Regnen slog mod ruden bag mig i et kraftigt vindstød. Gråvejret havde truet hele dagen, og var nu brudt ud i silende regn. Det triste vejr fuldendte næsten for godt mine tanker, som jeg sad her og måtte overveje mit livs tungeste beslutning.

Jeg rejste mig langsomt fra den læderbetrukne stol, der knirkede sagte under mig. Jeg stillede mig ved vinduet, hvor lyset fra fjerne billygter og gadelamper blev brudt i de mange regndråber, der løb ned over ruden. Mit blik blev fanget af et poppeltræ, der svajede for vinden. Kontoret, der var lånt til lejligheden, var halvmørkt og stille.

Jeg tænkte på glade stunder hjemme på gården, da jeg var dreng. Jeg tænkte på Jacob, som jeg altid var sammen med i den næsten uendeligt lange sommerferie. Når jeg tænkte på sommerferier, var det nærmest uløseligt forbundet med tømmerflåder. Tømmerflåder, som vi byggede af gammelt træ, der lå bag den forfaldne lade, og som vi sejlede med på søen. Det føltes fjernt. Faktisk som om det var en helt anden dreng end mig, der havde oplevet det. Et fragment, der var komplet løsrevet fra tid og blot blev hængende som en verden, hvor tiden ikke gik, hvor solen skinnede lystigt hele tiden, og hvor jeg stadig kunne høre både min egen og Jacobs latter dagen lang. Besynderligt som tiden går og bringer én helt uventede steder hen.

Mine minder kunne nok ikke kaldes objektive i mere videnskabelig forstand. De var uden tvivl kraftigt farvede af præcis de ting, jeg ønskede at huske – alle de rare ting. Granskede jeg dem nøjere, var der måske mere Tom Sawyer end historiske fakta over dem. Lidt for meget uspoleret glæde, lidt for meget smådrengespænding. Jeg satte mig igen.

Michael gik langsomt hen til bordet. Jeg så op på ham. Hans ansigt var stift og alvorligt, og han sagde intet. Jeg gned mig i ansigtet og lukkede øjnene et øjeblik. En voldsom træthed overvældede mig. Jeg havde mest af alt lyst til at lægge mig på sofaen for at sove.

Jeg husker tydeligt den dag for mange år siden, der skulle vise sig at blive en stor omvæltning i mit liv. Jeg kunne ikke finde Jacob. Jeg havde været ved hans hus for at lede efter ham, hvor han normalt løb rundt og legede med sin hund, når han ikke lige var sammen med mig. Jeg havde dog ikke mødt andre end hunden på verandaen, hvilket var højest usædvanligt, da de om muligt var mere uadskillelige end Jacob og jeg. Derfor var jeg nu løbet ned til søen, som var et af vores faste tilholdssteder. På lang afstand kunne jeg se ham. Han sad på stammen fra et af de mange væltede træer, der lå på bredden af søen de steder, hvor skoven strakte sig helt ned til vandet. Jeg standsede brat, så snart jeg fik øje på ham. Jeg kunne mærke, at der var noget galt. Jeg ved ikke helt hvorfor, men jeg var slet ikke i tvivl. Lidt ligesom når jeg vidste, at mine forældre havde skændtes uden at have hørt det. Han sad lige så stille med ryggen til mig og kiggede ned i det lave vand, der skyllede op omkring den stenede bred og de væltede træers døde grene. Han var sammenkrøbet. En hvilken som helst anden dag ville jeg have løbet imod ham råbende og skrigende, og hans hund ville have løbet imod mig. Men denne dag gik jeg forsigtigt og bekymret hen til ham, og der var ingen hund til at tage imod.

