Kapitel 2: Åh gud -– hvad er dét for en knude?

Fornemmelsen af storhed er formentlig noget, der findes inden i os alle sammen, mens vi er børn. Fornemmelse er et forkert ord. Forventning er mere korrekt. Troen på, at vi bliver til noget stort, blive rige og berømte, stærke og smukke. Og ikke bare bliver til noget stort. Nej, snarere at vi bliver til noget stort indenfor alle discipliner. Politimand, statsminister, astronaut, videnskabsmand, nyhedsoplæser. Rendyrket omnipotens.

Denne omnipotens havde velsagtens gode kår hos mig. Som en rimeligt belæst dreng i en skole, hvor langt størstedelen kom fra hjem, der ikke just kan kaldes akademiske, var det svært at tro andet end, at man var skabt for noget stort. Så måtte rigdommen og berømmelsen vel også komme en dag. At være stærk og smuk lå det så lidt tungere med. Jeg var selvsagt ikke blevet stærk af at sidde i en stol og læse bøger, og nogen græsk gud lignede jeg vel næppe. Så denne del af illusionerne forsvandt ganske tidligt. I hvert fald hver eftermiddag, når jeg blev jagtet henover Grønnemarken af et par drenge fra Adelgade. Så meget for at blive politibetjent.

Selv de medfødte skavanker gav ikke anledning til at overveje, om fundamentet kunne bære storheden. Som så mange andre drenge var jeg skabt med taleproblemer. De fleste, der kender mig i dag, vil mene, at det må være løgn. Sandt er det dog, at jeg klarede mig igennem min opvækst ude af stand til at sige ord, der startede med den svært undværlige v-lyd. Hvor, hvordan, hvem, hvorfor, hvad, hvilke. Det er intet under, at jeg har baseret mit liv på, at finde ud af tingene selv i stedet for at spørge andre. At undvære denne lyd er i øvrigt lidt af en belastning, når man bor i Voldgade, og går på Vestbyskolen. Af samme grund kaldte jeg altid sidstnævnte for Ryesgade Skole. Det var der sjældent nogen, der bemærkede. Det var straks sværere at undgå, når talen faldt på min hjemmeadresse.

Den mest markante følelse hos børn er måske følelsen af udødelighed. Intet ligger de fleste børn fjernere end tanken om, at de en dag selv skal dø. Når man har rundet de tredive, går det her med døden efterhånden op for én. Statistikkerne begynder at tale én imod. Inden længe runder man punktet, hvor man er tættere på sin død end på sin fødsel. Dette punkt ligger faktisk kun ganske kort tid efter, at man begynder at holde øje med mulige skavanker på kroppen. Plejer det modersmærke at være der? Av -– hvor gør det ben ondt. Og hvad er nu det for en knude under armen? Først da erkender man for alvor, at nu går det ned ad bakke.

Jeg blev spejderleder for en tolv-tretten år siden. Dengang kunne jeg være på lejr i en uge og knap mærke det, når jeg kom hjem. I dag kan jeg mærke det i en uge, når jeg kommer hjem efter en weekendtur. Der var også engang jeg nemt kunne løbe ungerne op. I dag bliver jeg forpustet, inden jeg har bundet mine snørebånd -– og er også nået til det punkt, hvor jeg overvejer, om der er andet jeg skal, når jeg alligevel er kommet helt derned.

Det er helt sikkert blevet tid for at motionere noget mere, så man ikke taber pusten så let. Det er da også blevet til lidt i år. Faktisk er jeg begyndt at lade bilen stå, og spadserer i stedet ned i byen, når jeg skal handle på Søndergade. Ja, okay, jeg indrømmer, at det så godt nok kun er de to sidste dage før jul, at jeg overhovedet handler på Søndergade, men alting skal jo starte et sted. Jeg ifører mig spadseredragten og eneboeren går langsomt den tunge gang ned til gågaden for at gøre juleindkøbene.

