Hun præsenterede sig som Alex, da hun mødte mig ved indgangen, men fra websitet vidste jeg, at hun hed Alexandra. Smuk, ung græsk kvinde, der snakkede hurtigt engelsk med en tiltalende accent, mens hun viste mig rundt. Hun havde svært ved at skjule sin begejstring for lejligheden, der skulle være min i en uges tid. Allerede i elevatoren havde hun fortalt, at jeg ville blive imponeret, og hun løj på ingen måde. Mest stolt var hun naturligvis af tagterrassen, der også var det første hun viste frem. Halvtreds meter lang på bysiden med den ubestrideligt smukkeste udsigt.

Hvad der i virkeligheden fascinerede mig langt mere, end hun kunne vide, var de mange detaljer, der afslørede de tidligere ejeres sans for både finesse og praktisk funktion. Stuk, malerier og imposante møbler snedkereret sammen med mørke gerigter, fyldingsdøre og lækre gulve. Alt sammen nænsomt sammensat med moderne installationer, motordrevne persienner og velfungerende skydedøre til alle altaner.

Det, der solgte mig for alvor, var dog den sjæl, der havde fået lov at overleve i den næsten uberørte lejlighed efter ejernes død. Maghonireol efter maghonireol fyldt op med medicinsk litteratur og kunsthistorie fra mere end et århundrede, der mere end antydede, at her havde boet en dygtig læge med en stor passion for verden. Utallige historiske malerier, hensygnende fotografier fra fotografiets barndom, blyantstegninger, broderier og kobberstik af byens historie, og lamper, vaser, porcelænsballerinaer og krystalglas, der afslørede en stor sans for ikke blot æstetik men også for at sammensætte smukke genstande på tværs af kulturer og tidsaldre.

Jeg var ikke længe om at finde mig til rette ved det majestætiske, mørke skrivebord, der tronede i hjørnet af den største stue. Flankeret af en klassisk, engelsk skrivebordslampe, en middelalderglobus og et kærlighedsbillede af lejlighedens foregående beboere, var dette det helt rigtige sted for mig at sidde de næste dage, mens jeg skulle filosofere over livets tilstand.

Det var da også her jeg havde tilbragt de første døgn, når jeg ikke, som nu, stod på terrassen og betragtede byen under mig. Titusindvis af lamper, der glimtede gennem disen, som hele døgnet trak ind fra bugten og lagde sig som et nænsomt slør over byen. I bugten lå den faste snes krydstogtskibe oplyst som farverige guirlander af havelamper i en smagløs skandinavisk have. Den massive århundredegamle bymur skar gennem bjergsiden og selvom den ikke længere havde nogen praktisk funktion, var dens tidligere bastante selvsikkerhed understreget af det ubrudte, gule natriumlys, der nu fremhævede den over alle andre bygninger.

Under mig boede mere end en million mennesker. Havde mit syn været skarpt nok, kunne jeg muligvis se hver eneste en. Nu var de dog kun repræsenteret af de utallige lys i lejligheder og lydene, der nåede op fra byen for foden af klippen. Biler, der blev kørt alt for hurtigt gennem gaderne, hunde, der gøede uden andet formål end at gø, to kvinder der snakkede højlydt sammen over alt for stor afstand til, at det var hensynsfuldt.

Der fulgte en svag brise med en duft af stegt kød. Jeg havde svært ved at tro, at det kunne være fra restauranterne i gaden langt under mig. De måtte for længst have lukket for natten. Det var en tiltalende duft, da jeg havde spist aftensmad alt for tidligt og nu var mere sulten, end de indkøbte snacks burde tilgodese. Jeg tømte glasset med hvidvin, mens jeg spekulerede over, hvor der mon blev lavet så velduftende mad ved midnatstid.

