Breve til Jonathan

Kære Jonathan,

Hvor jeg ønsker, at jeg kunne skrue tiden tilbage til de mange samtaler, vi havde. Til de øjeblikke, hvor vi kunne have dykket dybere ned i skyggerne af vores liv i stedet for blot at fokusere på de overfladiske, komfortable emner. Jeg har reflekteret, Jonathan, over naturen af vores venskab og dybden af vores samtaler, og det er først nu – på denne dag – jeg føler mere end blot en enkelt fortrydelse over de stier, vi aldrig betrådte. De ting, der forblev usagte mellem os.

Din udholdenhed og styrke, og din vilje til at bære dine byrder alene, har altid været kvaliteter, jeg har beundret. Du syntes at bære verdens vægt på dine skuldre med nåde og aldrig klage. Vi delte latter og historier, vi udvekslede ideer og drømme, men under det, kan jeg nu se, at der var en skjult strøm. En stille kamp, som du kæmpede alene. Jeg ønsker, at jeg havde set det tidligere, Jonathan.

Det er, som om vi sad ved havet og talte om de bølger, der funkler i solnedgangen, mens vi forsømte at tale om de kolde, mørke dybder nedenunder. Vi talte om det lette, det lystige og det ubetydelige, mens vi efterlod dine kampe uberørte. Vores samtaler drejede sig om bøger, komik, musik, film og vores egne eventyr, men aldrig de personlige kampe, de dybe følelser og de dæmoner, der hjemsøger os gennem dem. For ja, du er ikke ene om omklamrende dæmoner. Det ser nu ud som om, jeg var tilfreds med at beundre havets overflade, og aldrig vovede at udforske mørket nedenunder.

Hvor jeg ønsker, Jonathan, at jeg havde dykket dybere, at jeg havde forsøgt at opdage og forstå, hvad der udspillede sig i dit indre. Jeg troede, at vores samtaler var nok, at styrken i vores bånd og gensidige tillid var tydelig under den lette latter og de delte interesser. Jeg antog, at din udholdenhed var en fæstning. En borg, der kunne modstå enhver storm.

Men det var en forkert antagelse. Jeg skulle have kigget i hjørnerne. Vi ser styrke, udholdenhed og ynde, og vi ligestiller det med uovervindelighed. Men under den facade har vi alle vores kampe, vores private slag, og du var ingen undtagelse. Jeg blev forblændet af din personlighed, Jonathan, og for det er jeg virkelig ked af det.

I løbet af de sidste mange år har du lært mig så meget, Jonathan. Ikke mindst skønheden i de stille øjeblikke, vi havde sammen. Nu lærer du mig en lektion mere – vigtigheden af virkelig at kende dem omkring os. Vigtigheden af at vove sig ud over det overfladiske og forstå dybet under den guldglinsende overflade. Det er en lektion, jeg ønsker, jeg havde lært tidligere. En jeg ønsker, jeg ikke behøvede at lære på din bekostning.

Jeg vil have, at du skal vide, Jonathan, at jeg dybt fortryder ikke at have været mere modig, ikke at have set ud over dit robuste ydre, ikke at have givet en hjælpende hånd, når du måske havde allermest brug for det. Jeg tillod mig selv at tro, at du klarede dig fint, når du i virkeligheden stille og roligt bar vægten af din indre, oprørte verden og langsomt gik itu.

Og så, min kære ven, skriver jeg dette brev ikke kun som en måde at udtrykke min fortrydelse, men også som en pagt. En pagt om at gøre det bedre, at være mere opmærksom, at virkelig lytte, og at søge at forstå dem omkring mig ud over det overfladiske. En pagt om at ære det venskab, vi havde, ved at blive den ven, du havde brug for.

Med dybfølt fortrydelse,

Jan


Kære Jonathan,

Jeg ved godt, at det kun er timer siden, jeg skrev til dig, men jeg kan ikke sove. Jeg tænker på første gang, du bankede på døren. Kan du huske det? Du var så nervøs, at du rystede, da du kom ind fra mørket.

Jeg kan høre dig ved døren hele tiden, men du er ikke derude.

