Kapitel 3

Et stykke tid var der stille i bilen. Jeg glædede mig blot over, at jeg stadig måtte køre med og forstyrrede ikke Sir Thomas med spørgsmål. Til sidst kunne jeg dog ikke lade være.

”Hvor er vi på vej hen,” spurgte jeg.

”Vi skal stadig finde Tokenil,” svarede Sir Thomas uden at fjerne blikket fra vejen. ”Når han ikke længere er hos sine børn, så ved jeg, hvor jeg kan finde ham.”

”Og hvor er så det,” spurgte jeg og rynkede panden.” Jeg syntes, Sir Thomas’ svar lød lidt mærkeligt.

Sir Thomas så på mig.

”Han er på Bjerget.”

”Bjerget,” hviskede jeg for mig selv, mens jeg spekulerede på hvilket bjerg, der kunne være tale om.

”Tokenil er en gammel mand,” fortsatte Sir Thomas, og jeg kunne høre på hans tonefald, at jeg vist fik en forklaring.

”Han er lige så gammel som Argenus, faktisk helt præcist. Han har dog ikke Argenus’ kræfter og er gammel og svag. Når han ikke længere er hos sine børn, må han være gået til Bjerget for at gå til.”

”Gå til? Mener du… ligesom at dø?”

”Ja, det kan vi også kalde det.”

Der var stille et stykke tid igen, og jeg skulle lige til at spørge, da Sir Thomas fortsatte.

”Argenus og Tokenil er fætre. Deres fædre var brødre, Argenil og Tokenus. Stærke mænd, der regerede i havet og i De Store Skove, og som begge faktisk var respekterede som både vise og retfærdige. Men de blev uenige over familiens skatte, førte krig mod hinanden i årevis, indtil Argenil vandt. Og han vandt skattene, som også er deres styrke. Tokenus sygnede hen på Bjerget, og hans overlevende søn Tokenil, Argenus’ fætter, har levet i skyggerne siden.”

Jeg rynkede panden og syntes, at der manglede noget af historien.

”Men hvad er der med hans børn,” spurgte jeg. ”Var det ikke det du sagde, at de var, dem jeg mødte tidligere?”

Sir Thomas nikkede.

”Jo, det er de. Man kalder dem for leshy. De er Tokenils sporer. Frø, om du vil. Hvis Tokenil havde haft sin styrke, ville de vokse sig større og med tiden kæmpe mod hinanden. Til døden. Indtil den stærkeste er tilbage. Det var også sådan både Argenus og Tokenil blev til. Men Tokenil har ikke kræfterne at give til sine leshy, så de bliver ved med at befinde sig i en tilstand mellem frø og levende. Som spirer, der ikke er kommet op af jorden endnu. Når Tokenil er borte, er det kun et spørgsmål om tid, inden hans leshy også går til. Ikke meget mere end et døgn. De kan holde sig i live ved at tappe andre væsener, som for eksempel dig, for energi, men de kan aldrig komme videre uden kræfter fra Tokenil.”

Jeg skulle lige til at spørge om Argenus også havde leshy, da Sir Thomas igen kom mig i forkøbet.

”Argenus har derimod aldrig fået leshy. Tokenils og Argenus’ fædre levede på Ponches tid. De var både mægtige og kløgtige og hjalp Ponche med at fange Pintorerne, da ingen af dem ønskede at Pintorerne skulle sprede mere frygt og rædsel. Derfor vidste de begge, hvor Ponche havde fanget Pintorerne og med hvad, og den viden har de givet videre til deres sønner.”

Sir Thomas så på mig, nærmest som for at sikre sig, at jeg stadig hørte efter.

”Argenus og Tokenil er mindre kløgtige. De har aldrig oplevet Pintorerne, men brændte derimod begge efter at få fat i Ponches daggert, som de mente kunne bringe dem i stand til at slå den anden ihjel, og derefter gøre dem til mægtigere mænd. De forsøgte begge at få fat i daggerten og endte med at slås om den ved søen, hvor vi mødtes. Det var så voldsomt, at Tokenil mistede de fleste af sine kræfter og Argenus sin evne til at få leshy. De gik begge derfra uden daggerten og har siden levet, som om den anden ikke fandtes. Tokenil har passet på sine leshy, så godt han kunne, og Argenus har passet på sine kræfter uden at have nogen, at bringe dem videre til.”

Jeg nåede ikke at falde i søvn på turen denne gang. Vi skulle åbenbart ikke så langt. Vejen begyndte at gå opad. Først en lille smule, så stejlere og stejlere. Jeg kunne mærke, at jeg blev trykket mere og mere mod ryggen af sædet, mens jeg spekulerede på, om vi kørte direkte op ad en bjergside. Med ét fladede vejen, eller hvad vi nu kørte på, ud, og Sir Thomas standsede bilen.