Jeg er nået til et fantastisk punkt i mit liv. Jeg er nået præcis til det punkt, hvor alle mine nevøer og en enkelt niece har en alder, hvor de foretrækker bløde pakker. Det betyder, at mit jule-yuppie-hjerte kan banke kraftigere, og at jeg kun behøver at køre dankortet gennem én enkelt terminal. Jeg har en foretrukken tøjforretning –- altså bortset fra den, hvor jeg køber alle mine sorte bukser og blå skjorter –- hvor de er fortrinlige til at vælge det rigtige tøj, som unge mennesker vil gå i. Hvis jeg selv skulle finde tøjet, ville de nok blive temmelig skuffede over at få bukser uden hængerøv, skjorter der rent faktisk ligner skjorter, for slet ikke at snakke om sko, der ikke ligner noget hunden har gnavet i. Nej, dér i min foretrukne butik ved de, hvad de unge vil have. Seks minutter tog det, og julegaveakkorden havde dermed sat ny rekord. De sagde også pænt tak i butikken og ”vi ses til næste år”. Det er nu rart med modne ekspedienter, der ikke siger “”ha’’ en fortsat god dag”.”

For hvad ved de egentlig om det? Hvad ved de overhovedet om min dag? De ved ikke en bønne om ham eneboeren med skægstubbene, som spankulerer af sted i halvmørket bag gågaden. Måske går han slet ikke og tænker på alle julegaverne. Måske går han og tænker over det liv, der ligger bag ham.

De seneste par år er jeg begyndt at overveje alt det, der ikke blev nået. Alle de ting som man mente, der var tid nok til, mens man stadig var i tyverne.

Når man er i tyverne, er det rart at vide, at der ikke er så mange, man skal leve op til. Der er ikke pokkers mange millionærer på den alder. Der er heller ikke så mange berømtheder på tyve. Der er så til gengæld uden tvivl mange smukke mennesker på den alder, men er man først blevet millionær, kan man vel betale sig fra resten. Se bare på Michael Jackson for eksempel…

Helt anderledes grufuldt står det til, når man bliver tredive. Nu er der lige pludseligt mange jævnaldrende, som både er succesfulde, millionærer og verdensberømte. Så melder bekymringerne sig om, om tiden er ved at rinde ud, og om man skal ende sine dage som en ukendt fattigprås.

Status kan jo hurtigt gøres op, og en lang række af mulighederne for selvudvikling må desværre streges ud med det samme. Fysikken udelukker mulighederne for at blive politimand, hærfører eller fotomodel. Med en næse på størrelse med en synagogenøgle kunne jeg aspirere til overrabbiner eller persisk tæppehandler, men ingen af delene kan læses på aftenskole. Mine atletiske evner gør, at jeg ikke engang vil være i stand til at gennemføre et spil kroket, så guldmedaljer må også udelukkes. Statsminister og nyhedsoplæser kunne være muligheder, hvis ikke det krævede så megen tale. På et eller andet tidspunkt vil befolkningen bemærke, at et enkelt bogstav er udgået af alfabetet.

Altid ender overvejelserne med, at man jo også bare kunne vælge at være sig selv. Det kræver ikke at man går over på SU, og der er heller ingen eksamen.

Det har nemlig også sine fordele at blive tredive. Man er nået til et punkt i livet, hvor andres mening holder op med at have betydning. Ikke at den for mit vedkommende har haft drastisk indflydelse de foregående år, men der er dog visse forfængeligheder, som man altid har valgt at holde skjult. Nu er det ikke længere helt så pinligt, at man hører P1 i bilen. Det er heller ikke helt så slemt, hvis man kan lide at være kunstnerisk, og skulle man komme til at fælde en tåre over et drama i fjernsynet, så er det heller ikke længere så slemt, at det vil blive brugt imod én. Det kan altid undskyldes med, at man er blevet gammel og sentimental.