Vil du ikke nok give mig et tegn. Blot det mindste. Jeg savner sådan at høre fra dig.

Kærligst,

Jan


Kære Jonathan,

Jeg sidder her, omgivet af larm fra mine flakkende tanker, og forestiller mig det komplekse væv i vores venskab. Vævet over lang tid, tættere og tættere sammen. Hver eneste spinkle tråd har bragt farve og glæde til mit liv, hvilket jeg er dig meget taknemmelig for. Jeg håber, det er gensidigt, men jeg er kommet i tvivl. Jeg skriver også dette brev med en blandet følelse af ærgrelse, skam og vrede over alt det, du har holdt skjult.

Jonathan, vores venskab blev bygget på et fundament af tillid og oprigtighed. Vi glædede os over hinandens succeser, og vi trøstede hinanden i tider med sorg. Vi var partnere i livets eventyr. Hemmelige måske, men ikke desto mindre standhaftige, utrættelige kammerater, der navigerede i fællesskab gennem de snoede veje i en lang rejse. Alligevel ved jeg nu, at der var et andet kapitel i dit liv. Et dystert kapitel du valgte at holde skjult, selv for mig.

Gennem årene delte vi utallige timer fulde af snak, latter, drømme og nu og da også frygt. Vi omfavnede skønheden i sårbarhed, og troede vel nok, det var et vidnesbyrd om vores fuldendte venskab. Du var min skriftestol, min fortrolige, ligesom jeg var din. Men hvorfor, kære ven, valgte du ikke at lade det være gensidigt, som jeg troede, det var? Hvorfor valgte du, der selv fremhævede venskabets og kammeratskabets kraft, at rejse gennem dine mørkeste stunder alene?

Dine kampe var dine, det forstår jeg, Jonathan. Hver sjæl har sine egne kampe at kæmpe, sine egne dæmoner at konfrontere. Men i denne fælles rejse gennem livet, behøver vi ikke at bære vores byrder alene. Beviste vores venskab ikke det? Bekræftede de tider, vi tilbragte, hvor vi støttede hinanden gennem vores prøvelser og trængsler, ikke styrken i vores bånd?

Det er nedslående, Jonathan, at tænke på, at du var i oprør, mens du lod mig være uvidende. Jeg kæmper med at forsone mig med, at den samme ven, der lærte mig at stole på en anden, valgte at lide i stilhed. Jeg troede, vi var et hold, en duo mod verden, der støttede og løftede hinanden. Men du besluttede at stå imod dette alene, hvilket efterlader mig forladt og hjælpeløs. Det er ikke fair, at du forråder mig på denne måde!

Hvad var det for en stolthed, der stoppede dig? Eller var det en frygt for at belaste mig med dine problemer? Uanset årsagen, Jonathan, så ønsker jeg, at du havde husket, at ægte venskab ikke holder regnskab. Det afmåler ikke de delte byrder, og det dømmer ikke de afgjorte kampe. Ægte venskab støtter simpelthen, lytter og tilbyder trøst. Det står ved din side, selv når vejen bliver farlig, selv når verden føles som en orkan af fortvivlelse.

Dette er ikke et anklagebrev, men en bøn om at finde mening. Jeg ønsker at forstå, hvorfor du følte, du måtte bære en maske af robusthed, mens din sjæl var splittet i stumper. Jeg ønsker at begribe, hvorfor du troede, at dine problemer var for tunge for vores venskab at bære. Mere end noget andet, ønsker jeg finde mening i den smerte, jeg nu føler, når jeg ved, at du led alene.

Jeg håber, at dette brev tjener som en påmindelse, for dig og for mig, om styrken i vores venskab, om løftet vi gav om at stå side om side. Trods den afstand, der ser ud til at have skubbet sig mellem os, trods de kampe du valgte at kæmpe alene, så husk, at jeg er, og altid vil være, her for dig.

Jonathan, hvis dette brev kan betyde noget for dig, så lad det være forståelsen af, at du ikke er alene. Du har en ven, der er klar til at lytte, til at støtte, til at gå ved siden af dig, uanset kampen. Lad ikke stilheden fortære dig, Jonathan. Ræk ud, del din byrde, og lad venskabet gøre det, det gør bedst: Støtte og lindre selv i de mest dystre timer.

