Kapitel 1: At bade med andre mænd

Jeg tror, at når vi tænker tilbage på stedet, hvor vi voksede op, så kan vi alle sammen erindre nogle sjove personer i nabolaget. Jeg husker især ham, der boede bag mine forældres hus. Jeg tror aldrig, at jeg så ham, men han boede i en gammel faldefærdig rønne med en fuldstændigt tilgroet have. Det var en almindelig udfordring blandt nabolagets børn, hvem der turde løbe hen til Arthurs dør og banke på. Gennem alle årene i min barndom stod der masser af byggematerialer på paller udenfor hans hus, som egentlig skulle bruges til at sætte huset i stand. Det blev det først af de nye ejere efter hans død.

På vejen nedenfor min barndomsgade lå der også en stribe usle sammensunkne huse, hvor der ikke var bad og knap nok toilet, men til gengæld fri adgang til den sumpede eng lige bag ved. Og fælles for dem, der boede der, var, at de var ligeså lurvede at se på som deres huse, og var berygtede for at lugte fælt og være fulde fra morgen til aften. Tilnavnet Lorte-Laus til een af disse personer burde fortælle en del. I øvrigt var rygtet blandt børnene, at hans have kom man ikke ud af, hvis man først var gået derind. Jeg fandt aldrig ud af, om det var sandt.

Sådan kan vi sikkert alle sammen huske nogle originaler fra vores barndomskvarter. Personer der står som klare billeder på, hvad man ikke skal blive, når man engang bliver voksen.

I mellemtiden er jeg selv blevet voksen. Det er lidt hårdt at vågne op hver morgen og opdage, at jeg bor i en faldefærdig rønne uden bad og knap nok med et toilet, at haven er tilgroet, og at der står byggematerialer på paller udenfor mit hus, uden at det ser ud til, at der sker de store fremskridt.

Sådan kan vi jo alle sammen ende et helt andet sted, end vi planlagde. Mit spinkle håb er nu, at jeg ikke også bliver berygtet for at lugte fælt og være fuld fra morgen til aften.

For dem der ikke kender mig, bør jeg nok fortælle, at jeg for et halvt år siden købte et hus. Den slags som af ejendomsmæglere kaldes for et håndværkertilbud. Inspireret af de mange gør-det-selv programmer i fjernsynet og min ukuelige optimisme tog jeg springet, og købte denne gamle murermestervilla. Der er tale om en villa, der bestemt bærer præg af, at der har været en verdenskrig siden dens opførelse. Det er også en villa, der bærer præg af, at de beboere der både har levet og udåndet i huset ikke abonnerede på Bo Bedre. Til trods for dette havde de dog intet imod at bruge deres hænder, og det har da bestemt også krævet et par hænder eller tre at skrue så mange juleplatter op på væggene, at de franske skruer blev til en del af husets bærende konstruktion.

Jeg kendte jo præmisserne på forhånd, så jeg skal ikke klage. Nu er der gået et halvt år, og jeg er omtrent færdig med at bære årtiers møbelsnedkeri udført i drivtømmer ud i containere. Jeg er også snart færdig med at grave kampesten op fra undergrunden, og må på det punkt beklage, at der ikke i tilstandsrapporten kan stå angivet, om de foregående ejere var besatte af sten og ødelagte havefliser. Sådan en sten-fetish burde bestemt udløse en K3 anmærkning.

I min naive tro på, at alting går meget lettere, når man bor ved byggeriet, flyttede jeg fra min dejlige lejlighed så hurtigt det var muligt. Dette skete præcis en uge efter at huset var blevet forsynet med døre og vinduer, og dagen efter at huset var blevet udstyret med strøm, som ikke udgjorde en overhængende brandfare. Her stod jeg så med mit liv pakket i 70 flyttekasser, og mit liv isoleret til 16 kvadratmeter i et særdeles rustikt udseende værelse.

Tror du, at du har set rustikke værelser? Næppe i den grad. Jeg bor omtrent i skunken og huset har været så koldt, at ikke engang edderkopperne havde lyst til at blive. Der er ikke meget der virker. Et par enkelte nøgne pærer i loftet er det eneste tegn på, at huset overhovedet har strøm, og i resten af huset skal man passe på hvor man går, medmindre man vil komme i stødet på de blottede ledninger, der stikker ud hist og her. Bad er der intet af. De gamle ejere var åbenbart længe tilfredse med en zinkbalje, eller også tog de bad i gruekedlen i kælderen. Varmt vand? Jo, det har jeg, og hver gang jeg åbner for det, kommer der også en del ud af rørene nede i kælderen. Men det gør ikke så meget. Den er alligevel gennemfugtig i forvejen.

