Himlen var mørkegrå foran mig. Den ville have gået i ét med havet i horisonten, hvis ikke den lave sol på en skyfri himmel bag mig havde kastet lange gyldne stier, der glinsede i krusningerne på vandet. Langt ude i det fjerne fløj måger over himlen, og lyste op som klare stjerneskud mod den mørke baggrund. På vej i samme retning, kaotisk og spredt i en harmonisk bevægelse. Afstanden druknede deres indbyrdes skrig i den svage vind fra havet.
Stranden syntes varm og hvid i den skarpe kontrast mellem solskin og skyer og var næsten øde. I det fjerne løb en dreng med sin drage, mens hans far lavede fagter til dem begge. Sandsynligvis med gode råd om drageflyvningens kunst. Jeg bemærkede dem kun flygtigt, da jeg lænede mig frem og holdt om Bastians muskuløse hals.
Han stod ærbødigt i det tørre sand på sikker afstand af de stille, rullende bølger. Jeg kunne mærke, at han kort drejede hovedet og vippede med et øre, da han mærkede mit hoved mod sin krop. Som ville han sige: ”Jeg mærker dig. Jeg er her for dig.” Men han sagde naturligvis intet. En ordløs hilsen mellem racer uden indbyrdes sprog.
Og alligevel kunne vi kommunikere, som da han forstod min lyd og fodbevægelse til at sætte i stille gang. Skyggen i sandet fra den nedadgående sol var som en absurd, langbenet skabning, der vaklede med en lige så absurd rytter på ryggen. Hans skridt var næsten lydløse mod det løse, tørre sand. Bevægelsen monotont vuggende og næsten i symfoni med pulsen i vandet.
PSHHHH. PSHHHH. PSHHHH.
Jeg lukkede kortvarigt øjnene. Tillidsfuldt i forventning om, at Bastian nok skulle bringe mig sikkert frem over stranden uden pludselige overraskelser. Selvom jeg koncentrerede mig, dukkede han kun op i flygtige glimt. Et kortvarigt syn af et blik, der glinsede af narrestreger. Et skælmsk blik, som min mormor ville have kaldt det uden at vide, at intet ord ville tage over, hvor det slap.
PSHHHH. PSHHHH. PSHHHH.
Jeg åbnede øjnene og lod mig distrahere af horisonten, der næppe ville kunne lade sig indfange på et lærred. Jeg lænede mig forover og begravede næsen i Bastians nakke i et håb om at få duftene til hjælp. Den bløde, søde duft af hest var umiskendeligt som ham. Et kortvarigt minde om første gang vi holdt om hinanden og kyssede, hvor duften af hans shampoo måtte tabe til hest, uden at det var et nederlag.
PSHHHH. PSHHHH. PSHHHH.
Mine håndflader blev fugtige om tøjlerne, da jeg rettede mig op, åbnede øjnene og snusede havduften ind. Bastian lystrede øjeblikkeligt mine bevægelser og rykkede tættere på vandet, hvor sandet blev mere fast og lyden rytmisk rungende.
DUNG. DUNG. DUNG. DUNG.
Vinden blev koldere og varslede, at de mørke skyer havde regnvejr forude. Jeg var ikke klædt på til regnvejr, og havde intet andet valg end at lade den køligere vind gribe fat, hvor den kunne, i min løsthængende skjorte. Hårene på armene rejste sig, som vi kom tættere på havet.
DUNG. DUNG. DUNG. DUNG.
Jeg lukkede øjnene igen og prøvede at huske ham ved siden af mig. Siddende på Rowan, vuggende og smidigt. Jeg ville aldrig kunne matche ham på hest. Han var blevet sat i saddel som 3-årig og havde nærmest tilbragt de næste 25 år der. Enhver konkurrence var umulig. På hest kunne jeg kun være ufuldkommen ledsager, men det gjorde naturligvis intet. Jeg kunne ikke vælge bedre følgeskab. At se ham i perfekt duet med Rowan var alt. Som én stor muskel delt over to kroppe. To slanke skikkelser i fuldbragt symbiose.
DUNG. DUNG. DUNG. DUNG.
Det var præcis dér, han første gang sagde, at han elskede mig. Jeg var stoppet op, mens han fortsatte og blot kiggede tilbage på mig med sit blik. Det blik, der som intet andet kunne vække sommerfugle i min mave. Jeg lukkede øjnene og prøvede igen at huske det. Ikke øjeblikket. Det ville være umuligt. Det var for unikt i et kort sekund. Nej, blot blikket. Men det blev kun til to blå øjne. Det var dog også nok for nu. Det var hans.