Med oprigtig kærlighed og frustration,

Jan


Kære Jonathan,

Nu, hvor jeg begynder at skrive dette brev til dig, føler jeg, at jeg er fanget i et oprørt hav af følelser. Hver bølge bringer ny skam over de ord, jeg skrev i mit sidste brev. Det blev skrevet i frustration. I en tilstand af afmagt og vrede, men ved eftertanke fortryder jeg det, der blev nedfældet.

Jeg forsøgte at udtrykke min forvirring, min magtesløshed. Måske jeg pegede den forkerte vej. Jeg lod mine følelser sløre min dømmekraft, og i stedet for at ære vores venskab, lod jeg min skuffelse føre til en byge af anklagende spørgsmål. For dette, Jonathan, er jeg inderligt ked af det. Undskyld.

Som din ven, var det aldrig min hensigt at give dig byrder eller kampe. Jeg ønskede i brevet, på min klodsede måde, at udtrykke den følelse af forræderi, der sad i mig i går. Ikke fordi du gjorde mig uret, men fordi jeg følte mig udelukket fra en del af dit liv, der syntes at forårsage dig så stor lidelse. Men ved eftertanke ser jeg min fejl.

Livet er et rodet kludetæppe af oplevelser og følelser. Triumfer og nederlag. Hver af os navigerer gennem dem på hver sin måde. Med vores egne midler og vores egne refleksioner. Din kamp var din egen, Jonathan, og mens jeg ønsker mere end noget andet, at jeg kunne have været der for dig, var det ikke min ret at kræve en forklaring eller skælde dig ud for ikke at søge min hjælp.

Jeg var for fokuseret på min følelse af at blive holdt udenfor, min smerte ved ikke at være der for dig, at jeg ikke stoppede op for at huske omfanget af det, du selv gik igennem. Det var slet ikke fair af mig at skifte fokus til min egen følelse af skuffelse. Din rejse, dine kampe, og dine beslutninger var dine at tage, og jeg burde have respekteret det betingelsesløst.

Jeg mistede af syne, hvad der betyder mest: Dig, Jonathan, min kære ven. Jeg lod min frustration og forvirring overskygge min bekymring for dig, og det er noget, jeg dybt beklager. Jeg skulle have tilbudt trøstende ord, udvist empati, i stedet for at give udtryk for min utilfredshed og skuffelse.

Jonathan, gennem vores mange års venskab, har vi sammen krydset gennem glæde og sorg, succes og nederlag. Vores bånd blev bygget på tillid, forståelse og gensidig respekt, og jeg frygter, at jeg lod dette grundlag vakle med mine ord. Jeg vil gerne gentage min respekt for din rejse, dine kampe og dine valg.

Jeg ved, at den seneste tid var svær for dig, og jeg ønsker at gøre det klart, at jeg ikke er vred på dig, men på situationen. Jeg beklager min manglende evne til at forstå dybden af din kamp og at jeg ikke rakte en hånd til dig, da du havde brug for det. Jeg ved, at det ville have gjort en forskel, selv hvis vi blot havde siddet i tavshed sammen i disse mørke stunder.

Jeg håber inderligt, du ved, Jonathan, at jeg er her for dig, at jeg respekterer din ensomme rejse. Jeg har intet andet end kærlighed for dig i mit hjerte. Dine kampe er dine, om du vil dele dem eller ej. Mens jeg ønsker, at du ville have støttet dig til mig, respekterer jeg dit valg af ensomheden.

Jeg håber, du vil acceptere mine oprigtige undskyldninger, Jonathan. Husk at vores venskab, vores bånd, er stærkere end nogen storm. Uanset hvor vores veje fører os hen, uanset de udfordringer vi står over for, håber jeg, du ved, at du har en ven, der holder af dig. Jeg elsker dig dybt og jeg vil aldrig ønske andet end det bedste for dig.