”Så er vi her,” sagde han og var ude af bilen, inden jeg havde fået selen af. Jeg fulgte hurtigt efter ham uden for.

Det var mørkt. Eller – det vil sige, hvis man så bort fra stjernerne. Jeg havde aldrig set så mange stjerner i mit liv. Der var frit udsyn hele vejen rundt, og der var intet lys noget sted i horisonten, og heller ikke nogen måne, til at tage lyset fra stjernerne. Jeg drejede rundt om mig selv flere gange med hovedet bøjet så meget bagover, som jeg kunne.

”Tag din petroleumslampe,” kommanderede Sir Thomas.

Jeg gik de få skridt tilbage til bilen og tog petroleumslampen, der stod i bunden sammen med mine støvler. Jeg stak hånden i lommen, hvor jeg vidste, jeg havde mine tændstikker. Desværre var pakken gennemblødt som en svamp efter turen i havet og dryppede saltvand, da jeg klemte pakken mellem mine fingre.

”Jeg tror altså ikke, at jeg kan tænde tændstikkerne,” sagde jeg og viste tændstikæsken frem for Sir Thomas.

”Handskerummet,” svarede han uden at se på mig.

Jeg puttede de våde tændstikker tilbage i lommen, stillede lampen fra mig og åbnede bildøren igen for at kigge i handskerummet. I det gule lys fra pæren i handskerummet kunne jeg se, at handskerummet rummede lidt af hvert. Tape, snor, en hammer og en kniv, et kompas, nogle møtrikker, en rulle metaltråd, nogle ledninger og en masse ting, jeg ikke lige kunne sige hvad var. Jeg fumlede rundt nogle øjeblikke i handskerummets rod, inden jeg genkendte en æske tændstikker.

”Jeg fandt dem,” råbte jeg triumferende og havde næsten strøget den første, inden jeg var ude af bilen igen. Petroleumslampen klagede sig lidt, da jeg løftede glasset. Ilden tog heldigvis fat med det samme, og et hyggeligt gult skær bredte sig omkring mig. Jeg skruede vægen så højt op den kunne, og gik hen til Sir Thomas.

”Tak,” sagde han lidt fraværende og tog petroleumslampen uden at vende sig mod mig. Han holdt den højt op og drejede rundt, som om han ledte efter noget.

Jeg kunne fornemme, at det ikke var nu, jeg skulle forstyrre med spørgsmål. I stedet begyndte jeg at se mig om, hvor vi var. Mine øjne havde vænnet sig til mørket, så selv med stjernerne som den eneste lyskilde, kunne jeg sagtens se. Vi var højt oppe. Jeg kunne se silhuetter af træer længere nede. Vi stod på toppen af et bjerg, og toppen var helt flad, nærmest som om nogen havde skåret spidsen af bjerget. Jeg kunne ikke helt bedømme størrelsen med sikkerhed, men efter afstanden til Sir Thomas at dømme, så var toppen måske på størrelse med en halv fodboldbane. Jeg gik rundt langs kanten. Siderne af bjerget var ikke lodrette, men alligevel stejle nok til, at jeg ikke havde lyst til at falde ned. Jeg kom hen til det sted, hvor bilen stod og kunne se, at vi faktisk havde kørt på en vej, hvor der ikke var så stejlt. Det var dog alligevel imponerende, at den gamle bil havde kunnet køre herop. Jeg fortsatte rundt langs kanten og holdt hele tiden øje med lyset fra Sir Thomas ud af øjenkrogen. Det så ud til, at han gik langs kanten på den modsatte side.

Der var helt bart og helt fladt. Jeg stødte ikke på så meget som en kvist eller lille sten på vejen rundt, mens det knasede under mine bare fødder og det var lidt koldt at gå på. Jeg følte med hånden på overfladen. Det føltes som et tyndt lag grus oven på én stor, flad sten. Efter lidt tid nåede jeg om til Sir Thomas, der havde stået stille nogle minutter, mens han holdt petroleumslampen ud i mørket, hvor plateauet stoppede.

