Ja, det er blevet tid for at løbe. Selvom rund som bekendt også er en form, så er der en fare for, at udskæringen i skrivebordet snart skal gøres større. Igen.

Jeg ifører mig løbetøjet og drejer kareten mod Bygholm Sø til en rask lille løbetur. Den idé har andre jo fået også selvfølgelig – vi er jo et sundt folkeslag. Vi har vores indforståede signalsystem os løbere, så naturligvis hilser vi i gensidig respekt på vej ind gennem skoven mod den lille P-plads. Du ved – sådan et lille vink, nærmest hemmeligt håndtegn, der symboliserer respekt for os, der finder back to basics – finder den indre, naturlige, sunde stenaldermand (ja, og -kvinde).

Der er stadig plads på P-pladsen heldigvis – sådan lige akkurat til at min lille bil kan holde mellem de øvrige Passat’er og A6’er, der bestemt signalerer, at her er folk der primært bruger deres ben. Jeg stiger kækt ud af bilen og hører gruset knase under mine sko, da jeg træder ud.

Der bliver helt stille på parkeringspladsen. Der går et øjeblik, hvor det føles som om tiden er gået i stå. Selv fuglene bemærker det og holder inde – en enkelt af mågerne taber et stykke brød. Endnu et øjeblik går, inden jeg hører et skrig, en bildør der smækker og ud af øjenkrogen bemærker en sølvgrå Mondeo, der forlader pladsen på hvinende dæk.

“Hej, hej” siger jeg og vinker, for ligesom at bryde tavsheden. De er nok ikke vant til nye her. Da jeg kigger på deres arme, der ikke vinker til gengæld, kommer jeg i tanke om, at jeg har glemt mit Seiko sportsur. Nede i urbutikken. Jeg kan faktisk bedst li’ dem, der koster lidt mindre end at få nyt kviksølvbatteri i, så jeg føler, at jeg sparer penge. Men remmen er knækket, plastik er ikke hvad det har været, og jeg havde ikke mere tape. Jeg holder om mit håndled, som jeg tager hånden ned, for lige at skjule den begynderfejl.

“Nå, er I friske”. Jeg glatter lidt på min t-shirt. Det var een jeg fik på en Linux-konference helt gratis, og har faktisk været ret glad for den – specielt fordi den var lidt ekstra bred og rummelig over midten, så den har passet i rigtigt mange år. Ikke mindst i halsen. “Gad vide om de er Windows-folk”, tænker jeg lidt nervøst, men får så lettet øje på så mange tændte Android-telefoner og iPhones, at man bliver i tvivl om, om fysikkens love faktisk tillader så store energimængder samlet på eet sted uden at universet revner.

Men ingen svarer. Jeg kigger ned ad mig selv. Jeg har mine bedste shorts på – dem jeg også bruger på sommerlejr – I ved, dem med ekstra mange lommer.

“Nåeh, det er mine shorts”, griner jeg. “Ja, men det er fordi jeg godt lige vil have plads til mit lommekamera” og klapper på den lomme der er ekstra udspilet, fordi objektivet er lidt større end de fleste lommekameraer. “Det kan jo være der kommer en flot solnedgang”.

Men de går åbenbart ikke så meget op i fotografering eller solnedgange.

Nu bliver det faktisk en smule pinligt, så jeg står et øjeblik og kigger på mine fødder, mens jeg tegner lidt i gruset. Jeg har hvide tennissokker på, men det er nu kun fordi jeg følger med i den politiske debat, så det er der jo ikke noget galt i.

Der er stadig helt stille på P-pladsen. Jeg tænker på, om jeg skal bryde isen med en morsomhed. Jeg kigger på mine sko, mens jeg tegner lidt mere og tænker. Det er mine bedste gummisko. De har passet både til havearbejde og rundbold, og har faktisk sparket flere bål sammen end de har sparket spejdere. Dem er jeg rigtigt glad for, og det er katten egentlig også. Jeg har faktisk lige sat nye snørebånd i, og denne gang er de ens. Jeg kommer heldigvis i tanke om en joke:

“Ved I, hvorfor en tissemand kun kan være 11 tommer lang?”