Og nu vi taler om P1, så ligger det generelt lidt tungt med det kulturelle i mit liv omkring de tredive. Radioen derhjemme står fast indstillet på Radio Horsens, og det gør jo unægteligt den kulturelle informationsmotorvej lidt smalsporet. Faktisk er det ikke Radio Horsens og det, at de sender radiobingo hver lørdag, mens man spartler vægge, der i sig selv er skræmmende. Det skræmmende bliver klart, når man begynder at genkende dem, der ringer ind som vindere under programmet og man kan huske, hvor mange uger det er siden, de sidst ringede. Når man sådan en lørdag eftermiddag har hørt på alle de ældre kvinder, der har vundet gavekort til Fix Køkken & Bad i Uldum, er man nødt til at købe lotto-kuponer inden klokken 17. Ikke fordi man føler sig specielt heldig efter at have hørt radiobingo -– tværtimod faktisk. Det er snarere med et håb om, at man kunne få noget større og bedre ud af sin dagligdag end radiobingo, hvis man lige vandt en million eller ti. Et par timer senere står det så klart, at man i hvert fald den næste uges tid fortsat er tvangsindlagt til sit kulturforladte liv. Det er godt, at man i det mindste kan læse Kig Ind nede ved pizzabageren, så man kan følge lidt med i de vigtigste kulturbegivenheder rundt omkring i verden.

Timeglasset løber. Det er der ingen tvivl om. Det kunne være rart, hvis man bare for en stund kunne sætte en prop for sandkornene, så man kunne nå at indhente det forsømte. Bare fem år. Eller måske ti. Så skulle jeg ikke kræve mere.

August måned gik med polterabends og bryllupper. Som om det ikke er slemt nok én gang på en måned at blive mindet om, at alle andre kommer videre med deres liv. Nej. Nogen deroppe har sans for humor og synes, at der skulle to bryllupper til indenfor samme måned. Så kan man sidde dér til skåltaler i timevis, velanbragt mellem to kvinder, der kan fortælle stort og småt om deres egne bryllupper, og som i øvrigt må gå tidligt hjem, fordi de har fået plukveer. De plukveer jeg selv havde dagen efter, havde dog intet med undfangelse at gøre.

Apropos undfangelse så blev det også til en enkelt barnedåb i år -– ja faktisk en dobbeltbarnedåb, hvor jeg fik æren af at være fadder. Og så endda her i julemåneden. Inden man har set sig om, har man påtaget sig ansvaret for bønner, salmesang og bibelhistorier i tilfælde af forældrenes bortgang. Vi har love for mangt og meget i dette land, men ingen der forhindrer, at så betydningsfuldt et hverv kan lægges i hænderne på simple folk som jeg.

Med sådan et ansvar følger dog også nærgående spørgsmål fra nær og fjern. “”Nå, det er vel også snart din tur”” efterfulgt af en vejrtrækning og “før det er for sent”.”
Jeg indrømmer blankt, at bibelhistorie ikke er min stærkeste side, men jeg synes dog at erindre, at Abraham fik børn i en temmelig sen alder. Endda selvom han boede i et telt ude i ørkenen, hvor dating-tjenester på internettet endnu ikke var almindeligt udbredt.

Nej, på dette punkt er jeg fortsat den effektive yuppie, der har prioriteret tilværelsen. Det er ganske meget enklere at låne andre folks børn i nogle dage, for blot at kunne aflevere dem igen, når de begynder at lugte eller bliver vrøvlede. Det kræver heller ikke, at man køber en hest, skal have bil med plads til ni eller skal have huset bygget om.

Mine venner, der netop har fået børn, har også fået huset bygget om. Dejligt stort hus med velsagtens tyve børneværelser og mekanikergrav i garagen. De skulle have et nyt stort samtalekøkkenalrum, eller hvad den slags hedder nu om dage, med sænkede sokler og tredive procent mere skabsplads. Flot er det, og jeg ville bestemt ønske, at min matrikel var stor nok til sådan noget. Men så er det at jeg inden dåbsfrokosten,– i deres hjem, –kommer til at kigge på deres køleskab. Det er sådan et af de her amerikanske køleskabe med dobbeltdøre i børstet stål på størrelse med porten i kirken, som vi lige har forladt. Her går det op for mig, at jeg har rum i mit nye lille hus, der er mindre end deres køleskab. Det har altid været vigtigt for mig at have et køleskab, hvor der er plads til, at jeg kan stille hele rammer med dåsecolaer ind. Det er meget effektivt og pladsbesparende. Og her står jeg overfor et køleskab, hvor min bil -– en varevogn –- ikke er stor nok til at kunne transportere colarammer nok hjem fra Tyskland til at kunne fylde det. Det hænder, at jeg i mit køleskab finder et glas med en ubestemmelig farve og tænker ””ad –- den skulle jeg vist have smidt ud inden golfkrigen”.” Med et køleskab i den størrelse ville sådanne glas gå tabt for bestandigt. De ville blive til kuriositeter. Levn fra en glemt verden, og ville med tiden ende deres dage som fossile brændstoffer.