”Vi skal ned her,” sagde han, straks jeg kom, som om han havde ventet på mig. Jeg så ud over kanten, hvor petroleumslampen oplyste en smal sti, som man skulle lede efter for at finde. Sir Thomas trådte ned på stien. Forsigtigt for ikke at glide på det løse underlag. Jeg måtte sætte mig ned på kanten for at hoppe det sidste lille stykke ned på stien, da afstanden derned var for stor til, at jeg turde hoppe direkte ud i mørket. Jeg havde ikke lyst til at falde ud over kanten. Mine fødder landede på en stenoverflade. Det føltes som om stien var hugget ud i siden af bjerget. Der var ikke trin, men alligevel et vist system i overfladen, der tydede på, at det var lavet bevidst og ikke bare ved at være blevet gået på mange gange gennem århundreder. Sir Thomas gik hurtigt, selvom stien var smal og stejl. Jeg skyndte mig at indhente ham og især hans betryggende lys, som han skiftevis holdt foran sig og halvt bag sig, så jeg også kunne se.

Vi gik omkring hundrede meter, inden den stejle sti endte på et lille plateau. Måske halvtreds meter under toppen af bjerget. Jeg kiggede op og kunne fornemme, at bjergsiden var næsten lodret mellem toppen af bjerget og plateauet. Jeg turde ikke kigge til den anden side. Plateauet var ikke meget større end en stor altan. Måske 5 skridt lang og 2 skridt bred.

Sir Thomas trådte helt ind til bjergsiden, der var dækket af tæt efeu, der på forbløffende vis kunne slå rod på den rå bjergside. Han følte sig frem bag efeuen med sin frie hånd.

”Her,” sagde han og gav mig petroleumslampen, så han fik begge hænder fri. Jeg lyste for ham, så godt jeg kunne, mens hans hænder ledte. Jeg skulle lige til at spørge, da han fandt svaret. Sir Thomas trak et stort bundt efeu til side og afslørede en åbning i bjergsiden. Et sort hul. Mindre end en bildør. Jeg ved ikke, hvorfor hemmelige huler virker på drenge, som honning gør på bier, men jeg var ikke sen til at stikke armen med petroleumslampen halvvejs ind i mørket. Det var en gang, og den drejede en meter inde, så det var umuligt at se længere.

”Skal jeg gå ind,” spurgte jeg og havde allerede glemt enhver frygt i mørket.

”Mmmmh,” svarede Sir Thomas lidt uklart, hvilket jeg valgte at betragte som et ja. Øjeblikket efter havde jeg taget et par skridt ind i grotten, hvor jeg skulle bukke mig en del for at kunne være. Jeg var hurtigt ved gangens knæk og kunne se, at den fortsatte et godt stykke længere end lyset kunne række.

Sir Thomas klagede sig lidt bag mig, da han omtrent måtte kravle på alle fire i den lave gang. Jeg fortsatte ind i mørket uden tanke på, om Sir Thomas havde brug for noget af mit lys.

”Vent,” sagde han bag mig, mens han kæmpede for at indhente mig. Han var lige bag mig, da jeg fortsatte og nåede enden af gangen. Det var en grotte. Stor, men slet ikke som grotter, jeg havde set tidligere i nat. Mere på størrelse med en ganske almindelig stue. Væggene var ru og fremstod brune i det gullige skær fra petroleumslampen, da jeg gik rundt langs grottens kant.

”Her er ingenting,” sagde jeg både lidt overrasket og skuffet på samme tid, da Sir Thomas rejste sig op efter at være kommet helt ind i grotten, hvor han igen kunne stå oprejst.

”Hmm,” var hans eneste tvetydige kommentar, da han greb petroleumslampen fra min hånd og selv begyndte at kigge rundt i grotten. Grotten var høj. Nok mere end det dobbelte af højden på mit værelse, og så ud til at spidse til mod midten. Sir Thomas kunne holde lampen i mere end det dobbelte af min højde og afslørede hurtigt inskriptioner på den øverste del af grottens vægge. Jeg kneb øjnene sammen for at forsøge at læse, hvad der stod, men det var et alfabet, jeg ikke kendte. Bogstaver dækkede væggen hele vejen rundt et par meter oppe.

”Hvad står der,” spurgte jeg nysgerrigt, men Sir Thomas svarede ikke. I stedet så det ud til at han først ledte efter tekstens start, og derefter begyndte at læse den grundigt. Jeg stod lidt uroligt imens. Det glatte stengulv føltes meget koldt mod mine bare fødder, og jeg skiftede mellem at stå på det ene og det andet ben, mens jeg holdt den frie fod mod mit ben for at få lidt varme i den.

”Det er instrukser,” sagde han efter nogle minutter.

”Instrukser til hvad,” spurgte jeg, men fik ikke noget svar, da det så ud til at Sir Thomas læste teksten endnu en gang. Derefter sænkede han lampen og så ud til at lede efter noget på gulvet.

