Kapitel 4: Børnehjemmets skygge

På et tidspunkt i livet opdager man, at tilværelsen er blevet til en rutine. Op, vaske, børste, skrabe, køre, arbejde, køre, spise, sove. Livets krydderi bliver indskrænket til, om der er kø på Vejlefjordbroen eller ej, og man er ved at synke ned i desperationens afgrund, når man uheldigvis en morgen er løbet tør for kaffepuder til Senseomaskinen.

Jeg ved ikke helt, om det er ritualerne der skaber familier, eller om det er omvendt. Ikke desto mindre husker jeg livet derhjemme i Voldgade som én lang kæde af faste begivenheder, der udspandt sig med præcision som et urværk. Det startede allerede om morgenen, hvor livet begyndte, når min mor satte nøglen i døren og kom hjem fra arbejde. Så var min far på badeværelset, mens jeg spiste havregryn. Og mens jeg selv bagefter var på badeværelset, spiste min bror havregryn. Så var det hans tur til at være på badeværelset, mens jeg brugte ti minutter på at få mine alt for snævre hjemmestrikkede sokker trukket på fødderne. Sådan var det morgen efter morgen, og præcis kl. 7.45 skulle jeg mødes med min faste følgesvend på hjørnet af Voldgade og Dannebrogsgade, så vi kunne vandre hen i skolen sammen.

Jeg gik jo i skole i fattigfirserne. Dengang var det ikke så udbredt alt det her med børnepasning efter skoletid. Der var da godt nok en fritidsklub enkelte år, hvor vi kunne blive hængende for at lave grimme ting i læder og ler et par dage om ugen. Der var også en filmklub nede i skolens kælder, hvor vi en enkelt dag i ugen kunne se film. Jeg husker, at det bedste var, da min storebror var én af de seje filmfremvisere. Nej, det passer faktisk ikke helt. Det bedste var, at én af de grimme ting jeg lavede i læder var en nøglepung til min far, som han rent faktisk brugte i mange år.
Det hele var på en måde lidt mere pragmatisk dengang. Lidt mere improviseret. Det eneste legeredskab vi havde i skolegården, var en stor blå flodhest – i beton – hvilket burde fortælle en del om den pædagogiske standard på Ryesgade Skole, ligesom beplantningen med berberisbuske, der kræver en rustning at komme i nærheden af.
I dag er børnepasning noget man betaler via PBS til kommunen, men dengang var det langt mere håndgribeligt. Vi skulle selv have klingende mønt med i lommen til fritidsklubben, ellers måtte man traske hjem.
I langt den største del af min barndom var der dog ingen fritidsklub. Jeg vandrede blot hjem, når vi fik fri klokken kvart i et. Og jeg kunne også sagtens gå hjem, for min mor var altid hjemme. I modsætning til en del af mine klassekammeraters mødre så havde hun da godt nok et arbejde, men hun arbejdede om natten syv nætter i træk, og havde så fri i en uge. Så hver anden uge var der dømt stilhed i huset efter skoletid, fordi min mor lå og sov.
Det var strengt forbudt at gå ind gennem fordøren, for den larmede nederdrægtigt. Det gjorde kælderdøren også, og gør i øvrigt den dag i dag, men den var længere væk, så det vækkede ikke min mor. Ja, det vil sige med mindre man kom til at slippe den, så fjederen smækkede den i med et brag og så var fanden løs.

Derhjemme ventede ikke kun min mor, men også alle kattene. For vi var i sandhed et kattehjem. Vi havde da godt nok en hund, men gravhunde hører ikke til blandt de hurtigste dyr i skoven, så jeg tror faktisk ikke, at den selv var klar over, at den ikke var en kat med krøller.

Jeg tror, at der er megen sandhed i, at mennesker kommer til at ligne deres kæledyr. Sandt er det i hvert fald, at jeg i den grad udviklede mig på samme måde som ulvedrengen Mowgli. Jeg har hverken trædepuder eller kløer, men det skal man ikke lade sig narre af. Jeg har i mit voksenliv ofte fået ballade, når jeg forskrækker folk. Forskrækker dem, fordi de ikke hører mig komme. Det er helt sikkert i min barndom i huset i Voldgade, at jeg udviklede mig til Snigende Uldsok, der kunne bevæge sig rundt i huset og gøre, hvad børn nu gør, uden at den mindste lyd kunne høres. Jeg kan liste iført træsko.

Jeg var faktisk rigtigt god til at underholde mig selv i stilhed, men når det ikke var nok, så opsøgte jeg min egen børnepasning.