Jeg gik tilbage til stuen, hvor playlisten stadig spillede det melankolske pianomusik, der havde været min baggrund fra jeg satte mig ved skrivebordet første gang. Den tidligere frue i huset mødte mig med sit gennemborende blik, da jeg trådte ind i stuen. Hun hang som det største af malerierne i stuen med evig udsigt over Thessaloniki og den omtumlede bugt her i det fjerneste hjørne af Ægæerhavet. Venlig, alvorlig og utvivlsomt en af byens fremmeste fruer, da maleriet var blevet lavet til hendes ære.

Jeg kiggede kort på telefonen, der lå på skrivebordet. Der var blevet stille for beskeder fra de to, jeg elskede allermest på hver sin måde. Den ene, fordi han sandsynligvis var blevet opslugt af computerspil. Den anden, fordi han skulle tidligt op og tage sig af hestene. Både af det hjemlige og af det fremmede var jeg nu overladt til mine egne tanker og min egen koncentrerede verden.

Jeg gik i køkkenet efter mere hvidvin, selvom jeg ikke burde. Efter mindre end to døgn var det i overkanten at tage hul på tredje flaske, men jeg overbeviste mig selv om, at det var okay under sydens himmelstrøg og faktisk tjente de kortvarigt genfundne lange sommernætter til ære. Konsekvent tog jeg fejl af gangene i lejligheden, da mine tanker for det meste var et ganske andet sted, men et øjeblik senere var jeg ved at skrue proptrækkeren i en korkprop endnu en gang.

Jeg skulle til at give proptrækkeren det sidste vrid, da jeg hørte en lyd, der fik mig til at stoppe brat. Ikke genkendelig, som noget jeg med det samme kunne sætte hverken navn eller ansigt på. Men bemærkelsesværdig nok til, at jeg måtte stille flasken med den næsten iskruede proptrækker fra mig på bordet.

”Hallo,” sagde jeg, da jeg stak hovedet ud i gangen. Der kom intet svar, og jeg var lige ved blot at tro, at jeg enten havde bildt mig det ind, eller hørt noget udefra gennem gangen fra den åbentstående terrassedør i stuen, selvom retningen virkede forkert.

Så var lyden der igen. Den kom utvivlsomt fra den ende af gangen, som jeg endnu ikke havde fået udforsket.

”Hallo,” gentog jeg, men fik fortsat intet svar. Jeg gik ud af køkkenet og tog et par skridt ned ad den mørklagte gang, mens jeg ledte efter en lyskontakt. Da jeg fik tændt lyset, kunne jeg se, at gangen fortsatte ti meter endnu. Jeg fortsatte til enden for blot at opdage, at den drejede skarpt til højre og fortsatte videre mod syd i den del af lejligheden, der lå på den anden side af de omsluttede baggårde.

Jeg tog i flere af dørene. De fleste var låste og ved dem, der ikke var, kiggede jeg indenfor, for blot at finde sparsomt møblerede gæsteværelser. En enkelt viste sig at være til endnu et badeværelse, som jeg ikke havde set. Jeg havde da også kun brug for det, jeg allerede kendte til. For enden af den sydgående gang fandt jeg en ulåst dør, der knirkede højlydt, allerede da jeg trykkede håndtaget ned.

Der var mørkt indenfor. Præcis som bag de andre ulåste døre. Her fandt jeg dog ingen lyskontakt lige inden for døren, som jeg havde gjort i de andre rum. Jeg åbnede døren helt, så jeg kunne gå indenfor og lede efter kontakten. Lyset fra gangen rakte ikke til at hjælpe mig og øjeblikket efter gled døren i. Som jeg stod i mørket, blev jeg klar over, at jeg, i modsætning til i alle øvrige rum, havde et tæppe under fødderne. Jeg følte over væggen og fandt endelig, hvad jeg ledte efter. Jeg tændte lyset.