”Hvad leder du efter?” Jeg regnede egentlig ikke med at få et svar, da Sir Thomas virkede meget koncentreret.

”Tegn på om Tokenil har været her,” svarede Sir Thomas. Jeg prøvede at lede med ham, men vidste ikke helt, hvad jeg skulle kigge efter. Gulvet virkede til at være pinligt rent og glat over det hele. Slet ikke som man skulle tro at gulvet så ud i en glemt grotte.

Sir Thomas så også ud til hurtigt at opgive at finde nogle spor på gulvet i den lille grotte, og gav sig endelig tid til at forklare mig, hvad der foregik.

”Teksten er instrukser fra Tokenus og Argenil til deres børn. Den fortæller blandt andet, at familiens ædelsten indeholder lige præcis den mængde kræfter, der skal til for at give liv til deres leshy. Som om de havde forudset, at den viden kunne blive nødvendig, selvom det nok var mere ædle årsager de frygtede, end at deres sønner sloges indbyrdes. Det må have været før de blev uvenner. Hvis Tokenil gik herop for at gå til, har han muligvis læst teksten. Han kan kun få fat i stenene, hvis han slår Argenus ihjel. I hans tilstand er der kun én måde, han kan have held med det på.”

”Hvad er det,” spurgte jeg spændt og holdt vejret.

”Med Ponches daggert,” svarede Sir Thomas.

”Skal vi så tilbage til Argenus,” spurgte jeg og kom Sir Thomas i forkøbet, inden han eventuelt kom i tanke om at køre mig hjem først.

Sir Thomas nikkede og rakte mig petroleumslampen.

”Ja, der er ikke andet for.”

Da jeg gik forrest ud gennem den lave gang, tænkte jeg, at det måtte blive svært for Argenus at tage hertil, når han skulle gå til engang. Han kunne da umuligt komme gennem den smalle passage. Måske var han bare usædvanligt stor for familien.

Sir Thomas beklagede sig igen bag mig, da jeg nåede hen til indgangen ved det lille bjergplateau. Jeg skyndte mig udenfor, så Sir Thomas kunne komme ud og blive rettet ud. Han børstede støv af sit sorte tøj, da han havde rejst sig op og puffede til mig, så jeg gik forrest op ad den lille sti.

Bilen brølede alt hvad den kunne, da vi igen var på vej mod havet. Jeg havde ingen anelse om, hvor i landet vi var, og hvor langt vi havde tilbage. Jeg følte mig til gengæld overraskende frisk, selvom det måtte være timer siden, at jeg mødte Sir Thomas. Eller hvad det nu var. Tiden havde jeg også mistet enhver fornemmelse for. Uret var ikke engang tre endnu, men det var åbenbart forbeholdt alle andre mennesker. Til trods for at jeg følte mig frisk, så fik bilens vuggende bevægelser, da vi var kommet på mere jævn grund, overtaget. Vi snakkede heller ikke sammen, da Sir Thomas så ud til at være koncentreret om at styre bilen i høj fart. Jeg døsede hen og må være faldet helt i søvn, da Sir Thomas vækkede mig. Vi holdt stille, og jeg kunne genkende lugten af hav. Modet var intakt efter lidt søvn, og denne gang var jeg i vandet som den første. Jeg stod også på gulvet i Argenus’ undersøiske hule øjeblikke før Sir Thomas, selvom han havde råbt formanende efter mig, da jeg nærmest løb gennem vandet foran ham. Der så fuldstændigt ud som sidst, vi stod i hulen. Der var vel også grænser for, hvor meget der kunne have ændret sig hen over natten. Jeg kunne huske vejen og holdt denne gang så godt trit med Sir Thomas, at jeg flere gange var foran ham. Hurtigt stod vi i den vældige sal, hvor vi havde mødt Argenus på sin tronstol. Jeg standsede brat. Her så der til gengæld ikke ud som sidst. Der var stadig ild i faklerne, men Argenus sad ikke på sin plads. Han lå på gulvet.

Sir Thomas lagde en hånd på min skulder. Måske for at berolige mig. Måske for at jeg skulle blive stående. Hvis det var det sidste, så virkede det ikke. Selvom jeg kun havde set kæmper én gang før i mit korte liv, og det ikke var mange timer siden, så var jeg henne ved ham i fuldt firspring. Jeg havde heller aldrig set en død person før, kæmpe eller ej, men mærkeligt nok skræmte det mig ikke, at han nok var død. Udtrykket i hans ansigt, der lå drejet om på siden og kiggede tomt på mig, fortalte mig, at det vist også var tilfældet. Sir Thomas mærkede på Argenus’ kæmpestore hals, og selvom han intet sagde, så bekræftede det blik, han sendte mig, hvad jeg allerede vidste. Vi stod tavse et øjeblik, nærmest ærbødigt, ved siden af Argenus’ kæmpeskikkelse. Så hørte vi en skrabende lyd.

