”Marie, Marie, Marolle. Flyv op til Vor Herre og bed om dejligt vejr,” hviskede pigen og løftede sin hånd over hovedet. Det syntes mariehønen lød som en god ide, inden den lettede fra den regnvåde hånd og flaksede afsted.

Den havde ikke fløjet længe, inden den mødte to andre mariehøns, der dovent baskede gennem luften.

”Halløj,” sagde den ene. ”Hvor er du på vej hen i sådan en fart?”

”Jeg er på vej op til Vor Herre for at bede om dejligt vejr,” sagde mariehønen.

De to mariehøns begyndte at grine. ”Det er bare noget man siger,” sagde den ene af de fremmede mariehøns. ”Vi har aldrig hørt om nogen, der er kommet helt derop,” fortsatte den anden.

”Er der langt,” spurgte mariehønen og begyndte allerede at miste modet.

”Længere end nogen som os kan komme,” sagde den første af de fremmede mariehøns. ”Vi skal blive hernede og flyve fra blad til blad.”

”Det lyder ikke særligt spændende,” sagde mariehønen.

”Hvem siger også, at det skal være spændende,” sagde den anden af de fremmede mariehøns. ”Vi skal bare spise bladlus, så blomsterne er pæne.”

”Men blomsterne vil jo også gerne have dejligt vejr,” protesterede mariehønen.

”Det ved vi ikke noget om”, sagde den første af de fremmede mariehøns, ”men nu har vi ikke tid til at snakke mere med dig.” Og så fløj de videre til næste blad, mens mariehønen kunne høre, at de grinede højt.

Mariehønen fløj højere op. Snart mødte den en brumbasse, som kunne høres på lang afstand.

”Hvad laver du helt heroppe, mariehøne,” spurgte brumbassen, og fløj langsomt i cirkler om mariehønen.

”Jeg er på vej op til Vor Herre for at bede om dejligt vejr,” sagde mariehønen.

”Til Vor Herre, siger du”, sagde brumbassen forundret. ”Ham har jeg aldrig hørt om,” fortsatte den, ”og jeg har da været i alle haverne her.”

”Han er vist også højt oppe”, indvendte mariehønen.

”Jeg har ikke set noget,” sagde brumbassen, ”og jeg har været langt højere oppe end dig. Prøv at se hvor små vinger du har. Du kan slet ikke komme højere op end mig”. Og så summede brumbassen højlydt videre, inden mariehønen kunne nå at sige noget om dens størrelse. ”Du bliver bare klasket,” råbte brumbassen, inden den var væk i det fjerne.

Mariehønen fløj højere op på trods af brumbassens advarsler. Det varede ikke længe, inden den mødte en sommerfugl og måtte standse for at se, hvor flot den var.

”Halløj mariehøne,” sagde sommerfuglen kækt. ”Hvor er du på vej hen i sådan en fart?”

”Jeg er på vej op til Vor Herre for at bede om dejligt vejr,” sagde mariehønen.

”Nå, det var sært,” sagde sommerfuglen. ”Ham har jeg aldrig mødt”, fortsatte den, ”og jeg er ellers så smuk, at alle gerne vil se mig.”

”Det er du rigtigt nok også”, sagde mariehønen, og kunne godt se, at dens egne vinger intet var i sammenligning.

Heldigvis var det ikke den mest forfængelige sommerfugl, mariehønen kunne møde.

”Jeg var faktisk bare en grim larve for ikke så længe siden”, fortalte den. ”Måske skal du bare flyve videre, og så bliver du lige pludseligt lige så smuk som mig”.

Det syntes mariehønen, var det bedste råd, den havde fået i dag og satte tempoet op. ”Men glem alt om at møde Vor Herre”, råbte sommerfuglen. ”Han er der ikke.” Og så satte den sig på en blomst, og vrikkede med sine smukke vinger, så alle blev betaget.

Mariehønen fløj i fred længe. Højere og højere op, mens alting under den blev mindre og mindre. Det var blevet langt op ad dagen, inden den igen mødte nogen på sin vej.

”Halløj,” sagde mågen og satte farten ned ved at baske med sine store vinger, så mariehønen nær blev blæst omkuld. ”Hvad laver en lille én som dig helt heroppe?”

”Jeg er på vej op til Vor Herre for at bede om dejligt vejr,” sagde mariehønen og bemærkede nu, hvor mange måger der var.

”Det tror jeg ikke man kan”, sagde mågen og kiggede rundt på sine venner, der alle rystede på hovedet. Mariehønen blev straks lidt ked af det, for mågen virkede som én, der havde været vidt omkring.

”Er du sikker på det,” spurgte mariehønen skuffet.

”Vi flyver bare mod syd, når vejret bliver skidt,” forklarede mågen.

”Jamen, har I aldrig prøvet noget andet i stedet for”, spurgte mariehønen.

”Joeh,” sagde mågen. ”Vi flyver også nordpå, når vejret bliver godt igen. Det er sådan vi skal gøre, og det kan man ikke sådan lave om på.”

Og så satte mågeflokken tempoet op igen og fortsatte mod horisonten.

Mariehønen var igen alene og selvom den var træt, fortsatte den frygtløst mod skyerne.

Pludseligt, uden at den havde opdaget noget, gled en skygge ind over den.

”Hvad er du for en spøjs lille én”, spurgte ørnen uden overhovedet at kigge på mariehønen.

”Jeg er på vej op til Vor Herre for at bede om dejligt vejr,” sagde mariehønen.

”Intet undslipper mine øjne,” sagde ørnen selvsikkert. ”Hvis der var en Vor Herre, ville jeg have fået øje på ham.”

”Du havde aldrig set én som mig før”, sagde mariehønen, der efterhånden havde lært at være lidt skeptisk. ”Kan du så ikke have overset Vor Herre også?”

