Der var engang for ikke så forfærdeligt længe siden, at det var ganske vanskeligt at lære om verden, når man var ung og havde brug for det. Det er det måske nok stadig, men dengang kunne man end ikke lære om det, der er almindelig viden i dag. Forestil dig en byskole i slutningen af…
Continue reading →
Kære Jonathan, Hvor jeg ønsker, at jeg kunne skrue tiden tilbage til de mange samtaler, vi havde. Til de øjeblikke, hvor vi kunne have dykket dybere ned i skyggerne af vores liv i stedet for blot at fokusere på de overfladiske, komfortable emner. Jeg har reflekteret, Jonathan, over naturen af vores venskab og dybden af…
Continue reading →
Jeg låste døren bag mig, da jeg var kommet ind. Nytårsaften var slut. Den nok mærkeligste nytårsaften nogensinde. Ikke mærkelig på en dårlig måde, blot anderledes. Der plejer at være fest med venner til langt ud på natten. Nogle år planlagt, andre år spontant, men denne gang havde coronaepidemien lagt en kraftig dæmper på festlighederne….
Continue reading →
Hun præsenterede sig som Alex, da hun mødte mig ved indgangen, men fra websitet vidste jeg, at hun hed Alexandra. Smuk, ung græsk kvinde, der snakkede hurtigt engelsk med en tiltalende accent, mens hun viste mig rundt. Hun havde svært ved at skjule sin begejstring for lejligheden, der skulle være min i en uges tid….
Continue reading →
Himlen var mørkegrå foran mig. Den ville have gået i ét med havet i horisonten, hvis ikke den lave sol på en skyfri himmel bag mig havde kastet lange gyldne stier, der glinsede i krusningerne på vandet. Langt ude i det fjerne fløj måger over himlen, og lyste op som klare stjerneskud mod den mørke…
Continue reading →
Jeg har aldrig rigtigt gjort i at skrive julekort. Det tager simpelthen for lang tid og man får jo sindssygt ondt i hånden omkring kort nummer 70. Derfor begyndte jeg på et tidspunkt at skrive julehilsener på mail, blogs og på Facebook. Det blev vel nærmest til en tradition, at jeg tilbragte en af de…
Continue reading →
Kapitel 3 Et stykke tid var der stille i bilen. Jeg glædede mig blot over, at jeg stadig måtte køre med og forstyrrede ikke Sir Thomas med spørgsmål. Til sidst kunne jeg dog ikke lade være. ”Hvor er vi på vej hen,” spurgte jeg. ”Vi skal stadig finde Tokenil,” svarede Sir Thomas uden at fjerne…
Continue reading →
Kapitel 2 Den monotone lyd fra motoren, og den behagelige varme i bilen, gjorde mig efterhånden døsig, og selv om jeg egentlig ikke havde lyst til at sove, faldt jeg alligevel hen i en stille søvn. Jeg vågnede først, da vi kørte på nogle meget ujævne veje. Jeg missede med øjnene og skulle først lige…
Continue reading →
Forord Da jeg var omkring 17, mødte jeg ham, der skulle blive min allerbedste ven i livet. Vi mødtes første gang i Bygholm Park en gråvejrseftermiddag, hvor vi nærmest havde parken for os selv. Han sad på græsset, omgivet af ænder ved en af søerne, da jeg kom gående alene på stien. Jeg var ikke…
Continue reading →
Kapitel 5: Når livet banker – midt i ansigtet Ni år! Nej, det er ikke min mentale alder, selvom det kunne være fristende at tro. Den er i hvert fald mindst det dobbelte. Det er derimod tiden der skulle gå mellem fjerde og femte kapitel i min saga om livet som eneboer omkring de tredive….
Continue reading →