Vi drejede hovederne samtidigt i retning af lyden. Bag Argenus’ stol kom en silhuet til syne. Den var ikke stor som Argenus, men mere af samme størrelse som Sir Thomas. Skikkelsen trådte fri af tronstolens skygge og kom ud i hulens dæmpede lys. I den ene hånd var det, der nærmest lignede et buttet sværd. I den anden hånd trak skikkelsen Argenus’ kiste hen over gulvet i det ene håndtag.

Sir Thomas trådte et skridt hen mod stolen.

”Giv mig Ponches daggert,” sagde han højt.

Skikkelsen tøvede et øjeblik og slap så sit tag i kisten, der landede med et bump. Han trådte også et skridt nærmere og hævede truende daggerten foran sig, mens han holdt den i begge hænder.

”Den er min,” hvæsede han, og kom igen et skridt tættere på. Nu kunne jeg skimte hans udseende i hulens lys. Jeg kunne godt se ligheden med Argenus, men det lignede nærmest en udgave af Argenus, som luften var blevet lukket ud af. Men det måtte være Tokenil. Ansigtet hang i folder, og på de blottede arme hang huden som store poser på undersiden.

”Den tilhører ingen”. Sir Thomas lød uanfægtet af at blive truet.

Tokenil kom tættere på og pegede på Sir Thomas med spidsen af daggerten.

”Jeg skal redde min slægt, inden det er for sent,” hvæsede han endnu mere bestemt end før.

”Din slægt vil dø inden natten er gået, når Pintorerne slipper fri,” svarede Sir Thomas. ”Du kan ikke kæmpe som Ponche, og du har ikke din fætter til at hjælpe dig.” Sir Thomas slog ud med armen mod Argenus’ døde krop.

De tav begge to. Tokenil blev stående med armene hævet, men jeg fornemmede en skælven i armene. Jeg spekulerede på, hvordan det var lykkedes for den lille skikkelse at få has på Argenus. Måske havde han overrasket ham, selvom det virkede usandsynligt. Måske var han kommet tæt på under påskud af forsoning. Mine tanker var overraskende strategiske i betragtning af, at jeg burde have større bekymringer. Jeg havde lyst til at spørge, hvordan han havde båret sig ad, men det virkede ikke som det rette tidspunkt.

”Læg daggerten, Tokenil,” beordrede Sir Thomas. ”Så skal du få lov at gå med kisten og redde din slægt.”

”Hvordan kan jeg vide, at jeg kan stole på dig,” spurgte Tokenil efter en pause.

”Jeg har ingen interesse i at komme efter dig,” svarede Sir Thomas. ”Hvorfor skulle jeg det? Jeg er kun interesseret i at standse Pintorerne. De bør også være din største bekymring lige nu.”

Tokenil trådte helt hen til Sir Thomas, der til gengæld blev stående urokkeligt. De så på hinanden i nogle øjeblikke. Nærmest som en stirrekonkurrence. Jeg holdt vejret og overvejede hurtigt, hvilke flugtmuligheder der var. Selvom Tokenil så skrøbelig ud, havde jeg ingen forhåbninger om at kunne klare ham, hvis jeg pludselig stod uden Sir Thomas. Og jeg vidste faktisk ikke helt, hvordan Sir Thomas havde fået os op af den undersøiske hule sidst.

Tokenil sænkede daggerten, bukkede sig lidt forover og slap den. Den landede tungt i sandet. Han vendte ryggen til Sir Thomas og gik tilbage til kisten. Sir Thomas blev stående uden at røre sig, mens Tokenil langsomt trak kisten gennem hulen og forsvandt samme vej, som vi var kommet ind. Først da Tokenil var ude af syne, bukkede han sig ned og samlede daggerten op. Det var tydeligt på ham, at den var tung.

”Er du okay,” spurgte han, da han vendte sig mod mig.

Jeg nikkede. ”Helt okay,” svarede jeg, men vidste faktisk ikke helt, om det var sandt. Mine ben rystede lidt og det var vist ikke, fordi jeg frøs.

Sir Thomas kom hen til mig og lagde en hånd på mine skulder, da han havde taget daggerten over sin egen skulder. Vi gik stille og roligt tilbage mod indgangen, så vi var sikre på, at Tokenil havde haft tid nok til at komme ud. Vi kunne følge slæbesporet fra kisten hele vejen. Det endte samme sted, som vi var landet. Sir Thomas bukkede i knæene, tog fat om mig med sin frie arm og løftede mig op, inden han hævede armen med daggerten.

