da det ødelægger illusionen om total kontrol, har jeg fundet redskaber der kan hjælpe mig. Alle ugens tilbagevendende gøremål er samlet i et skema. Så ved jeg præcis, hvor mange gange jeg skal tømme postkassen, hvornår jeg bør vaske op, om toilettet trænger til at blive rengjort og om blomsterne skal have vand. Alt er tildelt point, så jeg ved et enkelt blik ned over mit regneark kan se, om det har været en god uge eller en ringe uge. Har den været blandt de ti procent bedste uger i år, eller de ti procent dårligste.

Blandt ugens gøremål hører at gennemgå min checkliste. Checklisten over ting i mine tasker. Ja, faktisk har jeg en checkliste over både hvad jeg har i hver af mine tasker, hvad jeg har i handskerummet og over, hvad der bør være i førstehjælpskassen. Også når jeg drager afsted til Bilka, hvilket sker tirsdage eller torsdage klokken 20, så har jeg i lommen en færdig liste over de knap 30 ting jeg skal sørge for at have derhjemme. Så glemmer jeg nemlig aldrig at købe tandpasta (Zendium Mild Whitener), kaffepuder (Senseo Medium Roast), vaskepulver (Biotex) eller shampoo (Sanex), eller de andre irriterende små ting, som man ellers altid glemmer.

Lad dette være ”Jans ungkarleråd nummer 2” i denne ”Håndbog for eneboere”: Sæt indkøbene i system og skift aldrig mærke. Allerhøjest hvis du udvikler allergi overfor shampooen. Så kan du nemlig lynhurtigt zigzagge gennem Bilka uden at falde for unødige fristelser opstillet på hovedfærdselsårerne. Sørg for at købe ind maksimalt en time før lukketid, og tag kun en indkøbskurv med derind. Ikke deres Brenderup-trailere af nogle indkøbsvogne. Men vogt dig! Sirenerne synger lokkende sange fra delikatesseafdelingen. Sørg for guds skyld for at have spist inden du tager derned. Skulle dette glippe, kan du i nødstilfælde købe en slatten foccaciabolle på vej gennem forhallen.

Det er med til at spare på håndørerne, så man måske har råd til også at opleve næste nytårsaften. Jeg vil ikke endnu falde for fristelsen til at sige som min farmor: ”Det bliver nok også min sidste”. For det er vigtigt at starte året på en frisk – med hjertet fuld af gå-på-mod. Det er ikke til at vide, hvad året bringer. Altså lige bortset fra de skemalagte 52 blomstervandinger, 104 postkassetømninger og 156 gange maskinvask.

—

Bliver det badeværelse mon nogensinde færdigt? Er Snigende Uldsok en indianer, kan man skændes med sine egne stemmer og burde de egentlig ikke give et større personfradrag? Følg med hvis du vil have vished.