Jeg er sikker på, at han hørte mig, som jeg kom nærmere. Det er svært at gå ubemærket på sten og grus. Jeg standsede, da jeg stod en håndfuld meter fra ham. Han havde kun shorts på. Det var nu ikke så usædvanligt for nogen af os på den tid, men jeg lagde mærke til, at hans ryg så ud som om han var faldet ned ad skråningen ned mod søen. Beskidt og fuld af rifter.
”Jacob,” sagde jeg stille. ”Hvad er der galt?”
Nu var jeg sikker på, at ikke alt var, som det skulle være. Han svarede ikke, men blev blot siddende foroverbøjet med hænderne foran hovedet. Jeg gik nærmere og kravlede over det væltede træ, og satte mig på hug foran ham.
”Jacob,” hviskede jeg.
Han holdt stadig hænderne for ansigtet. Også hans hænder og knæ var beskidte og havde mange rifter præcis som hans ryg.
”Sig noget, Jacob.” Min stemme bævede, da jeg både blev ked af det og bange. Jacob var min bedste og nærmest eneste ven, og selvom vi var næsten jævnaldrende, på nær en håndfuld måneder som Jacob var ældre end mig, så forgudede jeg ham. Det rystede min glade, ubekymrede verden at se ham på denne måde. Jeg talte til ham nogle gange, men fik ingen svar. Ude af stand til at finde ud af hvad jeg skulle gøre, satte jeg mig helt ned, da mine knæ var begyndt at gøre ondt af at sidde på hug. Jeg satte mig i ti centimeter vand og det var lidt koldt, men lige nu var det uden betydning.

Jeg blev siddende her – en meter foran Jacob. Jeg ved ikke, hvor lang tid der gik. Jeg ved heller ikke, hvor mange gange jeg sagde hans navn, eller bad ham, og måske endda tryglede ham, om at sige noget til mig. Men det var længe. Jeg kunne ikke se på ham, om han græd, men jeg gættede på det.
Endelig rørte han på sig og fjernede forsigtigt hænderne fra ansigtet, men kiggede fortsat direkte ned i stenene, der glinsede vådt omkring fødderne. Jeg rejste mig fra vandet med vand løbende fra mine gennemblødte shorts, og satte mig på knæ igen lige foran ham.
”Hvad er der sket,” spurgte jeg ham, og skulle lige til at tage fat om hans hænder, da han selv tog dem til ansigtet for at gnide øjnene.
Han løftede ansigtet en smule og så et kort øjeblik på mig, og derefter på et ubestemmeligt sted bag mig. Hans øjne var helt røde, som om han havde grædt en hel dag. Han var også helt bleg i hovedet, bortset fra at det også var væsentligt mere skrammet og beskidt end normalt, når vi rendte rundt i nabolaget i sommerferien. Hans ene kindben havde en hudafskrabning, hvor lidt blod var piblet frem, og det ene næsebor havde blødt kraftigt ned over hans mund og hage.

Først mange år senere var jeg i stand til at sætte ord på det, jeg muligvis ubevidst anede dengang, nemlig at Jacob ofte blev slået af sin far. Jeg vidste, at hans far drak og tit var fuld. Det var bestemt ingen hemmelighed i byen. Og jeg vidste også godt, at Jacob måtte tage sig af mange ting selv, når hans far fra tid til anden var ude af stand til at sørge for sin søn. Jacobs mor var død, da han var tre år gammel. Jeg vidste ikke hvorfor, andet end at hun var død af “naturlige årsager”, som min mor havde forklaret det. Oftere end det var naturligt havde Jacob mærker af den ene eller anden slags, som han altid forklarede med dristige ting, han havde foretaget sig, som at falde ned fra træer og tag, løbske brændestykker under brændekløvning og meget andet. Senere forstod jeg, at dette næppe var forklaringen. Jeg fik da også selv klø, men det var sjældent, og de var vist alle velfortjente. Jeg kunne ikke forestille mig, at Jacob skulle have været mere uopdragen til at kunne retfærdiggøre den store mængde tæsk, han åbenbart havde fået.