Der var pludselig noget meget uvirkeligt over det hele, da jeg igen stod i vand til halsen. Havet var som før, stjernehimlen det samme og det var lige så koldt, som det var sidst. Måske var nattens oplevelser bare ved at få bugt med mig. Jeg blev stående et øjeblik i vandet, mens Sir Thomas var på vej ind mod land. Først da han vendte sig om og skyndte på mig gennem mørket, blev jeg vristet løs af mine tanker. Mine ben føltes som om de kunne skvatte sammen, når det skulle være, så jeg kom ikke ind på land med samme fart som tidligere. Inderst inde vidste jeg godt, hvad der var galt. Det var ikke mine kræfter, der var under pres. Det var min samvittighed.

På stranden forsvandt slæbesporet i en anden retning, end vi selv skulle. Jeg fulgte med Sir Thomas, så godt jeg kunne, op til bilen. Han svøbte daggerten i et stort tæppe, han fandt frem i bagagerummet og lagde bagefter daggerten derned. Imens satte jeg mig stille ind på passagersædet og spændte sikkerhedsselen.

Sir Thomas startede bilen og satte den i bevægelse, men havde bemærket min tavshed.

”Er du sikker på, at du er okay, unge ven,” spurgte han og så bekymret på mig.

Jeg så op på ham og kiggede så væk igen.

”Hvad vil der ske med Tokenil nu,” spurgte jeg efter en kort pause.

Sir Thomas sukkede og tænkte sig om.

”Han vil tage tilbage til sine leshy og bruge kræfterne i kistens indhold til at sikre, at en af dem fører hans slægt videre. Tokenil selv vil tage tilbage til Bjerget for at gå til. Sandsynligvis inden natten er gået.”

”Hvad nu hvis han ikke når tilbage,” spurgte jeg bekymret.

”Så vil hans leshy gå til,” svarede Sir Thomas og lød meget sikker.

”Hvad så hvis han mister noget af kistens indhold på vejen,” fortsatte jeg min række af spørgsmål.

”Så vil hans leshy også gå til.” Sir Thomas så kort på mig. ”Instrukserne i hulen var meget klare. Der er kun lige præcis kræfter nok.”

Skyldfølelsen overmandede mig, og jeg kom til at hulke en enkelt gang, mens tårerne trillede ned over mit ansigt. Sir Thomas standsede omgående bilen og drejede sig mod mig.

”Hvad er der dog med dig, min ven,” spurgte han og virkede mere berørt over, at jeg græd end over noget af alt det andet, vi havde oplevet i løbet af natten.

Jeg snøftede højlydt nogle gange, inden jeg gik til bekendelse. Jeg lænede mig frem og stak en hånd ned i bunden af den ene gummistøvle. Jeg trak en af stenene fra Argenus’ kiste frem og rakte den til Sir Thomas.

”Jeg tog den første gang, vi var derinde,” hulkede jeg. ”De var så flotte.”

Jeg havde bestemt ikke for vane at stjæle. Jeg var ret sikker på, at jeg aldrig nogensinde havde stjålet andet end de småting, som alle drenge har prøvet at stjæle. For eksempel kager fra den øverste hylde i køkkenet og lækre æbler fra naboens træ.

Sir Thomas tog den med sin sorte handskehånd. Havde han løftet mig med den anden arm, den første gang vi forlod hulen, havde han ikke kunnet undgå at bemærke den tennisboldstore sten, der mere end udfyldte min ene forlomme.

”Undskyld,” fortsatte jeg, og så skamfuldt ned på mine ben.

Ud af øjenkrogen kunne jeg se, at Sir Thomas puttede stenen i jakkelommen, inden han igen satte begge hænder på rattet. Bilen stod dog stadig stille. Han sukkede. Efter et øjeblik trak han den ene handske af og gav mig et kærligt klap på låret og strøg mig bagefter gennem håret, der stadig var vådt. Han ventede, indtil jeg så op på ham igen.

”Det er bedst sådan,” sagde han roligt og nikkede.

Jeg blinkede nogle gange med øjnene. ”Men… hans leshy…”

”Ja.” Sir Thomas fortsatte lige så roligt som før. ”De vil gå til.” Han trak sin sorte handske på igen. ”Og det er bedst sådan. Verden kommer hverken til at savne Argenus’ eller Tokenils slægter.”

