Jeg låste døren bag mig, da jeg var kommet ind. Nytårsaften var slut. Den nok mærkeligste nytårsaften nogensinde. Ikke mærkelig på en dårlig måde, blot anderledes. Der plejer at være fest med venner til langt ud på natten. Nogle år planlagt, andre år spontant, men denne gang havde coronaepidemien lagt en kraftig dæmper på festlighederne. Ikke engang på vejen havde der været samme stemning, som der plejer, når nytårskrudtet lyser himlen op.

Nicklas havde været på besøg til spisning. Det var hyggeligt, og hvidvinen forsvandt i takt med at latteren voksede. Hen på aftenen gik han, da han ikke kunne trække den længere. Han skulle også besøge sine forældre, der ikke skulle sidde alene. Vi var blevet enige om, at det var bedst, at jeg ikke gik med.

Mængden af Asti i køleskabet afslørede, at jeg nok havde håbet, at han alligevel var blevet. Jeg forstod dog godt hans dilemma. Længere siden er det jo heller ikke, at mine egne forældre også måtte besøges nytårsaften.

Jeg inviterede Lone og Erik, mine naboer fra længere nede ad vejen, til et glas eller to. Jeg vidste, at de også var for sig selv denne aften, og vi plejer nok at kunne holde den muntre samtale i gang sammen. Da de måtte holde deres hund med selskab under fyrværkeriet, rykkede vi selskabelighederne ned til dem efter en times tid. Sammen med en ny flaske Asti under armen.

Nu var aftenen slut. Jeg havde ikke fået sovet natten før. Jeg ved ikke helt hvorfor. Spænding måske. Alt for meget hvidvin, Asti og Baileys oven i fik nu trætheden til at trænge sig på. Jeg er egentlig stoppet med at ryge, men det sker, at der følger en pakke med, når der bliver købt ind til fest. Jeg havde lige røget en sidste cigaret, mens jeg havde gået en tur op og ned ad gaden, hvor stilheden havde lagt sig over alle husene langt tidligere end enhver anden nytårsaften. Der var kun mig og en ensom kat, der gemte sig under en bil, da jeg nærmede mig i mørket.

Jeg gik rundt i stuen for at slukke de lys, der ikke normalt står tændt, da jeg hørte en lyd ved yderdøren. Jeg stoppede op og lyttede, men lyden var forsvundet igen. Jeg slukkede den sidste lampe og skulle til at gå oven på, da jeg hørte lyden igen, akkurat som jeg gik forbi døren. Det var en stille kradsen, som dengang min kat Ally stadig levede og ville lukkes ind, når hun en sjælden gang imellem var uden for.

Mit hjerte begyndte at slå hurtigt. Jeg rullede rullegardinet foran dørens vindue op, og kiggede ud. Der var intet at se i mørket, da jeg havde slukket lampen uden for døren. Jeg låste døren op og åbnede forsigtigt, og kiggede instinktivt ned, hvor kradselyde normalt kom fra.

Der sad en sort kat. Det gjorde den dog kun et sekund, for netop som jeg havde åbnet døren tilstrækkeligt til at kunne kigge ud, smuttede den ind i entreen. Jeg blev lidt overrasket, men vendte mig hurtigt om for at jage den ud igen. Den havde dog med det samme sat sig på gulvet lige inden for stuedøren. Som om det var det mest naturlige i verden for den. Først troede jeg et øjeblik, at det var mine nærmeste naboers sorte kat, men den er normalt ret sky, og da den mangler et øje, er den ganske nem at kende. Denne havde begge sine, og var bestemt også langt tyndere end naboernes. Den sad nu blot og stirrede på mig uden at blinke.

Jeg åbnede døren helt op og lavede en bevægelse med den ene arm for at jage den ud. Jeg af alle burde vide, at katte ikke er modtagelige for ordrer, og den blev da også siddende helt ubevægelig, mens den blot stirrede på mig. Jeg gik hen til den, for at komme om bag den og jage den ud, men den flyttede sig blot hurtigt til en ny siddeplads på gulvet.

