Kapitel 3 Et stykke tid var der stille i bilen. Jeg glædede mig blot over, at jeg stadig måtte køre med og forstyrrede ikke Sir Thomas med spørgsmål. Til sidst kunne jeg dog ikke lade være. ”Hvor er vi på vej hen,” spurgte jeg. ”Vi skal stadig finde Tokenil,” svarede Sir Thomas uden at fjerne…

Kapitel 2 Den monotone lyd fra motoren, og den behagelige varme i bilen, gjorde mig efterhånden døsig, og selv om jeg egentlig ikke havde lyst til at sove, faldt jeg alligevel hen i en stille søvn. Jeg vågnede først, da vi kørte på nogle meget ujævne veje. Jeg missede med øjnene og skulle først lige…

Forord Da jeg var omkring 17, mødte jeg ham, der skulle blive min allerbedste ven i livet. Vi mødtes første gang i Bygholm Park en gråvejrseftermiddag, hvor vi nærmest havde parken for os selv. Han sad på græsset, omgivet af ænder ved en af søerne, da jeg kom gående alene på stien. Jeg var ikke…

Kapitel 4: Børnehjemmets skygge På et tidspunkt i livet opdager man, at tilværelsen er blevet til en rutine. Op, vaske, børste, skrabe, køre, arbejde, køre, spise, sove. Livets krydderi bliver indskrænket til, om der er kø på Vejlefjordbroen eller ej, og man er ved at synke ned i desperationens afgrund, når man uheldigvis en morgen…

Kapitel 3: Faldet fra himlen Jeg kan huske, da nytårsaften var noget ganske særligt. Faktisk ved jeg ikke præcis hvornår det var. Årene dengang flyder lidt sammen, men det har været da jeg var en elleve-tolv-tretten år. Nytår var et årligt højdepunkt af flere grunde. For det første var der jo al den hjemlige hygge…

Kapitel 2: Åh gud -– hvad er dét for en knude? Fornemmelsen af storhed er formentlig noget, der findes inden i os alle sammen, mens vi er børn. Fornemmelse er et forkert ord. Forventning er mere korrekt. Troen på, at vi bliver til noget stort, blive rige og berømte, stærke og smukke. Og ikke bare…

Kapitel 1: At bade med andre mænd Jeg tror, at når vi tænker tilbage på stedet, hvor vi voksede op, så kan vi alle sammen erindre nogle sjove personer i nabolaget. Jeg husker især ham, der boede bag mine forældres hus. Jeg tror aldrig, at jeg så ham, men han boede i en gammel faldefærdig…

Ja, det er blevet tid for at løbe. Selvom rund som bekendt også er en form, så er der en fare for, at udskæringen i skrivebordet snart skal gøres større. Igen. Jeg ifører mig løbetøjet og drejer kareten mod Bygholm Sø til en rask lille løbetur. Den idé har andre jo fået også selvfølgelig –…