Når man flytter til sådan en tilværelse, er der naturligvis mange ting i livet, som man kommer til at tage op til fornyet overvejelse. Der er ting, som man kommer til at sætte pris på i en helt anden grad. Jeg er blevet overbevist om, at dette havde jeg ikke kunnet gennemføre, hvis ikke utallige spejderlejre havde lært mig at udholde primitive sovepladser, insekter i sengen, træk, snavs over det hele og at alting er sat sammen med strips og gaffatape. Jeg er også sikker på, at det netop er spejdergerningen, der har været medvirkende til at løse nogle af de problemstillinger, der hurtigt meldte sig.

Min første problemstilling var jo netop det her med, at huset ikke var udstyret med bad. Etableringen af badeværelset lå meget langt ude i fremtiden, da en hoben ting skulle laves før jeg overhovedet kunne overveje at sætte den første flise på væggen. Lorte-Laus dukker straks op i erindringen og gør det klart, at det nok ikke er en god ide at vente med badningen så længe. Mange løsninger kan overvejes på dette problem. Nedsættelse af badefrekvensen er en mulighed kombineret med at bade i spejderhytten, eller tilfældigvis komme på besøg hos venner og bekendte, og ganske tilfældigt være udstyret med sæbe og håndklæde. Disse muligheder blev hurtigt udelukket, da de nok tværtimod ville underbygge billedet af den sære eneboer, der altid er nødt til at gå i bad, når han kommer på besøg hos andre.
Næste mulighed er et månedskort til svømmehallen, som ligger et par hundrede meter fra mit hus. Det koster godt nok 700 kroner, hvilket må siges at være en høj pris for at blive vasket, men hvis man gerne vil holde hygiejnestandarden høj, så må prisen være underordnet. Det kræver godt nok, at man står klar med håndklæde og skiftetøj før fanden har fået sko på, men man kan jo vænne sig til en del.

Jeg må så dog sige, at jeg foretrækker rygtet om den ildelugtende eneboer, fremfor rygtet om ham der kommer i svømmehallen hver morgen, udelukkende for at tage brusebad sammen med andre mænd. Denne løsning blev kasseret, inden jeg skulle bukke mig ned efter sæben.

Sloganet hos byggemarkedet Stark er: “Sammen bygger vi professionelt”. Det har jeg bestemt sat min lid til, omend de endnu aldrig har hjulpet til på adressen. Jeg havde dog ikke regnet med, at det også skulle blive Stark, der løste mine problemstillinger med badningen. Men jo. En dag, hvor den lurvede eneboer gik den tunge gang gennem trælasthallen, kom åbenbaringen. Lige der, midt imellem bakkemørtel og cempexo, stod en 90 liters murerbalje. Og så var den endda på tilbud.

Der er mange ting, de slet ikke er klar over i Bo Bedre og andre livsstilsmagasiner. Blandt andet hvilke store fordele det har at tage bad i en murerbalje i køkkenet. En af fordelene er, at vandforbruget er ganske lille. Det er jo betryggende, når man engang meget kortvarigt har været miljø-fanatiker. En anden fordel er, at badeanden ikke sejler ret langt væk. En tredie fordel er, at jeg ikke behøver at gå til yoga, da jeg får rigelig med træning i lotusstillingen, for at jeg kan skrue min endda spinkle krop ned i sådan en plasticbalje. Den helt store fordel er dog, at man kan gå i bad og lave kaffe på samme tid. Det er en værdi jeg bestemt aldrig har overvejet, og en mulighed jeg helt sikkert skal have taget højde for i mit kommende badeværelse. Det er en mægtig tidsbesparelse om morgenen, og selvom romantikken i en plasticbalje kan ligge på et lille sted, så lugter det nu alligevel af overskud i hverdagen, at kunne drikke kaffe mens man sidder i badet.

Den næste store problemstilling var, at huset godt nok var udstyret med et rum, der blev kaldt for køkken, men som manglede en del basale ting for helt at leve op til navnet. Færdiggørelsen af køkkenet lå også langt ude i fremtiden – længe efter fliserne til badeværelset – så også her måtte jeg finde på løsninger. Mad købt ude i byen er ikke helt nyt for mig. Faktisk tror de fleste, at jeg udelukkende lever af junk food. Det er dog ikke helt korrekt, da jeg tidligere faktisk godt kunne lave en god gang mad i mit køkken. Dette er dog midlertidigt aflyst. Det er også så besværligt at komme rundt i et lille køkken, hvor der står en stor murerbalje midt i det hele. I dag lever jeg udelukkende af mad i papæsker, og jeg er allerede blevet en værdsat kunde hos kebabkogerne i mit nye nabolag. Opvask er et problem. I et hus hvor jeg har rigeligt at gøre med at få huset til at blive til et hus, har jeg ikke lyst til at bruge mit liv på opvask. Dette kombineret med, at jeg har lovet mig selv ikke at pakke noget ud af flyttekasserne før huset er færdigt, kræver jo også en løsning på anvendelsen af tallerkener, kopper og deslige. Nu er det heldigvis længe siden, at jeg var miljø-fanatiker. Det er også derfor, at jeg i dag kan sige, at det godt nok er praktisk, når hele opvasken er af plastic og kan smides i skraldespanden, når man er færdig med at spise. Det er bestemt også noget jeg må tage højde for i mit kommende køkken, hvor en affaldskværn helt sikkert er vigtigere end en opvaskemaskine.