Der blev hurtigt koldt fra den åbne dør. Da jeg ved, at katte ikke søger ind hos fremmede uden grund, lukkede jeg døren for lige at tænke mig om. Det var længe siden, jeg sidst havde haft kattemad i huset, og der var intet i køleskabet at byde en kat på.

Jeg fandt en skål frem og hældte lidt vand op, inden jeg stillede den synligt på gulvet. Katten fulgte alle mine bevægelser og havde endda flyttet sig for at kunne se mig, mens jeg var i køkkenet. Først sad jeg på hug ved vandskålen, men katten nærmede sig ikke. Det gjorde den heller ikke, da jeg flyttede mig i betryggende afstand fra vandet.

Jeg var træt og havde mest lyst til at lade kat være kat og gå i seng. På den anden side havde jeg måske heller ikke lyst til at have en fremmed kat i et hus, der nu var uden kattebakke. Jeg tænkte over mine muligheder, mens jeg sad i sofaen og kiggede på en kat, der ikke gjorde andet end at stirre tilbage på mig i halvmørket.

Det puslede ved yderdøren igen. Et kort øjeblik var der et naivt håb om, at nogen ledte efter en kat. Men hvorfor skulle de komme til min dør. Jeg gik hen til døren og kiggede ud. Der var intet at se, så jeg åbnede den igen på klem. Helt uforberedt på at det samme kunne ske igen, lukkede jeg en sort kat mere ind i min entre. Præcis som den første satte den sig resolut på stuegulvet og stirrede på mig. Den første havde flyttet sig ud på gulvet i køkkenet.

Jeg stak hovedet uden for. Jeg ved ikke, hvad jeg havde forventet at finde. Måske om nogen var i gang med en yderst avanceret morsomhed på et højest usædvanligt tidspunkt. Men der stod ingen og fniste. Der var øde og stille uden for.

Jeg bliver ikke så nemt forskrækket, men at jeg nu havde to fremmede, sorte katte til at sidde og stirre på mig i mit hus midt om natten, fik dog pulsen lidt op. Nu skulle de ud. Jeg var træt, og jeg ville i seng. Jeg forsøgte at indfange dem, men det var håbløst. De flyttede sig hurtigere, end jeg kunne, og jeg kunne ikke trænge nogen af dem op i en krog. Efter nogle minutters resultatløs jagt satte jeg mig igen på sofaen. Jeg kunne jo også bare lægge mig her. Så kunne jeg vel høre, om de pludselig ville ud igen, uden at de splittede huset ad, mens jeg sov.

Sådan blev det. Jeg lagde mig på sofaen og tog tæppet over mig. To par gule øjne stirrede på mig, mens jeg lukkede mine. Jeg følte, at jeg kunne falde i søvn på et sekund og det var også næsten, hvad jeg gjorde.

Jeg spærrede øjnene op. Der havde været en lyd. Min tidsfornemmelse var væk og trætheden gjorde mig omtumlet. Jeg havde muligvis kun sovet et øjeblik og vidste ikke, hvad det var for en lyd, der havde vækket mig. Den korte tur ned i søvnen havde fået mig til at glemme kattene, men da de stadig sad og kiggede på mig, da jeg forvirret satte mig op, kom jeg hurtigt i tanke om det hele igen. Hvad var det for en lyd?

Der blev kradset på døren igen. ”Det er da løgn,” mumlede jeg for mig selv og gik hen til døren for at kigge ud. Denne gang tændte jeg lyset, og holdt hovedet helt hen til ruden, så jeg kunne se ned for foden af døren. Selvom der næppe kunne være mere, der overraskede mig denne nat, så kom jeg alligevel til at udbryde et lille gisp. En sort kat stirrede tilbage på mig, som om den ventede at se mig gennem ruden.

”Nej, nu stopper det,” sagde jeg højlydt, og rullede rullegardinet ned igen. Jeg lagde mig på sofaen igen og prøvede at ignorere de fortsatte kradselyde, der blev mere og mere insisterende. Til sidst stoppede de heldigvis.