Det grønne græstæppe var det første jeg bemærkede, da lampen oplyste rummet. Ikke et klart lys. Nærmest som om der manglede et par pærer, og den resterende blot levede på lånt tid. På det grønne tæppe lå røde puder med sirligt arrangeret legetøj. Ikke vilkårligt efterladt, som et barn ville gøre. Tydeligt placeret med sans for både æstetik og en mere kategorisk ordenssans. En pude med Barbiedukker, der, såvidt jeg kunne bedømme, ikke var af seneste design. En pude med metalbiler, der heller ikke efterlod nogen tvivl om, at det ikke var gårsdagens modeller. En pude med nærmest karikerede plastikblomster, der på deres egen livløse måde matchede det kunstige græstæppe, kun adskilt af en postkasserød satinpude.

Jeg løftede blikket fra gulvets puder og legetøj, og fik øje på det, jeg burde have bemærket som det første. I hjørnet længst væk fra døren tårnede et stort træ sig op. Ikke et rigtigt træ naturligvis. Et fortegnet træ med troldeansigt, der virkede hyggeligt på sin egen tilstræbt kluntede måde. Det havde helt sikkert givet anledning til mange måbende barneansigter gennem tiden. Med selvskabte eventyr til følge om både talende træer, mystiske skove og næsten venlige trolde med grene som hår.

Jeg lod blikket glide rundt i rummet endnu en gang, inden jeg slukkede lyset og gik tilbage til gangen. Jeg skulle lige til at lukke døren, da jeg hørte et snøft. Nu kunne jeg sætte ord på lyden, jeg havde hørt. Jeg åbnede døren igen og stak hovedet ind i mørket. Der blev snøftet igen, og jeg stivnede et øjeblik.

”Er her nogen,” spurgte jeg, og følte mig lidt tåbelig, da jeg jo lige havde forvisset mig om, at der intet var i værelset ud over gammelt legetøj og en trækulisse.

Der var kun tavshed. Puder, gammelt legetøj og et slidt græstæppe.

”Mmmmmmmm,” lød det gennem rummet, som en gammel mand, der er ved at vågne efter sin eftermiddagslur.

Jeg spærrede øjnene op, og fór først sammen, hvorefter jeg med et fast greb i døren, så den ikke gled i, rakte ind i rummet og tændte det sparsomme lys igen på kontakten.

”Hvem er her,” sagde jeg igen, uden dog at tænke over, at hvis her var nogen, så ville vedkommende næppe forstå dansk.

”Mmmmmmmm,” lød det igen, efterfulgt af et hult host og et snøft. Træet med det søvnige troldeansigt slog øjnene op og kiggede på mig.

En tåre på størrelse med en mellemstor håndtaske gled fra hvert øje og landede på gulvet. Først nu bemærkede jeg, at det grønne græstæppe var vådt under det store træ.

”Jamen, hvad er der dog i vejen med dig,” spurgte jeg ganske instinktivt, inden jeg overhovedet fik mulighed for at overveje det absurde i at tale til et grædende træ på et hensygnende børneværelse i Grækenland.

”Jeg er bare så alene,” sagde træet og lod endnu et sæt overvældende store tårer plaske til gulvet.

Jeg slap mit tag i døren. Om det var forbløffelsen eller den åbenlyst manglende fare, ved jeg faktisk ikke med sikkerhed. Døren gled i bag mig, men jeg bemærkede knap dens knirken. Sikkert var det dog, at det var første gang, jeg havde mødt et sørgmodigt træ. Ja, måske på nær nogle af de yuccapalmer, jeg med tiden havde taget livet af i langstrakt tørke. De havde dog aldrig grædt, måske alene på grund af væskemangel, men de ville sandsynligvis have overlevet i årevis med blot en enkelt af dette træs tårer.

”Hvorfor er du efterladt her helt alene,” spurgte jeg og satte mig på hug i det grønne.

Træet lukkede kortvarigt eftertænksomt øjnene, snøftede og kiggede derefter på mig igen.