Jeg bemærkede, at min mund stod åben af bar forbløffelse. Jeg havde aldrig set ham på denne måde før. Selvfølgelig havde jeg set ham græde før. Det gjorde vi da begge to engang imellem, enten hvis vi var kommet op at slås, eller hvis vi var kommet til skade under vores forskellige ekspeditioner. Så skete det da, at der kom en tåre eller to, selv når tænderne blev hårdt bidt sammen. For mit eget vedkommende havde jeg måske endda lidt lettere til tårer end Jacob. Men dette var noget helt andet.
Et langt snøft var den første lyd, der kom fra Jacob. Han tog en dyb indånding.
”Min far slog mig,” sagde han og jeg kunne høre, at han ville fortsætte med noget mere, men han tav foreløbig.
Han lagde armene om sig selv og skuttede sig. Vi sad også halvvejs i skyggen nu fra træerne på bredden, og han havde formentlig haft fødderne i vandet i adskillige timer. Jeg havde en tynd, kortærmet khakifarvet skjorte på, som jeg knappede op. Den var godt nok blevet lidt våd forneden, da jeg sad i vandet, men det var da bedre end ingenting. Jeg rejste mig og lagde den om ham, og han trak den med det samme helt på. Jeg satte mig ved siden af ham på træstammen.
Med ét begyndte han at græde højlydt. Dybe hulk, der kom fra det inderste af maven og store tårer, der trillede ned over hans ansigt, der normalt var solbrændt, men som lige nu virkede næsten gennemsigtigt.
Jeg tog fat i hans ene hånd og lagde slet ikke mærke til, at jeg selv var begyndt at græde. Jeg var blevet dybt ulykkelig over, at finde min bedste ven sådan her. Jeg lod ham græde. Jeg ville selvfølgelig helst at han holdt op, men jeg anede ikke mine levende råd, og kunne ikke finde på meget andet end at holde ham i hånden, som jeg sikkert selv gerne ville, hvis jeg var lige så ked af det.

Langt om længe holdt han op, og så ud til at samle sig sammen til at fortælle mig noget mere. Han var tavs i lang tid. Jeg ved ikke præcis hvor længe, formentlig en håndfuld minutter. Det er muligvis de minutter nogensinde i mit liv, som jeg husker bedst. Jeg kan den dag i dag erindre hvert eneste kvidr fra fuglene omkring os, lyden fra vandet der stille og monotont skvulpede ind omkring stenene, hvor vi sad, og lugten af blomster og våd jord. Indtryk der har brændt sig fast for altid.
”Min far er død,” sagde Jacob pludselig.
Mit hjerte holdt op med at slå. Jeg burde have sagt noget, men kunne ikke få en lyd over mine læber.
”De vil allesammen tro, at jeg slog ham ihjel,” sagde Jacob, og der kom igen nogle enkelte hulk fra ham. ”Og nu kommer jeg sikkert i fængsel.”
Han drejede hovedet og så direkte på mig. Fortvivlelsen i hans blik var ikke til at tage fejl af.
”Er han død,” spurgte jeg, på én gang både lidt skeptisk, lidt spændt og lidt bange.
Jacob nikkede.
”Far løb efter mig, fordi han ville slå mig igen.”
Jacob tørrede næsen lidt, og fik gnedet noget blod ud.
”Så jeg klatrede op i et træ, hvor han ikke kan få fat i mig. Men han kravlede efter mig.”
Jacob snøftede nogle gange.
”Så jeg kravlede så højt op jeg kunne. Men far blev ved med at følge efter, og…”
Jacob holdt en pause.
”Og så faldt han ned.”
Han tav. Jeg var blevet lidt bange nu.
”Er du sikker på, at han er død,” spurgte jeg.
Jacob nikkede.
”Han lå bare på jorden og stirrede op i luften.”
Jacob gemte ansigtet bag hænderne igen.
”Og han trak ikke vejret.”
Han begyndte at græde højlydt igen.
Jeg lagde armen om ham, og var også selv begyndt at græde igen. Selvom et par tolvårige drenge som os slet ikke kunne overskue situationen, var jeg ikke i tvivl om, at det her var alvorligt. Hans bemærkning om fængsel spøgte allerede inde i mig, og fik mig til at være ængstelig for fremtiden.