Med hjertelige undskyldninger,

Jan


Kære Jonathan,

Jeg skriver til dig i dag svøbt i melankoli. Rørt af de følelser, der genlyder fra vores fælles minder. Minder, der ofte var vævet sammen i harmoni med din musik. Men under den harmoni, aner jeg nu en stille, sørgelig tone. Én der genlyder af dine kampe med selvværd og selvtillid.

Jonathan, din passion for musik har altid været en inspirerende kraft. Måden du spiller, måden din stemme genlød med en sang, der syntes at nå ind i min sjæl. Det var magi. Ren og fængslende. Men bag bifaldet og beundringen ved jeg, at der lå en sky af tvivl og selvkritik, som var usynlig for de fleste. Jeg ønsker, jeg havde hjulpet dig mere.

Det gør mig ondt at tænke på, at du troede dit værd og talent blev målt ved den anerkendelse, du modtog, eller ofte mangel på samme. Succes er skævt fordelt, Jonathan. Det måles ofte mere i de høje bifald fra mængden snarere end den stille opfyldelse af hjertets behov. Men din musik var ikke bare en optræden for masserne. Den var et udtryk af din sjæl. Et vidnesbyrd om din passion. En melodi, der beroligede og rørte i lige mål.

Jeg beklager, min kære ven, at jeg aldrig udtrykte dette nok. Jeg er ked af, at jeg stod ved siden af velvidende om usikkerheden inden i dig. Jeg er ked af, at jeg troede, at den offentlige anerkendelse, eller dens fravær, ikke påvirkede dig så dybt, som den gjorde. Jeg beklager, at jeg ikke har været mere støttende og mere værdsættende, når du måske ikke fik den anerkendelse fra andre, som du både fortjente og higede efter.

Musikkens verden er udfordrende. Det samme kan nok siges om al kunst og optræden. Ofte favoriseres glans over substans, støj over melodi. Men for dig, Jonathan, har det altid handlet om substans. Om melodien. Du skabte musik, der rørte hjerter og sjæle. Og i det store billede, er det så ikke essensen af succes?

Som din ven, beklager jeg dybt ikke at have mindet dig om dette oftere. Du har altid været så meget mere end bifaldet eller anerkendelsen. Dit talent, din passion og din ånd burde ikke måles i andres anerkendelse. Den burde måles i de liv, du rørte med din musik og i de smil, du bragte til ansigter.

Jeg fortryder, at jeg altid har måttet stå i kulissen. Jeg fortryder, at jeg ikke tidligere insisterede på at være andet end en ven i det skjulte. Kan du se mig som en del af dit øvrige liv, Jonathan? Det håber jeg inderligt, for jeg vil så gerne være det.

Jonathan, det knuser mit hjerte at tænke på, at dit selvværd og din selvtillid havde brug for en anden anerkendelse, end de fik. Hvis du bare ville lade mig råbe det til alle de andre fra de skygger, du gemte mig i. Hvis du bare ville lade mig træde ud og gøre det synligt, hvad de andre overså. Jeg ønsker, jeg havde gjort mere. Undskyld, Jonathan.

Med dybeste beklagelse,

Jan


Kære Jonathan,

Jeg ved jo godt, hvad der er din dybeste hemmelighed, Jonathan. Selvfølgelig, for det var jo den, der bragte os sammen. Alligevel har det taget mig seks dage at turde skrive disse linjer. Det er jo også derfor, det gør så pokkers ondt at indrømme, at det var lige dér, jeg fejlede.

Som din mest fortrolige, og som en ven, der har været gennem det samme, så ved jeg, hvad det er for en udfordrende opdagelsesrejse, du har været på. Fra de første instinkter til det, der skulle være den fulde accept.

Jonathan, den rejse er så personlig og skelsættende, som nogen selvopdagelse kan blive. En sti strøet med spørgsmål og usikkerheder. De lader sig alle vanskeligt besvare, og når der endelig findes svar, leder de kun til nye spørgsmål.