”Engang var jeg legetræ for Hr og Fru Konkouris’ børn,” begyndte træet. ”Dengang kom alle børn fra byens fornemmeste familier her og legede med mig. Da blev der klatret og digtet historier hver eneste dag.” I næste øjeblik strålede træets øjne kortvarigt i nyfunden livsglæde ved erindringens skær. ”Men så blev børnene store og havde ikke længere brug for hverken legeværelse eller troldetræ.” Det gamle træ blev lige så sørgmodigt igen.

”Jamen,” begyndte jeg. ”Er der da slet ingen, der ser til dig?”

Træet rystede raslende med sine topgrene.

”Nej, ingen kommer her forbi mere.” Han sukkede tungt. ”Engang imellem kigger rengøringsdamen forbi for at støve legetøjet af og støvsuge mine blade, men hende tør jeg ikke sige noget til. Den foregående løb skrigende bort, da jeg sidst prøvede, og kom aldrig tilbage.” Han sukkede igen. ”Sådan virker jeg desværre på de fleste voksne. Faktisk er du den første, der har talt til mig i årtier.”

Jeg blev kortvarigt i tvivl om, hvorvidt det var en god ting, men jeg lod tvivlen komme træet til gode. Dernæst blev jeg lidt forarget over, at nogen blot kunne lade sådan et talende træ stå helt alene i et aflukket og mørklagt værelse uden hverken det ene eller det andet. Det var trods alt ikke blot en yuccapalme, der skulle forsøge at skabe en antydning af organiseret biologisk liv i en ungkarlehybel.

Jeg vidste ikke helt, hvad jeg skulle sige til træet. Min spejderlærdom har da givet mig en del viden om træer, men den var for længst sluppet op denne aften. Hvad stiller man i grunden op med sørgmodige, efterladte talende legetræer med troldeansigt?

”Bum-bum,” sagde jeg, mens jeg tænkte.

”Hvad mener du med det,” spurgte træet forundret. ”Er det en slags trylleformular?”

”Nejnej,” sagde jeg straks. ”Det betyder bare, at jeg tænker.”

”Nå, okay.” Træet holdt en kort pause. ”Bum-bum.” Endnu en pause. ”Nu tænker jeg også.”

Jeg så forundret op på ham. Så blinkede han underfundigt tilbage med et glimt af genfundet håb. Akkurat i det øjeblik, blev jeg klar over, at usædvanlige opdagelser kræver usædvanligt ansvar.

”Vi skal have dig ud herfra,” sagde jeg resolut uden overhovedet at have gennemtænkt, hvad jeg præcis var ved at sætte i gang.

”Bum-bum,” svarede træet og drejede øjnene i en eftertænksom stilling.

Jeg tænkte, så det nærmest knagede, men jeg turde ikke sige flere lyde for ikke at forvirre træet. Jeg var jo ikke lokalkendt. Faktisk kendte jeg kun cirka de 200 meter af byen, som lå på hver side af lejligheden. Og i virkeligheden var mit mest detaljerede kendskab til byen, hvilke hylder mine foretrukne indkøb stod på i den nærliggende købmandsbutik. Men så slog det mig.

”Nede på vejen ligger der en lille legeplads,” sagde jeg. ”Eller det er i hvert fald en lille bar plet, hvor jeg har set nogle børn lege.” Jeg turde trods alt ikke give træet forhåbninger, jeg ikke kunne indfri.

”Rigtige børn,” spurgte træet begejstret.

”Ja-eh,” svarede jeg uden rigtigt at vide, hvad han mon mente med det. Der var da nok sket en del med børn siden Hr og Fru Konkouris’ tid, men jeg skulle da nok mene, at de fortsat kunne sætte pris på et venligt troldetræ.

”Altså sådan nogle, der godt kan lide at finde på historier og gerne vil klatre i et gammelt træ,” spurgte han igen.