Vi sad der til et stykke hen på eftermiddagen, inden Jacob var kommet så meget til hægterne, at vi kunne snakke lidt mere sammen. Hvordan vores samtale kom ind på det, erindrer jeg ikke mere, udover at det var mit forslag. Men i hvert fald begyndte vi at snakke om muligheden for at skjule Jacob. Havde vi været bare et par år ældre, ville vi selvfølgelig have overvejet konsekvenserne, og have været klar over, at vi ikke blot skulle skjule Jacob i timer eller dage, men i både måneder og år. Men så langt rakte vores kalender slet ikke. Vi vidste faktisk ikke engang, hvad vi skulle lave i morgen, for slet ikke at tale om, hvor lang sommerferien mon var endnu.
”Kan du huske rummet oppe på loftet i laden,” spurgte jeg, og talte dermed om vores hemmelige hule, som vi engang havde brugt. Ja, faktisk var det vel vores hemmelige hemmelige hule, for den normale hemmelige hule i en klynge buskads og træer kendte mine forældre udmærket til, så de vidste, hvor de skulle kalde hen, når det var tid for at spise. Men den hemmelige hule på loftet var helt og aldeles hemmelig. Men det var måske også fordi den var lidt for uhyggelig til, at vi brugte den så meget.
Jacob kunne godt huske den. Han nikkede. Jeg kunne se på ham, at ideen spirede inde i ham, men jeg skulle nok fortsat hjælpe ham lidt på vej.
”Kan vi ikke hente dine ting derhjemme, og bringe dem over i hulen,” spurgte jeg.
Jacob funderede lidt, inden han beslutsomt rejste sig og lod mig forstå, at det var det, vi gjorde.
Han førte an tilbage til sit hus. Jeg kan huske, at vi gik en stor omvej, hvilket jeg senere indså var for at sikre, at vi kunne komme til huset, uden at skulle forbi det træ, hvor Jacobs far lå nedenunder.
Ved hjælp af vores indre huskelister, som vi hver især delvis havde udtænkt de gange vi havde overvejet at stikke af hjemmefra, fik vi fundet de ting, som Jacob skulle have med til sit skjulested. En skøn blanding af en smule tøj, tegneserier, for gammel chokolade og nogle billeder, der var klistret på væggen ved Jacobs seng, forsvandt ned i en taske, han havde fundet frem i skabet.

Da vi var færdige med at pakke og var klar til at løbe over til mit hus, kom vi ud på verandaen. Her lå Jacobs hund Buster – en gammel, fredelig golden retriever. Normalt løb den frit omkring, men lige nu var den bundet med sit reb til en af stolperne. Den så lidt slukøret ud. Som om den kunne mærke, at alt pludselig var anderledes. Jacob standsede og satte sig på knæ ved Buster og omfavnede den. Han blev siddende længe inden han pludselig rejste sig og løb ind i huset igen. Kort efter kom han ud med en stor balje med vand, som han stillede ved siden af Buster. Han blev siddende lidt igen, mens hunden slubrede en god slat vand i sig.
Vi skulle til at løbe, da noget pludselig trak i mig og fik mig til at standse brat. Jeg blev draget af Jacobs far, der lå i græsset lidt længere nede ad vejen bag huset. Jeg kunne svagt se ham i det halvlange græs. Jacob var allerede på vej væk fra huset, da han opdagede, at jeg ikke fulgte med og kom tilbage med forsigtige skridt.
”Kom nu,” sagde han, uden at hæve sin stemme.
Jeg bemærkede ham slet ikke, men begyndte at gå langsomt over verandaen, tog det ene skridt ned på grusvejen, og fortsatte langsomt hen ad den støvede vej, som om en ukendt kraft skubbede mig afsted. Jacob kaldte nogle gange bag mig og jeg kunne høre, at han forsigtigt og modvilligt fulgte efter mig.
Det var nysgerrigheden, der styrede mig i dette øjeblik. At se noget jeg aldrig før havde set. Spændingen, nysgerrigheden, forfærdelsen. At se én der var rigtigt død. Jeg standsede nogle meter fra Jacobs far, og kunne mærke mit hjerte hamre vildt. Jeg vidste godt, at han formentlig ikke ville rejse sig som et frådende genfærd, der skulle hævne sig på små drenge, men det var godt alligevel at tage sine forholdsregler og komme hen til ham ubemærket. De sidste skridt hen til ham foregik på det nærmeste jeg med mine sandaler kunne komme på kattepoter.
Jeg gik med næsten lukkede øjne. Mit hjerte slog stadigvæk hastigt, da jeg var kommet helt hen til den døde krop, og jeg åbnede langsomt øjnene helt op. Et lille gys fór igennem mig, da jeg så på det stive blik, der kiggede direkte op i himlen. Langsomt kom modet dog tilbage til mig, og jeg satte mig på hug ved siden af Jacobs far. Jacob var standset i behørig afstand, hvor han skiftevis strakte hals for at se, hvad jeg lavede, og betragtede sine bare fødder, som utålmodigt kradsede ubestemmelige mønstre i gruset. Hvad jeg sad der for, ved jeg ikke helt, men efter nogle minutter mente jeg at have fået nok af døden, og gik tilbage til Jacob, der straks satte i rask trav med retning mod mit hus.