Jeg var på nippet til at falde i søvn igen, da en ny lyd fik mig til at fare op. Denne gang havde jeg registreret lyden. Det var et ryk i håndtaget på den låste dør. En velkendt lyd fra en kat der har lært at åbne døre, eller i hvert fald gøre ekstra opmærksom på, at den gerne vil ind.

Jeg gav efter og gik hen og lukkede katten ind. Om der var to eller tre i huset, kunne jo sådan set være lige meget. Jeg blev end ikke overrasket, da den straks satte sig side om side med sine to identiske artsfæller og stirrede på mig.

Jeg havde dog kun lige låst døren bag mig for at gå tilbage til sofaen, da der igen var kradselyde. Denne gang kom jeg til at grine højlydt af den helt surrealistiske oplevelse, og rullede rullegardinet op igen.

Jeg tav. Mit hjerte sprang flere slag over. På toppen af trappen sad seks sorte katte og stirrede ubevægelige på mig i det gule lys fra lampen over døren.

”Hvad fanden?!” Al træthed var omgående forsvundet.

Jeg ved ikke, hvor længe jeg blev stående og kiggede på dem. Til sidst låste jeg døren op og åbnede. Ikke fordi jeg havde lyst til at lukke flere katte ind i huset, og da slet ikke seks, men nu måtte jeg finde ud af, hvad der foregik. Til min overraskelse blev de siddende ubevægelige uden for døren. Selv da jeg trådte ud på trappeafsatsen, flyttede de sig ikke en centimeter.

Jeg havde ikke forventet at kunne blive mere forskrækket nu. Der skulle jeg tage fejl. På trappetrinene på hver side af trappeafsatsen sad mange flere. Tolv, fjorten sorte katte på hver side. Nedenfor sad endnu flere. Stirrende gule øjne, der skinnede i lyset fra den udvendige lampe.

Ingen af dem bevægede sig det mindste. Ikke én gjorde tegn på at ville gå inden for. Tværtimod sad de tre katte, der allerede var kommet ind, nu i døråbningen bag mig.

”Hvad vil I?” Min egen stemme i den helt stille nat forskrækkede mig lidt. ”Hvor kommer I fra?”

Der var naturligvis ingen svar. Ikke en lyd. Ingen bevægelse. Ikke antydningen af en forklaring. Jeg stod i flere minutter og så på det sælsomme syn af mere end fyrre katte, der blot sad og stirrede på mig.

Pludselig rejste de tre katte i døråbningen sig, og gik ned ad trinnene ned mod vejen. Alle de andre blev siddende så ubevægelige, som de hele tiden havde været. For foden af trappen standsede de alle tre og drejede hovederne mod mig. Jeg kunne genkende blikket. Det var det tydelige og lidt utålmodige ”kom nu”-blik fra en kat, der er på vej ud til sin madskål.

Med al træthed helt væk, og med et stort ønske om at finde en forklaring på denne besynderlige hændelse, hoppede jeg hurtigt i mine sko, da jeg ikke ville gå på opdagelse i klipklappere. Jeg greb min jakke bag døren og fulgte med ned ad trappen.

Det har været et usædvanligt syn, men der var ingen andre i gaderne. De tre første katte løb forrest med alle de øvrige i formation omkring mig, som var de dygtigt synkroniserede trækfugle. Deres tempo var højt og jeg skulle gå med raske skridt for at følge med. Den eneste lyd i natten var mine skridt. Kattene var så lydløse, som de havde været hele tiden.

Det gik stærkt hen ad Stadionsvej, inden vi fortsatte tværs over parkeringspladsen foran svømmehallen. Turen gik mod Nørrestrand. Snart befandt vi os i mørket på de smalle stier ned mellem kolonihaverne. Her mellem træer og hække var lyset sparsomt, men heldigvis var jeg på nogenlunde kendt grund.

Det blev kun mere kendt, da vi nåede ned til Nørrestrand. Mine ledsagere, hvis det da ikke nærmere var mig, der var ledsageren, fortsatte mod den smalle sti tættest på vandet. Her havde jeg gået utallige gange som dreng. Enten med legekammerater, eller når jeg efter skole gik tur sammen med Kaj Knast fra Otte Ruds Vej, når han skulle lufte sine store hunde. Så blev der fortalt historier. Selv i mørket kunne jeg genkende hvert eneste sving på stien så mange år efter.