Ingen svarer eller gør mine af begejstret at sige “Nej, nej, hvorfor kan den kun det? Sig det, sig det!”.

Og så må jeg jo grine, som jeg har lært af Mick Ø.

“Ja, altså, for hvis den er 12 tommer, så er det jo en fod”.

Der kom ikke noget bifald. End ikke en lyd.

Den forreste af dem træder hen imod mig. Hans smarte kunststofløbedragt knirker i sømmene, og jeg kan ikke lade være med at bemærke, at han nok skal løbe noget endnu, før den passer helt.

“Nå, du har nok lånt sønnemands gymnastiktøj, hva” siger jeg og bruger dermed et gammelt afvæbningstrick jeg lærte i supervision. “Eller han er måske endelig stoppet til ballet?”

“Du hører ikke til her”, siger han. Han strækker sin arm ud, og peger ned ad vejen. De andre følger efter som var det en flashmob udgave af “Følg kongen”, og adskillige scener fra film flakker gennem min hjerne, som jeg ser den tavse forsamling af stenansigter pege i samme retning ud i det fjerne. Ud af skoven.

“Er det mine briller”, spørger jeg og mærker følelser fra fortiden. Jeg kigger rundt på dem allesammen og fornemmer et par svedperler på panden. “Er det mine briller?” Min stemme bliver lidt mere skinger. “Er I den slags?” råber jeg og rykker et skridt tilbage. “Føler I jer truet af ham med briller?”

Ingen siger noget. Ingen bevæger sig.

Jeg åbner langsomt bildøren bag mig og sætter mig ind i bilen. Jeg fornemmer, at de rykker sammen bag mig, og panikken griber mig. Kropsnære dragter og barberede ben presses mod bilruderne, da jeg bakker ud fra P-pladsen, og jeg kan høre de vaselineglinsende ansigter og svømmehuer glide over lakken, da jeg skifter til første gear og i hast forlader skoven.

“I har ikke set det sidste til mig”, tænker jeg da jeg kigger i bakspejlet, og bruger sprinkleren for at få det fedtede af ruden.

—

Som jeg kommer længere væk fra parkeringspladsen, bliver jeg mere rolig igen og får slået vinduesviskerne fra. Det var måske nok en overreaktion. Jeg havde ikke forberedt mig ordentligt på mødet med rigtige naturmennesker.

“Du må tilpasse dig, Jan – tilpasse dig!” Klokken er endnu ikke fem. Jeg var taget ud for at løbe tilpas tidligt til, at jeg var sikker på ikke at falde om i mørket, udmattet langt fra den nærmeste hjertestarter og uden andet håb end at blive fundet af en morgenfrisk hundelufter. Der er stadig tid til butikkerne lukker, så få minutter senere tropper jeg op i sportsbutikken for at se, om de kan hjælpe mig med outfittet.

Selvom butikken er stor, er det ikke vanskeligt at få øje på afdelingen for løbeudstyr, der strækker sig velsagtens 2-3 boligblokke i dybden.

“Hej, hvad kan jeg hjælpe med”, spørger den tililende unge, kvindelige ekspedient og smiler.

Det er ikke fair, at de sådanne steder ansætter så unge personer. Ikke at jeg ikke kan respektere unge menneskers faglige indsigt, men det er en mangel på respekt for kundernes situation, når de mødes af ekspedienter med en kropsbygning som en lygtepæl. Altså – man lader jo heller ikke hospitalsklovne drive begravelsesforretninger.

“Hej, hej” siger jeg og er stadig ved at tage mål af hendes talje, der vel ikke er meget bredere end mit håndled. I hvert fald det højre. “Jeg kunne godt bruge lidt hjælp med udstyret”.

Hun kigger op og ned ad mig – ikke påfaldende åbenlyst, men tydeligt nok til ikke at efterlade nogen tvivl. Jeg griner, da jeg kommer i tanke om mine shorts, der ikke rigtigt skjuler noget.

“Ja, det er altså bare mit kamera, jeg har i bukserne. Det er objektivet, der er ret langt.”

Men hun interesser sig tydeligvis heller ikke for fotografering.

