Simon slap joysticket og lænede sig tilbage i stolen, der straks formede sig efter hans ændrede kropsstilling. Den store vægskærm slukkedes og computerspillets maleri forsvandt sammen med de monstrøse fantasivæsener.

Han gned sine øjne der var trætte efter det lange spil. Han trykkede på en af knapperne på lænestolens armstøtte og væggen lyste op i et gigantisk billede af den sydamerikanske regnskov, som den havde set ud i det enogtyvende århundrede. Det virkede ikke særligt realistisk. Det syntes han ikke nogle af vægscenarierne gjorde. Måske skyldtes det, at de alle forestillede ting, han aldrig havde set i virkeligheden. Der var kun naturbilleder. Billeder af sneklædte bjergtinder, frodige schweiziske dale, bisonflokke på flugt over prærien. Altsammen ting som enten var en sjældenhed eller som ganske enkelt slet ikke fandtes mere. Men hvem ville se billeder fra deres egen verden ? Der var intet at tage billeder af – slet intet at beundre.

Simon rejste sig og gik hen til bordet i værelsets ene hjørne. Han begyndte at pakke den lille uanseelige plasticpakke op. Han sled i den knitrende indpakning og stod tilsidst med sit beskedne måltid i hånden. Det syntetiske næringskoncentrat så ikke ud af meget, og den blålige geleklump kunne næppe siges at stimulere appetitten. Der var kun to fordele ved denne slags føde; det var nemt og man behøvede aldrig, at spekulere på hvad man skulle have at spise.

Da han havde gumlet dagens madration i sig, satte han sig atter hen i stolen. Han kaldte nyhederne frem og de aktuelle hovedoverskrifter rullede langsomt hen over den store skærm, hist og her med de få billeder, der ikke var blevet bortcensureret, og altsammen akkompagneret af syntetiske kommentarer.

Da transmissionen var forbi, rejste Simon sig og trak sin tynde kunststofdragt af. Den type beklædning var blevet moderne under energikrisen, da kampen endnu stod mellem leviathanerne og gaianerne. På mirakuløs vis havde producenterne formået at holde deres forbløffende markedsandele selv efter krisen, og nu var ingen af de gamle beklædningstyper til at opdrive mere.

Han holdt det tynde materiale mellem fingrene. Det skulle holde næsten ethundrede procent på kropsvarmen så yderligere opvarmning var overflødig; en ting som nu var ganske uden betydning. Energien kom i overflod fra de utallige atomkraftværker, som arbejdede på højtryk udenfor de overdækkede byer.

Simon slap dragten og den dalede langsomt ned på gulvet, hvor den landede lydløst. Han satte sig tungt i stolen og sukkede opgivende. Han trykkede atter på en af armstøttens knapper.

“Fortæl mig om Leviathanernes historie.”

Et øjeblik skete intet. Så begyndte den syntetiske stemme med en unaturligt ren kvindelig klang, at messe en lille del af de sidste to hundrede års historie op. Den eneste del han kunne udenad. Et billede af en mand med et bredt firskårent ansigt dukkede op på skærmen.

“McCarthy, Joseph R., småsang maskinen, som var det de eneste ord den kunne udtale menneskeligt. – Født 2109, død 2157. Grundlægger af Det Leviathanske Parti, senere blot kaldet Leviathanerne. Blev 2150 valgt som præsident, og var de næste syv år leder af LIA, som forestod en stærkt kritiseret udrensning blandt Gaianerne, tilhængerne af Det Gaianske Folkeparti. 2156 anklaget for meddelagtighed i attentatet mod Gaianernes daværende partiformand James Edward Lovelock. Frifundet 2157. Skudt af ukendte gerningsmænd straks efter frifindelsen. Som økonomisk og handelsmæssig sammenslutning voksede Leviathanerne sig endnu stærkere efter McCarthys død. Den stigende integration af politik og økonomiske interesser blev stærkt kritiseret fra Gaianernes side, hvilket kulminerede i Den 2. Energikrise. For Gaianerne, der almindeligvis blev opfattet som energikrisens årsag, betød dette en isolation fra de samfund som ved Leviathanernes og industrimagnaternes hjælp skød op i de hermetisk lukkede byer. Også som politisk organisation voksede Leviathanerne stærkt og talte i 2202 99 procent af den hermetisk aerobe befolkning. Denne procentdel har Leviathanerne holdt de sidste 48 år.

McCarthys ideologi havde rødder i…”

Simon afbrød oplæsningen af den historie, der blev terpet fra man var ganske lille. Den gjorde ham gal. Aldrig var der nogen som hørte historien fra en anden vinkel. Længere fremme i teksten kom en rigtig røverhistorie om McCarthys kamp mod flertallet hele livet igennem, om en påstået godhjertethed og ideologisk genialitet.

“Gaianernes historie,” beordrede Simon.