I mine yngre år var der også tider, hvor livet føltes som en labyrint. Ikke blot korte øjeblikke, men hele dage, uger, måneder. Omkring hvert hjørne syntes at ligge endnu en udfordring. Der var uro, komplekse følelser og udfordrende spørgsmål i hovedet. Frygten for andres dom, angsten for at være tro mod mig selv, den konstante bekymring om accept. Det var en drænende periode i livet fyldt med forvirring og en følelse af isolation, som jeg kæmpede for at ryste af.

Jeg vil fortælle dig igen, Jonathan, som jeg også gjorde den første gang, vi mødte hinanden, at det er okay at føle disse følelser. Det er okay at føle sig overvældet af dem nogle gange. Det er okay at føle frustrationen ved ikke at passe ind i normerne. Det er naturligt at bekymre sig om accept og at tvivle på sin plads i denne verden. Det er svært at acceptere, at man hører til de fem procent og ikke de femoghalvfems.

Jeg ville ønske, at du stolede på mig og kunne tro på rejsen. Der ville være op- og nedture, øjeblikke af usikkerhed og forvirring, accept og afvisning. Men de er alle erfaringer, i alle deres utallige former, som bidrager til den person, du bliver.

Jonathan, at opdage sin seksualitet, komme til rette med den og acceptere sig selv er en proces, der tager tid. Hav tålmodighed med dig selv. Vær god ved dig selv. Det er okay at have tvivl. Vi er, trods alt, kun mennesker. Hvad der betyder noget, er at fortsætte fremad, at stræbe efter at forstå dig selv bedre og være glad for den, du er blevet. Så vil du for alvor se en verden fyldt med mennesker, der forstår, accepterer, og elsker dig for den, du er.

Intet af dette er jo ikke nyt for dig, Jonathan. Det ved jeg. Du græd den første aften, hvor du for første gang talte med en anden om det. Jeg er glad for, at du valgte, at det skulle være mig.

Du er stadig ikke alene om denne rejse. Stien kan være svær, og den er din at gå og din alene. At være homoseksuel definerer ikke dit værd, dine værdier, eller dit potentiale som noget ringere end alle andres. Det er blot en enkelt facet i alt det, der gør dig til lige præcis den, som jeg holder så meget af.

Rejsen kræver dog mod, Jonathan, men jeg har altid beundret det mod, du har udvist med meget andet i livet. Jeg ønsker, du kunne se dig selv gennem mine øjne, så du virkelig kan se hvor enestående, du var.

Mit hjerte er trist. Fuld af fortrydelse. Men jeg kan ikke tage de tabte muligheder tilbage. Vores venskab har lært mig værdifulde lektioner, og dette er en, som jeg vil bære med mig resten af mine dage.

Jeg håber, at du er blevet fri af de kampe, der plagede dig. Tak, Jonathan, for al den glæde du har delt med mig. Jeg vil værne om vores minder og bruge smerten som en påmindelse om den lektion, du har lært mig.

Jeg tilgiver aldrig mig selv for, at jeg ikke gav dig det nødvendige mod.

Med hjertelig oprigtighed,

Jan


Kære Jonathan,

Aftenen er så stille, som aftener kan blive. Solnedgangen var smuk. Det var, som om hele verden holdt vejret lige præcis i aften.

Jeg forsøger at samle mine tanker og nedfælde dem i dette brev. Det er dog svært at finde ordene på endnu en dag med eftertanke og sorg. Specielt på denne dag.

Da jeg nærmede mig kirken, mens middagssolen skinnede fra en skyfri himmel, var mit hjerte ved at gå itu. Jeg ville have holdt dig i hånden, men du var der ikke. Først da blev virkeligheden af dit fravær så tydelig, at det var ubærligt.

Jeg håber, du var der. På en eller anden måde et eller andet sted. Jeg håber, du så hvor mange, der kom. Der var stuvende fuldt, Jonathan. Til sidste plads. Jeg ønsker af hele mit hjerte, at du kunne se, hvor mange der elskede dig.

Stemningen var trykket. Alligevel var der også et ekko af dit liv. Et vidnesbyrd fra alle de liv, du har berørt, og de hjerter du har efterladt et uudsletteligt indtryk på. Ikke mindst mit. Jeg ønsker, du kunne have set det, Jonathan. Kærligheden og respekten så mange havde for dig. En skarp kontrast til den ensomhed du må have følt. Den ensomhed, der formåede at gemme sig i skyggerne af dit liv.