Vel tilbage på mit eget territorium sneg vi os hen til laden efter at have sikret os, at ingen havde set os. Vi kravlede op ad stigen til det rodede loft, og fik os kæmpet ned i den bagerste ende, hvor en masse brædder skjulte en dør ind til et lille rum. Vi flyttede forsigtigt brædder nok til at kunne komme til at åbne døren og klemme os ind i det lille rum, hvor en masse gamle kasser, udslidte redskaber, og nogle bundtede aviser fyldte det meste af den i forvejen trange plads. Et øjeblik sonderede vi terrænet, hvis man kan kalde de få kvadratmeter for terræn, og fik vurderet, hvilke ting vi kunne stable ovenpå hinanden for at skabe mere gulvplads. Jeg fik også fjernet nogle gamle malerspande, der spærrede for det meste af lyset fra den lille rude i gavlen. Vi støvede. Faktisk støvede vi rigtigt meget. Fra tid til anden måtte vi ud på loftet for at trække noget frisk luft.
Det lykkedes os at få indrettet rummet ganske hæderligt efter vores på det tidspunkt beskedne målestok. Jeg fik fundet en gammel madras på loftet i huset og fik den bugseret over til skjulestedet, hvor den kom til at udgøre det meste af gulvet sammen med nogle gamle tæpper, jeg havde fundet samme sted. Det sidste af eftermiddagen brugte jeg på, at stjæle hvad jeg kunne af mad fra huset, så Jacob kunne klare sig gennem aftenen.
Da vi endelig mente, at vi var færdige, satte vi os udmattede på madrassen og betragtede resultatet. Ingen af os sagde noget i lang tid. Jeg tror nok, at vi hver især både var lidt spændte over at have denne dybe hemmelighed sammen, samtidigt med at vi formentlig begge to følte en vis skepsis og tvivl nage et sted inde i maven.
Jeg måtte forlade Jacob, da min mors kalden fortalte, at der var aftensmad. Jeg kom dog tilbage, så hurtigt jeg kunne, for at fordrive tiden sammen med Jacob indtil jeg skulle i seng. Og da jeg var sikker på, at mine forældre var gået i seng også, sneg jeg mig ud til Jacob igen, der tydeligvis var glad for ikke at skulle sove alene denne første nat i sit nye hjem.

De næste dage står lidt hen i det uvisse for mig. Det er mange år siden, og jeg har tænkt tilbage på begivenhederne i disse dage så mange gange, at jeg efterhånden er blevet i tvivl om, hvad der er sandt og hvad der er fantasi. Dagene foregik under uafbrudt frygt for, hvad der skulle ske med både mig selv og ikke mindst med Jacob, hvis vores forehavende blev opdaget. Jeg måtte lyve for mine forældre flere gange i disse dage end jeg sammenlagt havde gjort nogensinde før og nogensinde siden. Jeg måtte lave mange krumspring og søforklaringer for at kunne bringe mad og vand til Jacob i hans skjulested. For slet ikke at tale om hvor besværligt det var at sørge for, at han også kunne komme på toilet ubemærket engang imellem. Og de kræfter jeg ikke brugte på alle disse ting, skulle jeg så til gengæld bruge på at overvåge enhver bevægelse og samtale, som mine forældre havde, for tids nok at opdage om de var kommet på sporet af, at ikke alt var helt som det skulle være.
Samtidigt var byen i oprør. Ikke blot over at Jacobs far var fundet død, men endnu mere over at der ikke var noget som helst spor efter Jacob. Rygterne svirrede om, hvad der kunne være sket. Jeg kan huske, at eftersøgningshold blev sendt ud flere gange for at lede efter den manglende dreng, og at jeg selv måtte deltage i eftersøgningen for ikke at virke mistænkelig. Eftersøgningen foregik i alle kroge i området. Også i og omkring mit eget hjem. Jeg måtte finde en ukendt mængde selvkontrol og is i maven frem, da én af de mange mænd, der deltog i eftersøgningen, bevægede sig op på loftet i laden. Heldigvis så der så rodet og ufremkommeligt ud deroppe, at han ikke bevægede sig længere end en meter ind på loftsgulvet, inden han besluttede, at der ikke var nogle spor efter Jacob der. Jeg måtte også sikre mig, gennem en veludført hentydning til min far, at nogen kom til at tage sig af Buster indtil Jacob blev fundet igen.
I disse dage havde han ingen anden forbindelse til omverdenen end de beretninger jeg bragte ham og de få ting, som han forsigtigt kunne betragte ud gennem det snavsede vindue i gavlen. Jeg var med til begravelsen af Jacobs far. Der var ingen familie og selvom hans far ikke var særligt velanset i byen, var begravelsen alligevel velbesøgt, da alle følte sig berørte af hændelsen og den forsvundne dreng. Bagefter måtte jeg referere det hele til Jacob, som naturligvis blev meget påvirket.