“Det Gaianske Folkeparti, politisk organisation stiftet 2122, siden slutningen af sidste århundrede at opfatte som et humoristisk indlæg i den mere seriøse politik. Hovedparten af dens tilhængere er at finde i de aerobe samfund.”

“James Edward Lovelock,” sagde Simon.

Skærmen flimrede og et billede af en midaldrende mand dukkede op.

“Lovelock, James Edward. Født 2102, død 2156. Stifter af Det Gaianske Folkeparti 2122. Systemkritiker under McCarthys styre 2150-57. Advarede mod overflødiggørelsen af mennesket i sin bog Harmageddon (udgivet 2152). Deporteret til Konsortiets kolonier i Australien 2153. Fundet myrdet 2156.”

“Fortæl om Harmageddon.”

Maskinens betænkningstid var lang, måske overvejede den om den overhovedet ville give ham en redegørelse.

“Harmageddon. Oprindeligt bibelsk udtryk. I Johannes Åbenbaring stedet for det endelige opgør mellem godt og ondt, det gode symboliseret ved Messias, det onde ved Leviathan, slangen fra Edens Have. Ligeledes titel på omstridt bog af systemkritikeren James Edward Lovelock, omhandlende problematikken ved den voksende aflastning af mennesket gennem teknologiske fremskridt. Bogen advarede om psykologiske abnormiteter hos mennesker, som føler sig overflødige for samfundets fortsatte beståen, og fremsatte den ide, at for hvert teknologiske fremskridt der bliver gjort, vil menneskets psykologiske udviklingstrin blive sat et lige så stort skridt tilbage. Bogen blev forbudt straks efter udgivelsen.”

Simon trykkede på en anden af de mange knapper på armlænet og han så sig selv på den store vægskærm. Det var meget smartere end et spejl, for man kunne se sig selv, som man rigtigt så ud, ikke spejlvendt og man skulle ikke stå og vende og dreje sig; det klarede kameraerne for én.

Han var bleg, næsten ligeså hvid som de sterile vægge. Det ærgrede ham, at han ikke kunne komme til at se ud som de solbrune mennesker han havde set i gamle bøger. I sine multimedieleksikoner havde han gang på gang betragtet de mange optagelser af folkene på de caraibiske strande og stammefolkene i Kenya og Nigeria. Sådan ville han gerne se ud. Han ville godt have sig et solarie, men de var ikke til at opdrive mere. Efter at kræfttilfældenes antal var eksploderet i slutningen af det tyvende århundrede, var folk blevet hysteriske med hensyn til den slags apparatur og alt andet som var mistænkt for at fremkalde kræft. Det var en af grundene til at den syntetiske mad havde vundet frem, og nu var den eneste næring der kunne købes for en arbejderløn, nemlig fordi man havde været rædselsslagen over alle de ting, den naturlige mad indeholdt af menneskeskabte carcinogener.

Under hans lyse hud trådte de mange blodårer tydeligt frem. Den syntetiske mads forbandelse; ingen havde så meget som ét gram overflødigt fedt på kroppen.

Kun samfundets elite havde ansigter hvor det ikke var muligt at stikke sig på kindbenene, til gengæld var de også så overvægtige, at de døde som fluer. Så var de da i det mindste frie for at skulle kæmpe om magten. Spidserne var de eneste der havde råd til at købe de slagtedyr der blev opdrættet i de underjordiske stalde, hvor den radioaktive stråling var minimal.

Hans tindinger lå som mørke fordybninger under den ragede isse. Raget fordi man for enhver pris ville undgå unødig kontaminering af beboelserne, gennem radioaktivt støv og bestrålede mikroorganismer som kunne have sat sig i håret hos de der arbejde i de åbne områder. De eneste der måtte have hår, var den ikke arbejdende overklasse, men blandt dem var det blevet mode trods alt at lade sig rage, for i stedet at bære paryk. Det er da vist sagt af kloge folk, at historie gentager sig.

“De dovne sataner gider garanteret ikke vaske sig, mumlede Simon for sig selv og slukkede for skærmen.”

Han vendte sig om og gik hen til sin deprivator, der stod i et hjørne. Simon kravlede op i den og sank langsomt ned i den kropsvarme kolloide væske, som straks omsluttede hans krop og holdt den stille, så den føltes meget nær vægtløs. Han tog brillerne på, og de lukkede sig tæt omkring hans øjenparti. Den følsomme indretning registrerede, at han forholdt sig roligt og den digitale indretning på brillernes inderside lyste op med et fluorescerende skær, da de indledte hans færd ind i ingenmandsland.