Bastian fulgte mit råd og trak ud i vandkanten, da vi passerede både dreng og far, der hver især var ved at miste interesse og tålmodighed for flyvningens kunst. På et nærmest ubevidst plan blev vi enige om at sætte tempoet op i det lave vand.
SLO-SLOSH. SLO-SLOSH.
Vandets plasken var et belejligt filter til at skille mine tanker fra den omgivende strand. Jeg kunne mærke kolde dråber mod mine bare skinneben, mens Bastian utrætteligt fortsatte gennem vandet. Jeg lænede mig bagover og lod tillidsfuldt kroppen vugge med Bastians bevægelse. Jeg så op i den mørke himmel, mens jeg prøvede at genkalde hans grin dybt i vandets plasken. Hans altid ubekymrede, drengede grin. Som når teenagedrenge griner i hemmelig indforståethed. Som når jeg kildede ham om morgenen, inden vi endte i omfavnelse. Som når han vandt over mig i Trivial Pursuit. Ikke fordi han egentlig kunne, men fordi jeg lod ham. Fordi jeg elskede ham langt mere end min egen konkurrencesjæl.
SLO-SLOSH. SLO-SLOSH.
Fik jeg fortalt ham, hvor meget jeg også elskede ham? Jeg prøvede ofte, men måske var det ikke nok. Måske troede jeg, at vi udvekslede gensidige løfter, når det i virkeligheden blot var hænder, der holdt fast i hinanden. Måske troede jeg, at vi talte sammen, når det i virkeligheden blot var læber, der mødtes. Uanset hvor inderligt. Uanset hvor længe.
Det var Bastian, der kortvarigt havde overtaget, da vi bevægede os op i det kompakte sand igen. Det var mig, da vi satte tempoet op.
GADAGUNG. GADAGUNG.
Jeg forestillede mig ham på Rowan ved siden af mig. Jeg forsøgte at høre hans grin gennem vinden og hovslagene. Jeg ville ikke lukke øjnene. Jeg ville føle ham tæt på, mens vi galoperede over stranden igen. Mit blik var stift rettet mod horisonten, for jeg frygtede, at ved blot den mindste skelen til venstre ville fantasien svigte. Vi indhentede regnen.
GADAGUNG. GADAGUNG.
Og så lukkede jeg alligevel øjnene. Jeg ville høre hans hjerte banke. Som jeg gjorde den aften. Som det gjorde den aften. Den aften, hvor jeg for alvor blev klar over, hvad han betød. Hvor jeg troede, at vi begge blev klar over det. Håbede måske. To kroppe, der pulserede i takt.
GADAGUNG. GADAGUNG.
Regnen begyndte at sile ned, men vi standsede ikke, Bastian og jeg. Himmel og strand stod snart i ét, og jeg blev gennemblødt på et øjeblik. Vi fortsatte i stadigt højere tempo, selvom det nu blev iskoldt. Det virkede som at ville slippe fri, men jeg ville hellere indhente. Det var umuligt. Jeg ville aldrig kunne indhente ham, med mindre han lod mig.
GADAGUNG. GADAGUNG.
Tempoet gik til sit højeste.
GADAGA-GUNG. GADAGA-GUNG.
Jeg slap tøjlerne og lod min krop følge Bastians. Jeg strakte armene ud til siden. Som en linedanser. Som en flyvemaskine. Jeg mærkede vinden mod mig. Om mig. Jeg ville være en drage. Ubekymret svævende. Kun holdt flyvende og til jorden af ham.
GADAGA-GUNG. GADAGA-GUNG.
Torden buldrede over bugten. Som fjerne hovslag, der gav genlyd under det mørke, regnfulde dække. Jeg bragte os brat til standsning. Midt på stranden. Midt i regnen. Kun et sekund før et øresønderrivende tordenbrag flængede bugten.
Mit hjerte hamrede. Det gjorde Bastians også, men af en ganske anden årsag. Jeg lagde hovedet i hans våde man og lyttede til hans vejrtrækning.
Rowan kom stille op på siden af os. Lydløst gennem regnen. Jeg turde ikke løfte hovedet. Det var bedre blot at håbe. Blot at forestille. Mens jeg stadig kunne huske fornemmelsen i maven.
Jeg mærkede hans hånd på min ryg. En varmere plet i det kolde, gennemblødte stof. Jeg drejede ansigtet mod ham. Tøvende. Håbefuldt. Og samtidig ængsteligt. Men han var der virkelig. Han var virkelig. Vandet silede ned over hans alvorlige ansigt. Han sendte mig et forsigtigt smil.
”Jeg elsker dig,” sagde jeg.
Så kom blikket, ingen af os burde kunne tage fejl af.