Jeg var, som så mange andre drenge på min alder, både stædig og udholdende i en grad, der næsten kan være sundhedsskadelig. Men selv tolvårige drenges beslutsomhed og viljestyrke når en grænse, især når dagene er underlagt så massivt pres, som disse dage var. Der gik dog en hel uge på denne måde, inden mine kræfter begyndte at slippe op. Jeg kan huske, at min far på et tidspunkt spurgte mig, hvorfor jeg så så brødebetynget ud – et ord, som jeg på det tidspunkt ikke forstod.
Jacob så også mere og mere afkræftet ud, også selvom vi gik over til at tilbringe dagene uden døre i et område nær søen, hvor vi følte os rimeligt sikre på ikke at blive opdaget, nu hvor eftersøgningen var indstillet.
Jeg husker tydeligt den sidste aften, hvor jeg allerede efter aftensmaden, til mine forældres store forundring, spurgte om lov til at gå i seng, og hvor jeg lagde mig udmattet på sengen uden først at se til Jacob. Jeg vågnede den næste morgen ved, at min far ruskede i mig og kaldte bekymret på mig. Det var højlys dag udenfor vinduerne, så jeg vidste, at jeg måtte have sovet meget længe. Jeg havde stadig alt mit tøj på og var badet i sved.
Da jeg havde sundet mig lidt, indså jeg, at det nu var tid for at gøre en ende på vores fælles lidelser. Jeg har uden tvivl lignet en plante, der ikke havde fået vand i lang tid, da jeg gik ned ad trappen og ud i køkkenet, hvor min far sad og drak kaffe og min mor lavede noget ved køkkenvasken, som jeg ikke fæstnede mig nærmere ved.
Jeg gik hen til min fars stol.
”Far.”
Han kiggede op på mig. Min stemme var lavmælt, og da jeg tog ham i hånden og trak lidt i ham, forstod han straks, som kun sønner og fædre kan indbyrdes, at jeg ville indvie ham i dybe hemmeligheder, som mødre ikke med det samme skal have noget at vide om.
Uden at spørge rejste min far sig og fulgte med, mens jeg fortsat holdt ham i hånden, selvom jeg havde næsten et skridts forspring på turen ud af døren, ned ad trappen og hen ad vejen til laden.
Jeg fik ham aldrig spurgt om, mens han var i live, om han på dette tidspunkt havde regnet ud, hvad det var jeg ville vise ham. I hvert fald fulgte han uden spørgsmål med op ad stigen til loftet og ned i den bagerste ende til det lille indelukke, hvor jeg åbnede døren ind til Jacobs skjulested.
Uanset om han havde regnet det ud eller ej, så lød han bestemt overrasket.
”Kæreste dreng dog,” udbrød han og nærmest faldt på knæ, og omfavnede først Jacob og dernæst også mig.
”Hvad har I dog gjort,” fortsatte han og strøg os begge to over ryggen, som vi sad der i fælles omfavnelse. Selvom han lød lidt fortvivlet, fornemmede jeg også, at han var glad for at gense Jacob uskadt, omend både ildelugtende og lidt forkommen.
Som vi sad der på vores knæ med hovederne mod min fars skuldre, kan jeg huske, at jeg både var lettet over ikke at skulle bære denne store hemmelighed alene mere, samtidigt med at jeg følte mig som en forræder overfor Jacob. Heldigvis sporede jeg også et glimt af lettelse i Jacobs blik, mens han blinkede tårevædede øjne.