Ingen lyde slap ind gennem værelsets kraftigt isolerede vægge, intet generende lys slap gennem brillernes krystal. Enhver sensorisk påvirkning af hans krop, udover den der blev visualiseret af hans egen hjerne gennem brillernes digitale indre, blev undgået. Den sensoriske deprivation var total. Deprivatoren var standardudstyr i ethvert hjem. Ingen mente at kunne klare sig uden en sådan. Den gav fuld psykisk og fysisk tilfredsstillelse og havde forlængst afløst kaffe, tobak og narkotika.

Magthaverne var også afhængige af deprivatorer. Ikke kun for at holde sig selv igang, men også for at bevare magten. I disse avancerede tænketanke hvor imaginære verdener blev levendegjort i tredimensionale billeder, blev enhver oprørstrang effektivt fjernet.

Deprivatorerne gav folk styrke til at klare endnu en dags arbejde, klare endnu en dags undertrykkelse, men bortopererede samtidigt alle arbejderklassens ønsker om at tilrane sig magt. Gnavede sig ind i deres sjæl, mens de lå henslængt i den tykke skvulpende væske.

Nogle geometriske figurer dukkede op på skærmen, flimrende og dansende mens de konstant skiftede farve. Sådan startede de indre rejser altid, med en udtømning af deres dagligdags enkle, symmetriske verden, inden de kunne træde ind i deres vildeste fantasier og begive sig afsted mod forløsningens tropeø.

Simon plejede at forestille sig vilde jagter over solsvedne stepper; så sig selv hujende og skrigende sammen med en lille gruppe mørkhudede stammefæller, mens en gazelle skræmt flygtede afsted hen over den stenede jord foran dem.

I den sidste tid havde han bare ikke kunnet komme så langt. Det blev ved nogle svage og udflydende billeder. Han kunne ikke længere slappe helt af, havde svært ved at koncentrere sig. Det var som om hans indre energiressourcer var ved at være brugt op. Han kunne ikke længere udligne og eliminere frustrationen og angsten. Frustrationen over trivialiteten og angsten for hvad der ville ske med dem alle sammen. Hver eneste dag var som den anden, arbejde i forsyningssektoren med yderligere forarmelse af jordoverfladen til følge.

Så med ét var han der. Ikke som nogen bestemt, blot en skygge blandt andre skygger, omkring det varmende og beskyttende bål hvor kød fra et nyfanget dyr, sydede og spruttede for enden af tilspidsede grene. Han blev ikke regnet for noget, lige så lidt som alle de andre. Han sad der kun for at overleve.

Spændingen fik det til at risle gennem ham. Farerne der lurede overalt, kampen for at få fat i maden, selvstændigheden. Han var fri. Dét var spændende. Ophidsende. Han var afhængig af de andre. Uden dem ville han givetvis dø. Men hvad betød det, hvis han blot døde som en fri mand. Bålet knitrede svagt og brillernes fluorescerende lys vendte tilbage.

Et par stjerner dukkede op og blinkede til ham bag den kunstige nattehimmels sorte slør. Tankerne var ikke til at få styr på mere. Førhen havde han altid følt sig som den eneste der så alting rigtigt, som et uskyldigt offer for andres enfold. Nu var han ikke længere så sikker. Måske var han bare den halvgale søn af intelligentsiaen som andre anså ham for. Havde han mon narret sig selv ? Var det ham der var den enfoldige ? Han vidste det ikke.

Månen dukkede op for hans blik og han stirrede sig blind på dens sørgmodige ansigt, hvor kraterskråninger og stensletter dannede tårebaner fra de forlængst udtørrede øjne.

Hans rejse var slut. Ingen spænding, ingen forløsning. Simon tog skuffet brillerne af igen og rejste sig. De polymere egenskaber i den tykke væske gjorde, at ikke en eneste dråbe blev siddende på hans krop. Han kunne stå op ligeså tør, som han havde været, da han havde lagt sig ned.

Han gik hen til Isabelles krop der lå skødesløst på gulvet, blodig og forrevet. Han trak vejret dybt, ærgerlig over at han ikke havde kunnet holde sig i skindet. Han havde savnet spændingen og jagten, blodet og primitiviteten. Nu var det overstået, men det havde ikke hjulpet spor. Han følte sig ikke det mindste bedre tilpas nu end tidligere. Han var bange nu. Fortvivlet. Om et par dage ville lugten fra liget tiltrække andres opmærksomhed. Hvad ville der mon så ske med ham. Han begyndte at skælve. Måske var én ikke nok. Det var måske det, der var fejlen. Isabelle var ikke nok. Han bøjede sig ind over hende og trak kniven ud af hendes krop. Der måtte flere til.

Han åbnede døren og trådte ud på gangen. Han kiggede til begge sider hvor den lange gang strakte sig kilometer efter kilometer med døre ind til tusindvis af værelser fuldstændigt som hans eget.

Simon følte på knivens æg med tommelfingeren, et øjeblik tøvede han, men gik så nogle få skridt ned ad gangen. Han sparkede nabodøren op. Han måtte prøve igen.