Den tredie store problemstilling – og den sidste jeg skal trække jer med i dette kapitel – meldte sig først en del senere end de to andre. At leve et liv som eneboer – også kaldet ungkarl når man bor mere anstændigt – har jo været mine vilkår i mange, mange år. Når man samtidigt fører et liv, hvor der ikke er plads til mange hjemmesysler, så lærer man at indrette sig så effektivt som muligt. Her kommer “Jans ungkarleråd nummer 1” ind i billedet: Gør tøjet effektivt. Nej, jeg taler ikke om selvrensende tøj med indbygget mobiltelefon og GPS, selvom det kunne være smart. Jeg taler derimod om at gøre hele garderoben effektiv. Det bør være enhver yuppies første indsatsområde, når tilværelsen skal effektiviseres.

Folk der ser mig ofte i civilt tøj (det vil sige ikke-håndværker-påklædning) ved, at jeg går relativt forudsigeligt påklædt. Alt tøj er holdt i sort og blåt. Det giver mange rationelle fordele i hverdagen:

• •Du skal kun huske 1 indstilling til vaskemaskinen
• Du behøver ikke bruge lang tid på at sortere tøj inden vask
• Du kan udnytte vaskemaskinens kapacitet optimalt – især vigtigt med 12 kilos maskinerne på møntvaskeriet
• Selv når tøjet hænger på tørresnoren matcher det
• Du skal ikke bruge lang tid på at vælge tøj om morgenen
• Du kan udelukke en stor del af udvalget i tøjforretningen, så også indkøbene går hurtigt

Dette er dog ikke nok for mig, da min uforudsigelige hverdag gør, at tøjforsyningen må være stabil selv i ustabile perioder. Herpå er der kun een løsning. Køb stort ind. Har du prøvet bukser og fundet et par uden hængerøv, så køb 10. De giver også gode rabatter til storkunder i herretøjsforretningen. Er dit yndlingsmærke i t-shirts på tilbud, så køb hele kasser ad gangen. Det er meget lettere at lægge t-shirts sammen og stable dem pænt, når sømmene sidder det samme sted. Er du træt af at sammensætte sokkerne med den korrekte makker, så smid hele dynen ud, og køb hele hylden, når de er på tilbud. Den eneste ulempe er, at de også begynder at få huller på omtrent samme tid. Gå konservativt klædt. Så kan du altid supplere garderoben med nyt tøj, der er magen til det gamle.
Du bør afstemme garderobestørrelsen med udsvingene på din tid til huslige sysler. For mit eget vedkommende har jeg gennem årene fundet ud af, at 2 måneders tøjforbrug af civilt tøj var passende til min garderobe. Det giver så dog visse luftfugtighedsproblemer, der skal løses, når 20 maskiner tøj nu og da hænger til tørre på samme tid, når garderoben har været anvendt på fuld kapacitet. En gummiskraber til ruderne kan anbefales i den kolde tid.

Nå – men tilbage til den tredie store problemstilling. Jeg havde naturligvis gjort hele garderoben klar inden afrejsen fra min lejlighed. Selv sommertøjet og udklædningstøjet var nyvasket. Alt sammen i en naiv tro på, at VVS folk hænger på træerne, og i løbet af ingen tid kan få etableret de nødvendige installationer, så jeg fortsat kan gå anstændigt klædt. Jeg skulle tage meget fejl. Selv de falmede shorts fra starten af halvfemserne nåede at komme i brug, og det var tæt på, at også prinsessekjolen fra udklædningskassen måtte på strygebrædtet. Så er det man lærer, at man tilfældigvis lige kan have en kurv tøj med i bilen, når man tilfældigt kommer på besøg hos venner og bekendte. Man lærer også, at tøj sagtens kan vaskes i spande, og så er det vel nok praktisk, at man kan købe 3 foderspande for 13 kroner hos Harald Nyborg. Det var en skam, at gruekedlen i kælderen var blevet afmonteret.

Så jeg slap foreløbigt heldigt gennem genvordighederne. Jeg er ikke blevet den lurvede person, der lugter fælt. Nej, jeg er heldigvis ham den nye i nummer 18, som tager bad i køkkenet, vasker sit tøj i hånden og lever af junk food. Et held at man ikke er en original ligesom dem i barndomskvarteret.

—

Følg med i de kommende kapitler der vil handle om eneboerens kulturliv, venskaber på prøve og historier fra nabolaget. Alt sammen krydret med flere råd til ungkarle, kulinariske tips og ideer til haven.