Kvarteret hvor jeg boede, var ét af disse kvarterer, hvor ingen bliver kaldt det, de rigtigt hedder. Jeg ved ikke helt, hvad det er der gør, at dette kun forekommer i særlige byområder, men det var sådan vi kendte hinanden. Italieneren, hende med hundene, den stivbenede, Lorte-Laus, og ikke mindst Kaj Knast.

Hvis man ikke sørgede for at bremse, når man nåede ned for enden af Voldgade, så ville man køre direkte ud i engen. Ja, hvis altså ikke lige Kaj Knast’s hus lå i vejen. Her boede min faste børnepasning. Så snart jeg havde spist mine middagshavregryn, så kunne jeg lige akkurat nå at komme ned til Kaj Knast, som han var på vej ud af sin havelåge sammen med de to store hunde, der skulle luftes omkring Nørrestrand. Så gik vi vores faste rute ned til en bådeplads ved Nørrestrand, mens der blev snakket om mangt og meget. Vel tilbage i Kaj Knast’s hus kunne der drikkes Sodastream – disse hjemmebryggede sodavand, som var et stort hit i starten af firserne. Det var i øvrigt også her jeg stiftede bekendtskab med skrå, det var her jeg lærte at hugge brænde og brænde isolering af indsamlede ledninger, så kobberet kunne sælges, og det var her jeg lærte at rense ål. Sidstnævnte var i øvrigt også indfanget i Nørrestrand af Kaj Knast med ulovlige åleruser. Kaj Knast havde aldrig travlt. Han var en af den slags personer, hvor man føler at tiden går i stå, når man er sammen med dem. Der var ingen grund til stress og jag. Der ville komme uendeligt mange dage efter denne.

Jeg hjalp en del til i haven dernede hos Kaj Knast. Det kunne jeg sådan set også sagtens gøre derhjemme, men det var åbenbart mere spændende hos ham. Jeg udviklede mig til lidt af en havemand gennem de tidlige skoleår, sikkert kraftigt inspireret af min far. Faktisk havde jeg gennem et par år en skolehave, som skulle passes to gange om ugen. Forleden dag, da jeg gik i min egen have og plantede hæk, gik det op for mig, at jeg faktisk er flyttet tilbage til rødderne, for jeg kan næsten se over til min gamle skolehave. Altså bortset fra, at den nu er dækket med asfalt, men fremskridtet kan jo ikke bremses – gulerødder eller ej. Jeg nåede at være i den sidste årgang, der havde en skolehave.

Her gik vi så et par eftermiddage om ugen, og passede vores 3 kvadratmeter store have, med præcist udmålte mængder gulerødder, radiser, ærter og kartofler. Jeg havde have ved siden af ham, som jeg også fulgtes med til og fra skole. Her kunne vi gå i vores lille fredelige verden og passe vores lilleputhave, mens vi kunne snakke om den dystre og mørke verden, der befandt sig bag os. Eller rettere over os.

Skolehaverne lå på en skråning. På toppen af bakken rejste sig et vældigt raftehegn, som kun kunne være skabt til at holde nogen indespærret. Og bag raftehegnet rejste sig det mest dystre, som vores barnehjerne kunne begribe: Børnehjemmet!

Deroppe bag raftehegnet var de. De indespærrede! En gang imellem råbte de ting til os. Nogle gange kastede de noget efter os, uden at de dog havde tænkt nærmere over, at vi havde haveredskaber til at grave sten op med. Vi snakkede naturligvis aldrig med dem, men de var en konstant påmindelse om, hvor galt det kunne gå. I vores hoveder var børnehjemmet et sted man kom hen, hvis ikke man opførte sig ordentligt.

Set i bakspejlet havde vi nok ikke det helt store at frygte på den konto, men børnehjemmet var én af de ingredienser, som sørgede for at holde verden i balance, i nøje overensstemmelse med julemanden, monstre i kælderen, Karius og Baktus, og ikke mindst Gud. For han måtte jo være der, for hvordan kunne al denne orden ellers opretholdes.

Det var denne hårfine balance der gjorde, at alting var forudsigeligt. Dagene, ugerne, månederne. Det var denne balance der sikrede, at vi alle sammen kunne se Dollars i fjernsynet søndag eftermiddag. Det var også denne balance der gjorde, at min farmor kom til spisning hver søndag aften, og sørgede for at strikke nogle flere karklude til min mors i forvejen gigantiske samling af strikkede karklude. Det var også denne balance, der sørgede for, at der kom jævne forsyninger af billig proviant fra vores naboland mod syd.