”Det er jeg fuldstændigt sikker på,” svarede jeg og satsede på, at børn i udkanten af Thessaloniki også stadig var i stand til kortvarigt at lægge iPad’en til side.

”Årrrhhhh,” udbrød træet og de ellers modløse grene rejste sig og skrabte mod loftet.

”Men først skal vi have dig ud herfra.” Jeg rejste mig op og startede med at tage øjemål af døren og dernæst træet. ”Det bliver nok ikke nemt.”

”Jeg er blevet rigtigt tør,” sagde træet. ”Så jeg vejer ikke så meget”. Han klukkede.

Jeg tog fat om træet for at prøve at løfte det. Jeg kunne knap nå rundt om stammen.

”Uh, det kilder,” grinede træet og viftede igen med sine grene.

”Ja, nu skal du lige være stille,” sagde jeg lidt irriteret, mens jeg forsøgte at bakse ham hen mod døren. Han vejede rigtigt nok ikke så meget, men størrelsen gjorde det til lidt af en opgave. At der heller ikke var mange centimeter mod loftet at give af til at løfte ham, gjorde det bestemt ikke lettere.

Med besvær fik jeg rokket ham hen til døren, hvor den første store udfordring allerede meldte sig. Hvis han nogensinde var kommet ind gennem den døråbning, så måtte han være vokset i mellemtiden.

”Det her bliver ikke nemt. Kan du på nogen måde gøre dig tyndere,” spurgte jeg.

”Jaja,” sagde træet og trak vejret dybt. ”Så, nu har jeg trukket maven ind.”

Der var ikke så meget som en millimeter til forskel, men det nænnede jeg ikke at sige. Jeg stillede mig i stedet bag ham og begyndte at rokke og skubbe, som jeg bedst syntes, at han måske kunne passe gennem døråbningen.

”Avav, det gør altså herrenas, det der,” beklagede han sig, da jeg begyndte at klemme ham gennem døråbningen.

”Ja, men der er ikke andre veje ud,” sagde jeg og ville ikke afsløre, at vi nok ikke engang var nået til det værste endnu.

Jeg drejede, moste, maste, skubbede og lirkede så godt, som jeg kunne, akkompagneret af gentagne beklagelser fra træet og pludselig var han fri af døren. Der var røget lidt bark af i processen, men det undlod jeg at nævne. Han var alt for begejstret over, at vi havde overstået den første forhindring. Gangen var lidt bredere end døråbningen, og her kunne jeg ret ubesværet skubbe ham afsted over det glatte gulv. Et par steder måtte jeg få hans hjælp til at holde grenene i ro, hvis lamperne skulle blive, hvor de var.

Langsomt, men sikkert, kom vi gennem gangene. Flere gange måtte jeg dreje ham, når han gerne ville kigge ind i rummene, vi kom forbi. Langt om længe kom vi frem til den store stue. Her var der højt til loftet og egentlig masser af plads. Alligevel måtte jeg dog tage en god omvej uden om de mange møbler. Der var ikke indrettet til, at træer hyppigt skulle bugseres gennem stuerne.

”Hvad er det, der glimter derinde,” spurgte træet, da vi nåede hen til den åbne terrassedør.

”Derinde? Hvad mener du,” spurgte jeg.

”Ja, derinde!” Han viftede en smule med sine grene i retning af terrassen.

Jeg skulle lige til at svare, som var svaret en selvfølge for et gammelt legetræ med troldeansigt. Så tænkte jeg mig i stedet om.

”Åh gud,” kom jeg til at udbryde. ”Du ved det slet ikke.”

”Ved hvad,” spurgte træet tydeligt forundret over at høre mig blive bevæget.

Jeg svarede ikke, men fandt fornyet energi til også at få ham over terrassedørens kant, mens han blev ved med at snakke om, hvor mange lys der hang inde i det her store rum. Og hvad kan troldetræer, der har levet deres første halve århundrede i et fjernt, aflukket legeværelse i virkeligheden vide om verdens gang.