”Men… jeg har slået dem ihjel,” fortsatte jeg og var på nippet til at græde igen.

Sir Thomas vendte hovedet til den anden side og så ud af sideruden, mens han tænkte. Han så på mig igen.

”Nej. Du har ikke slået dem ihjel. Du har forhindret dem i at komme til at leve. Der er en stor forskel.”

Jeg var ikke helt sikker på, at jeg forstod forskellen, men tog mig til takke med den for nu. Jeg var lettet over at have gået til bekendelse, men havde nu stadig dårlig samvittighed. Jeg kunne stadig mærke den fantastiske følelse, som Tokenils leshy havde givet mig til trods for Sir Thomas’ advarsler om dem.

Sir Thomas startede bilen igen. Køreturen tilbage var naturligvis lige så lang, som da vi kørte herhen første gang. Denne gang holdt jeg mig dog vågen hele vejen, mens mit hoved snurrede af alle nattens oplevelser. Vi sagde intet undervejs, og først da bilen standsede for enden af skoven, hvor vi startede, sagde Sir Thomas noget.

”Er du klar?” Han så bekymret på mig, mens jeg tøvede lidt. Endelig vendte jeg ansigtet mod ham og gav et forsigtigt smil.

”Ja.”

Han var ude af bilen før mig og fandt den tæppeindsvøbte daggert frem i bagagerummet, mens jeg kom fri af sikkerhedsselen og fik smækket døren bag mig.

Vi gik hurtigt gennem skoven, men denne gang holdt han mig ikke i hånden imens. Han havde daggerten at bære på og mente åbenbart, at jeg nu nok kunne holde tempoet. Det var ikke helt sandt. Jeg måtte kæmpe en del for det og flere gange slå over i løb for ikke at komme håbløst bagud. Vi nåede dog frem til det lysende vandhul næsten samtidigt. Vandet lyste meget kraftigere end da vi stod her sidst.

”Er du god til at dykke, master Nicholas,” spurgte Sir Thomas.

”Ja,” svarede jeg med det samme uden at tænke nærmere over spørgsmålet.

Han vendte sig om mod mig og rakte bylten ned til mig. Nærmest som en refleks strakte jeg armene ud og tog imod det indpakkede våben. Jeg skulle flytte lidt på mine ben for at holde mig oprejst, da jeg stod med den fulde vægt af daggerten i mine arme.

Han nikkede anerkendende til mig. Nærmest lidt indforstået. Og jeg vidste jo også godt, hvad det var, han ville have mig til.

”Men… men er det grønne vand ikke farligt,” spurgte jeg med lidt bekymret mine.

”Ikke så længe du har daggerten med,” sagde Sir Thomas. ”Se, prøv at stille dig helt hen til vandet.”

Jeg gjorde som han sagde, og ganske rigtigt fortrak det grønne lys sig fra vandet i en radius på en halv meter fra mig.

”Gå du blot ud med daggerten,” sagde Sir Thomas og gav mig et klap på skulderen.

Jeg tog forsigtigt et skridt ud i vandet, der var mørkt, hvor min fod brød overfladen. Vandet var iskoldt. Bunden var mudret, og jeg sank lidt ned i dyndet godt hjulpet på vej af min store byrde.

Jeg tog et skridt mere, og der blev igen dybere. Det grønne lys lukkede atter hullet inde ved kanten, men holdt sig pænt på afstand af mig. Jeg fortsatte langsomt ud mod midten. Vægten fra daggerten føltes efterhånden enorm, og jeg skulle bruge flere og flere kræfter på blot at trække mine fødder op af det dybe dynd. Jeg var stadig nogle meter fra midten, da jeg kun havde hagen over vandet. Jeg turde ikke tage flere skridt af frygt for at vægten og dyndet ville trække mig helt ned. Jeg vendte mig om mod Sir Thomas.

”Dyk bare ned med det, unge ven,” sagde Sir Thomas, som var han fuldstændigt ubekymret om mit ve og vel. Eller også havde han ualmindeligt stor tillid til mine evner.

Jeg trak vejret dybt nogle gange, inden jeg havde samlet mod nok. Jeg tog en dyb indånding, holdt vejret og lod mig glide helt ned under overfladen. Jeg satte af fra bunden med retning mod midten af vandhullet og lod daggertens vægt trække mig helt ned i den mudrede bund. Det viste sig at være en hel del dybere, end jeg havde frygtet. Jeg kunne absolut intet se, andet end grums og grønt skær. Jeg følte så godt frem for mig, som jeg kunne gennem mudderet. Jeg lod tæppet glide af daggerten i vandet og brugte mine sidste kræfter på at vende den rigtigt, så den med sin egen vægt til hjælp kunne lande med spidsen ned i bunden. Jeg havde næsten ikke mere luft, men stillede mig på daggertens greb, for både at bruge det som afsæt og for måske at presse det endnu mere ned i bunden, hvis ellers min egen beskedne vægt rakte til dette. Det gjorde den åbenbart.