Hver anden onsdag var min mor altid på indkøbstur med bus til Tyskland, sammen med sin veninde Tove. Disse onsdage spiste jeg altid spaghetti med kødsovs sammen med min far, og i mange år troede jeg faktisk, at det var det eneste mad han kunne lave. Jeg fandt senere ud af, at der faktisk var en ret mere. Nu kunne jeg så også godt lide det, så det gjorde jo ingenting. Disse var alle faste ritualer i vores liv, lige indtil livet slog én af disse mærkelige knuder, som vender op og ned på verdens orden. Pludselig skulle Tove ikke længere med hjem. I stedet blev hun ved Otto Duborg. Altså ikke fordi hun var blevet væk i parfumeafdelingen, men fordi hun skulle giftes med Otto. Pludselig var det slut med disse rituelle onsdage. Det eneste lyspunkt var en enkelt aften, hvor Tove og Otto kom besøg. Selveste Otto Duborg i vores stue. For mig var han kongen fra landet, der flyder i vingummi og dåsesodavand. Manden der kommer fra det ubegribelige supermarked, hvor hylderne med slik ingen ende havde. Bekendtskabet gav desværre ingen frynsegoder – tværtimod var det slut med spaghetti og kødsovs hver anden onsdag.

Det er lidt forunderligt med alle disse ritualer, for i bund og grund er de blot et krampagtigt forsøg på at skabe en snært af orden i en verden fuld af kaos. De er en facade overfor livets utilregnelighed. Ikke ulig den facade man skaber overfor andre.

Jeg har haft mange facader i tidens løb. Blandt andet da jeg var i starten af tyverne, og arbejdede i daginstitutioner. Her så jeg det ofte som en ulempe, at jeg lignede én der lige var blevet konfirmeret, når jeg prøvede at skabe lidt autoritet overfor børnene og ikke mindst overfor deres forældre. Derfor besluttede jeg, at det var på tide at anlægge skæg. Nu er halvhjertede projekter ikke lige mig, og derfor blev det første skæg da også et fuldskæg. Nu lignede jeg i stedet en sømand, der lige var blevet konfirmeret, og måtte bruge frygteligt meget tid på at trimme dette ryatæppe på ansigtet. Da det efterhånden gik op for mig, at fuldskæg er noget bøvl, og virkningen i øvrigt udeblev, så blev skægget med tiden omdannet til det så velkendte motherfucker-skæg, med skægvækst omkring munden og på hagen. Dette passede dårligt til karrieren som selvstændig IT-mand, som jeg i mellemtiden var slået ind på, og nu måtte skægget atter tilpasses, så succesbilledet på visitkortet kunne tage sig passende ud. Nu var skægget blevet indskrænket til en behåret larve på overlæben, og iklædt mit daglige jakkesæt, lignede jeg nu grangiveligt en håbefuld bankfuldmægtig, – der lige var blevet konfirmeret – og så kunne det også være lige meget. Siden da har jeg været glatbarberet, bortset fra det seneste års tid, hvor jeg ofte kaster mig over et mere casual udseende. Der er ikke altid tid til barbering med kniv, når der også skal fyldes badevand i murerbaljen, men så falder man også meget bedre ind i billedet, når man står derude i byggemarkedet og tager øjemål af brædder.

I dag er jeg ked af, at jeg ikke længere ligner én, der lige er blevet konfirmeret, men nu har jeg erkendt, at det var fysikken og ikke skægvæksten, jeg skulle have skruet på. Jeg kommer nemlig fra en familie af temmelig spinkle personer. Vi har godt nok næser som jøder, men det er udelukkende for at sikre, at vi ikke falder igennem kloakristene, når vi går på gaden. Det er nok derfor, at det her med sund livsstil aldrig har været noget, vi har bekymret os synderligt om. Vi kunne altid spise alt det vi ville, og gør det da også så rigeligt, uden at det havde den mindste indflydelse på vores vægt. Jeg har endnu aldrig rundet de femogtres kilo, hvilket er en stor ulempe, når der skal graves have, da jeg er nødt til at file spaden ekstra skarp.

I dag er jeg temmelig sikker på, at min mor erstattede indkøbsturene til Tyskland med flere katte. Vi begyndte ganske langsomt at få endnu flere katte i huset. Og hvis ikke vi selv hentede dem, så kom de da bare tilrejsende og flyttede ind. For et par år siden blev det i øvrigt konstateret, at jeg faktisk er allergisk overfor katte. Det må siges, at være min bedst bevarede hemmelighed gennem barndommen, og formentlig det eneste der kunne have medført en plads på børnehjemmet. Dengang hængte man sig bare ikke så meget i den slags. Man kunne have høfeber. Alt det andet var bare lidt kløe. Der var ikke noget med at brokke sig.