Der var sange, Jonathan. Sange, der mindede mig om dig. Der blev sunget sange, der var blide og smukke – meget som musikken, du skabte. Da stemmerne fyldte kirken, syntes hver tone, hver pause, at bære en del af dig. Jeg kunne næsten se dig der – stående i koret med din rørende stemme flettet sammen med de andres.

Jeg ville have rejst mig for at tale, Jonathan. Jeg ville dele vores historie, vores fælles stunder, vores latter og vores tårer. Jeg ville have set ud over havet af ansigter, mens jeg talte om dig. Om alt det, du også rummede. Din passion og din kærlighed. Jeg ville have delt historier om vores snakke til langt ud på natten om alt under stjernerne. Jeg ville have fortalt om din uendelige søgen efter den perfekte melodi. Jeg ville have fortalt om din beslutsomhed og den skrøbelighed, der fulgte med en farverig hjerne. Jeg ville have fortalt om et hjerte, der måtte finde kærligheden i hemmelighed.

Det gjorde jeg naturligvis ikke, for jeg vil aldrig forråde dig, Jonathan. Du betroede mig en hemmelighed, som du ville gå i døden for at bevare. Som du gik i døden for at bevare. Jeg ankom lige så uset, som jeg gik. Jeg holdt mig i det fjerneste hjørne, hvor ingen ville bemærke mig. Ingen kommer til at vide noget om mig. Lige så lidt, som de kommer til at vide noget om den sande årsag til, at vi i dag skulle sige farvel.

Der var tårer. Mine blandede sig med andres. Det var ikke den stille slags. Det var ikke de tårer, der falder stille og ruller lydløst ned ad kinderne. Det var den slags tårer, der kommer fra dybt inden i, når sjælen er såret. De forstår det ikke, Jonathan. Lige så meget, som jeg ønsker at bevare din hemmelighed, lige så meget håber jeg, at de en dag indser sandheden om deres elskede Jonathan. At de forstår, at hemmelig kærlighed kan være ensom kærlighed.

Midt i tårerne kom der også latter. Jeg hørte anekdoter og minder genkaldt. Selvom de ikke var fra den del af dit liv, som jeg kunne være med i, så var du tydelig at finde i dem. Det var i disse øjeblikke, at du var hos os igen. Dine påfund, din skæve humor, dit grin, som kunne jage sorgen væk.

Jeg kunne ikke lægge roser. Jeg turde ikke hilse på din familie af frygt for at komme til at forråde dig. Jeg gik væk fra kirken i modsat retning. Jeg gik med lukkede øjne i solen. Jeg forestillede mig, at du gik lige ved siden af. Jeg forestillede mig, at du var opløftet af den kærlighed, som kirken var fuld af.

Det er syv dage siden, at du gjorde en ende på dine lidelser. Det er syv dage siden, at jeg fik den værste besked, man kan få. Jeg løb, som jeg aldrig har løbet. Det var de længste minutter i mit liv, Jonathan. For mange og for lange til, at jeg kunne nå at stoppe dig. Hvor ville jeg ønske, at du var kommet til mig i stedet for.

Du er tilgivet for alt – det ved du, Jonathan. Jeg ønsker aldrig at glemme dig og alt, hvad vi har haft sammen. Men jeg er bange. Jeg er for længst trådt ud af mine egne skygger, men jeg er bange for, at det kommer til at tage lang tid at træde ud af dine. Jeg er bange for, om minderne vil falme, når jeg gør det, og langsomt forvitrer. Jeg har skrevet disse breve for at holde fast i så meget, som jeg kan. Holde fast i den smule, der er tilbage. Bliv i mit hjerte, Jonathan!

Nu vil jeg lægge dette sidste brev i stakken af breve, jeg aldrig kan sende dig. Jeg håber, at du har kunnet læse med. Hvor end du er.

Farvel, Jonathan.

Hvil i fred, min allerkæreste ven.

Med kærlighed,

Jan