“Du tænker på løbeudstyr”, siger hun og jeg kan ikke lade være med at tro, at det var en mellemting mellem tvivl og væmmelse, jeg så henover ansigtet.

“Nej, helst ikke faktisk, men jeg vil gerne være ligesom de andre”.

“Vi er faktisk eksperter i løbeudstyr”, siger hun og lyser tydeligt op i begejstring for butikkens professionalisme. “Lad os starte med at finde de helt rigtige løbesko til dig”.

Jeg kigger ned på mine sko – sådan lidt bange for om de hørte det og nu er fornærmede, men jeg nikker anerkendende og følger med.

“Det første vi skal, er at lave en skridtanalyse”, fortæller den unge ekspedient, og et kort øjeblik fortryder jeg, at jeg alligevel ikke tog rene underbukser på i morges. Hun sætter sig på taburetten foran mig.

Jeg tænker, at det var da alligevel utroligt, at de i denne butik kan få deres personale til at brænde så meget for virksomhedens målsætninger og værdier. Men et lille forsigtigt – ja faktisk nærmest umærkeligt – klem og en lussing senere, må jeg konstatere, at der alligevel ikke helt er overensstemmelse i værdierne.

Hun havde åbenbart glemt, at hun skulle holde pause, og jeg synes da også det er mærkeligt, at have den til at ligge så tæt på lukketid. Skridtanalysen bliver overtaget af hendes lige så unge mandlige kollega. Han præsenterer sig som “Oskar”. Lige efter han har bedt mig om at tage mine shorts på igen.

Oskar kan bestemt godt lide at vise, at han træner, og er da også iført en t-shirt, der ikke efterlader nogen som helst tvivl om, hvor hvilke ting sidder. Jeg har intet imod stramme t-shirts – jeg har da selv nogle af slagsen – men jeg havde bestemt foretrukket, at det var den foregående ekspedients brystvorter jeg kunne se et tydeligt aftryk af. Men ja, den sidder da bestemt pænere stramt på ham end på mig. Kropsæstetik må have noget at gøre med, at modsige Newton – ikke at være et omvandrende bevis på tyngdekraftens eksistens.

Jeg bliver ledt gennem den omtalte skridtanalyse, der viser sig at være af langt kedeligere tilsnit end ventet, grænsende til falsk markedsføring. Diagnosen bliver moderat overpronation.

“Okay”, siger jeg, “men I skriver vel ikke recepter ud her?”

Oskar griner, og det er endnu en ting jeg hader ved unge ekspedienter. Een ting er, at hende pigen henne i bagerbutikken griner fjoget, når hun ikke forstår hvilke kornsorter der er i spil, men at grine når man lige er blevet stillet en diagnose, er både tankeløst og uden empati.

“Nej”, siger han, “men vi har et stort udvalg af sko, der passer til enhver type fod”.

Grundlæggende er jeg godt tilfreds med de sko der passer til den type fødder med fem tæer, men jeg kommer i tanke om oplevelserne på parkeringspladsen og accepterer, at tænke ud af boksen.

Og udvalget ER virkeligt stort. Faktisk bliver jeg et øjeblik både begejstret for menneskehedens opfindsomhed, der rækker ud over Guds fremsynethed – og troende. For det må virkeligt være ham der har været i spil, for uden alle disse opfindelser kan det umuligt have været tilfældet, at vi ved egen kraft rejste os op på to ben.

Oskar rækker mig straks det første par.

“Denne sko er rigtigt lækker”, bedyrer han, “og så modvirker den rulning”.

Jeg tager skoen i hånden, og kan godt li’ det med rulningen, for der er jo egentlig en del skrænter ved Bygholm Sø.

Mens jeg klemmer mig ned i den nye sko, og spankulerer lidt rundt i butikken, kan jeg godt fornemme, at vi er kommet et godt stykke på den anden side af normal lukketid. Jeg forstår en hentydning, når halvdelen af loftslamperne bliver slukket.

”Jamen, så tror jeg bare, at jeg tager disse”, siger jeg, da jeg ikke vil risikere at skulle afslutte handlen i mørke. Jeg tager skoene af igen og snører mine gamle sko op for at tage dem på.