Ørnen svarede ikke. Den kredsede blot videre med blikket rettet stift mod jorden.

”Og… du kigger jo kun nedad”, protesterede mariehønen, selvom det var modigt at lægge sig ud med himlens konge – ikke bare én gang, men to.

”Der er intet højere oppe end mig,” sagde ørnen efter lidt betænkningstid. ”Så jeg har ingen grund til andet.” Så dykkede den mod jorden i forrygende hast, uden at tage afsked.

Mariehønen fortsatte mod skyerne, og selvom de virkede tæt på, var der længere, end den lige regnede med. Som dagen gik, kom den dog derop, og den måtte nu vænne sig til at flyve i tæt tåge, hvor den intet kunne se. Men den vidste godt, hvilken vej den skulle, så det betød ikke så meget.

Det blev dog mere og mere tåget, og gråt skiftede til mørkt. Inden den vidste af det, var mariehønen fløjet ind i det værste uvejr, den nogensinde havde oplevet i sit korte liv. Vinden ruskede og piskede, regnen føg om ørerne, og mariehønen skulle bruge alle sine kræfter for at flyve videre. Det begyndte at tordne og lyne, og lynene kom så tæt på, at den nær havde tabt sine prikker.

Det var heldigvis en udholdende lille mariehøne, og netop som uvejret virkede værst, fløj den ud af skydækket til den bagende sol. Det prægtige syn af det hvide skylandskab under mariehønen tog et øjeblik pusten fra den. Nu var der kun blå himmel over den, og snart var mariehønen på vej igen.

Det begyndte at blive aften, mens mariehønen fløj højere og højere op. Det var timer siden, den sidst havde mødt nogen, og det virkede efterhånden som en ensom tur. Men så med ét mødte den noget, den aldrig havde set før.

”Hva’ søren,” grinede flyvemaskinen, da den fik øje på mariehønen. ”Du er godt nok langt hjemmefra.”

”Ja,” sagde mariehønen. ”Jeg er på vej op til Vor Herre for at bede om godt vejr”, fortsatte den og satte sig på den ene vinge for at få sig et lille hvil.

”Så skal du godt nok højt, min ven” sagde flyvemaskinen. ”Men jeg ved præcis, hvem der kan hjælpe, så kom du bare med mig”.

Og så blev mariehønen siddende på vingen, mens flyvemaskinen drønede afsted og fortalte om hele verden, som den havde set. Den fortalte om riger og lande så utrolige og prægtige, at mariehønen knap ville have troet på det, hvis ikke det var for den solnedgang de fløj imod. For mariehønen havde heller aldrig set en solnedgang nede i græsset, og denne solnedgang var smukkere end noget andet, mariehønen nogensinde havde set.

Det var blevet nat, inden de tog afsked med hinanden.

”Held og lykke på rejsen,” sagde flyvemaskinen og mariehønen vinkede til den, som flyvemaskinen dykkede mod jorden og de blinkende lys langsomt forsvandt mellem skyerne.

Det var koldt og mørkt og så stille, at mariehønen kun kunne høre sine egne vinger summe. Men det gjorde ingenting, for den vidste præcis, hvad den skulle nu. Det havde flyvemaskinen fortalt.

Det blev dog alligevel en frygteligt lang nat for den lille mariehøne, og der var øjeblikke, hvor den savnede bare at kunne sidde på et blad og sove. Det var kun når den kiggede op på stjernehimlen over den, at den fandt kræfter til at blive ved med at kredse rundt.

Heldigvis havde flyvemaskinen talt sandt. Pludselig lyste skydækket under mariehønen op, og et øresønderrivende brøl flængede den mørke nat.

Da fandt mariehønen alle sine kræfter frem, og den baskede med sine små vinger, som ingen mariehøne nogensinde havde gjort før. Den var lige ved at ramme forbi, men nåede det med nød og næppe.

”Halløj,” sagde rumraketten. ”Du er da en finurlig lille én”, og den blev næsten skeløjet, som mariehønen sad dér på spidsen af den.

”Jeg er på vej op til Vor Herre for at bede om dejligt vejr,” sagde mariehønen.

”Vor Herre ved jeg ikke noget om,” sagde rumraketten, ”men hvis han er deroppe, så finder vi ham, for jeg kan komme lige så langt det skal være. Og du er ikke større, end at du sagtens kan komme med mig. Der er noget jeg skal vise dig på vejen.”

Og så holdt mariehønen så godt fast, som den kunne, mens rumraketten buldrede afsted gennem himlen.

Det varede ikke mange minutter, inden solen stod op igen og det var en solopgang som ingen anden.

”Se,” sagde rumraketten, og mariehønen kiggede ned på Jorden. Den vidste ikke, hvad nogen af stederne hed dernede, men nu forstod den, hvor højt op den var kommet.

”Der er altid godt vejr et eller andet sted dernede”, fortsatte rumraketten. ”Og solen skinner altid. Man skal bare højt nok op for at se det.”

Mariehønen kiggede på solen, der rigtigt nok strålede større og kraftigere, end den før havde set.

”Vil du med,” spurgte rumraketten, ”eller vil du flyve ned igen?”

Mariehønen tænkte et øjeblik på bladlus og en stille dag på et græsstrå. Den tænkte på, om den nogensinde kom til at se sine venner igen og på den lille pige, som havde sat sin lid til den. Den tænkte også over denne dag, hvor den havde oplevet mere end nogen dage før den.

”Jeg vil gerne med,” svarede mariehønen og rumraketten buldrede videre mod det ukendte fjerne. “Jeg vil gerne med,” gentog den og smilede. Smilede, inden den lukkede øjnene og fortsatte højere op og længere væk, end nogen mariehøne nogensinde havde været før.