Men her var hverken store hunde eller nogen Kaj Knast. Kun mig og snesevis af sorte katte med øjne der reflekterede det sparsomme lys fra den næsten fulde måne, der skinnede gennem den tiltagende tåge.

Vi fortsatte længe. Forbi det sted jeg frygtede mest som lille dreng. Den brede grøft, hvor det grøngrumsede vand altid stod helt op til kanten. Det virkede dengang altid som kanten til den mere uhyggelige del af skoven, hvor stierne var få og bevoksningen tæt. Kort efter nåede vi frem til bådebroen, der strakte sig langt gennem den tætte sivbevoksning ud til det åbne vand.

Kattene standsede, da de havde sikret sig, at jeg havde forstået, at jeg skulle gå ud på broen. De blev stående på fast grund, mens jeg tøvende tog de første skridt ud på den mørke bro. Jeg vidste ikke, hvilken forfatning broen var i. Var den mon overhovedet blevet vedligeholdt siden dengang? Den føltes smattet og glat under mine fødder, så jeg gik med langsomme skridt hen over brædderne. Langsomt kom jeg hen til knækket, hvor broen laver et lille sving i sivene, inden den fortsætter ud mod vandet.

Jeg standsede brat. Månen gjorde tågen over Nørrestrand svagt oplyst. Nok til at jeg kunne se en silhuet for enden af broen. Jeg kneb øjnene sammen i det sparsomme lys, men kunne ikke se præcis, hvad det var. Jeg tog nogle få skridt nærmere og kunne nu se med sikkerhed, at det var en person. Nogle skridt længere at det måtte være et barn.

”Jamen, søde ven dog, hvad laver du her,” udbrød jeg i mørket og satte tempoet så meget op, jeg turde, på det usikre underlag. Jeg kunne nu se, at det var en lyshåret pige. Kun et par meter fra hende, vendte hun sig om.

”Hej Jan,” sagde hun og smilede forsigtigt.

Jeg standsede. Omtrent samtidigt med mit hjerte. Jeg var tæt nok på til at kunne se hendes ansigt tydeligt. Hun var tolv-tretten år. Jeg kendte hende. I hovedet løb jeg alle ansigter igennem, jeg kunne huske. Naboernes børn, venners børn, spejdere. Jeg vidste, jeg havde set hende, og da hun kendte mit navn, tog jeg næppe fejl.

Jeg har ingen anelse om, hvor mange øjeblikke der gik. Hver en krog af hjernen blev endevendt, og pludselig var der et match.

”Nej, det …” Min hjerne gik kortvarigt i stå, som mødte den et paradoks, der tvang den til en genstart efter at være kortsluttet. ”Det kan ikke passe!”

Jeg har aldrig prøvet at besvime. Skulle det på noget tidspunkt ske, ville dette have været et passende tidspunkt at gøre det. Jeg følte, at alt blodet løb fra mit hoved, og mine ben skælvede, så jeg måtte sætte mig ned på den kolde og smattede bådebro, hvis ikke jeg skulle falde omkuld.

”Det er jo umuligt.”

”Kan du kende mig?” Spørgsmålet var hverken anklagende eller tvivlende. Bare helt uskyldigt.

”Heidi!” Min stemme knækkede. ”Men…”

Hun smilede. Ikke stort og bredt. Et bekræftende smil, og måske lidt glad for, at jeg huskede hende.

”Men det er jo… det er jo tredive år siden,” sagde jeg og følte, at jeg slet ikke kunne regne lige nu.

”Fireogtredive,” svarede hun nærmest uanfægtet. ”Du ligner dig selv.”

Havde jeg været mere kæk i øjeblikket, havde jeg svaret, at det i hvert fald ikke var lige så meget som hende. Men jeg kunne intet sige. Kun tænke det.