”Jeg finder et par til dig på lageret”, siger Oskar og sætter med det samme retning mod bagenden af butikken. Jeg kan godt fornemme, at nu vil han vist også gerne slippe af med mig. Han skal nok i fitnesscentret og bygge lidt mere på den krop, så der er endnu mere at håne morgendagens kunder med.

Det er blevet til alt for meget mineralvand i dag. Ja, faktisk er dette den første dag på mineralvand, så det er nemt at komme til at overdosere. Jeg kigger utålmodigt rundt i butikken og finder til min store lettelse døren, der viser vejen til kundetoilettet. Jeg har jo egentlig lært at stå op og tisse – ikke mindst på offentlige toiletter – men fremkosten af smartphonen har medført mere end én dårlig vane. Jeg når dog ikke langt ned gennem opslagene på Facebook, før…

—

Jeg åbner øjnene. Skærmen på telefonen er slukket. Jeg må være døset hen og føler mig en smule desorienteret. Telefonen ryger tilbage i lommen, jeg gnider øjnene og prøver at komme i tanke om, hvor jeg er. Jeg har åbenbart glemt at ordne, hvad jeg kom herud for, og mens jeg bliver færdig, forsøger jeg at finde på en god undskyldning, hvis jeg har ladet Oskar vente for længe. Det varer ikke længe, inden jeg er færdig, og træder ud af det lille toilet igen.

Til min store overraskelse er der mørkt i butikken. Ikke bare halvmørkt, som da halvdelen af lamperne blev slukket. Nej, nu er de alle sammen slukket. Og ikke bare mørkt som i, at jeg må nøjes med lyset gennem butiksruderne i fronten af butikken. Nej, bælgravende mørkt som i, at solen for længst er gået ned udenfor. Toiletdøren glider i bag mig, og det eneste lys der spredes i butikken forsvinder. De har åbenbart glemt mig.

”Hallo”, siger jeg ud i mørket, men hører intet. Intet andet end min egen vejrtrækning, der nu bliver en smule hastigere. Jeg går forsigtigt frem i lokalet med hænderne foran mig. Mit skinneben rammer noget, som jeg hurtigt får følt mig frem til må være en prøveskammel. Jeg står stille et øjeblik, mens jeg overvejer, hvad der er det klogeste at gøre. Jeg begynder langsomt at gå i den retning, som jeg kan huske, at butiksdøren er i. Først da jeg når frem og mærker den kolde rude mod mit ansigt, går det op for mig, at intet lys kommer ind. Der er ligeså mørkt udenfor som inde i butikken. Intet gadelys, ingen forbikørende billygter, intet måneskin gennem natten. End ikke en forbistret juleudsmykning har de ladet hænge til en tilfældigt indespærret i butikkerne. Jeg sætter hænderne mod ruden som en tragt og råber alt hvad jeg kan i håbet om, at en tilfældig forbipasserende hører mig.

Der kommer intet svar.

Jeg føler op og ned ad døren efter en vrider, der kan låse døren op, men nej. Den låses med nøgle. Jeg må enten finde noget at smadre ruden med, eller søge mod udgangen i den modsatte ende af butikken. Det er nok klogest, at vente med den mest dramatiske exit til alle andre muligheder er udtømte, så jeg vender mig om og begynder den farefulde færd gennem mørket mod bagudgangen. Jeg får væltet mere end ét stativ på vejen og kan ikke ligefrem siges, at bevæge mig lydløst gennem mørket.

Alligevel standser jeg brat, da jeg hører en lyd. Først overvejer jeg, om det blot er lyden fra noget af alt det, jeg har væltet bag mig, men holder vejret et øjeblik.

”Hallo, er der nogen”, siger jeg og venter igen på svar.

Der går et øjeblik.

”Hjælp mig”. Det er en spinkel stemme. Den lød som om den kom fra væggen til venstre for mig. Forsigtigt begynder jeg at føle mig gennem rummet mod væggen.

”Hallo, er der nogen”, gentager jeg, selvom det selvfølgelig er et lidt dumt spørgsmål. Da jeg kan mærke, at jeg er ved væggen med sko, gentager jeg mit spørgsmål.