Da han var kommet over dørkanten, skubbede jeg ham helt hen til rækværket, så han kunne se det hele.

”Det her er Thessaloniki i dag,” sagde jeg.

Et øjeblik sagde han intet. Han lod blot øjnene spejde ud over det storslåede syn af byen, der lyste op hele vejen rundt om bugten.

”Men… hvad er alle de lys,” spurgte han.

”Det er huse og lejligheder,” svarede jeg. ”Det er der, byens børn bor.”

Han tav igen.

Så landede to håndtaskestore tårer på rækværket, inden de forsvandt under os.

”Men… der må jo være hundrede,” sagde han næsten lamslået og forventningsfuldt.

”Ja,” sagde jeg og ville ikke, at han skulle bryde sit hoved med i stedet at forstå, hvad hundredetusind betød.

Jeg lod ham stå nogle øjeblikke mere, mens vi sammen så ud over den sovende by, der alligevel glimtede så levende helt ud i horisonten.

Resten af vejen gennem stuerne var uden de store problemer, og heldigvis var entredøren noget bredere og højere end den første dør. Gangen udenfor var straks værre. Jeg havde allerede én gang utilsigtet forstyrret naboen, da jeg tog fejl af ringeklokke og lyskontakt. Det ville næppe være befordrende for det fortsatte naboskab, hvis jeg gentog seancen, mens jeg baksede et træ gennem gangen midt om natten.

”Nu skal du lige holde dine grene helt i vejret,” sagde jeg, mens jeg opmærksomt skubbede træet forbi naboens dør og ikke mindst hendes ringeklokke. Vi fortsatte ubesværet hen ad gangen, indtil vi kom frem til den næste og forhåbentligt sidste prøvelse. Elevatoren.

Den eneste anden mulighed var trapperne, men at få bakset et træ ned ad fem etager trapper, uden at vække det halve af Thessaloniki, lød som en umulig opgave. Det måtte blive elevatoren.

Træet spurgte naturligvis til knappen, jeg trykkede på, og jeg forklarede det hele så godt, som jeg kunne. Han var derfor ekstra spændt, da foldedørene gik op, og lyset fra elevatoren oplyste gangen, hvor lyset igen var gået ud.

Jeg kunne godt huske, at jeg havde svært ved at have min kuffert med, da jeg første gang tog elevatoren op med Alexandra. Lige nu virkede den pludselig endnu mindre. Det krævede en nærmest overmenneskelig indsats, hvor troldetræer desværre ikke er til megen hjælp. Elevatordøren prøvede at lukke mindst 20 gange imens. Til alt held var der næppe andre, der havde brug for elevatoren på dette tidspunkt af døgnet.

Det lykkedes. Havde træet haft blot et enkelt blad mere, så kunne han ikke have været der. Og mig var der bestemt ikke plads til. Jeg havde forklaret ham, hvad der nu skulle ske, og klemte min hånd ind til elevatorens knapper. Jeg trykkede på 0.

”Farvel,” sagde træet, da foldedørene lige akkurat kunne lukke sig foran ham. Jeg satte i løb mod trappen og tilbagelagde 5 etager, som jeg næppe har gjort det før. Hurtigt nok til lige akkurat at nå at se en elevatordør lukke sig igen i stueetagen. Og at høre et træ, der sagde ”Farvel!”.

Jeg trykkede på elevatorknappen, mens jeg prøvede at få vejret, og foldedørene åbnede sig lidt beklagende igen.

”Goddag,” sagde træet og smilede til mig.

”Goddag,” sagde jeg stadigt hivende efter vejret, uden dog at gengælde hans smil. Lige nu var jeg mest bekymret omkring at få ham ud af elevatoren igen. Det skulle vise sig at være endnu sværere end at proppe ham ind i den.

Det lykkedes efter stort besvær, og da vi også havde tilbagelagt indgangspartiets flisegulv, stod vi på fortovet foran bygningen.