”Men hvordan…” fortsatte jeg. Mit hoved blev ramt af et helt godstog fuld af længe glemte erindringer. Læssevis af detaljer, der havde været stuvet sammen i det fjerneste hjørne, og som nu væltede frem oven i hinanden. ”Du forsvandt jo.” Min hjerne arbejdede på højtryk med at sætte de mange hukommelsesfragmenter i rigtig rækkefølge og få luget dem væk, der nok bare var indbildning.

Hun havde boet i et lille hus, der lå neden for kolonihaverne. Nu var det bare et tomt stykke græs, men dengang havde der været et lille forfaldent hus, hvor Otte Ruds Vej gik over i Nørrestrand. Det var der, vi havde set hinanden for første gang. Det var længe efter, at jeg var holdt op med at gå tur sammen med Kaj Knast og hundene, og endnu længere efter, at jeg legede ved Nørrestrand sammen med legekammerater.

Jeg må have været tolv, næsten tretten. Jeg gik bare tur. En dag stod hun uden for huset og smilede til mig, da jeg kiggede på hende. Jeg havde skyndt mig at kigge væk, som om det kunne gå så stærkt, at hun slet ikke bemærkede, at jeg havde kigget. Og så havde jeg sat tempoet op, så jeg hurtigst muligt kom væk.

Sådan fortsatte det et stykke tid. For hver gang satte jeg tempoet knap så meget op som den foregående gang. Endelig en dag, da jeg hverken ændrede tempo eller kiggede væk, vinkede hun til mig. Jeg standsede og vinkede tilbage, inden jeg igen skyndte mig væk.

”Du var så sød,” sagde hun, som om hun kunne læse mine tanker, der var ved at blive stykket sammen. ”Du blev helt rød i hovedet hver gang.”

Jeg smilede lidt forlegent. Jeg var ret genert dengang.

”Ligesom du bliver nu.” Hun klukkede.

Erindringerne overmandede mig kortvarigt. Jeg havde ikke turdet snakke med hende. Hun gik i parallelklassen, men manglede oftest. Der var gået flere uger med hyppige ture forbi hendes hus. Jeg havde regnet ud, at hvis jeg skulle håbe at møde hende, så var jeg også nødt til at gå forbi på forudsigelige tidspunkter. Det endte med at være hver dag lige omkring klokken tre. Nogle dage sad hun på den sammensunkne trappesten sammen med to sorte katte.

Den dag jeg endelig stoppede op og vinkede tilbage, var en dag mellem jul og nytår. Lige inden…

”Du forsvandt jo,” sagde jeg, da jeg igen var tilbage i nutiden.

”Kan du huske den sidste aften,” spurgte hun på en måde, så hun lød ret sikker på, at jeg kunne.

”Det var nytårsaften,” sagde jeg, og tankerne gled igen over i erindringerne.

Jeg havde samlet alt mit mod, og var gået ned til hendes hus om aftenen. Det var en af de kolde vintre i midten af firserne. Da jeg gik fra mit eget hus, var min plan at gå op til hendes dør og banke på, men modet sivede langsomt bort på den kolde gåtur fra Voldgade og hen til huset, hvor hun boede. I stedet stod jeg uden for under den sidste lygtepæl og håbede, at hun på et tidspunkt kiggede ud.

Selvom jeg ikke følte mig heldig, så skete det endelig lige før, jeg var ved at give op.

”Du kom ud,” sagde jeg, og pludselig kunne jeg næsten huske øjeblikket, som var det i går. ”Jeg måtte ikke komme ind, men du gik med op til mig i stedet for.”

”Mmmm,” sagde hun bekræftende og smilede. ”Vi sad inde på dit værelse, og du snakkede løs, som havde du ikke snakket i flere år.”

Jeg kom selv til at smile.

”Ja, det er rigtigt. Jeg var lidt nervøs.”

Hun klukkede igen.

”Kan du huske mere,” spurgte hun.

”Jeg tror, jeg kan huske det hele,” svarede jeg. ”Vi var ude og skyde fyrværkeri af sammen.”

Hun smilede igen.

”Du lod mig skyde det hele af, fordi jeg ikke havde prøvet det før og ikke selv havde noget.”