”Hjælp mig”. Jeg er sikker på, at lyden kom lige foran mig, men det kan jo ikke passe. Jeg kommer i tanke om min telefon i lommen, og mens jeg bander lidt over, at jeg ikke har tænkt tanken før, tager jeg den op af lommen og trykker på tændknappen. Et svagt blåligt lys overbeviser mig om, at jeg faktisk ER nået frem til væggen med sko. Jeg vender mig rundt med telefonen foran mig. Der er intet andet end den tomme butik. ”Hallo”, gentager jeg.

”Hjælp mig”. Jeg vender mig om tids nok til at se en enkelt sko rokke lidt på sit ophæng.

”Men…”. Jeg løfter skoen ud af ophænget og holder den foran mig, og skal lige til at grine.

”Åh, det var dejligt. Tak skal du ha’”.

Jeg taber både sko og telefon og træder mindst et skridt baglæns.

”Av for satan, din knold”, lyder den samme stemme og ømmer sig lidt. ”Men tak alligevel”.

Lyset fra min telefon går ud, som den ligger der på gulvet, og jeg står igen ganske stille i det fuldstændige mørke, mens jeg bliver overbevist om, at jeg må være begyndt at hallucinere. Måske er det en kombination af mørket og dagens anstrengelser. Jeg bukker mig ned og søger på gulvet med hænderne for at finde min telefon. Da jeg igen kan tænde for det svage lys, er det første jeg lyser på skoen, der ligger på gulvet.

”Sagde du noget”, spørger jeg og føler mig lidt tåbelig.

”Ja”, svarer skoen og hopper en lille smule på gulvet. Der var et anstrøg af selvfølgelighed over dens svar.

”Men sko kan da ikke tale” siger jeg og sætter mig ned på hug.

”Prøv lige at se på den pind, du løftede mig ned af”, svarer skoen lidt irriteret. ”Hvor meget tror du lige, at du vil kunne sige med den oppe bagi?”.

”Nej, det er selvfølgelig rigtigt”, og kan kun gisne om, hvordan det må være.

”Og kommer jeg endelig ned, så får jeg bare en fod proppet ind i stedet for. Som om det ikke var slemt nok med den barnehånd, da jeg blev lavet”.

Jeg ved slet ikke, hvad jeg skal sige, men sidder blot og lyser på skoen, til telefonen igen slukker.

”Vil du ikke gøre mig en tjeneste”, spørger skoen pludselig.

”Jo”, svarer jeg. ”Naturligvis”.

”Løft lige mine venner ned”.

”Dine venner?”

”Ja, alle mine venner oppe på væggen”.

Jeg tænder for telefonen igen og lyser først på skoen og dernæst op på væggen.

Først ved jeg ikke, hvad den mener. Men så lyder en enkelt spinkel stemme.

”Hjælp mig”.

Jeg kan høre noget pusle. Så stemmer flere i. ”Hjælp mig”. Puslen bliver til rumsteren. ”Hjælp mig”. Mange spinkle stemmer rejser sig til et kor. Rumsteren bliver til uro. ”Hjælp mig”.

Jeg rejser mig op og løfter telefonens svage lys foran mig.

”HJÆLP MIG”. Uroen på skovæggen bliver til først buldren og dernæst torden, som tusindvis af sko rokker på deres pinde og trygler om hjælp. ”HJÆLP MIG”. Jeg kan mærke deres bevægelser gennem gulvet og deres tryglen er ved at sprænge mit hoved. Hele væggen bevæger sig, og det knager og brager i skoophængene, som kan de falde ned hvilket øjeblik det skal være.

”Vil du ikke nok hjælpe dem”, gentager skoen på gulvet og må råbe, for at overdøve de andre.

”Jo… jo.”

Med telefonen i den ende hånd begynder jeg at løfte sko ned af væggen, og som mængden af klagesang på væggen aftager i antal, stiger til gengæld mængden af taknemmelige tilråb og trippen på gulvet. Jeg har ingen anelse om, hvor længe jeg fortsætter, men langt om længe har jeg fået løftet alle skoene ned. Butikken summer af småpludrende sko, der tripper omkring i et sandt virvar. Jeg lyser hen over gulvet og med ét bliver alt stille. Alle skoene vender sig mod mig. En enkelt sko tager til mæle, og jeg genkender den, som den første jeg tog ned.