Jeg blev omgivet af en øresønderrivende larm. Det var som om nogen havde sprængt en bombe under vandet. Al luften blev trykket ud af mig, og havde jeg ikke været under vand, tror jeg, at jeg ville have skreget højlydt. Nu blev det kun til store luftbobler. Vandet gled over i kraftige gule og orange farver. Det gjorde ondt i mine øjne. Akkompagneret af et vældigt brøl, blev jeg nærmest spyttet op af vandhullet fulgt af en søjle af vand. Jeg gav et vræl fra mig, da tyngdekraften gjorde krav på mig og ændrede min kurs til retning mod landjorden. Jeg landede på maven med et ordentligt klask. Jeg forsvandt fra omverdenen et øjeblik, men der var vist ikke gået længe, inden Sir Thomas havde rejst mig op igen med et godt tag under mine arme og havde strøget det værste mudder væk fra mit ansigt.

Lidt omtåget betragtede jeg det sælsomme syn af søen, der skiftede mellem mange flotte farver for til sidst at slå over i røde og dybrøde farver. De sidste farver døde ud sammen med larmen.

Da Sir Thomas mente, at jeg var i stand til at stå selv, slap han mig igen. Jeg vaklede en smule, men blev stående. Jeg var mudret fra top til tå og fuldstændigt gennemblødt.

Sir Thomas satte sig på hug foran mig. ”Er du uskadt, master Nicholas,” spurgte han.

”Ja,” svarede jeg meget forsigtigt, uden dog at være helt sikker på, at det var rigtigt.

”Det var godt!”

Vi stod ganske stille en stund. Sir Thomas havde lagt sin hånd på min ene skulder. Skoven vendte tilbage til sig selv, og fuglestemmer afslørede, at vi snart ville se det lysne mod øst.

”Så er dagens arbejde gjort,” sagde Sir Thomas, og gav min skulder et forsigtigt klap. ”Du har kæmpet godt, master Nicholas.” Han trak mig hen foran sig og rakte mig sin ene hånd. Jeg rakte ham min, og han gav den et fast klem. ”Nu må du hjem for at sove,” sagde han.

Jeg så op på ham, og kunne svagt skimte hans ansigt i skovens sparsomme lys.

”Vil vi ses igen,” spurgte jeg lidt bekymret over, at vi nu skulle skilles.

”Livet er langt, min ven. Og uforudsigeligt.” Han tog et par skridt væk fra mig, inden han vendte sig om igen. ”Husk nu – lad være med at fortælle nogen om i nat.”

Jeg nikkede. Selvom jeg brændte for at fortælle om det hele til Jamie, vidste jeg inderst inde, at det nok var bedst at tie stille. Han ville ikke tro et ord alligevel.

Sir Thomas forsvandt lydløst mellem træerne.

Jeg blev stående helt stille lidt endnu, inden jeg begyndte at gå over bakken tilbage til stien, hvor min spand og rygsæk stod. Først da jeg var tilbage på stien, kom jeg i tanke om, at jeg var barfodet og havde glemt mine gummistøvler og strømper i Sir Thomas’ bil. Enhver anden nat ville jeg være blevet bekymret over, at skulle forklare min mor de manglende støvler, men lige præcis i nat betød det ingenting.

På mine bare fødder gik jeg de godt 3 kilometer, jeg havde hjem, gennem skoven, mens solen begyndte at vise sig i øst og langsomt spredte sit lys gennem morgendisen. Langt om længe var jeg på min egen vej, med ømme fødder og alt for træt til at spekulere mere på nattens begivenheder. Jeg var fuldstændigt lydløs på vejen med mine bare fødder. Jeg kunne lige så godt have svævet hen til vores havelåge og ind gennem den. Og dér, lige bag havelågen, stod mine gummistøvler med strømperne hængende ud over kanten. Jeg standsede overrasket. Jeg kiggede rundt i en svag forhåbning om at se Sir Thomas en sidste gang, men vidste godt inderst inde, at han ville være over alle bjerge. Jeg smilede. Jeg havde en fornemmelse af, at vi ville mødes igen. Jeg håbede, at det ville blive snart. Jeg samlede mine støvler op og lukkede havelågen lydløst bag mig. Nu ville jeg have et bad og gå i seng.