Det havde jeg glemt, men det var rigtigt. Jeg havde glædet mig, men det betød intet på det tidspunkt. Vi stod sammen i kulden, og jeg skiftede raketterne i flasken, mens hun fik lov at tænde. Jeg kunne huske, at jeg vendte mig om og vinkede til mine forældre, der holdt øje inde fra karnappen. Men mine tanker var et helt andet sted.

”Det var så sødt af dig.” Hun rakte hånden ud som tegn på, at jeg skulle komme hen og sidde ved siden af hende. Jeg bemærkede slet ikke, hvor våd og kold jeg var blevet af at sidde på bådebroen. Jeg rejste mig forsigtigt op og satte mig hen ved siden af hende.

Hun havde bare fødder. Først nu bemærkede jeg, at hendes tøj lignede det, hun havde på den aften.

”Fryser du ikke,” spurgte jeg bekymret.

”Nej,” svarede hun. ”Ikke mere.”

”Vi gik op på mit værelse igen bagefter,” fortsatte jeg, mens jeg kiggede ud i tågen.

Jeg holdt en pause.

”Du kyssede mig på kinden,” udbrød jeg, straks da jeg fandt fragmentet blandt erindringerne.

”Og du blev helt rød i hovedet, og var alt for genert til at kysse mig tilbage.” Hun så op på mig. ”Men du lagde armen om mig og holdt om mig.”

Jeg nikkede, mens jeg så det for mig.

”Vi sad der vist længe,” sagde jeg.

”Vi sad der helt indtil dine forældre sagde, at jeg skulle hjem.”

Jeg smilede lidt ved tanken om den aften. Lige indtil jeg kom i tanke om det. Mit ansigt stivnede og jeg så forskrækket ned på hende.

”Det var den sidste gang, jeg så dig.”

Hun nikkede, og så ud i tågen.

Et stykke tid sagde vi intet. Jeg tror, jeg ventede, at hun ville fortsætte med en forklaring, men den kom ikke af sig selv.

”Hvad skete der,” spurgte jeg endelig.

Der gik lang tid, inden hun svarede.

”Min mor var syg,” begyndte hun. ”Meget mere end jeg anede.” Heidi trak vejret dybt. ”Hun kunne ikke elske nogen mere. Hun hadede mig. Hun hadede kattene. Og hun hadede, at jeg elskede kattene og at de ikke ville være i nærheden af hende.”

Jeg ville have spurgt til hendes far, men ville ikke afbryde hendes forklaring.

”Min far var væk,” fortsatte hun. ”Jeg kendte ham slet ikke. Min mor gav ham skylden for alting og sagde ofte, at hvis hun bare ikke havde mødt ham, så havde hun stadig haft noget at leve for.”

”Men… var der ikke andre,” spurgte jeg og lød nok lidt forfærdet, hvad jeg da også var.

Hun rystede stille på hovedet.

”Vi var helt alene, og der var heller ikke nogen, der ville have lyst til at komme på besøg. Jeg måtte ikke have venner, og der var heller ikke nogen, der ville være venner med mig. Måske fordi jeg var bange for at prøve.”

”Men vi blev da venner,” sagde jeg og tog fat i hendes hånd. Den var kold.

”Ja,” sagde hun og smilede op til mig. ”Du blev min ven.”

Hun holdt pause og trak vejret dybt.

”Jeg var så glad, da jeg kom hjem, at jeg glemte alt om, hvad jeg burde have gjort i stedet for.”

Hun snøftede og holdt pause igen.

”Min mor var altid fuld om aftenen, og hun fejrede kun nytår ved at blive endnu mere fuld end normalt. Og man skulle blive fra hende, når hun var fuld, men det glemte jeg. Jeg stormede ind og fortalte, at jeg havde mødt dig, og at jeg elskede dig meget.”

Jeg blev bange for, hvad der nu ville blive fortalt, og klemte hendes hånd kærligt.

”Hun blev rasende. Mere end jeg nogensinde havde set før. Hun råbte, at der aldrig ville være nogen, der elskede mig, og at det var bedst sådan. Så greb hun kattene en ad gangen og brækkede nakken på dem.”