Alle kattene rendte rundt udenfor dengang. Derfor var de ret modtagelige for lopper. Min mor har altid været meget øm omkring den slags, og lopper skulle vi i hvert fald ikke have. Man kunne dengang få sådan nogle hvide æsker, der spredte gift i luften, og som slog utøjet ihjel. De hang blandt andet i vores sengelamper, og jeg vil ikke afvise, at dette var en medvirkende årsag til, at jeg senere begyndte at læse kemi. Det første symbol jeg lærte at kende i min barndom, var et sort kors på orange baggrund. Det kunne jeg så ligge og kigge på hver aften lige over mine øjne, mens jeg spekulerede på, hvad det symbol mon betød.

Sundhedsskadelig eller ej, så tror jeg, at børn generelt var mere hårdføre dengang. Ellers blev de det i hvert fald gennem naturlig udvælgelse. Men skade det tog vi ikke.

Jeg har godt nok altid haft mange stemmer indeni mit hoved. Altså ikke den slags stemmer der kommanderer mig til at gøre slemme ting med økser og knive. Det var derimod vennerne fra børnehaven, der blev hængende. Jeg ved ikke hvorfor og jeg kan ikke huske, hvornår jeg smed dem ud, men sikkert er det, at en håndfuld af dem jeg legede med i børnehaven, blev ved med at være mine faste legekammerater et par år ind i min skoletid. Dem skændtes jeg med, når der skulle bygges legoting og dem snakkede jeg med, når der var et eller andet der skulle fortælles. De er som sagt blevet smidt ud, men så er andre bare flyttet ind i stedet for. Skolekammerater, gamle kolleger og venner. Altid er der nogen, som man kan diskutere med, og det har med tiden gjort mig temmelig god til det her med argumenter. At vinde en diskussion med personer, der kender ens ræsonnement på forhånd, er den sværeste opgave.

Det var nemlig ikke noget vi lærte i skolen det her med at diskutere og bruge velovervejede argumenter. Det havde vi alt for travlt til. Travlt med at dukke os og løbe. Der er jo en regel om, at man ikke må slå på dem med briller. Desværre kendte de andre ikke den regel. De havde butterflyknive. Jeg havde fløjlsbukser. Det var ikke fair.

Det var gymnastiktimerne heller ikke. Jeg ved ikke, hvorfor de egentlig blev kaldt sådan, for de bestod aldrig af andet end fodbold, hvad der sikkert er forventeligt, når læreren er gammel fodboldspiller. Her kunne klassens 3 boldspassere så blive ydmyget hver fredag, når vi blev valgt til sidst, og kunne tilbringe halvanden time med at klø os i øret, mens vi overvejede, hvilken vej hjem der var den sikreste.

Gymnastik foregik altid i Vesthallen, lige ved siden af statsfængslet. Vi snakkede tit om, hvordan der mon var derinde. I modsætning til børnehjemmet stod der aldrig nogen og kastede ting efter os på den anden side af muren. Den var ikke desto mindre endnu en påmindelse om mulighederne for et kedeligt udfald af livet i Horsens.

Jeg boede faktisk præcis midt imellem børnehjemmet og statsfængslet. Jeg vil ikke sige, at jeg voksede op i et skidt kvarter. Det var ikke noget der påvirkede livet i det daglige. Hvis man ser bort fra dengang der var gidseldrama ved siden af skolen, og dengang to flygtede fanger gemte sig i vores have derhjemme, så var det egentlig ganske fredeligt. Vi havde også grønjakkerne til at passe på os. Vi så dem nu aldrig, og jeg ved ikke om de virkelig havde grønne jakker, men rygterne var kommet dem i forkøbet og var længe nok. Cirka lige så slemme som historierne om tyrkerne, der beboede den øverste del af Voldgade og slagtede geder på altanerne. Dem skulle man også holde sig fra.

Vi lærte at tilpasse os, og det er vel én af de vigtigste egenskaber at være i besiddelse af, for ikke at tabe i Darwins spil. Jeg undgik børnehjemmet, og har endnu heller aldrig overnattet i statsfængslet. Jeg overlevede længe nok til, at jeg kunne komme til at slå mig ned for mig selv. Her går jeg så nu og pudser vægge op i mit kommende badeværelse, hvor VVS-folkene endelig er gået i gang. Når jeg holder en pause, så åbner jeg vinduet og kigger ud over kirkegården. Og derovre – på den anden side af kirkegården – dér ligger børnehjemmet. Nu kan de bare komme an kan de. Jeg har nemlig mursten!

—

Følg med i næste afsnit, når eneboeren vil vende tilbage med tips om hårmode, fortælle detaljer om lystløgnere og måske krydre det hele med anekdoter fra en dagligdag i opbrud.