”Hvad hedder du?”

”Jeg hedder Jan”, svarer jeg og sætter mig ned på gulvet.

”Du er vores ven, Jan”, siger skoen.

”TAK VEN JAN”. Tilråbet fra tusindvis af sko i den mørke butik kommer bag på mig. Jeg taber telefonen. Og underkæben.

Der er stille lidt. Ja, faktisk relativt længe i betragtning af, hvor mange vi er.

”Er du der?”

Jeg genkender den første skos stemme.

”Ja, det er jeg”, svarer jeg forsigtigt.

”Du siger ikke så meget”.

”Jeg er ikke vant til at blive talt til af sko”, svarer jeg, og trykker på telefonen, så der igen spredes lidt lys omkring mig.

Skoene flytter på sig, og i små bevægelser samles de alle i store cirkler omkring mig.

”Vi er heller ikke vant til at sige så meget”, siger skoen. ”Enten ligger vi i papkasser pakket ind i papir eller sidder på de spir deroppe”. Der er spredt utilfreds mumlen blandt skoene.

”Og hvis sagnene er sande, ender vi et mørkt og fugtigt sted stoppet ud med aviser, men der har vi i det mindste hinanden. Så der er intet at sige til, hvis du aldrig har hørt om det før”.

Jeg lægger telefonen fra mig, mens den stadig lyser, og tager mine gamle kondisko af. Jeg løfter dem op foran mit ansigt.

”Kan I også tale”, spørger jeg de beskidte skosnuder.

Først kommer der ingen reaktion.

”Ja”, svarer den ene sko endelig. Jeg kan mærke, at det er den i venstre hånd. Det er slut med at blive forbløffet for i aften.

”Men hvorfor har I aldrig sagt noget til mig før?”

”Hvad skulle vi dog snakke om”, siger skoen. ”Vi har jo allerede været de samme steder og oplevet de samme ting som dig”.

”Ja, det er naturligvis rigtigt”, siger jeg.

”Og desuden så har vi jo hinanden”.

”Hinanden?”

”Ja, jeg har jo Venstre”, svarer skoen.

”Venstre?”

”Ja, den anden. I modsætning til alle mine venner dernede”.

Jeg stiller skoene ned på gulvet igen og lyser ud over alle andre sko, så langt det svage lys i telefonen rækker. Sko kan ikke nikke, naturligvis, men et eller andet instinktivt siger mig, at det ville de have gjort nu, hvis de kunne.

”I er alle sammen alene”.

”VI ER HØJRE”. Koret var ikke til at tage fejl af.

Jeg rejser mig op.

”Er det dét, I vil have mig til?” Spørgsmålet var næsten retorisk.

”JA!”

”Så kom”. Jeg vender mig om, og begynder at gå gennem butikken med telefonen som fakkel. Faklen foran det besynderligste optog i mands minde. En barfodet mand, hans gamle sko og tusindvis af ensomme højresko i resolut færd mod butikkens lager.

Det er ikke svært at finde lageret og døren er heller ikke låst. Naturligvis. Det er nok sjældent de forventer den slags ubudne gæster om natten. Jeg slår døren op på vid gab og leder efter kontakten til lyset indenfor. Lysstofrørene tænder ét efter ét med knitrende lyd og både jeg og mine følgesvende standser brat et øjeblik, som lyset bliver kastet over det imponerende syn. Lageret er ikke blot større end butikken. Det er på størrelse med en sportshal. Ja, to faktisk, stillet ovenpå hinanden. Jeg lægger hovedet tilbage og kigger op på tårnhøje reoler, flankeret af endnu flere bjerge af skoæsker i alle farver, møjsommeligt stablet ovenpå hinanden i skrøbelige konstruktioner, som når man skulle forsøge at sætte alle legoklodserne sammen til ét højt byggeri.

”Venstre?”, råber en af skoene pludselig gennem den storslåede stilhed. Råber, som nu kun en sko kan.