Hun begyndte at græde og jeg lagde armen om hende.

”Jeg blev helt knust, og så blev jeg rasende. Hun havde ødelagt den bedste aften i hele mit liv. Jeg greb ildrageren og slog ud efter hende, men ramte hende kun på skulderen.”

Heidi trak vejret dybt nogle gange.

”Hun greb fat i ildrageren og vred den ud af hånden på mig. Hun behøvede kun at slå én gang.”

Hun trykkede sig ind til mig.

”Om lidt er det præcis 34 år siden.”

Jeg rystede over det hele.

”Hvad sker der så,” spurgte jeg.

Hun pegede ud i tågen.

”Hun smed mig i her. Sammen med Sofus og Findus.”

Mine egne tårer begyndte at løbe.

”Jeg ledte efter dig,” begyndte jeg, men skulle lige samle mig lidt. ”Vi fik at vide i skolen, at du var løbet hjemmefra, men jeg håbede at finde dig.”

Jeg hvilede mit hoved ned mod hendes.

”Den vinter frøs vandet helt til is i januar,” fortsatte jeg. “Jeg husker det, for jeg endte ofte lige her, når jeg hver dag gik forbi dit hus klokken tre. Jeg håbede hver eneste gang, at du var kommet hjem igen. Det gjorde jeg helt indtil om sommeren.”

Hun tog fat om mig med begge arme.

”Men var der slet ingen, der opdagede, at du var helt væk?”

Hun rystede på hovedet.

”Hver nytårsaften kom min mor og satte sig her på broen. Hun fortalte, at ingen savnede mig og at ingen nogensinde havde elsket mig. Det blev hun ved med hele aftenen og ud på natten, indtil det var ved denne tid igen. Og så smed hun to nye, sorte katte, som hun heller ikke kunne lide, ud til mig.”

Jeg vidste slet ikke, hvad jeg skulle sige mere.

”Det gjorde hun hvert år, indtil hun døde for ti år siden. Så kunne vi begynde at lede efter dig.”

”Men… hvordan?” Jeg løftede mit hoved og så forbløffet på hende.

”Jeg havde tid nok til at fortælle kattene om dig. Jeg håbede, at du ikke var flyttet så langt væk. Vi startede selvfølgelig i Voldgade.”

”Der har jeg ikke været ved midnat nytårsaften i mange år,” sagde jeg og blev pludselig ked af, at jeg ikke blot havde været der en enkelt gang.

”De ledte længere og længere væk, og endelig i aften fandt vi dig.”

Hun rejste sig pludselig op.

”Du er nødt til at gå nu,” sagde hun og omfavnede mig.

”Men… det har jeg ikke lyst til,” protesterede jeg.

”Det er nødt til at være sådan,” sagde hun og slap mig, mens tårerne trillede ned ad kinderne.

Jeg holdt hende stadig i den ene hånd.

”Det var de bedste timer i mit liv,” sagde hun snøftende. ”Jeg ved godt nu, at du ikke elskede mig på samme måde, som jeg elskede dig, men jeg håbede, at du ville være min bedste ven.”

Jeg kæmpede for at kunne fuldføre en sætning.

”Jeg ville have elsket at have dig som min bedste ven,” lykkedes det mig endelig at sige. “Jeg har savnet dig som min bedste ven.”

Hun så op på mig og smilede.

”Gå nu.” Hun trak sin hånd ud af min.

Jeg vendte mig om mod land og så først nu, at alle kattene sad lige bag os. Jeg gik forsigtigt forbi dem på den glatte bro. Nogle skridt længere inde standsede jeg et øjeblik og så ind i mørket mellem sivene. Så slog en tanke mig og jeg vendte mig om.

Broen var tom. Der var kun bølgende tåge i månelyset.

Jeg stod stille længe, mens mine egne tårer trillede frit. Den vandtunge luft viskede de sidste poteaftryk bort fra den våde bro.

”Til nytår har jeg fyrværkeri med. Det lover jeg.”