”Det er lige derovre,” sagde jeg, og pegede på et lille stykke græs på den modsatte side af vejen.

Træet sagde ingenting.

Jeg så på ham, og han så pludselig slet ikke forventningsfuld ud mere.

”Tror du…,” begyndte han. ”Tror du, at de stadig vil kunne li’ mig?”

”Ja,” sagde jeg, uden at jeg dog med sikkerhed kunne vide det. ”Selvfølgelig kan de li’ et troldetræ.”

”Men… det er jo så mange år siden, jeg sidst er blevet leget med.” Han lød oprigtigt bekymret.

Jeg stillede mig foran ham og klappede ham på stammen.

”Vær helt rolig, gamle ven,” sagde jeg. ”Jeg er helt sikker på, at du nok skal klare det lige så godt, som du altid har gjort.”

Han lyste lidt op, men så endnu ikke overbevist ud.

”Vil du hellere blive stående i et hjørne af et mørkt legeværelse, hvor der aldrig kommer nogen,” spurgte jeg. Og håbede, at han for guds skyld ikke sagde ja.

Træet var tavst.

”Nej,” svarede han endelig. ”Nej, det vil jeg ikke.” Han snøftede en gang. ”Lad os få det overstået.”

Jeg baksede ham ud over kantstenen og over vejen, hvor der heldigvis heller ikke var nogen trafik på denne tid. Endelig stod vi på den grønne plads, hvor han havde en del skiftende meninger om, hvilken vej han gerne ville vende. Til sidst stod han, så han kiggede mod vejen og mod Hr og Fru Konkouris’ lejlighed, der trods alt havde været hans hjem i årtier.

”Så,” sagde jeg, da missionen endelig var fuldbragt efter et par timers hårdt arbejde.

”Tak,” sagde træet. ”Tusind, tusind tak.” Hans stemme bævede en smule og jeg kunne se, at hans øjne var bevægede.

Han rakte sin største topgren frem mod mig og jeg gav ham hånden til afsked.

”Held og lykke med dit nye troldetræliv,” sagde jeg, og han kunne intet andet end smile tilbage til mig.

Jeg var hurtigt tilbage i lejligheden og gik ud på terrassen. Han fik øje på mig med det samme, og vinkede ivrigt til mig med sine grene. Jeg vinkede tilbage til ham. Jeg blev siddende på terrassen, så længe jeg kunne holde mig vågen. Træet kunne til gengæld ikke sove denne nat. Hver gang jeg kiggede ned til ham, spejdede han først til den ene side, så til den anden side, og så tilbage igen. Han ventede kun på, at en ny dag skulle begynde. Den ville begynde med at se den første solopgang i mange, mange år

Jeg faldt i søvn i stolen og vågnede først ved kirkeklokkens slag længe efter, det var blevet lyst. Først kunne jeg ikke huske, hvorfor jeg sov på terrassen. Så kom jeg i tanke om nattens hændelser og kiggede ud over kanten.

Dernede så jeg et troldetræ, der strålede, som intet troldetræ nogensinde har strålet før. To børn hang i hans grene, og en håndfuld sad måbende foran ham, mens han fortalte dem eventyr fra troldeskove og andre fjerne steder.

Han så mig, men vinkede ikke. Det er svært for troldetræer, når der hænger børn i grenene, som helst ikke skal falde af. Til gengæld smilede han, så jeg ubekymret kunne overlade ham til sit nye liv. Rygtet ville utvivlsomt hurtigt vandre fra barnemund til barnemund. På tværs af Thessaloniki. På tværs af Ægæerhavet.

Så hvis du nogensinde kommer til Thessaloniki, så kør op til Sankt Pauls kirke på højdedraget øst for byen. På den grønne plads mellem kirken og isboden finder du troldetræet. Hils ham fra Jan. Jeg lover dig, at det er verdens gladeste troldetræ.