Også resten af denne dag blev begivenhedsrig. Jeg blev bænket ved køkkenbordet, mens min far travede hvileløst rundt i stuen. Min mor tog sig af at pylre om Jacob, der tydeligvis havde haft brug for væsentligt mere mad end jeg havde bragt ud til ham. Senere, da min far havde tilkaldt sheriffen, måtte jeg stå skoleret på min fars kontor, mens sheriffen udspurgte først mig og siden Jacob om ugens hændelser. Derefter blev jeg sendt op på mit værelse, hvor jeg tilbragte resten af eftermiddagen sammenkrøbet i krogen ved siden af sengen.
Det var blevet meget senere end normalt, da jeg blev kaldt ned til aftensmad. Det var normalt mig, der skulle bede bordbøn, men i dag gjorde min far det. Og måltidet blev indtaget i dyb tavshed.
”Må jeg godt gå i seng nu,” spurgte jeg og rejste mig med min tallerken kun et øjeblik efter, at jeg havde sunket den sidste bid.
”Sæt dig ned, dreng,” sagde min far bestemt.
Jeg satte mig omgående ned igen uden overhovedet at overveje at protestere.
Min mor samlede vores tallerkener og stillede dem over på køkkenbordet, inden hun satte sig ved spisebordet igen. Min far havde tændt sin pibe og bakkede lidt på den, så en sky af røg stod omkring ham, også selvom han normalt ikke fik lov af min mor til at ryge i køkkenet.
”Din mor og jeg er meget vrede på dig,” begyndte min far. ”Over at du har løjet for os i over en uge.”
”Undskyld,” sagde jeg og kiggede ned i bordpladen.
”Ti stille og se på mig,” sagde min far. ”Du har været med til at gøre mange mennesker frygteligt bekymrede for, hvad der var sket med Jacob. Byen har jo nærmest været på den anden ende, og nu må jeg til at forklare overfor alle, hvordan min søn har været indblandet i det.”
”Kom herom,” kommanderede han.
Jeg rejste mig og gik tøvende rundt om bordet i forventning om, at jeg nu skulle have en omgang klø, som jeg næppe havde fået dem før. Min far skubbede sin stol lidt ud fra bordet, og jeg stillede mig foran ham.
”Men…,” begyndte han og bakkede igen lidt på sin pibe inden han fortsatte. ”Vi kan jo også se nu, hvor meget du har været igennem den seneste uge og vi forstår også godt, hvorfor du har gjort det.”
Han holdt en længere pause.
”Det kunne have været gjort anderledes og bedre, men du har gjort det største noget menneske kan gøre,” fortsatte han. ”Nemlig at ofre sig ubetinget for at hjælpe dem, man holder af. Derfor skal du også vide, at både din mor og jeg er meget stolte af, at du har prøvet at hjælpe Jacob, så godt du kunne. Hvis flere var som dig, ville verden være et meget bedre sted.”
Jeg tror, at det var i dette sekund og med disse ord, at jeg med ét blev voksen. Hele min krop rislede over, at mine forældre ikke var vrede over det, jeg havde gjort. Faktisk var det så overvældende, at jeg slet ikke vidste, hvordan jeg skulle reagere, men stod blot målløs foran min far denne juliaften i 1961. Det var også med disse ord, at min far, som den eneste gang jeg kan erindre, tog mig på skødet. Her blev jeg siddende indtil jeg sov og blev båret i seng, som afslutning på den mest skelsættende uge jeg endnu har gennemlevet i mit liv.

Både min mor og far har altid været ansvarsfulde mennesker. Strenge måske, men retfærdige og med stort hjerte bekymret sig om andre. Det skulle de også vise sig at gøre denne gang og det har jeg altid været dem dybt taknemmelige for. Da min far havde lagt mig i seng, blev Jacob bragt tilbage af sheriffen efter aftale med min far. I løbet af få uger blev Jacob, der var helt uden familie, adopteret af mine forældre. De spurgte mig faktisk aldrig om min mening, men det var måske fordi de mente at kende mit svar. Jeg havde pludselig fået en bror, som også var min allerbedste ven. De næste mange år skulle jeg acceptere at dele min familie med ham, og opleve både at elske ham, hade ham, være grøn af jalousi og se ham som min bedste allierede. Vi fik også endelig hund, som min mor dog gav strenge instrukser om ikke måtte være inden for. Jeg kendte dog min mor godt nok til at vide, at hun snart ville ændre mening om Buster.