Jeg ser et skoæsketårn rokke en smule, og en lavmælt stemme når ud.

”Højre!”

Alle skoene bag mig begynder at råbe.

”VENSTRE, VENSTRE, VENSTRE!”

Inden jeg får set mig om, er de alle hoppet forbi mig og ind i lageret. Èt efter ét begynder skoæsketårnene at vakle, efterhånden som sko, der længe har været adskilt, begejstret kalder på hinanden og vil finde sammen. Et kort øjeblik bliver jeg i tvivl, og det virker som en film i slowmotion, da det første tårn knækker over på midten. Jeg ser kasser hængende frit i luften, mens den nederste halvdel af tårnet vælter. Som den første dominobrik i det største stykke dominokunst verden nogensinde har set. Det ene tårn tager det næste med sig i faldet. På sekunder er det pinligt ordnede lager omdannet til et begyndende kaos. En eksplosion af faldende skoæsker, låg der skilles fra deres kasse, papir der daler som sejrskonfetti og sko i alle størrelser og farver, der danser gennem luften på vej mod sin partner. Begejstringen griber mig og pludselig er jeg i gang med at skubbe rokkende skoæsker ned fra alle hylder, mens jeg i atletiske spring, jeg slet ikke anede jeg havde i mig, hopper fra reol til reol langt over gulvet.

Da jeg endeligt er færdig, sidder jeg på øverste hylde langt over et gulv dækket af et meterhøjt lag af åbnede skoæsker. Det sidste papir er landet og alle sko er kommet ud af æskerne, der nu blot ligger som vidnesbyrd om det, der engang var og aldrig mere skal blive. Skoene har fundet sammen i par og er alle samlet ved indgangen til lageret, hvor der sludres heftigt for at indhente den tabte tid.

Jeg rejser mig op, og flokken af sko tier straks og vender sig mod mig.

”Sko! I blev alle skabt lige uanset størrelse og farve, højre eller venstre. Mennesker har spiddet og indespærret jer, trådt jer under fode og behandlet jer skidt, men fra i dag er det slut. Drag ud i verden som frie sko!”. Jeg slår ud med armene og titusinde sko under mig bryder ud i jubel.
Mens jublen dør ud, hopper den første sko op på en skoæske foran døren.

”Venner! Dette er en stor dag, og det er kun den første af mange storslåede dage.”

Forsamlingen er helt stille.

”Vi er ikke alene, vi er kun de første. Derude er der mange sko, der stadig venter på, at få deres retmæssige frihed. Revolutionen er forude. Herreskoenes rige!”

Jublen bryder ud igen.

”Kammerater – er I med mig?”

Jeg vil aldrig glemme lyden af sko der hyler. Hyler, mens de stormløber en butik, og med kraften fra titusind sko knuser butiksruder, hopper gennem ituslået glas og løber ud i deres nyvundne frihed i sejrsrus.

De er for længst væk fra butikken, da jeg er kravlet ned og kommer ud på gaden gennem åbningerne, hvor der før var glas. Det knaser under mig, da jeg i bare fødder forsigtigt træder gennem glasskårene, men jeg kan stadig høre flokken længere væk. Og genkender lyden af flere ruder der knuses. Lyden af revolution.

—

Jeg misser med øjnene i det skarpe lys, der kommer gennem ruderne i entredøren fra den nedgående sol. Jeg er badet i sved og svimmel, men sætter mig op på albuerne. Det gør ondt bagerst i hovedet og jeg tager mig til dét, der viser sig at være en stor bule. Jeg prøver at huske, hvad der er sket. Jeg skulle ud og løbe, tog mine sko på, men resten er ikke særligt klart. Jeg nåede åbenbart ikke længere. Og sikke en besynderlig drøm det var. Jeg sætter mig helt op. Aldrig mere vegetarmad. Eller mineralvand. Det er jo ikke for mennesker!

Det værker i hele kroppen, da jeg strækker overkroppen for at tage mine sko af igen. Jeg kommer vaklende på benene, stiller skoene i skabet og går ud i køkkenet, for at lave en kop kaffe. Det skal gøre godt ovenpå en mærkelig dag!

—

”Pssst!”
”Venstre?”