Det bør fornemmes ovenfor, at det er blevet til en del store begivenheder i den seneste tid. Store begivenheder for andre – gratis mad for mig. Hvilket i øvrigt er min livret. Det er selvfølgelig rart, at kunne se sine venner komme videre med deres liv, men det er hårdt at skulle følge dem. Især gennem prøvelserne til en polterabend.

Nej, det er nu rarest at gå rundt derhjemme. Bare sådan helt alene i trygge omgivelser, og kunne koncentrere sig om sine egne sysler. For eksempel som forleden dag, hvor jeg kunne koncentrere mig en hel dag om at ordne forhaven. Ikke fordi ti kvadratmeter forhave kræver nogen overmenneskelig præstation, men det var nu alligevel rart, at kunne ordne den, inden den ville blive til et samtaleemne i nabolaget. Som jeg tidligere har været inde på, går jeg meget op i effektivisering af dagligdagen. Jeg havde valget mellem at asfaltere min forhave eller udlægge barkflis over det hele. For trods alt fortsat at kunne give indtryk af, at være blot en smule havemand, og skåne livet for 2 buske i forhaven, valgte jeg den sidste mulighed. Barkflisen havde dog ikke ligget der en halv time, før jeg hørte nogle forbipasserende undre sig over, hvorfor der lugtede af rådne frugter i gaden. Jeg gav kirkegården skylden.

Haven er nu generelt et godt tilflugtssted, når man vil glemme livets realiteter –- rådne frugter eller ej. Ofte møder jeg min energiske nabo i haven. En mand i 70’erne, der ser ud til at have alverdens tid til sin rådighed til at gå og pusle om sin græsplæne, så den er mere glat end mine bukser efter strygning. Han har altid tid til at snakke en times tid eller to. Vejret er jo et godt sted at starte. En klassiker, der kun overgås af at snakke om de øvrige naboer. Faktisk er det at gå i haven den bedste kilde til rygter. Det er godt nok også den sikre måde til selv at blive en del af rygterne. ””Hvad er ham den nye i nummer atten nu ved at grave ned,”” er der sikkert en del naboer, der har snakket om, når jeg igen er ved at grave et stort hul for at skaffe jord til opfyldning andre steder, hvor jeg har fjernet sten fra de foregående ejeres stenfetish. Det kan være, at jeg er blevet til den lokale øksemorder, der graver afhuggede kropsdele ned i baghaven.

Døde mennesker har nu også en bizar tiltrækning for folks fantasi. En af mine bekendte gav for nylig udtryk for, at det da måtte være uhyggeligt at bo alene i sådan en ruin af et hus. Tilmed et hus, hvor den tidligere ejer er udåndet. Jeg må sige, at det ikke bekymrer mig synderligt, hvor mange der er gået bort i huset bortset fra, at det kunne forklare lugten i kælderen. Som nabo til en kirkegård har jeg et ret pragmatisk forhold til omkringfarende sjæle. Hvis de virkelig farer omkring, så kunne de altså godt tage at give en hånd med. De vil unægteligt have noget lettere ved at komme ind i skunken for at understryge. På den anden side er det vel næppe at foretrække, at få hjælp fra personer, der har evigheden på deres side. Det synes de jordiske håndværkere allerede at have. Nej, på det punkt er jeg nok overladt til mig selv. Nu hvor forventningen om udødelighed for længst er skrinlagt, kan jeg kun trøste mig med, at hvis byggeriet tager længere tid end banken forventer, så kan huset i det mindste ende med at blive mit mausoleum.

—

Følg med i de kommende kapitler, når eneboeren går ind i sit 34. år, overvinder nye grænser, giver råd om planetens ressourcer, og måske får færdiggjort badeværelset.