”De skal tage en beslutning nu,” sagde Michael utålmodigt, men stadig i fuld respekt for min position og mit behov for overvejelse.
Jeg kom med ét tilbage til nutiden og stirrede igen på poppeltræerne, der svajede for vinden udenfor.
Jeg så på mit ur. Der var tyve minutter tilbage. Det var en umulig beslutning. Tøvende begyndte jeg at gå. Måske den mest ensomme gåtur jeg endnu havde været på. På min tur gennem de lange gange kunne jeg næsten ikke tænke mere.
Jacob sad i et lille værelse bag rummet, hvor det skulle ske. Udenfor sad journalister og andre involverede i åndeløs spænding. Alle vidste, hvem han var. Alle vidste, hvem jeg var og hvilken byrde, der lå på mine skuldre. Uanset hvilken beslutning jeg måtte træffe indenfor de næste minutter, ville den blive lagt mig til last. Af pressen, af vælgerne. Af Jacob og af mig selv.
Vi hilste på hinanden uden at udveksle ord, da jeg trådte ind i lokalet. Jeg gjorde tegn til de to vagter i lokalet om at lade os være i fred og de forlod hurtigt rummet. Michael blev stående bag mig vel vidende, at jeg lige nu kun havde brug for ro. Viserne på det store ur, der dominerede den ene af de nøgne betonvægge, tikkede højlydt og afslørede, at jeg kun havde få minutter igen.
Jacob så ualmindeligt fattet ud, og sendte mig et beroligende smil, som om han selv havde alle svarene. Jeg måtte vende ryggen til ham et øjeblik for at kontrollere mig selv. Jeg vendte mig mod ham igen og gik helt hen til ham. Jacob rejste sig langsomt fra sin stol. Kæderne klirrede.
”Far vil være skuffet over mig i dag,” sagde jeg og lagde den ene hånd på Jacobs skulder.
Jeg følte mig ældre end nogensinde før. ”I dag ofrer jeg dem jeg holder af.” Jeg kunne knap holde ud at se ham i øjnene.
”Jeg er her på grund af mine egne valg,” sagde Jacob roligt. ”Ikke på grund af dine.”
Jeg trak vejret dybt, men kunne ikke gengælde hans fattethed.
”Du har aldrig lært, hvornår dit ansvar hører op,” fortsatte han. ”Og det har reddet mig flere gange, end jeg har fortjent.” Han så mig direkte ind i øjnene. ”Men i dag er dagen, hvor dit ansvar hører op, brormand.” Han holdt en pause.
Jacob var ikke i tvivl om mine kvaler. Jeg omfavnede ham, men kunne ikke få et ord over mine læber.
”I dag skuffer du ikke nogen,” sagde han lavmælt. Der var ingen usikkerhed at spore i hans stemme. Ikke engang en svag antydning af et håb om, at jeg ville ændre dagens udfald. ”Far ville have forstået det,” fortsatte han med henvisning til vores fælles far, som han benævnte på samme måde som jeg. ”Jeg forstår det også.” Han slog mig kærligt på kinden. ”Og jeg vil altid elske dig for det.”
Bag mig var vagterne kommet tilbage, da tiden nu var inde. Jeg gav Jacob hånden og vidste, at det var et farvel. Hans håndtryk var roligt og fast. En tåre trillede ned over min kind. Vores veje skiltes for altid. Jeg lyttede til hans langsomme skridt og kæden der raslede mellem anklerne, mens han forlod rummet bag mig.

Jeg kunne ikke kontrollere mig selv mere. Med tunge skridt gik jeg tilbage samme vej, som jeg var kommet. På trappen standsede jeg, da viserne på mit ur gik på hel. Minderne overvældede mig. Billeder, lyde, ansigter, stemmer, små og store øjeblikke. Fragmenter fra et helt liv med én af dem jeg holdt allermest af. Min fars blik. Mit bryst snørede sig sammen, og jeg måtte gribe fat i gelænderet for ikke at falde omkuld. I dette sekund døde en del af mig selv. Michael støttede mig resten af vejen ud til de ventende biler.